Vi var på Riget i går kl 8.45 for at få taget endnu en blodprøve og få foretaget en scanning inden arbejde. Det blev en helt anden dag, end vi havde forestillet os.
Vi startede med scanning foretaget af overlægen, som mente, at det var helt tydeligt, at det der sad i livmoderen var en fostersæk. Og var ret overbevist om, at den lille dims, som sås i æggelederen bare var en lille ?-cyste. Jeg blev scannet omhyggeligt og meget længe og der blev tilkaldt endnu en læge for en second opinion. Læge nummer to var enig. Men for en sikkerheds skyld sørgede de for at jeg kunne få en akut-tid på ultralydsafdelingen.
Derfor kom vi ned at sidde over 2 timer i venteværelse sammen med en horde lykkelige, gravide par. Det var ikke just nogen drøm (og jeg var skrækslagen for at møde gravide bekendte - for slet ikke at tale om den gravide eks-veninde)
Vi blev scannet endnu engang og faktisk kom både vores læge og sygeplejerske fra klinikken ned og deltog, hvilket jeg synes er en virkelig rørende omsorg fra deres side. Endnu en læge var enig og vores egen læge og sygeplejerske tog en samtale med os om at vi ville få henvisning til medicinsk abort på gynækologisk afdeling, at gynækologisk afdeling derefter har ansvaret for vores videre forløb og at vi vil kunne komme tilbage til klinikken til behandling efter min januar-mens. De sidste to beskeder, og måske også lidt medlidenheden i lægens blik, trak bunden ud på mig og jeg græd som et barn. Jeg har svært ved at klare at skulle vente så længe og jeg kunne slet ikke bære at skulle ud fra fertilitetsklinikkens beskyttende vinger. Det siger selvfølgelig sig selv, at sådan må det være, men tanken var ikke faldet mig ind og det føltes totalt overvældende.
Nåmen os ned i cafeteriaet at få lidt samling på os selv igen mens henvisningen til gynækologisk afdeling kom i stand. En times tid senere sad vi så dér og ventede og det var egentlig først på det tidspunkt, det gik op for mig, at vi skulle have behandlingen right there and then. Indlæggelse, stikpiller, 4 timers observation og derefter hjem hvor blødningen, eller altså aborten, så typisk finder sted efter et døgns tid. Men netop som denne erkendelse havde bundfældet sig, blev vi kaldt ind til den ansvarlige læge. Hun synes, at vi bør have at vide, at der er uenighed om vores behandling. Hun er ikke enig i den behandling, vi er henvist til og derfor synes hun, at det er op til os at tage beslutningen.... WHAT???? Ehm altså i princippet er jeg muligvis enig med hende, muligvis, men i øjeblikket kunne jeg ikke forestille mig noget værre, man kunne have udsat os for og det krævede alt hvad jeg havde ikke at bryde grædende sammen endnu en gang. For den gynækologiske læge var det klart, at i vores tilfælde burde behandlingen være udskrabning. Dels lykkes en medicinsk abort kun i 75% af behandlingerne, mens det er 98% for kirurgisk. Dels ved man ikke efter en medicinsk, om der sidder noget uden for livmoderen, mens man har mulighed for at undersøge produktet af den kirurgiske abort. Og til sidst risikerer man at smerter eller blødning efter medicinsk abort kamouflerer smerter fra graviditet i æggeleder.
Det var tydeligt, at vi var landet i en konflikt mellem to afdelinger - hvor fertitlitetsklinikken sandsynligvis ikke er den, der har mest prestige eller troværdighed blandt kollegerne. Jeg var ærligt talt pissesur over at blive bragt i den situation og lægen kunne tydeligvis heller ikke selv magte den og vrøvlede ærligt talt en del. Hun kunne næppe overse min irritation, da jeg sagde, at det måtte E og jeg jo så diskutere. Nøj hvor var jeg træt af det og totalt udmattet af en sindssyg dag, der allerede på det tidspunkt havde været lang.
Gudskelov kunne E og jeg hurtigt blive enige om, at den gyn. læge trods alt måtte anses for at være eksperten og uanset at vi hadede hende, hendes hornbriller og manglende kommunikationsevner, gav det mest mening at følge hendes anbefaling. Da hun fik den besked var hun som forvandlet. Jeg tror hun ved vores første samtale var rasende på fertilitetsklinikken.
Øv, jeg hader tanken om at have givet hende en sejr i hvad der uden tvivl er en årelang og sandsynligvis totalt latterlig strid mellem afdelinger. Jeg ville meget hellere have lagt min loyalitet hos det omsorgsfulde fertitlitetspersonale, som sandsynligvis har indstillet mig til medicinsk abort for at skåne mig, da de ved, jeg er ved at være tyndslidt. Men altså, ingen af os er i tvivl om, at vi traf den rette beslutning og selvfølgelig må man bare igorere de politiske spil, man bliver involveret i. Suk.
Nåmen ind på stue 12, hvor jeg var rigtig glad for at kunne krybe under en dyne. Det var trygt og godt at ligge der og jeg følte en stærk trang til at ligge der meget længe. Der gik vel 4 timer førend en sygeplejerske 'administrerede mig' to vaginale stikpiller (endnu mere grænseoverskridende end det lyder) til at blødgøre livmoderen og en times tid efter blev jeg kørt på operationsgangen.
Jeg har aldrig været indlagt før. Og jeg har aldrig være ude at køre i en seng. Jeg synes, at det var en bizar oplevelse. Man er så magtesløs og sårbar, som man ligger der. Og hvor er det egentlig meningen, man skal kigge hen? På den lallede portør, der kalder én Nina, som icebreaker?
Og så ligger man der på operationsgangen - efter alt at dømme i kælderen. De kalder ikke operationsstuerne som sådan. Nej, det hedder Leje 1, Leje 2, Leje 3. Come on. Det er vel ment som en eufemisme, men jeg synes ærligt talt, at det er mere uhyggeligt.
Anæstesi-læge nummer 1 kommer efter ca 5 min på den lange tomme gang og sætter drop-dims i min hånd. Så går der vel 10 min på den lange tomme gang. Da kommer gynækologisk kirurg Christian Rifbjerg og ser indfølende på mig og spørger om jeg har nogen spørgsmål. Han forklarer vel også noget. Men helt ærligt, hvor meget er der at vide... 5 minutter efter kommer anæstesi-læge nummer 2 og forklarer lidt inden jeg bliver bedt om at kravle af sengen, ned i et par træsko og selv transportere mig ind i operationstuen. Didnt see that coming! Havde forestillet mig, at jeg helt skulle slippe for at have minder fra det sted, men nej, jeg har desværre et ganske klart billede af, hvordan en gynækologisk operationsstue ser ud.
Jeg fik mig anbragt på 'lejet' og anæstesi-lægen lod først det smertestillende flyde. Det var VILDT ubehageligt. Det føltes som om alt gik galt i min krop fra det ene sekund til det andet. Mit hjerte ændrede abrupt rytme, og hvad der føltes som en art krampe skød op fra brystet, op ad halsen og til kæben og underansigtet. Jeg følte vild angst. Fik ytret, at det var ubehageligt, anæstesi-lægen sagde 'så lægger jeg dig til at sove' og øjeblikket efter kom en endnu værre følelse - som at dø, at mærke sig selv forsvinde - men det varede næppe et sekund og så var jeg væk.
Da jeg sagde, at de nok hellere måtte skrue op for droppet, for jeg var ved at vågne, blev der svaret at det hele var overstået. Jeg tror lige, at de havde lagt mig tilbage i min seng på det tidspunkt. Det er syret. 15 minutter, der bare er klippet ud af ens liv.
Jeg havde smerter med det samme, jeg lå ude på gangen igen og spurgte A-lægen om smertelindringen aftog sammen med narkosen. Han sagde, at han havde givet mig mere, som er godt til mens-smerter, men at jeg evt kunne bede om ekstra oppe på stuen. Eller han kunne give mig lidt morfin. Idiot som jeg er, jublede jeg ikke 'ja tak morfin and make it quick'
Tilbage på stuen havde jeg sindssygt ondt. Sygeplejersken gav mig stikpiller med smertestillende, som skulle virke efter 25 minutter. Jeg tudbrølede og vred mig, mens min stakkels E lå ind til mig og sagde
'nu er der gået 5 minutter' ...'
nu er der gået 10 minutter' og forsøgte at få mig til at drømme om sommerhuset og frisk fisk og ... Det må have været et mareridt for ham. Stakkels søde E.
Smerterne fortog sig og nogle timer senere følte vi os klar til at tage hjem. I virkeligheden havde jeg faktisk ikke lyst til at tage hjem. Jeg var bange for smerter og blødninger og ville bare helst overvåges. Men lidt inden midnat kom jeg i tøjet. Da vi stod og ventede på en taxa blev min kvalme stærkere og stærkere og til sidst måtte jeg på hug med hovedet mellem benene. Hver gang jeg forsøgte at rejse mig forsvandt blodet fra hovedet igen og jeg var nok ved at besvime 9 gange før jeg på patetisk vis blev kørt i kørestol tilbage til min stue, hvor jeg kom i seng igen med meget lavt blodtryk. Det var stygt på den måde ikke at kunne holde mig stående, men jeg var ikke ked af, at komme tilbage på afdelingen. Det var jo faktisk det jeg helst ville. E aede mig til jeg faldt i søvn og listede hjem.
Jeg blev udskrevet kl 9 i morges og har tilbragt dagen på sofaen. Jeg er lettet og overrasket over slet ikke at have haft smerter i dag. Jeg har kvalme og forbipasserende svimmelhed, men det er til at leve med.
Jeg må konstatere at jeg er betydeligt mindre tough, end jeg troede. Jeg må erkende, at jeg er lidt pivet. Får ondt af mig selv. Oplever også mindre indgreb som ekstremt voldsomme. De vaginale stikpiller, narkosen, bevidstløsheden. Herregud i hordevis af kvinder får lavet udskrabninger, frivillige som ufrivillige. Jeg har aldrig hørt nogen pive over det. Hvor slemt kan det være?
Jeg har alle dage haft heftige mens-smerter og synes ikke jeg er meget pivet med smerte. Jeg tror, det handler om kontrol. Jeg kan slet ikke håndtere, at andre har magten over mig og jeg er reduceret til en viljesløs krop. Der skal meget lidt til før jeg føler mig totalt ydmyget og så bryder jeg sammen.
Og nu er bestræbelserne på familiestiftelse så sat på standby.
Kan vi også sætte angsten, vreden, frustrationen på standby?
(det er vist desværre en skrøne, men det er en poetisk skrøne, så skidt pyt)
