torsdag den 29. november 2007

Stuuurt nummer

Nåmen så tog jeg en test og nummer to streg brillierede endnu en gang med at gøre sig usynlig. Så let skulle det ikke være. Det er selvfølgelig trist at sige farvel til forestilligen om, at den skulle sidde lige i skabet umiddelbart efter udskrabningen. Skuffelsen kommer vel i morgen, uanset hvor pessimistisk og kynisk, jeg synes, jeg burde være.

Men jeg er glad nok for, at jeg nu ikke kan nå at gejle mig selv endnu mere op over mens, der lader vente på sig.

Har ikke lyst til at give E beskeden, når han kommer hjem...

Sult

Mens er stadig ikke kommet. Intet nyt er godt nyt - i et par dage endnu. Selvfølgelig studser jeg lidt over, at jeg flere dage har haft ret markante mens-smerter uden at få mens, tænker at sådan plejer det ikke at være, når man ikke er på hormoner, og håber en lille smule på det der lille frække julemirakel.

Men... plejer.. Hvad kan man bruge plejer til på nuværende tidspunkt?
Jeg stemmer for at vi binder plejer til et træ og lader myrerne ta ham.

Jeg havde faktisk glædet mig til at skulle have en pause fra barnløsheden i et par måneder. Men jeg har ikke fået nogen pause. Også denne sidste måned har så meget af min energi været bundet i det, at jeg ikke kan rumme ret meget andet. Det er en mareridtsatig tilstand, når man hele tiden er på jagt efter noget, der kan fylde tomrummet fra den fraværende graviditet. Det er en umættelig sult, der tvinger ens hånd, men aldrig kan stilles og man ved det. Alligevel er man nødt til hele tiden liiige at have et skud mere. Fertilitetsjunkie.

Det er hårdt for selv-respekten, når man endnu en gang ikke kan få det på afstand. Jeg er virkelig overrasket over mig selv. Jeg synes jeg burde være gået ind i den næste fase for længst. Jeg er ikke en teenager - jeg ved hvad der er godt for mig and this aint it. Det er totalt nedbrydende psykisk og det er kraftstejlemig heller ikke måden at blive færdig med en phd på.

mandag den 19. november 2007

anvendt matematik

Det er 77 dage siden jeg havde min sidste menstruation. Det er ikke sket siden jeg var 12. Min stakkels krop må jo være totalt rundt på gulvet.

Jeg har testet for ægløsning i det meste af to uger allerede. Ingen ægløsning. Det giver nok ikke så meget mening, at jeg overhovedet tænker på det, for jeg kan vel godt risikere slet ikke at få ægløsning her i post-udskrabningscyklus. Men jeg kan ikke lade være. MÅ have et fix-punkt. Og det er altså min ægløsning. Hvis jeg får sådan en, så ved jeg, at vi er i gang igen. Kan regne frem til næste mens. Kan forudse fremtiden og planlægge. Hæ - right!

Strengt taget skulle ÆL have været sidste mandag. Og mens om en uge. Men de siger selvfølgelig at der kan gå op til 6 uger inden første mens kommer efter abort. Det er en god ting. Virkelig! For jeg har selvfølgelig regnet på det. Med helt regelmæssige menstruationer ville 1. mens være d. 26 november og næste da-da-da-daaaa 24. december. Lidt hurtig matematik gør det altså klart, at vi risikerer ikke at kunne komme i behandling efter 2. cyklus fordi der er julelukket på klinikken. Altså først genopstart sidst i januar. Pis mand. En julegyser.

Men sådan går det ikke vel? Din lille røde satan: Tag dig gooooood tid.

Hvad er der blevet af Spif? Spi-if? Meget ubehageligt at hendes blog bare pludselig er væk... Håber at alt er i orden.

torsdag den 15. november 2007

tirsdag den 13. november 2007

søndag den 11. november 2007

dilemmaer og paradoxer ad absurdum

Puha det har været noget skidt de sidste par uger. Plejer at kunne klare skærene ved bare at gøre min verden helt lille bitte i nogle dage, melde mig ud af alt og sove alt hvad jeg kan i et par dage. Primitivt, men det virker sgu.
Denne gang har det bare ikke være muligt. Der har været en hel masse ting, som ikke kunne udsættes eller aflyses og jeg har følt mig virkelig hårdt presset. Oveni forpligtelserne fik både E og jeg en eller anden ond virus. Typisk. Her i weekenden har jeg endelig kunnet trække stikket ud og jeg har det meget bedre igen.

Det værste ved bedstevenindens graviditet var, at jeg vidste, at jeg ikke ville kunne styre min vrede. Hun ved godt, at det ikke var en nem besked for mig at få. Men man kan ikke forvente af noget menneske, at det skal kunne forstå, hvordan man kan blive så vred. Sådan reagerer jeg. Med en vrede som ligger helt uden for min kontrol og som faktisk føles helt berettiget. Man kan sgu altid finde en grund til at være vred på selv det kæreste kræ. Og der gik ikke et minut før jeg følte denne vrede komme snigende. Jeg startede straks med at være vred over måden hun gav mig beskeden på, tidspunktet, alt hvad hun i øvrigt sagde i løbet af samtalen. Og jeg mistede akut lysten til at se hende, tale med hende, tænke på hende. Alt dette som ved et slag med den onde fes tryllestok. Bedsteveninden holder usædvanligt meget af mig. Hun tager del i mit liv på en helt utrolig måde. Hun har ikke sjældent bedre styr på mit liv, end jeg selv har. Hun husker ALT hvad jeg skal i næste uge og skulle i sidste, fordi det der sker i mit liv også sker i hendes. Hun ville have meget meget svært ved at håndtere min vrede. Selv hvis hun forstod den. Og det tror jeg som sagt ikke man kan uden at have været lige præcis her.

Men det var ved den besked, at tråden knækkede for mig. Jeg var egentlig ok efter aborten og havde fundet kræfter til at rejse mig igen. Sat en overlevelsesplan sammen. Efter beskeden om hendes graviditet brød jeg simpelthen sammen og røg i katastrofetilstand.

Bedsteveninden har i mellemtiden aborteret. Det er grusomt, men sandheden er , at det er betydeligt nemmere for mig at håndtere. Og det føjer så endnu en bizar oplevelse til rækken af følelsesmæssige oplevelser man fandme aldrig troede kunne overgå en der er relativt kærlig, empatisk og moralsk, som jeg oplever mig selv. Jeg følte dyb sorg over en elskets glæde og lettelse over hendes sorg. Wow! Selvfølgelig er der skam forbundet med det i et eller andet omfang, men gudskelov ved jeg, at disse følelser nærmest er the name of the game (takket være internettet) og jeg har ikke de store problemer med at tilgive mig selv. Jeg er fantastisk lettet over, at jeg ikke skal tilbringe de næste mange måneder i vrede mod et af de mennesker, der står mig nærmest og det er ok.

Indtil videre er jeg nu vred på hende alligevel, men det er (tror jeg nok) en helt anden historie. Hun blødte lidt for meget et par dage, blev scannet, hvor de ikke så hjerteblink og fik akut medicinsk abort. Da jeg talte med hende bagefter kørte hun helt vildt på med, at det ikke var noget særligt. Og hånede faktisk sygeplejersken for at have pisket en stemning op om, hvor mange smerter, hun ville få og uuuhhh hun måtte ikke være alene. Den vildeste omgang 'åh folk er sådan nogle pylrehoveder'-diskurs. Det gjorde mig rasende. Jeg er stadig lidt rasende, tror jeg nok.

Et lille PS: Et par timer efter venindens dengang glade announcement kom samme besked fra Es bror og svigerinde. Som i øvrigt efterfølgende skulle bo hos os i to dage. Og hvis 2-årige datter vi skulle passe. I løbet af to hele dage lykkedes det mig ikke at ønske dem tillykke. Jeg nævnte ikke deres graviditet med et ord. Jeg kunne simpelthen ikke. Det er svært at forklare, men jeg kunne ikke få ordene over mine læber. De må synes jeg er sindssyg, men jeg har det faktisk ok med at jeg lod være.

fredag den 2. november 2007

Nåede nærmest bare lige at vågne fra narkosen før bedste-veninden ringede og meddelte, at hun er gravid igen.