torsdag den 31. maj 2007

en eks-venindes bekendelser

For en måneds tid siden gjorde jeg det forbi med en veninde. Jeg har aldrig været typen, der har mange af slagsen, så det var et stort indhug i bestanden. Og jeg var rystet bagefter. Rystet over, at alle de tanker om hende, der har plaget mig det sidste år eller to pludselig stod i kaskader ud af munden på mig, i al deres ucensurerede hæslighed. At jeg kastede mig grådigt over førstgivne lejlighed til at afvikle venskabet.

Småborgerlighed har så langt jeg husker tilbage stået øverst på min liste over ting, der må bekriges. For en stor del har jeg defineret mig selv ved min modstand mod småborgerlighed -og mod snobbisme og materialisme. Jeg har gjort alt for at undgå den slags mennesker og jeg har altid haft min loyalitet hos de svage. Indtil jeg blev 30.

Jeg har aldrig haft lyst til at omgåes mennesker med succes. Jeg har fundet dem totalt uinteressante. Jeg har altid været tiltrukket af de plagede, de splittede, de utilpassede. Ikke de vilde rebeller og furier, bare de små hverdagsulykker. En skizofren kærestes psykiske og fysiske vold senere efterfulgt af en højt-elsket venindes selvmord satte en dæmper på den tilbøjelighed. Det er en del af forklaringen. Ud med romantik omkring de utilpassede.

Men kedsomheden ved de veltilpassede har ikke forladt mig. Det er så fucking kedeligt. Så forudsigeligt. Så uambitiøst og plat.

Indtil jeg blev 30, har jeg på den ene eller anden måde været overlegen i stort set alle mine venskaber. Det handler nok næppe udelukkende om en forkærlighed for svaghed. Jeg kommer vel ikke udenom at det også handler om behov for at være den stærke. Om at jeg føler mig truet, hvis ikke jeg er helt sikker på min magt. Jeg føler mig meget nemt truet. Føler mig meget nemt mindreværdig. Er skrækslagen for at blive gennemskuet. Fundet for let. Og er stolt som ind i helvede. Så i mange, mange år har jeg holdt mig på lang afstand af folk, der evt måtte kunne gennemskue mig. Jeg har udviklet mange sofistikerede strategier for at smutte ud gennem fingrene på folk og væk, hvor jeg er i sikkerhed. Og så bevarer jeg mit image som cool. Jeg er så cool.

Og så mødte jeg E hvis enorme omgangskreds tæller succes på succes på succes. Det var meget tæt på at jeg dumpede ham, da det gik op for mig. Allerede da jeg første gang trådte ind i hans lejligheds designer-minimalisme, var jeg nær drejet om på hælen. Det blev kun værre, da jeg mødte hans venner. Den dag i dag er jeg stadig bange for dem. Den dag i dag er mit samvær med dem stadig en lang undvigemanøvre for ikke at blive gennemskuet.

Men jeg synes sgu også det er kedeligt. Hvad er det for et liv. Den er helt gal med succes-kriterierne. Der er ingen plads til overraskelser, til vildskab og løssluppenhed. For alt følger en plan. Fremad. Opad. Det er så fucking kedeligt og
nu er det mit liv.

Jeg har aldrig haft det så godt og roligt med mig selv, har aldrig haft den slags overbærenhed og tilgivelse i mit forhold til mig selv. Det er den største fryd, jeg nogensinde har oplevet, denne stille glæde. Uforpintheden. Men jeg skammer mig lidt. Og mon ikke den dag kommer, hvor jeg også keder mig. For meget. Jeg ved det ikke...

Denne veninde, som nu ikke længere er en sådan. Hun var en af de mest utilpassede af dem alle. Hun stod så usikkert i verden og var fantastisk intens og rød-glødende energisk i sin evige jagt på en ny identitet. Hun var promiskuøs og vampet, kniv-skarp og lynhurtig, provokerende, indsmigrende, hamrende morsom og lidt ynkelig. I sit evige forsøg på at forstille sig fremstod hun som det mest hudløst ærlige og rørende menneskelige.

Hun mødte sin kæreste omtrent samtidig som mig og E. Først forsvandt det lange, knald-sorte hår og de skrå mørke øjne og der gik ikke længe inden de ultra-stramme jeans og den iøjnefaldende navlering var afløst af lyserøde t-shirts med blomster og flade sko. Ikke flere høj-rystede, pseudo-intellektuelle diskussioner, men i stedet ja friværdi, friværdi, friværdi og 'I må godt låne Alfa'en hvis I vil, men så skal I altså love at sige til hvis I ridser den' og 'min kæreste siger, at jeg skal lade være med at snakke så meget om den nye lejlighed for ellers blir folk nok bare misundelige'. Det var det værste. Hun begyndte at konstruere alle onkring sig som misundelige og mod den konstruktion kan man intet stille op. JEG ER IKKE MISUNDELIG!! DER ER IKKE EN SKID I DIT LATTERLIGE SMÅBORGELIGE LIV, JEG VIL HA! DROP DET DER PIS. Nej, der er intet man kan gøre. Man bliver bare trukket længere og længere ned i dyndet. Og et eller andet sted på vejen, så bliver man alligevel del af den konkurrence, som man aldrig selv har indskrevet sig i. Det er uundgåeligt. Og det er forfærdeligt. Det har pint mig som et mareridt uden ende at jeg mistede evnen til at glæde mig på en venindes vegne - at jeg faktisk holdt op med at ønske hende noget godt.

Næstværst var følelsen af, at hun meget gerne ville dyrke den svaghed, hun spottede i mig. Jeg blev ikke gravid. Længe før jeg overhovedet var bekymret over det, LÆNGE før, lagde hun hver gang vi sås hovedet sødt på skrå og sagde 'nu skal du bare sige til hvis du ikke vil snakke om det, det kan jeg sagtens forstå, men hvordan går det med det?' Helt absurd. På det tidspunkt var der overhovedet ikke noget problem endnu, men hun insisterede på at skabe et. Igen en konstruktion man intet kan stille op imod. Siden, da der var gået over et år uden jeg blev gravid og hun selv begyndte at planlægge opstart på babyprojekt sagde hun' åh jeg håber altså ikke, at jeg bliver gravid før dig... åh jeg ville bare slet ikke turde fortælle dig det' Hvad fanden er det for noget at sige? Jeg kunne have lappet hende en.
1: babyprojekt = konkurrence? 2: GIVE ME SOME FUCKING CREDIT
Da jeg begyndte i behandling var hun den eneste, jeg ikke fortalte det til. Faktisk løj jeg. Jeg lyver aldrig. Det var dråben. Så er der ikke noget venskab tilbage.

Jeg har ikke kunnet snuppe det. Selvfølgelig handler det ikke kun om hende. Det handler om nogle fæle tilbøjeligheder i mig selv, som jeg ikke kan holde ud. Det handler om, at jeg også er skuffet over mig selv. Og om at jeg bare har brug for at sætte foden ned over for det der livsstilsræs. Brug for at tro på og manifestere, at det der sker i mit eget liv er noget andet.

Efter jeg havde svinet hende til, udtømt det hele, kunne jeg pludselig igen - for første gang i meget, meget lang tid - mærke hvorfor jeg holder af hende. Jeg havde glemt det. Det var dejligt. Og det er dejligt, at den hun er blevet, ikke er i mit liv mere.

lørdag den 19. maj 2007

Fight Club

E fandt i går en gammel T-shirt i skabet, som han var ved at smide ud. En tåbelig gammel Fight Club T-shirt i skrig-gul med silhouetterne af de toughe fightere i blå print. Herunder teksten:
'Seventh Rule: Fights go on as long as they have to'
(Hvorfor H har han sådan en T-shirt?)

Denne T-shirt har siden siddet klistret til min krop. I love it. Ville ønske jeg kunne uddele den til alle søstrene i min fight club - ikke mindst Spiff, den måske mest hårdtslående af dem alle;-)

torsdag den 17. maj 2007

raseri

Endnu en negativ test. Efter tredie IUI er ikke nogen af de fire æg, der var modnet, blevet befrugtet. Pis!

Netop som jeg havde taget den negative test kunne jeg for første gang høre den nybagte tvillingefar i lejligheden over os synge for sine babyer. Jeg blev rasende. Min første rigtige oplevelse af raseri mod småbørnsforældre.

Jeg er i en tilstand af raseri i det hele taget. Det er alt for meget følelse til at jeg kan være ked af det. Så ked af det tør jeg ikke være.

Nu går vi videre til IVF. Det er jeg glad for. Men sandsynligvis kan vi først få behandling til oktober. Og det kan jeg næsten ikke holde ud.