ikke at forglemme

Jeg fik en mail for nyligt, som jeg virkelig kunne mærke faldt på et tørt sted. En veninde, som bor i London og jeg derfor mest kommunikerer med på mailen, skrev og fortalte om livet efter at hendes datter er kommet til verden her i februar.
Rædselsfuldt, kalder hun det. Det værste hun nogensinde har prøvet. Mareridt fra ende til anden. Hun er så bange for om hun nu gør det hele ordentligt og den lille græder så meget, at hun simpelthen er faldet fra hinanden og er bange for at udvikle en fødselsdepression.

Det gav mig et tiltrængt reality check. Selvfølgelig går man ikke og bilder sig selv ind at det er 100% søde pigedrømme at få et barn. Men man mister nok lidt grebet i, hvad det er man går og drømmer om. Det slog mig, at det nok kan være ret farligt.

Jeg tillader ikke mig selv at nyde baby-drømme på nogen ret eksplicit måde. Jeg forestiller mig ikke hvordan det er, dagdrømmer ikke. Der er trods alt nok sunde forsvarsmekanismer i mig, til at der er en helt spontan blokering over for den slags (interessant nok, egentlig, for ellers er jeg generelt til fals for en god dagdrøm..)Så hvad kommer det til at handle om i stedet? At få sin vilje, det er nok en del af det. Og så bare det med at komme videre, som jeg før har talt om. Og noget sådan helt lotto-agtigt -uhhh hvor er det spændende, jeg kan næsten ikke holde ud at vente længere på at finde ud af, om jeg har vundet. Det er forfærdeligt og det lyder så primitivt. Men jeg tror, at det dybest set handler om, at man ikke tør give sig selv lov til at tænke tanken ud og så må man fylde den med noget andet. Men så er det jo altså, at man godt kan miste grebet lidt...

Down and Out

Jeg har været helt nede det sidste par dage. Bevæger mig i en tåge af nedtrykthed og paranoia. Kan slet ikke rive mig fri af det.

ud med påsken

Min højtelskede og pisse-irriterede kæreste lavede totalt sabotage på vores påskeferie. Vi havde meldt fra over for diverse familiebesøg i provinsen for i stedet endelig at lave vores køkken færdigt. Hele påsken sat af til køkkenprojektet. Men det endte med at gå sådan at han har været på arbejde hver dag, det meste af dagen, hele påsken og jeg har pludselig haft dette ocean af timer omkring mig, som jeg ikke havde regnet med og som jeg pludselig ikke vidste hvad jeg skulle stille op med. Hvis der er noget man ikke har brug for når man er IUI+5 så er det lediggang. Jeg har spildt tiden på den onde måde, ikke engang nydt det og er så træt af mig selv for det. Hvor gammel er man så? Fandme godt man skal på arbejde i morgen. Saftsusme heldigt jeg skal til Stockholm onsdag. Når jeg kommer hjem fra Stockholm er der 5 dage til test..

tid

Jeg skal teste den 19. Det er der ti dage til. Man skulle tro, at det ikke er ret lang tid. Men ½ time er lang tid her.

hilsner fra limbo

Jeg vågnede totalt mopset her til morgen. Har haft en lang og pinagtig drøm om at fucke alting op og ikke kunne nå frem til det møde, hvor folk sad og ventede på mig. Jeg hader de der kan-ikke-nå-frem-drømme. Har dem for tit.

Siden vi blev BIB'er - for alvor for lidt over en måned siden - er det som om alting er gået i stå. Jeg føler det som om jeg INTET har foretaget mig. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget. Og måske vil jeg heller ikke. Jeg får ikke lavet noget arbejde og jeg føler mig som et dybt useriøst menneske.

Det er en helt absurd situation at gå og vente på, at dét store skal ske, der forandrer ens liv for altid. Det er som at sidde fast i limbo. Jeg har allerede lagt det gamle liv bag mig, det er lukket land nu, men jeg kan ikke komme ind i det nye. Så jeg sidder fast i et ikke-liv midt imellem og kan intet stille op. Jeg eksisterer næsten ikke. Det eneste jeg kan finde ud af er at søge informationer om fertilitet, forplantning etc eller deltage i debatterne på min-mave. Så får det nye liv et lille anstrejf af virkelighed.

Bortset lige fra den dag, hvor erkendelsen kom, har jeg ikke følt det som en sorg at skulle have behandling. Måske er der endda et lille hjørne af mig, der godt kan lide, at vi skal kæmpe lidt mere for det. Jeg har ikke været ulykkelig, men faktisk holdt mig forbavsende munter og ved et mirakel har hormonerne ikke sendt mig ud i det totale hysteri, som jeg havde ventet. Så på den måde er det ikke så slemt.

Jeg får bare spat af at sidde fast her. Jeg får spat!

Det man skal gøre er selvfølgelig at holde tankerne fra det. Det modsatte af at blogge om det og tjekke om der er nyt på div debatfora 5-10 gange om dagen. Jeg bliver vred over min manglende selvdisciplin. Over at jeg ikke kan tvinge mig selv til at lægge al energien over i det arbejde, der virkelig trænger til energi. Men der er en meget trodsig og skruk teenager indeni mig, som nægter at give slip på drømmen i så meget som et øjeblik.

Hjææææælp, jeg sitter fast!!!

lidt ekstra plads her?

Man hører så mange, der forsøger at blive gravide sige, at de ikke kan holde synet af gravide og små søde børn ud. Sådan har jeg det også. Men på den måde, at når jeg ser alle de gravide og småbørnsforældrene omkring mig, så forekommer projekt baby mig at være så pisse uoriginalt. Og det hænger mig ud af halsen. Andres babyer og babyprojekter er totalt ufortryllende og min irritation over for dem handler udelukkende om, at de ødelægger det for mig. Deres drømme er trivielle, ikke mine. Så de skal sgu da ikke gå der og få det til at se ud som om vi vil det samme. Fnys!