Farvel til 2008

Farvel til 2008 og tak. Åhh tak tak tak! Mange meget store drømme er gået i opfyldelse i 2008 og virkeligheden har vist sig at være endnu bedre end drømmen. Det var vidunderligt at blive gravid og skønt at være gravid. Jeg er glad og lykkelig og elsker min lille Max og den dejlige familie, der har ham som midtpunkt.

Tak også til cyberveninderne. Det er dejligt at I er derude. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at 2009 bringer jer lykke - i hvilken form den så end måtte komme.

Anbefaling til de gravide

Ved Nørreport st. ved siden af Østerlandsk Thehus, ligger en lille ventetøjsforretning. Musling. Den ser ikke ud af noget særligt, men de har super-gode gravid-basics til rimelige priser. Lækker blød kvalitet, super pas-form, falmer ikke eller mister facon. Mange af deres ting kan også købes på www.ninemonths.dk

Vægt

Sundhedsplejersken var her i går, medbringende hvad hun kaldte den mest præcise vægt, man har til babyvejning. Og hun vejede ham til 4530. Det er altså 280 gram vægtøgning på 6 dage og helt fint. Jeg mener også at kunne mærke, at min mælkeproduktion er forbedret. Så der var vel anledning til glæde. Hun mener, at han spiser rigtig fint, omend jeg giver ham for lang tid til det - han kan godt lide at ligge og jappe på dutten i helt op til en time. Og dermed går der for meget af hans vågne tid med at ligge der og fede den. I det hele taget mener hun, at han feder den for meget. Han sover simpelthen for meget om dagen, siger hun, og det kan være derfor, at det er svært at nå at få stoppet nok kalorier i ham.

I dag var jeg så ved lægen. Hun konstaterede at han slet ikke har taget nok på, og at jeg er nødt til at supplere med plaske. Og hun mener, stik modsat SP, at han græder af sult. Og at min mælk ikke løber ordentligt fordi jeg er så stresset. Jeg kan hverken genkende min lille dreng eller mig selv i hendes øjne.

Suk!

Midt om Natten

Vores lille dreng har fra første nat sovet i sengen hos os. Det føltes helt rigtigt at han skulle have den optimale tryghed ved at ligge tæt ind til vores kroppe og det var en stor fordel for os, at jeg kunne amme ham liggende.

Men selvfølgelig sover man ikke på helt samme måde, med sådan en lille bitte krop i sengen. Man er opmærksom på den hele tiden og sover ganske let. Og man kommer uværgerligt til at ligge i akavede stillinger - ikke mindst når man ligger og ammer. Det kan give rigtig ondt i ryggen. Og på et tidspunkt fik jeg så ondt i ryggen, at der var to døgn, hvor jeg faktisk ikke kunne ligge ned. Eller stå op. Jeg kunne vælge imellem at sidde og gå.

På den måde er der langsomt opstået et behov for at generobre sengen og på det seneste er han kommet op i vuggen i mellem-amning bidder af natten. Det går faktisk rigtig godt. Og for saaaaaaatan, hvor er det dejligt. Først efter vi er blevet alene i sengen, går det op for mig, hvor meget jeg har manglet følelsen af at være tæt med min Es krop. Og hvor lang tid det er siden jeg har sovet i normale stillinger. Det er jo fandme mindst et halvt år. Det er den vildeste fryd. Aaaaaahhhhhhhhhhh

Råd vedr. for lidt mælk

Qvinden har også problemer med babys vægt, så her deles lige lidt viden. I 'Kort og godt om amning' som er udgivet af Komiteen for Sundhedsoplysning listes følgende råd til at sætte produktionen op:

- Vær forberedt på at amme mange gange og meget længe i nogle dage. Det kan være en god idé at aflyse alle aftaler
- Tilbyd brystet så ofte som muligt og lad barnet sutte så længe som muligt.
- Sørg for at barnet får så godt fat om brystet som muligt og prøv at slappe af.
- Tilbyd begge bryster flere gange under hvert måltid.
- Malk evt ud efter amningen
- Lad være med at give barnet sut
- Hvis du skal give barnet andet end modermælk så giv det med en kop eller ske og kun lige nøjagtig så meget at barnet er tilfreds
- Hvil dig så meget som muligt. Tag eventuelt barnet med i seng.
- Husk at spise og drikke. Mælken løber lettere når du får hvad du har brug for

Trods de bedste intentioner er det ikke lykkedes mig at følge rådene og jeg har haft aftaler hver dag. Nu hvor jeg er bevidst om det, kan jeg godt se problemet med aftalerne, for man kan simpelthen ikke undgå at få rod i amningen og i sidste ende få ammet mindre. Selvfølgelig kan man, hvis det er vigtigt, men det er ikke det nemmeste tidspunkt på året at undgå aftaler..

Men ammeteenn virker altså, det er jeg overbevist om. Ikke så sikker med nisseøllen - men jeg tilhører det fåtal, der ÆLSKER det søde klisterstads, så det er ok...

pause i idyllen

Min lille skat har ikke taget nok på. Kun 350 g på tre uger. Vejer kun 4250. Nu står den på lægeordineret time-out fra alle aktiviteter, massiv amning og alt hvad kroppen kan klare af ammete og hvidtøl.

Jeg er selvfølgelig lidt ked af, at hans lille krop har manglet næring. Men vi skal nok indhente det, ham og jeg.

5½ uge gammel

Jeg skrev under graviditeten mange gange, at jeg ikke kunne forestille mig dette liv som spædbarnsmor. Og selv om det nu er hverdag og jeg har oplevet næsten 40 af sådan nogle dage, er det stadig ret uvirkeligt. Det hele er uvirkeligt. Jeg kan ikke forklare det, men selv graviditeten er uvirkelig nu. Jeg kan slet ikke fatte, at jeg har været gravid - og det på trods af, at jeg gjorde så meget ud af at føle det og nyde det. Og at det trods alt stod på i 8 måneder..

Man hører altid om, hvor svært det er at udrette noget under en barsel. Jeg troede det skyldtes hektisk travlhed og jeg har vel været lidt små-nervøs for det liv. Men sådan er det slet ikke. Ikke her i hvert fald. Det hele er tværtimod langsomt, stille, slæbende. Man kan ikke nå andet, fordi man døgnet rundt ammer, putter, trøster. Men de aktiviteter er så fredelige og indadvendte. Timerne og dagene bare flyder (og nu hvor snart 6 uger er gået, er jeg begyndt at indse hvor hurtigt 9 måneder er væk)og så længe jeg ikke forsøger at stritte imod, men lader ham sætte dagsordenen er det dejligt det hele og alt andet end hektisk.

De første par uger sov og spiste han bare og græd nærmest aldrig. Så kom et par uger med en del maveproblemer og gråd. Op til de famøse fem uger forandrede han sig dramatisk. Hans gråd blev sværere at gennemskue og hans tryghedsbehov enormt. De sidste 2-3 dage er han ovenpå igen. Vågen længere perioder, meget aktiv og opmærksom, smiler til os en gang imellem. En lille person er ved at tone frem af tågen. Og jeg selv bliver gradvist en sikrere mor. Jeg ved hvad der skal til nu og det føles ubeskriveligt dejligt.

Jeg kan stadig ikke blive mæt af synet af ham og hver gang jeg ser på ham, er det som om det er alt for lang tid siden sidst. Og jeg fatter ikke, at dette lille væsen er kommet ud af mig, at vi har lavet ham, at han er vores søn, der bliver stor en dag, men altid vil være vores lille dreng. Helt uvirkeligt er det og det generer mig lidt at jeg ikke er bedre til at fatte de her store ting. Men sådan er det måske bare.

I aften tager lille-bøvs og jeg på 2 dages besøg hos mormoren. Hun glæder sig afsindigt. Rejsen involverer en flyvetur. Det bliver spændende..

1. søndag i advent

Her starter julen. Og dermed starter 1. søndag i advent den korte periode, hvor man må gøre noget, jeg glæder mig til hele året: Lytte til Messias døgnet rundt.



Messias strømmer ud af højtalerne, vores lille søn ligger i vuggen ved siden af mig, julebag er i gang i køkkenet. Dyb indånding. Hvilken drøm.

APA

Jeg har netop startet mit 3. kursusforløb hos Apa (afspændingspædagogernes aftenskole, ved Ryparken, Kbh). Jeg har gået til førfødsels-gymnastik ('tidligt i form'), et kort fødselsforberedelseskursus ('sidste chance') og nu er jeg begyndt på efterfødselskursus. Med det antal kurser må det lyde som om jeg er vild apa-entusiast, men det er jeg egentlig ikke.

Den måde folk taler om apa-kurser på har tit noget næsten religiøst over sig, synes jeg. Men sådan har jeg faktisk ikke oplevet det derude, hverken fra kursister eller lærere. Det ville jeg ikke kunne holde ud. Jeg skal ikke kunne sige om jeg er blevet forskånet dette aspekt af apa, fordi jeg ikke har været på et af de 'rigtige' lange fødselsforberelseskurser. Selvfølgelig er der lidt øko-kvinde-kend-din-krop over det, men slet ikke nogen puritansk stemning.

Sech spørger om det er meget 'støn-gisp-preees'-agtigt og der må jeg sige, at det korte FF-kursus godt kunne have haft lidt mere 'støn-gisp-preees' for jeg synes faktisk, at de øvelser er vildt nyttige. Vejrtrækningsteknik er altafgørende ved fødslen, presseteknik ligeså og hvad pres angår manglede jeg såvel viden som teknik ved min fødsel. Ellers gentager kurset mange af de ting, man hører andre steder, men egentlig har jeg nok været ganske glad for at få tingene at vide flere gange. Har været pænt sulten efter info.

Der indgår også gymnastik i FF-kurserne og det er noget af det, jeg har sat størst pris på. Ikke at jeg generelt er særligt sporty, men det har været superskønt at få rørt sig på lige den måde, man har brug for som gravid. Og det har været rart at være sammen med gravide - måske i det hele taget at være en del af sådan et gravid-miljø, hvor alt handler om det.

Jeg ville klart gøre det igen. Men ikke hvis det skulle være besværligt. Tror ikke jeg ville komme fra Roskilde-egnen. Og hvis der var god fødselsforberedelse i små grupper på mit fødested ville jeg nok nøjes med at gymnastik-hold.

Holddaop det blev en lang, ufokuseret smøre. Håber du fik svar, Sech.

vals for grædende baby

3 uger gammel

Sundhedsplejersken har været på sit 2. besøg her i formiddags (+500g på 10 dage. alt godt). Jeg har netop danset en stille 'I dont know what I would do without you' med min søn, og nu ligger han lige så stille på gulvet ved siden af mig og kigger på verden mens sutten vipper lystigt op og ned i munden. Mig i sofaen med en kop te og en guddommelig Strawberry and Orange fra Anthon Berg (megamums) Det er mørkt og regnfuldt og hvis jeg ikke gider andet, så bliver jeg bare herinde i stearinlysets skær resten af dagen. Hvor jeg nyder det!

De første to uger var helt urimeligt nemme og fredfyldte. Amningen har været helt uproblematisk fra starten. Han har haft et sug af en anden verden lige fra første øjeblik og tager fat på den helt rigtige måde, så brystvorterne har ikke lidt ret meget under det. Han græd aldrig i mere end 30 sekunder de første to uger. Markerede bare lige, at der var noget galt. Skulle ammes hver anden time og sov ellers resten af tiden.

Jeg er så heldig at jeg uden problemer kan amme liggende, så om natten sover han i sengen hos os og jeg kan amme ham uden at stå op eller vågne ret meget. Jeg har et godt sovehjerte og kan kompensere for at nattesøvnen bliver afbrudt hver 1½ eller 2. time ved at sove et par timer mere om formiddagen. Han bliver ammet og skiftet kl halv otte, når far står op, og så sover vi et par timer mere bagefter. Ved ti-tiden ammer jeg ham i sengen igen og derfor bliver klokken typisk 11 før dagen for alvor begynder her. Men så er jeg til gengæld frisk resten af dagen. Det er skønt.

Den sidste uges tid har det set lidt anderledes ud. Det lille pus har så meget luft i maven og masser af ondt. Så nu græder han. De sidste to dage har han også lært at sætte trumf på med et gutturalt skrål, som gør ham hæs og giver hosteanfald. Men gudskelov har vi endnu ikke oplevet ham utrøstelig. Vi kan som regel få ham til at falde ned inden for et par minutter. Men det sker hyppigt. Og hans grunde til gråd er blevet sværere at gennemskue. Han lader til at have mere behov for tryghed. Og han falder ikke længere bare i søvn af sig selv. Så han kræver betydeligt mere opmærksomhed nu. Og der har været et par nætter, hvor det var ved at blive hårdt. Nu er det vist en mere autentisk oplevelse af livet med et spædbarn. Men det var dejligt at have sådan en blid start og selv nu nyder jeg hver dag i fulde drag.

(siden jeg startede dette indlæg har han været oppe at amme, sovet lidt i mine arme, været inde i vuggen hvor han vågnede og græd, jeg har sunget vuggeviser i en halv time, skiftet ham og nu ligger han igen her, hikkende og med kæmpestore, lysvågne øjne i mit skød. Jeg er sikker på at han trænger meget til at sove. Han har været vågen næsten uafbrudt i 5 timer. Det er aldrig sket før. Max er normalt 1½ time. så mon ikke vi skal trisse en tur med barnevognen...)

1 uge gammel

Min fødsel

Den 22. oktober kl halv syv om aftenen skrev jeg her, at jeg ikke havde mærket min lille dreng hele dagen og at jeg havde haft heftige plukkeveer. Men jeg anede overhovedet ikke uråd. Jeg regnede med at have mindst en uge og sikker to mere at løbe på. Bevidst i hvert fald. Alligevel var det netop den aften, jeg samlede vores papirer sammen og satte telefonnummeret på fødegangen op på køleskabet. Og alligevel var det den aften, jeg sagde til min E da vi lå i sengen.'Hvordan har vi det, hvis vandet går om to timer'? Syret, ikke?

For små to timer senere, kl 1, vågnede jeg ved, at jeg havde smerter. Det har jeg haft om natten før, så jeg lagde ikke så meget i det, men stod op for at tisse. Da løb der lidt væske ud af mig og jeg tænkte selvfølgelig på fostervand. Men man er jo eks-biber og symptoman, så jeg tog ikke mig selv alvorligt. 'Nej, tsk altså, selvfølgelig er det ikke fostervand, der er begyndt at sive. Du må jo bare have tisset lidt i bukserne. Men hvorfor alverden skulle jeg pludselig begynde at have ufrivillig vandladning? Jeg gik i seng igen, men da jeg fik ondt to gange mere inden for den næste halve time eller så, vækkede jeg Min E. Vi blev enige om at tage den helt med ro og prøve at sove lidt mere, så vi kunne være så friske som muligt når det for alvor gik i gang. Jeg fik et par panodiler og vi prøvede at falde i søvn igen. Allerede herfra er det lidt tåget.

Ingen af os kan huske hvor lang tid der gik, men det kan ikke have været meget mere end en halv time, måske kun et kvarter. Da havde jeg en ve, der tvang mig ud af sengen og allerede derfra var veerne stærke. Men der var da en del tid imellem dem og vi kunne nå at snakke og gøre lidt klar. E gik i gang med at koge pasta, så jeg kunne blive kampklar. Jeg tilbragte en stor del af tiden på toilettet, hvor veerne lavede naturligt lavement på mig. Da vi begyndte at tage tid på veerne, omkring kvart i tre, var der allerede kun 5 minutter imellem dem, men de var af meget forskellig styrke. Da en umiskendelig skylle fostervand stod ud over det nyskrubbede gulv, ringede vi til fødegangen. De sagde vi skulle ringe igen en times tid senere.

Derfra gik det hurtigt. Veerne blev kraftigere og kraftigere med kun 4 minutter imellem. Jeg begyndte at have svært ved at holde dem ud og vi ringede til fødegangen igen lidt over 4, og sagde at vi gerne ville komme. Det fik vi lov til og vi ringede efter en taxa. Nøj han kørte hurtigt. Vi nåede frem til Riget på en enkelt ve.

KL halv fem var vi på fødegangen og blev modtaget af en lidt ældre jordemoder af en meget sympatisk no-nonsense type. Vi blev lagt ind i et lille-bitte rum, hvor jeg skulle have kørt strimmel i tyve minutter. Tyve lange minutter på ryggen. Jeg havde ikke lyst til at ligge på ryggen. Eller holde kroppen i ro. Huhhhh. Her hjalp E mig enormt. Det bedste råd, jeg har fået omkring fødslen kom fra Apa. Få manden til at hjælpe med at holde åndedraget langsomt og, først og fremmest, til at tælle åndedrag. En ve varer mellem 12 og 15 langsomme åndedrag. På den måde er de meget overskuelige. De topper omkring 8. E talte, mens han iagtog udslagene fra strimmel-dimsen. '5 - 6 - nu vender det snart skat - 7 - 8 det er snart slut - 9 nu vender den - 10 så er det næsten overstået - 11 - 12' Det hjalp virkelig meget. Og efter at have fulgt med på strimmelen, havde han rutinen til resten af processen og det var uvurderligt.

Da jordemoderen kom tilbage kunne hun konstatere, at jeg kun var 3 cm åben, men også at der var knald på og veerne meget hyppige Så vi fik lov at blive og blev vist ind på en fødestue. Et stort lokale på 2. sal med vinduer ud mod Tagensvej. Da solen stod op, et meget mærkeligt møde mellem det ekstremt hverdagsagtige og det helt ekstraordinære - men det var først senere.

Klokken må have været omkring halv seks nu og i løbet af den næste times tid tog veerne voldsomt til. Jordemoderen havde travlt og kiggede bare ind en gang imellem. Da jeg bad om morfin, var det allerede for sent. På en time var jeg gået fra 3 cm til 6 cm og var altså i fødsel. Jeg kan ikke huske detaljerne fra dette tidspunkt og det kan E faktisk heller ikke. Jeg bevægede mig rundt i lokalet og tog veerne én for én med E's hjælp. Jeg tror ikke der gik mere end en times tid med dette, førend jeg begyndte at få pressetrang. Eller altså, jeg identificerede det ikke som pressetrang. Det føltes bare helt anderledes. Veerne rullede nedad og jeg begyndte at gå i knæ, når de toppede. Mens jeg brøøølede. Det lyder måske stygt med det der brøleri, men det var det ikke. Lyden bare væltede ud af mig og det føltes godt. Smerten kom ud i de brøl og jeg følte mig fuld af kraft - eller sådan husker jeg det i hvert fald. Der må være gået endnu en times tid med denne brøle-fase og så var vi fremme ved omkring kl halv otte. Min livmoderhals var ikke helt udslettet og jordemoderen stod (gudhjælpemig) og holdt den åben eller nede eller væk eller hvad det nu var der foregik, for at jeg kunne få lov til at presse lidt.

Og SÅ var det, at vores jordemoder skulle hjem. Man må tilgive hende, for hun havde været på vagt i 20 timer, men det var selvsagt et rigtig dårligt tidspunkt for os. Ind kom utåleligt kæk jordemoder: "er det her jeg skal ind at fejre fødselsdag?" sammen med en meget ung første-semesters jordemoderstuderende. Indenfor et par minutter måtte jeg trække mig dybt ind i mig selv for at slippe væk fra denne kvinde. Fra mit allerførste seriøse presse-forsøg skældte hun mig ud for ikke at presse igennem. Hun på det nærmeste råbte af mig. Og det er muligt at den strategi fungerer godt for hende med mange fødende men ikke for mig. Hvor jeg ellers havde følt mig tryg og stærk og på forhånd slet ikke var bange for selve fødslen, gjorde hun mig skrækslagen. For jeg forstod hende sådan, at jeg ikke var i stand til at presse nok. Og ret hurtigt fik jeg fornemmelsen af, at det var kritisk og at lige om lidt ville jeg blive kørt til akut kejsersnit. Der var næsten ingen kraft i mine presseveer og jeg fik ve-stimulerende drop. Indimellem at jordemoderen råbte og skældte ud, skamroste hun mig ' ja, du er så sej' sagde hun igen og igen og det virkede nærmest som en hån fordi min oplevelse af situationen var, at jeg simpelthen ikke magtede det. Jeg havde overhovedet ikke fornemmelsen af at komme tætte på for hver ve. Troede bare at det stod helt stille mens tiden gik og det blev mere og mere kritisk. Hun skældte mig ud hver gang jeg kom til at brøle/råbe/skrige i presset, fordi energien ikke måtte komme ud den vej, men det var næsten umuligt for mig at lade være. Smerterne betød intet i min pressefase. Intet overhovedet. De var simpelthen ikke relevante. Det eneste, der betød noget var at finde kraften til at blive ved at presse selvom jeg ikke havde mere luft og der ikke var mere pres i veen.

Til sidst lykkedes det selvfølgelig. Jeg pressede helt sindssygt og langt, langt ud over veen. Lidt i vrede, tror jeg. Jeg kan overhovedet ikke huske fornemmelsen af hovedet, der kom ud. Jeg kan kun huske E's råb. Og så kan jeg huske fornemmelsen af den bløde krop, der bare smuttede ud bagefter. Jeg følte ingen glæde i det øjeblik. Ikke engang triumf. Jeg følte vrede og udmattelse. Ville bare have at de skulle lade mig være i fred. Sosu-assistenten holdt ham op og pustede ham i ansigtet og han gav sit første skrål, men jeg ville stadig bare være i fred og lidt sådan havde jeg det stadig, tror jeg, da jeg fik ham op på brystet. Jeg hører i hvert fald ikke til dem, der havde et meget stort og magisk øjeblik der.

Jeg lå og var bange for at skulle presse efterbyrden ud. Men den smuttede bare ud af sig selv. Det var jeg ikke klar over at den kunne. Det var en stor lettelse.

Mens jeg lå med min lille dreng ved brystet, syede hun mig. Jeg bristede en centimeter. Kunne intet mærke. Men jeg kunne se tråden gå op og ned på en måde der mindede lidt for meget om den skeløjede skrædder i Hodja fra Pjort..

Eller husker jeg forkert? lå E med ham, mens jeg blev syet?

Vi kom alle tre over at ligge på en stor seng i hjørnet og vores lille dreng begyndte straks at die. Helt uden problemer. Vi blev efterladt alene og jeg begyndte så småt at vende tilbage til verden. Vi fik te og ristet brød - grotesk for jeg kunne have spist en hest - og vaklede derefter over på familieafsnittet (m eneværelser), hvor vi fik lov at bo fordi fødslen havde været helt uden komplikationer. Åhh der var dejligt at være.

Det er ikke til at sige, hvordan jeg havde haft det, hvis den første jordemoder var blevet hos mig. Måske var jeg under alle omstændigheder blevet bange. Men jeg tror det faktisk ikke. For jeg følte mig virkelig stærk og sikker indtil den nye jordemoder begyndte at skælde ud. Måske var jeg blevet en af dem, der havde en fantastsk fødsel... Som det blev havde jeg en hurtig fødsel og måske vil jeg ligefrem gå med til at kalde den nem. Og nu hvor der er gået et par uger er jeg ikke bange for at gøre det igen - hvis jeg skulle blive så heldig..

Det kvantitative:
3330 gram
51 cm
Fra første ve: 7 1/2 time
Pressefase: 40 minutter

To timer gammel

23-10-08 kl. 8.23

da landede et stykke af himlen i mine arme. et døgn efter var jeg fuldstændigt og inderligt forelsket med hver en fiber i min krop.

han er sund og rask på enhver måde og vi stortrives alle tre. jeg glæder mig til at fortælle mere.

4 dage tilbage

Min lille søn har ligget musestille i maven hele dagen i dag og jeg var så småt ved at få grimme tanker. Men nu har han lige givet et godt spark fra sig og jeg er tryg igen. Tak lille mus!

Da jeg var ude at ordne ærinder i eftermiddags, havde jeg så mange stygge plukkeveer, at det faktisk var en lidt ubehagelig oplevelse. Så jeg må nok konkludere, at det er ved at være slut med at hoppe på cyklen og trille rundt i byen. Resten af graviditeten må vist henligges til lejligheden. Jeg elsker den her årstid, så jeg vil gerne ud at nyde den, men mon ikke jeg klarer den...

Åhh jeg glæder mig til lange gåture

8 dage tilbage???

Efter at have læst terminsdiskussionen ovre hos LOK, er jeg blevet mindet om, at jeg nok skal tage min terminsdato med et gran salt. For den terminsdato jeg går og regner med her d. 26., er baseret på lille-fisters størrelse ved NF-scanningen. Da jeg dengang gjorde opmærksom på, at undfangelsestidspunktet jo ligesom lå riiimeligt fast, sagde jordemoderen at det kan være et spørgsmål om, hvornår ægget satte sig fast. Og det kan selvfølgelig variere lidt. Men...Burde jeg i virkeligheden tænke på 30. oktober, altså torsdag i næste uge, som min termin?

6 dage tilbage

og ingen tegn på at der er noget nyt på færde. Jeg har det fint og vil ikke have noget imod at gå den der gennemsnitlige uge over tid.

Badeværelset står klar - og efter vask har jeg for første gang jublende kunnet tørretumble alt babytøjet og lægge det på plads i den nyopsatte skabsvæg ved siden af den nyopsatte puslevæg. Det er så hyggeligt og vores nye badeværelse er perfekt!! OK, vi mangler lige at sætte lidt af loftet op igen, men det er en detalje..

Barnevognen er hentet (bugaboo kombi i denim - drønfræk), soveværelset er ommøbleret og vuggen står klar.

Jeg har opgivet at forberede mig mentalt- Jeg må sgu bare prøve at tage det som det kommer. Og jeg er glad.

- - -
Grundet overraskende stor interesse for denim-bugabooen inkluderes her som særlig læserservice et billede

10 dage tilbage

10??
10!!!!!!!!

Nu har vi været igennem den mentale og fysiske status, så lad os tage den praktiske.

Jeg vil til enhver tid være parat til at håne vordende forældre for altid liiiiiiige at skulle lave nyt køkken og bryggers og carport og slyngelstue og tagrender i sidste øjeblik inden baby kommer, med al den stress det indebærer. Men det betyder ikke, at vi ikke selv er på samme måde.

Vi bor i city på 86m2, så boligindretning her handler meget om at fin-tænke pladsøkonomiske løsninger. Og det er vi, i al beskedenhed, ret gode til. Men vi rider ikke den dag vi sadler. Fin-tænkning tager tid. Således har vi meget længe haft planer om at lave en del arbejde på vores badeværelse, som er relativt stort, men ekstremt dårligt udnyttet. Vi begyndte for lang tid siden og har brugt en del tid på det, men vi har ikke rigtig formået at komme ud af den konceptuelle fase kan man nok sige. Og så skulle det lige pludselig gå stærkt. At det lige nu ser ud til at vi rent faktisk har et stort set helt nyt badeværelse inden weekenden er omme, er på det nærmeste et mirakel. For vi gik først for alvor i gang i forrige weekend. Og vi lagde ikke sikkert ud, kan man vist roligt sige. For det allerførste vi gjorde, var at bore hul i et vandrør lørdag aften, så der stod et muntert springvand ud af væggen. 3 uger før termin er det ikke den slags lørdagsunderholdning, man drømmer om. Vi måtte lukke for vandet i hele opgangen, løbe rundt og undskylde til alle naboerne (der dog tog det pænt og crackede jokes i stil med 'nå for søren, er vandet gået?') Fik tilkaldt akut blikkenslager, der lige rev loftet på badeværelset ned, bare for at kunne lave en midlertidig løsning, indtil de senere kunne komme op at rive den relevante del af væggen ned, så de kunne sætte et nyt rør ind. Loftet og væggene var netop de dele af badeværelset som ikke indgik i vores renovationsplaner!! Tal om 1 skridt frem og 23 tilbage. Jeg har måttet spille højgravid-kortet ualmindelig hårdt og der har nu været håndværkere i lejligheden i døgndrift lige siden, men vi bliver færdige og ender med at have det perfekte badeværelse med alt hvad småbørnsfamilien behøver. Når det sidste skab er kommet op og jeg kan begynde at pakke ud og gøre rent falder en sten fra mit hjerte, det er helt sikkert. SÅ er vi klar til den dersens baby......

11 dage tilbage

Nu har vi været omkring den mentale status, så lad os tage den fysiske. Det er meget sjovere.

For hver dag der går nu, kan jeg klare mærkbart mindre. Det er decideret komisk så træt jeg er. Jeg skal helst sove de der 10-12 timer. Hvis jeg sover almindelige og anstændige 8, tåger jeg rundt som en zombie indtil jeg må kapitulere og gå i seng et par timer for at få lappet hullet. Trætheden skyldes selvfølgelig delvist at nattesøvnen ikke er ret effektiv. I lang tid nu har jeg været oppe at tisse hver anden time. Og anden gang, jeg vågner, kan jeg typisk ikke sove igen, så der står den gerne på 1½ til 2 vågne timer, hvor der skal mad i den store sæk, førend jeg kan falde i søvn igen. På den måde får jeg øvet mig i natteroderi.

Vægten siger stadig +10 og maven måler 105cm. Men den føles enorm. Her på det sidste er jeg virkelig begyndt at føle, at den stritter ud som et udsat, sårbart ekstra lem, som jeg hele tiden skal passe på. Jeg har lyst til at bygge en jernkasse at tage om livet, for jeg er så nervøs for at den skal støde ind i noget eller nogen skal komme til at give den et slag.

Men stor som maven er, er der alligevel ikke plads til den lille mand derinde mere. Hans bevægelser er ikke ret nuttede mere. De er pænt ubehagelige, faktisk. Hans uden tvivl bedårende lille numse presser hårdt op imod mine ribben og det gør nas. Samtidig virker det som om han forsøger bryde ud gennem siden på mig. Og der er altså kræfter i den lille fyr, så det føles faktisk som om han har gode chancer for at lykkes med projektet. Av-av-av-av. Nedad fylder han også godt, for nu at sige det på den måde. Fornemmelsen af at have en bold mellem benene er tiltagende.

Mine fysiske gener startede, som jeg vist skrev, med ondt i ryggen. Jeg er godt klar over, at jeg har en lidt svag lænd og en tilbøjelighed til at svaje, så det kom ikke bag på mig. Og det har sådan set også kun været et problem i det omfang, at det begrænser mine udfoldelsesmuligheder. Sådan noget med let foroverbøjet ryg går slet slet ikke. Og det betyder at rengøringsaktiviteterne har været moderate i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Tilgengæld forfølger de mig ikke, disse smerter. Så snart jeg kommer i halv-liggende stilling på sofaen er alt fint. Og sådan er det med de fleste af mine gener.

Den sidste uges tid er graviditeten blevet tydeligt hårdere for kroppen. Jeg får så mega-ondt i iskias-nerven i den ene balle, at jeg næsten ikke kan gå. Og jeg har ondt i hvad der føles som sprede-ben-musklerne, så det føles lidt som om jeg er blevet taget med vold. Jeg kan ikke rejse mig fra liggende stilling uden at være ekstremt skildpadde-agtig, det tager til tider temmelig lang tid og det er lige dele komisk og frustrerende, så man fra gang til gang veksler mellem at skrige og at grine. På samme måde er det blevet en stor udfordring at tage sko på. Og trusser, bukser og strømper for nu at være helt ærlig. For det er helt slut med mavemusklerne nu og at løfte benene mere end et par centimeter fra jorden er svært. Hvor ubehageligt det er at læne sig ind over maven og klemme den sammen siger nok sig selv. Fy-føj da.

Så er der selvfølgelig plukkeveerne. Dem har jeg haft mange af længe, men nu gør de ondt. Og de sidste dage er jeg begyndt at have menstruationsagtige fornemmelser og en klar følelse af, at der sker ting med livmoderhalsen. En følelse, der er beslægtet med følelsen af at få den tvunget åben til IUI.

Jeg har været forskånet de famøse ødemer indtil videre. I går aftes og i dag har jeg hævede fingre og det er det første, jeg mærker til den slags. Om jeg nu skal til at svulme helt vildt op de sidste dage vil tiden vise.

Som en sidste kuriøsitet: Jeg savler. Det er totalt bizart. Det er ikke sådan noget med at jeg er blokkeret i næsen og af den grund sover med åben mund. Nej, munden er dydigt lukket, men dette mystiske overskud af mundvand står altså så højt, så at sige, at det siver ud af mundvigen i til tider ret store mængder.

Alt i alt synes jeg stadig at min krop klarer det godt og at jeg er heldig. Så længe jeg ligger på sofaen, er alt godt. Men man bliver sgu lidt træt af den sofa. SElvom det ikke er noget, der er specielt karakteristisk for mig, kan jeg sgu godt længes efter sådan en super-effektiv dag, hvor man får udrettet 1000 ting og går tilfreds og selvfed i seng om aftenen. Men de siger jo at man nok skal få travlt igen snart...

12 dage tilbage

Mindre end to uger. 12 dage. Næste weekend. Næste!! Weekend!!

Jeg er ked af ikke at have skrevet så længe. Jeg ville gerne have skrevet og har gået med små udkast i tankerne, der aldrig blev til mere end det. Ærgerligt for jeg ville gerne have haft foreviget processen i små noter her, men sandheden er vist, at det simpelthen har været for komplekst og jeg har ikke kunnet få tilstrækkeligt fat om mine følelser til at kunne skrive om det. Tror jeg nok.

Jeg regnede vel med, at jeg ville gå på barsel og at al den tid, jeg så fik, ville give plads for erkendelsen af det, der er ved at ske, så det ville ophøre med at være så uvirkeligt, som det ellers har været. Men sådan gik det ikke. Den store, dybe erkendelse indtraf ikke.

Der er mere end én, der har kommenteret, at jeg virker så harmonisk i min graviditet og som om jeg er totalt afklaret med det hele. Say what?? Jeg svarer, at så afklaret er jeg nok heller ikke og derhjemme siger vi ofte 'miiiis-mis-mis' til maven, fordi vi nok i virkeligheden bare skulle have haft en kattekilling. Og det er spas-udgaven af bekymringer, der af og til holder mig vågen om natten.

Jeg startede med at være frustreret over ikke at kunne forstå det. Nu var vi endelig så tæt på. Denne kæmpe begivenhed lige om hjørnet og så kunne jeg ligesom ikke mærke det. Og jo mere fokuseret jeg blev på ikke at kunne mærke det, desto mere skræmmende blev det. Det blev så skræmmende pludselig at stå lige foran den dør, bag hvilken alt er forandret for altid og man aldrig kan vende om. Det handler ikke så meget om, at jeg er bange for at give slip på det liv, vi har nu (det er jeg selvfølgelig også, men det er en detalje) Det handler om uvisheden. Det er skræmmende slet ikke at kunne forestille sig, hvad der venter og ikke at kunne indstille sig mentalt. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke, ikke en gang i et split-sekund, forestille mig et spædbarn her hos os. Jeg kan ikke.

Og det gør mig rigtig ked af det. For jeg ville så gerne glæde mig disse sidste uger. Det skræmmer mig fra vid og sans, at jeg ikke er i stand til at glæde mig. Jeg synes jeg burde tosse rundt med kinderne rosa af forventingens søde glæde. Men i stedet er jeg lidt tung og trist i det. Og min forskrækkelse over ikke at kunne føle denne glæder puster til en anden lille sag, der ligger og ulmer, nemlig rædslen for ikke at kunne gøre det bedre end mine egne forældre. For at blive til min mor. Og jeg ved ikke.. jeg forestiller mig, at andre vordende forældre har tillid til, at når deres barn kommer til verden, elsker de det bare, spontant og betingelsesløst. Den tillid har jeg ikke. Og derfor er jeg bange, bange, bange.

En del af mig siger, at det næppe er så pisse-unikt. At alle vel er bange, når de bliver forældre. Og det er der en vis trøst i. Men jeg synes frygten burde være bearbejdet på nuværende tidspunkt. Jeg har indtryk af, at når andre nærmer sig fødslen for alvor, så er de blevet klar. Jeg selv, derimod, bliver mindre og mindre klar jo tættere vi kommer på.

Jeg aner ikke hvad man gør. Jeg vil så gerne få lidt mere ro i stedet for bare at hvirvle mere og mere angst op for hver dag der går. Er der nogen derude, der kan hjælpe med et godt råd?

36 dage tilbage

I går mugede jeg ud på kontoret som nu står parat til at udlånes mens jeg er på barsel. I morgen tager vi til London, onsdag vender vi tilbage og så starter min barsel officielt. Fanfare!

Jeg er en meter om livet nu, hvilket jeg synes er meget, men der er efterhånden lidt vel mange, der kommenterer, at jeg ikke er ret stor. Det var lige ved at blive lidt ubehageligt, men jordemoderen bekræftede i går, at hans størrelse og vægt ser fin ud.
Hun estimerede ham til 2500. Jeg tror, at han er større. Det vil tiden vise..

Jeg nærmer mig +9 kilo. Det er jo helt fint - hvis jeg fortsætter med at tage et kilo på om ugen som jeg har gjort de sidste tre uger, så når det da også at blive til noget.

Jeg synes stadig det hele er ret svært at forstå. At det er næsten umuligt at rumme de intense følelser, der har præget de sidste par år, BIB-mareridtet og graviditeten. Der er dage, hvor jeg er meget bange for at udvikle en fødselsdepression. Men lige nu har jeg det godt og glæder mig meget til at lukke ned for arbejdstankerne og gå på barsel.

39 dage tilbage

I et tidligere indlæg spekulerede jeg over, hvornår graviditeten mon ville begynde at være hård. Ret præcist fra uge 34, viste svaret sig at være.

Jeg får meget ondt i lænden af meget lidt. Kan ikke sidde på en stol i mere end omkring 3 timer. Skal ikke gå mange hundrede meter før det gør ondt i lænden og benene føles som om de har været på pilgrimsmarch.

Er halvvågen store dele af natten fordi jeg ikke kan finde ud af at ligge ordentligt mere. Har de sidste par nætter måttet stå op for at få noget at spise, fordi jeg var for sulten til at kunne falde i søvn igen.

De sidste par dage har jeg haft plukkeveer nærmest konstant. De er ikke i sig selv smertefulde, bare af og til meget ubehagelige. Og smertefuldt bliver det, når man forsøger at bevæge sig med plukkeveer.

Men det værste er klart, at det psykiske overskud er styrtdykket. Jeg føler mig helt ekstremt sårbar - bliver forskrækket og ængestelig over små ting. Føler små hverdagsudfordringer som overvældende. Og det er helt klart det værste, for dermed mangler også overskudet til at tage de små fysiske skavanker i stiv arm.

Og små det er de, mine fysiske skavanker. Jeg forestillede mig meget værre ting. Men hvor har jeg lyst til at gå i fosterstilling i disse dage...

43 dage tilbage

43 dage. Det er altså ikke ret meget. Igen og igen hører man folk sige, at så kan det jo blive nårsomhelst nu. Gisp!

Jeg tænker da også på det hele tiden. Hele tiden! Så meget at jeg godt kan få lidt spat af at tænke på det hele tiden.

Jeg er blevet enig med mig selv om, at det nok ikke er alt for usædvanligt at have lidt forvirrede følelser omkring det hele på det her stadie. Det er så forfærdelig svært at forestille sig - både selve fødslen og alt det, der følger.

Jeg er ikke så bange for fødslen mere. Jeg bilder mig ind, at det gør en forskel, at jeg har erfaringer med meget stærke underlivssmerter. I min famile har kvinderne så stærke menstruationssmerter, at vi af og til simpelthen besvimer af smerte. Jeg har et par gange oplevet at nå at tænke, hvis det her bliver værre så klarer jeg det ikke og 'pling' så var bevidstheden væk. Min mor fik morfin mod sine menstruationssmerter, men det har jo så ikke været så moderne med den slags i min tid. Nu sagde jordemoderen på Riget godt nok, under sin stand-up comedy af en fødselsforberedelsesforelæsning, at med mindre man har prøvet at brække sin ryg ti steder på én gang, skal man ikke forestille sig, at man har nogen anelse om, hvad ve-smerte er og det anerkender jeg. Men jeg forestiller mig, at man bliver mindre forskrækket over veerne, når man tidligere har oplevet det med at blive helt opslugt af smerte, så intet andet eksisterer. Og for min E's vedkommende, når han har været vidne til det før.

En ekstra trøst ligger der så i, at min mor ikke havde ret voldsomme veer. Hun har heller ikke haft voldsomt lange fødsler. Så lige på dette område satser jeg på at ligne hende. Bare i en udgave med bredere hofter.

Desuden har det hjulpet mig at forstå lidt mere om fødslens faser. Utroligt så lidt man faktisk ved om fødsler indtil man aktivt begynder at undersøge fænomenet. For mig har det betydet virkelig meget endelig at fatte, at den lange, smertefulde del af fødslen handler om at udvide sig. Mens den del hvor urimeligt stort objekt skal ud gennem den hellige korridor faktisk normalt ikke varer mere end en halv til en hel time. Det gør en gigantisk forskel for mig. At man kan tænke på, at de hæslige timer, hvor man tror man skal dø af smerte, bruger man faktisk på at skabe en lidt mindre grotesk smal fødselspassage. Mens den fase hvor alting opløses i blod, ekskrementer og dyrisk naturlighed, så at sige, er meget kort.

Og selvfølgelig har kvinder gjort det altid og vi er skabt til det - intet kunne være mere naturligt. Men sådan er det jo også med døden. Og den er jeg altså heller ikke helt tryg ved,

Tillykke til en blogsøster

tilbageblik

CD 26:
I dag er exit-progestanen lysebrun. Det hele.
Og den umiskendelige fornemmelse af mens inden for et døgn.
Intet er afgjort.
Men sandsynligheden for at det går godt er blevet mindre, det kommer vi vist ikke udenom.

CD27:
I eftermiddag en gang er det præsis 27 døgn siden min sidste cyklus startede og altså tid til en ny. Men en vis optimisime meldte sig i aftes, fordi jeg konstaterede at mine bryster var ømme igen. Yeay! Nu er jeg i tvivl om, om de i virkeligheden har været sådan hele tiden. Derudover gjorde min E mig opmærksom på, at jeg overhovedet ikke har fedtet hår eller hud. Alt på mig plejer at blive meget fedtet op til mens. Men måske spiller progestanen ind her, hvem ved?

Jeg var helt panisk først på aftenen i går og stort set sikker på, at løbet var kørt. Siden har jeg fået lidt af håbet tilbage igen.

Op - ned. Frem - tilbage. Rundt, rundt, rundt... Jeg vil aaaaaaa!!

CD28:
Uddrag fra upubliceret symptom-log:
14.28: det strammer og føles mens-agtigt. Trussetjek: ingen farve. brysterne ER altså mere ømme end de forgangne dage. Hår og hud normal. Lidt tynd mave.

14.41: jeg kan ikke huske at jeg havde sådanne fornemmelser i maven dengang i Berlin. Men man lægger selvfølgelig mindre mærke til det under sådan nogle omstændigheder. Kan ikke huske, at jeg mærkede nogetsomhelst andet end at jeg var ekstremt træt og ikke i det bedste humør.

14.55: distinkt følelse af at noget skete i trussen. Trussetjek: clear

16.23: har ikke været noget at føle i lang tid nu

18.00: en time med mens-fornemmelser og tiltagende ondt lune

19.59: værste krise hidtil. føltes så meget som om bløding var startet at der gik 20 min før jeg turde tjekke. lettelse! men underliv føles meget meget truende nu...

21.24: må jeg snart gå i seng?? kan ikke holde det her ud.

CD29:
POSITIV!

En flygtning krydser sit spor

Det er med meget blandede følelser, at jeg læser beretninger fra BIB-livet efter jeg selv er kommet ud på den anden side. Det gør så utroligt ondt at blive mindet om, hvilket helvede det er. Og den følelse er altid iblandet en fornemmelse af forræderi. Af at have stjålet staffetten og være stukket af med den. Langt, langt væk i vild galop. Jeg vil så gerne vende om og sige til dem allesammen at det nok skal gå, at det er overstået en dag. At livets tandhjul finder hinanden igen og ligeså langsomt sætter det hele i gang igen. Men det kan jeg ikke sige. For der er jo nogen, det ikke lykkes for og det er den viden, der er BIBerens mareridt. Man kan ikke regne med, at det er overstået en dag og derfor stirrer man ind i en uendelighed af uvished hver eneste fucking dag. Det er umuligt at forklare, hvor ondt det er.

Jeg holdt selv ret tidligt op med at kunne sætte pris på andre BIBeres befrielse. Til at begynde med var der ikke noget, der var lækrere end at høre om og forestille sig, hvordan det føles. Sidenhen, i mit trods alt korte behandlingsforløb, følte jeg kun vrede og var ofte helt ude af stand til at læse de lykkelige indlæg. Sprang dem over og læste kun beretninger om skuffelser og frustration.

Nu er det selvfølgelig modsat. Jeg er skrupsulten efter at se nye BIBere forlade ingenmandsland. Og det er svært at læse om skuffelserne. Men samtidig er der noget i mig, der insisterer på at blive ved at opsøge historierne. HUSK DET! er vel drivkraften. Jeg vil aldrig glemme hvilket mareridt det var og hvor fandens heldige vi var, at vi kom ud af det og fik vores ønske opfyldt. Selvfølgelig er lykken ikke endegyldigt gjort, fordi man bliver gravid. Der kommer andre problemer. Og jeg tror at mange BIBere får plantet en sådan frygt for at være særligt forfulgte og uheldssvangre, at det bliver til en slags paranoia, der gør det svært at nyde og stole på glæden. Men jeg har lovet mig selv aldrig at glemme taknemmeligheden. Og det løfte vil jeg holde.

drømme

Jeg drømte at tutten på mine brystvorter faldt af. Jeg pakkede dem ind og puttede dem i tasken og tænkte, at jeg skulle lige huske at spørge nogen, om det var normalt.

30+6

Vi var til 2. jordemoderbesøg i går. Alt går så fint. Han er estimeret til at veje 1700 gram nu, hvilket er helt normalt og vist lidt i den store ende af normalen.

Jeg har taget 6,5 kilo på og maven er ved at være så stor, at den kun lige akkurat kan være i almindelige løsthængende trøjer. Så stor, at den generer lidt om natten.
Og så stor, at sådan noget som kontakten med tåneglene er påvirket.

Hans bevægelser derinde har ændret sig meget her i 3. trimester. De er gået fra meget diffuse til meget konkrete. Man kan næsten forestille sig, at det er en baby, der bevæger sig derinde. Det har været helt fantastisk at opleve den overgang.

Han er klart mest aktiv sådan ved 22-23-tiden om aftenen. Om morgenen er der derimod helt stille derinde. Vi drømmer om, at dette er et tegn på, at han er B-menneske.

Underskud

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal bære mig ad med at få opdateret her. Det føles som om der har været så mange udsving siden sidste indlæg.

Der er ni uger til termin. 9!! Og efter alle disse måneder, hvor terminen syntes alt for fjern og alt det med baby var en uvirkelig fantasi, er det nu pludselig alt for tæt på. Jeg føler mig slet, slet ikke klar og den store glæde, der ellers har præget min graviditet er trådt i baggrunden. Jeg mangler ligesom overskud til at glæde mig og til at forberede mig.

For en stor del hænger det manglende overskud nok sammen med min arbejdssituation. Jeg har hele sommeren arbejdet på at få afsluttet en del af min phd, men jeg kan ikke få tingene til at falde på plads og føler ikke jeg rokker mig ud af flækken. Det er dybt utilfredsstillende, frustrerende og angstprovokerende. Jeg sover dårligt om natten, vågner anspændt og små-nedtrykt hver morgen. Jeg føler mig stresset.

Det sidste par uger er jeg også begyndt at mærke graviditeten på en anden måde - er begyndt at forstå snakken om, at man til sidst virkeligt gerne vil have sin krop tilbage. Jeg er f.eks. ved at være grundigt træt af at være træt. Træt af aftener hvor jeg smider mig på sofaen kl 17-18 og ligger der og flyder indtil jeg vakler i seng. Uendeligt træt af forstoppelse, oppustethed og fornemmelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt. Min graviditet har været så utroligt nem og alligevel går denne smule besvær, jeg er begyndt at få, mig allerede på nerverne..

Jeg skulle egentlig have startet barsel om 3 uger, men dels pga problemet med mit projekt og dels en konference i London, som jeg meget gerne vil med til, har jeg udsat barslen 10 dage og går fra 24. september.

Jeg er bestemt ikke typen, der er bleg for at prioritere mit privatliv over min karriere. Langt fra. Og en stor del af mig siger da også, at det her er for dumt. At jeg ødelægger den sidste del af min første og måske eneste graviditet med stress over ting, der dybest set er ligegyldige. Jeg kan gøre det arbejde færdigt på et andet tidspunkt. Og måske er jeg virkelig ikke i stand til at gøre det nu, fordi jeg mentalt befinder mig et helt andet sted og jeg modarbejder alt instinkt i mig på den her måde. Men samtidig har jeg så umådeligt stort et behov for at gå på barsel med denne bedrift i lommen. For at få sat projektet på ret køl igen efter disse mange måneder med fertilitetsbehandling og graviditet, som ikke just har været fordrende for koncentration og produktivitet. For lige at få lidt faglig selvrespekt med på barsel. Åh, det vil jeg så gerne. Men efterhånden som sommeren er skredet frem, har jeg følt mig mere og mere presset og nu har jeg så kun en måned tilbage.

Den rette model er selvfølgelig at blive ved at arbejde på sagen, men at lægge stress og angst fra mig. Desværre tvivler jeg stærkt på, at den mulighed ligger inden for min virkeligheds grænser.

3. trimester

Så står 3. trimester for døren - i morgen tager vi hul på det. Jeg er stadig en meget lykkelig gravid. Jeg bliver træt, virkelig træt, hvis der sker for meget, men ellers har jeg det perfekt. Selv fordøjelsen er i orden nu takket være systematisk magnesia-indtag. Graviditeten har været virkelighed for alvor i en rum tid nu og jeg nyder den og stoler på den langt det meste af tiden.
Min mave strutter høj og smuk og jeg elsker den.

Nu hvor der kun er 3 måneder tilbage er lige akkurat dét helt vildt. Om 3 måneder kommer vores søn til verden og vi skal være forældre. Om 3 måneder skal vi klare en fødsel. Se det er totalt uvirkeligt og usandsynligt lige nu. Men jeg stoler på, at tiden nok skal gøre sit arbejde - hjulpet lidt på vej af apa-kurser..

Farvel til 2. trimester. Det var sgu dejligt. Det blir spændende hvor lang tid, der går, før det bliver hårdt. Jeg vil så gerne blive her lidt længere...

Møg-læge

Vi var til 2. lægebesøg i går. Jeg kan jo egentlig godt lide hende, min læge - har fortalt om hende før - pga hendes uhøjtidelige facon og humor. Men jeg gik vildt frustreret derfra i går, fordi det var nærmest umuligt at komme til at spørge hende om noget. Jeg synes i sig selv det er vildt, at hun overhovedet ikke spørger hvordan det går, om jeg har nogen problemer etc. Hun startede bare med 'har du dine papirer klar', så testede hun min urin, tog mit blodtryk, tjekkede hjertelyd og tog mit SF-mål. Alt dette uden at forklare eller kommentere, hvad hun undersøgte eller hvad hun fandt. Hendes svar på mine spørgsmål, som jeg på akavet vis måtte presse ind i seancen, var totalt uden nogen form for lægelig autoritet. Jeg bad om anbefalinger til præparater mod forstoppelse. Hun svarede "tja, det er ikke nogen videnskab. altså svesker, magnesia, masser af vand, lactulose, præparat x, præparat y.. det er lidt ligesom at koge kartofler.. man må bare prøve sig frem, hvornår de har fået nok" Og det er da sjovt sagt, men jeg synes faktisk ikke det er i orden for en læge. Jeg har i flere omgange haft ret store kriser pga forstoppelse og hun skal sgu tage det alvorligt og om ikke andet lade som om, hun er i stand til at komme med en kvalificeret anbefaling. Jeg sagde, at jeg gerne ville have tjekket min blodprocent for jeg var i tvivl om, om jeg får jern nok, hvortil hun svarede "ja, du skal altså tage ekstra jern, når du er gravid" Jeg siger, selvfølgelig tager jeg jern, og hun svarer "jamen så får du nok" Øhhhh nå?!
Hendes respons på mit mest presserende spørgsmål foregik på samme måde. De to dage op til lægebesøget havde jeg igen kraftige plukkeveer, nærmest uophørligt fra om eftermiddagen og til jeg faldt i søvn om aftenen- selvom jeg lå mig og slappede af. Jeg var begyndt at blive ret nervøs igen og trøstede mig med, at jeg skulle til læge og kunne blive undersøgt. Men jeg kunne fandme nærmest ikke få hendes opmærksomhed, kunne ikke komme til at forklare hende det eller snakke med hende. Og en egentlig undersøgelse kom da slet ikke på tale. Jeg havde brug for at tale om det og ikke bare få at vide, at jeg kunne komme og blive undersøgt, hvis det bliver ved..

Som sagt var jeg frustreret og irriteret, da vi gik derfra. Men det er først i dag, jeg er blevet vred. Jeg er rasende.

Jeg fandt for et øjeblik siden min vandrejournal frem for at se, hvad hun egentlig skrev. Og der ser jeg så at hun har noteret mit SF-mål til 22. SAMME SOM JORDEMODEREN for over 3 uger siden skrev!!!! Hvad FANDEN laver hun?? Hvis hun virkelig har målt SF til at være samme som for 3 uger siden, så skal hun sgu da reagere. Det er sgu da hæsblæsende alarmerende og jo for helvede netop med henblik på at registrere den slags problemer, at hun overhovedet skal tage det mål. Eller hvad? Hun har heller ikke spurgt til min vægt, som vel egentlig kunne bekræfte en frygt for stagneret vækst idet min vægtstigning her hvor jeg nærmer mig 6 måneder stadig ligger under 4 kilo.

Jeg tror ikke der er noget galt. Min mave er vokset kraftigt de sidste 3 uger, det skal man ikke være ekspert for at se. Jeg tror at hun har målt forkert. Eller skrevet forkert. Jeg håber, at det er sidstnævnte, for hvis hun havde målt forkert, burde hun stadig have reageret. Formentlig har hun bare skrevet forkert.

Men hvad fanden er det for noget sjusk?? Jeg synes simpelthen det er uacceptabelt og jeg tror, at det var det, der skulle til for at min frustration nåede et niveau, hvor jeg skifter læge. Jeg vil meget gerne kunne have tillid til min læge. En eller anden dag bliver man alvorligt syg..

Overreagerer jeg?

En ny fase? (25+0)

Er det en fase? Er det tredie trimester, der nærmer sig? Eller får jeg bare ikke jern nok? Jeg bliver så træt af så lidt. Det er simpelthen den mest utrolige fysiske udmattelse. Føler nærmest ikke, at jeg kan stå på benene, fordi min krop er så træt. Jeg kan være moderat aktiv i 2-3 timer og så er jeg klar til en lur. Gerne 1-2 timer, hvis omstændighederne tillader. Jeg kan sove hvorsomhelst nårsomhelst. Lukker øjnene og snorksover øjeblikkeligt. Jeg håber da godt nok, at det bare er en fase og ikke skal være sådan her resten af graviditeten, for det er da lidt af et handikap. Man må jo adlyde til sin krop.....!

halloooooo, er du der?

Det var en en-dagsforestilling i sidste uge, da lille-fister pludselig gjorde meget stærkt opmærksom på sig selv. Gad vide, hvad det var for en mærkelig stilling han lå i. Siden da har vi været tilbage til kun at mærke et lille puf hist og her. Som regel sådan små isolerede puf. Mindst to gange om dagen, foruden morgen- og aftenritualet, lægger jeg mig fladt ned og prøver at mærke ham. Det lykkes oftest. Men altså bare som et lille puf og så kan der sagtens gå 5 minutter førend der kommer et nyt lille puf.

Der er uden tvivl fordele ved det. F.eks. forstyrrer han ikke min nattesøvn. Jeg sover upåklageligt. Men jeg savner nu at mærke ham lidt mere. Bare lidt...

Han kommer!

Snowie har skrevet i en kommentar i dag, at det er bare at give nydelsen frit løb, for det er helt sikkert, at han kommer.

Netop samme tanke har jeg haft det sidste par dage. Selv hvis alt går helt galt, så kommer denne lille søn til verden. Han kan ikke forsvinde igen nu. Han kan ikke længere gå i sig selv. Han kommer ud, med ben og arme og mave og navle, med ører og en lille bitte næse. Jeg er sikker på, at han kommer ud og lever, men selv hvis han ikke gør, skal jeg føde ham og vi skal holde ham og han vil for altid være vores søn (jvf. Sofie)

Tænk at vi er nået hertil. Jeg er så lykkelig!

Babytøj

Jeg har endnu ikke mødt nogen småbørnsforældre, der ikke har sagt: "LAD NU VÆRE med at købe en hel masse tøj til den nyfødte. I får det aldrig brugt. Og I får så meget i gaver, at I nærmest ikke behøver købe noget selv alligevel"

Sjovt at alle så hurtigt glemmer, at man bare elsker at købe det tøj, at det er en del af de mentale forberedelser og en måde at fejre graviditeten på - at det måske ikke er vildt afgørende om man får brug for det.

Igennem det sidste års tid har jeg gået og dryp-købt lidt hist og her. Når jeg faldt over noget på udsalg eller når jeg bare trængte til det. Nu har jeg gjort lageret op. Det indeholder følgende:

Str. 50
4 * sparkedragt
1 * natdragt
2 * hue

Str. 56
1 * natdragt
1 * sparkedragt
6 * body m korte ærmer

Str. 62
3 * sparkedragt
2 * smækbukser

Str. 68
3 * sparkedragt
2 * body m lange ærmer
1 * hue

Jeg kan ikke helt gennemskue hvad jeg mangler. Jeg er blevet klar over, at jeg har købt for meget i str 50 - at der er en god sandsynlighed for at det vil være for småt fra starten. Men hvis man pludselig har født for tidligt er det jo smart nok (hmmm-hmmm)

Ville vi kunne klare os med det her? Kan en str 56 dreng have en str 62 sparkedragt på - eller ender benene i ærmerne og hovedet i brystlommen?

Og hvad med sæson-bestemte klæder? Skal sådan et oktober/november-barn have langærmede bodystockings? Skal han have uldne bodystockings? Er der andre vinter-hensyn at tage?

Hvis jeg nu skulle ud at købe mere, hvad er så vigtigst? He, hvordan hulan skal man egentlig vide de her ting?

Nøj, hvor jeg glæder mig til han kommer til verden!!!

- men jeg kan også godt se en vis fornuft i at nyde denne fase, hvor vi har en lille søn, der hverken skriger, skider eller laver ulykker..

et liv (23+4)

Da vi var i Frankrig og jeg var omkring 19. uge mærkede jeg lille-fister for første gang. Det gik langsomt op for mig, at den lette kilden tæt ved navlen, ikke skyldtes en lille letbenet flue på mit maveskind, men kom indefra. Og hvilken fryd da det gik op for mig!

Derefter gik der vel små to uger, før jeg følte nogle lette puf. Sjældne og meget svage - nemme at forveksle med lidt bevægelser i tarmene (som jeg i øvrigt slet ikke var klar over, at jeg åbenbart er klar over, at jeg har...) I løbet af de sidste par uger er pufferiet blevet hyppigere, men stadig ret sjældent. Måske mærker jeg lidt puffen 3-4 gange om dagen.

Indtil i nat. HOLDAOPFORSULANFILAN.

Han vækkede mig i nat. Jeg vågnede ved at min mave gyngede, bulnede, bølgede, skvulpede. Jeg har aldrig oplevet så bizar en fornemmelse. Det kan ikke beskrives med ord. Det er så ufatteligt alien-agtigt. Lige pludselig puffer han ikke mere. Han møffer rundt og jeg kan nærmest mærke hele hans krop vende og dreje sig indeni min. Og SE det!! Nøj hvor er det mærkeligt. Det er fantastisk og magisk og overvældende og skræmmende. Han gentog morgengymnastikken i morges og min E fik lejlighed til at mærke det. Og i løbet af dagen har jeg mærket ham langt, langt mere og på en helt anden måde end tidligere. Er det ikke mystisk? - fra den ene dag til den anden?

Efter i nat føler jeg endnu stærkere noget, jeg har tænkt meget på et stykke tid. Nemlig i hvor høj grad han allerede er noget separat. Et individ måske ligefrem. Men i hvert fald noget separat og adskilt fra mig. Et selvstændigt liv. Jeg har ingen følelse af ham. Han er ikke en forlængelse af mig. Jeg har ingen kontakt med ham. Ingen fornemmelse af, hvad han er for en, hvordan han egentlig har det derinde, hvad han laver lige nu. Han vokser indeni mig og næres ved min krop, men han er ikke egentlig en del af mig. Eller rettere, måske, jeg er ikke en del af ham. Jeg har svært ved helt at forklare det, men det er noget, der er kommet meget bag på mig eller har gjort stort indtryk på mig, denne adskilthed. At helt fra undfangelsen er vi adskilt - selv fra det kød, vi er lavet af.

Jeg er spændt på, hvordan den følelse udvikler sig, når han kommer ud til os på denne side.

Min lille søn. Helt sin egen.

1. udstyrsbeslutning

Og vinderen er:

BRIO KOMPAKT PLUS



Den vejer væsentligt mindre end standard-barnevogne og er lidt kortere. Kan klappes sammen til det rene ingenting. Og lige lidt design-lækker dér ikke?

Hvis der er nogen derude, der har dårlige erfaringer med vognen, så sig endelig til. Er en smule bekymret for om bremse-mekanikken er irriterende (?)

Vi var meget, meget fristede af Brios kombivogne. Især den helt nye, som har drejehjul foran. Men er det ikke alligevel for upraktisk at baby kun kan ligge ned i den i 6 måneder?

Derudover har vi besluttet os for Brios puslevæg. Synes det må være en aldeles overlegen løsning at have puslearrangementet på badeværelset - og på vores af slagsen er der lige akurat plads til en puslevæg, ikke til et bord. Nogen erfaringer?

1. hormonsindssyge

I går eftermiddags lå jeg på sofaen og blundede mens min E sad i den anden ende af sofaen og læste. Da han rejste sig og sagde 'jeg sætter mig ind ved siden af' brød jeg tudbrølende sammen. Det føltes som en katastrofe, at han ville forlade sofaen og tårerne spruttede ud fra et sted dybt dybt inde i ca halvandet minut -hvorefter jeg begyndte at skraldgrine.

Det må vist være det man kalde homonbetinget uligevægt. Det er en mærkelig følelse. Jeg troede det var meget mere som PMS, men det er det gudskelov ikke,

1. panik (22+5)

Så så man lige mig gå i panik dér...

Jeg er godt klar over, at det får mig til at se lidt latterlig ud, at det her er foregået inden for et døgn efter 1. jordemodersamtale.. Men

Kl. præcis 15.50 i går trak min livmoder sig helt sammen. Det er ikke uvant for mig, men den blev endnu hårdere end normalt, synes jeg, og jeg var selvfølgelig særligt opmærksom på det, fordi jordemoderen har sagt, at det skal jeg være. Det var så heftigt, at jeg ligesom ikke kunne sidde rigtigt på stolen de følgende timer og da jeg skulle transportere mig hjemad ved 21-tiden efter noget kollega-kalas, var hele min mave knuget så stramt sammen, at jeg næsten ikke kunne rette kroppen ud og stå oprejst. Da begyndte jeg for alvor at blive nervøs. Det føltes HELT forkert. Da jeg gik i seng efter et par timer fladt på sofaen, var situationen uændret og jeg begyndte at være bange for, om det faktisk var en situation, jeg skulle reagere på. Jeg har ligget vågen det meste af natten og lyttet til min krop, fuld af ængstelse og billeder af meget for tidligt fødte børn på nethinden. Mange gange været ved at stå op og tage på hospitalet, men også bange for det drama, det ville føles som.

Vi var helt enige om, i morges, at vi var nødt til at tage disse mærkelige, kontinuerlige plukveer alvorligt og vi tog direkte på Riget - af skræk for at blive afvist ringede vi ikke først.

På akut svangre-ambulatoriet kunne jeg ikke holde tårerne tilbage og følte mig på en gang dybt bekymret og vildt overdramatiserende. Vi sad og ventede sammen med alle disse super-højgravide med deres planlagte kejsersnit, veer og kridhvide ansigter. Men jeg faldt, paradoksalt nok, til ro da sygeplejersken syntes det var helt legitimt, at jeg gerne ville undersøges og var fuld af omsorg og forståelse.

Jeg blev scannet, både indefra og udefra og der var INTET der tydede på risiko for at fødslen skulle gå i gang. Lang livmoderhals, helt lukket og hård. Lægen kunne ikke forklare, hvorfor jeg har sådanne sammentrækninger. Nogle har bare mere og mærker dem mere. Og fosterets position kan også spille ind. Luft fra de varme lande..

Jeg er glad for at have fået det undersøgt. For jeg har stadig lidt af det i dag og også lidt smerter. Hvis ikke det var blevet tjekket ville jeg have været skrækslagen hele weekenden. Nu vil jeg prøve at stole på, at alt er ok. Og sove lidt. Hold kæft hvor blir man træt af sådan en omgang!

1. jordemodersamtale (22+4)

Det tog min mor 1½ år at blive gravid første gang, selvom hun kun var 24-25 år. Efter en gennemskylning af æggelederne lykkedes det dog og de var meget lettede, mine forældre.

Men allerede da hun var to måneder henne, begyndte hun at bløde voldsomt. Ifølge familiekrøniken skyldtes det, at hun havde danset twist hele natten og den efterfølgende morgen, i en meget typisk demonstration over for min far, båret en tung kuffert temmeligt langt. Hun blev indlagt og fordi det havde taget hende så relativt lang tid at blive gravid, var hun bange for at det ikke ville kunne lykkes endnu en gang og hun fik, igen meget typisk, overbevist overlægen om at alle sejl skulle sættes ind for at redde graviditeten.

Hun blev indlagt. Ben opad, hoved nedad. Så snart hun kom i lodret stilling begyndte hun at bløde, så hun måtte ikke så meget som vende sig i sengen. Sådan lå hun, fuldstændig lammet, i fem måneder og da fødte hun min ældste bror, to måneder for tidligt. Det er 40 år siden og den gang var 2 måneder for tidligt selvfølgelig en endnu større udfordring end det er i dag og han lå i kuvøse længe. Det må have været forfærdeligt. Det hele.

Da hun 3 år efter blev gravid igen var hun sengeliggende i et par måneder og fødte vist ikke meget før tid. Og da det lykkedes 3. gang, med yours truely, havde hun en helt problemfri graviditet og kørte f.eks. alene i bil til Paris i 7. måned. Kækt gjort, hendes historie taget i betragtning. Efterfølgende fik hun en voldsom fødselsdepression. Hun mistede bla. totalt smags- og lugtesansen i flere måneder. Og jeg tror nok, at hun tog for sig selv i et sommerhus i en længere periode - hvad hun kunne gøre, da hun aldrig har ammet mere end et par uger og mig vist slet ikke.

Set i lyset af hendes historie, vil det nok ikke være overraskende for udenforstående, at min mor har været lidt hysterisk omkring min graviditet. Hun ville helst binde mig til en seng, det er helt sikkert. Og hun kan ligesom bedre håndtere det, når jeg har lidt smerter, end når jeg glider lalleglad igennem verdens nemmeste graviditet. For os der kender hende er det alligevel overraskende, for hun er ikke et menneske, der lader sig skræmme og andre menneskers forsigtighed, nervøsitet, følsomhed (="hysteri") er noget hun har meget lidt tålmodighed med. Men i dette tilfælde er det altså hende, der er ekstremt nervøs og det er vildt forvirrende - det føles sgu nærmest som omsorg..

Hun har været helt oppe i det røde felt, når jeg har haft lidt ømhed eller smerter og hendes nervøsitet har smittet lidt af, men jeg har ikke taget den alvorligt på noget tidspunkt. Jeg har ikke blødt så meget som et enkelt dryp i den her graviditet og lidt smerter er vel en del af opgaven, tænker jeg.

Men så var vi endelig til vores første jordemoder-samtale i morges. (Oplevelsen var en farce pga travlhed, men det springer vi over) Kombinationen af min mors historie, mine relativt hyppige (men langvarige) sammentrækninger i livmoderen og mine (sjældne) smerter lavt i underlivet tog livmoderen meget alvorligt. Jeg blev helt forskrækket. Et ret dårligt tegn, kaldte hun det. Så jeg skal være super-opmærksom. Og sandsynligvis scannes for at tjekke, at livmoderhinden er tyk nok. (livmoderhinden, kan det passe?)

Det har gjort mig nervøs. Jeg var i forvejen blevet lidt for fokuseret på historierne om dem, der føder i 26. uge, som en veninde til en veninde, netop har gjort. Og nu er jeg så ovenikøbet blevet placeret i en slags risiko-gruppe. Pis!

(ikke et ORD om det her til min mor!)

Men ellers så alt perfekt ud og hans hjerte bankede højt og taktfast. Dejligt at høre fra ham, for pga. min foranliggende moderkage mærker jeg ham meget lidt. Det er lidt trist.

MD-scanning

Alt ser fint ud. Tak tak tak tak!!!

Vores lille er en magelig én - ganske urokkelig faktisk, med kraftige knogler. Som sin far.
Og det er en dreng. Sandsynligvis.

Det er sjovt, synes jeg, som det et øjeblik gjorde ondt at miste pigen. I al den tid, hvor man ikke kender kønnet, har man fantasier og forestillinger om begge køn og når man så får beskeden, bliver der lukket ned for den ene halvdel. Og det gør lidt ondt, faktisk. Et lille tab.

Men så går der en halv times tid og så er det bare ren lykke. Vi skal have en lille dreng. En lille E. Det ville være fint med mig, hvis han blev lige præcis ligesom min E.

Vores lille dreng. Vores søn.

17+5

I tankerne får jeg skrevet mange lange indlæg om hvor dejligt, jeg har det. Men de bliver aldrig til noget, fordi jeg har så hulens travlt både med arbejde og social-liv, med alle dem, der som altid er vågnet til dåd ved forårets komme.

Men det korte af det lange er, at jeg har den nemmest tænkelige graviditet. Mit største problem er, at fauna og flora i næsen er helt ude af balance. Næsen. Det er mit største problem. Der er ikke andet.

De sidste to uger er min mave vokset enormt. Hvis ikke jeg stadig gik i store skjorter (og tak for den trend) ville det være åbenbart for enhver. Jeg ser rigtigt gravid ud. Faktisk er jeg vist ret stor for 18.-19. uge. Alligevel har jeg stadig ikke taget et helt kilo på endnu. Det passer mig rigtig godt - jeg tærer åbenbart stadig på det rigelige depot, jeg fik bygget op i mit BIB-år. Hurra for det.

Psykisk er jeg langt mere stabil end jeg har været det sidste års tid eller to. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at der skal betydeligt mere til for at bringe mig til tårer. Det hele sitrer ikke lige under overfladen mere.

Travlheden på det sidste har gjort, at jeg ikke har helt det niveau af bevidsthed om det, der er ved at ske, som jeg godt kunne tænke mig. Det er jeg lidt ked af. Men travlheden aftager ganske snart. Og Provence kalder.

Men først er der MD-scanning og første jordemoderbesøg fredag. Uhhhhh det skal blive godt.

14+6

Jeg har lige konstateret, at det kun er 2 uger siden NF-scanning. Det kan jeg slet, slet, slet ikke forstå. Det føles som måneder. Og jeg er ved at blive sindssyg af ikke at have hørt noget fra graviditeten så længe. Nu hvor det endelig er sket vil jeg gerne være 100% i graviditeten hele tiden. Og det kan man selvfølgelig ikke, men så bare 95% det meste af tiden...

Jeg har for første gang ventebukser på i dag. Men jeg er sådan set ikke rigtig begyndt at bule ud endnu. Ventebukserne bliver nødvendige som konsekvens af en kombination af ammedepot, oppustethed og øm livmoder. Jeg kan meget tydeligt mærke hvor livmoderen går til nu, men det er stadig ikke den, der buler ud. Åhhh det glæder jeg mig til. Jeg har taget ½ kilo på. Det er jo ikke meget. Men som jeg tidligere har nævnt, så havde jeg altså også taget for meget på i forvejen, så der er åbenbart nok at tære på dér. Jeg spiser hverken mere eller mindre end før, men motionerer nok lidt mere. Ville meget gerne være super-fit til fødsel og det, der kommer efter. Skal også have meldt mig til kursus hos APA. Er der nogle derude, der har erfaringer med det? Fødselsforberedelse eller graviditetsgymnastik?

Jeg har ikke antydningen af kvalme mere og det er så skønt. Jeg er stadig meget træt om aftenen, hvilket ærgrer mig en lille smule. Kunne godt tænke mig at være en af dem, der sprutter af energi i 2. trimester (phd-phd!) men kan ikke helt gennemskue hvor meget førnævnte motionsindsats har at sige i forhold til trætheden. Måske kommer energien væltende om et par uger, når formen er kommet op i gear.

Mine bryster er gået ind i en fase 2 af ømhed. De har været ømme hele tiden, men nu er det på en ny måde. Huha - ingen skal komme i nærheden af mine brystvorter.

Min fordøjelse opfører sig nogenlunde, men vi gør også en del ud af kosten. Det er også slut med de ekstreme mængder luft i maven. Alligevel er jeg oftest helt utåleligt oppustet om aftenen. Kan ikke rigtig forestille mig hvad det kan skyldes. Kan sukker være en faktor her? Bare fordi jeg får masser af frugt, grønt og fibre betyder det jo ikke nødvendigvis, at jeg ikke får for meget lakridskonfekt...

Jeg har stadig ikke gjort graviditeten helt officiel. Jeg har to kolleger, der ved det, men jeg har ikke fortalt det til min leder. Jeg har svært ved det. Ved ikke rigtig hvorfor. Måske nok fordi jeg føler det som noget ret privat og jeg er et privat menneske. For mig føles det lidt ligesom at gå ind til min chef og sige, at jeg har mødt mit livs kærlighed. Men jeg må snart tage mig sammen. Skal.



Den første juni tager vi 2 uger til Provence - Luberonerne. Den smukkeste plet i verden. Paradis. Har været der mange, mange gange, men kun en enkelt gang så tidligt på sommeren. Satser på at det hele stadig er friskt og grønt og at lavendelerne blomstrer. For filan, jeg glæder mig. Gravid i Provence. Findes det bedre..

motionlessly, nothing is real

Jeg har længe elsket denne sang . Men for et øjeblik siden, da jeg hørte den i radioen, slog den mig som en BIB-sang.

Så nu vil jeg sende den her, med kærlige hilsner til Sech, MilleO og Lok, som lider sådan i disse dage. Som Frøkenhat sagde engang: jeg ville ønske af hele mit hjerte, at vi kunne sende en deling ind at hente jer ud af ingenmandsland.

Perfekt er den. Perfekt!

Se hvor den ligger og skygge-bokser op i luften
Fingre og tæer.
Dens fine, fine ansigt.
Og hjertet, der banker.

Ufatteligt at dette foregår inde i min mave.
Fuldstændig ubegribeligt.



De forgange års smerte brusede ind over mig i en ren, klar strøm, da den tonede frem på skærmen. Fuld af liv.

Og jeg føler jeg kunne gå i seng og sove i 2 måneder nu.

Så er det nu (13+0)

NF-scanning om en halv time.
Nej, hvordan skulle man kunne glæde sig til det..


Dyb indånding.

Ingen Alarm! (12+4)

Efter tre dage med brunt snot og svag smerte vendte alt tilbage til normalen. Søde blog-søstre!
Jeg tog direkte fra kursus til begravelse i Jylland og er netop kommet hjem. Derfor tavsheden.

Jeg længes HELT VILDT efter at vide, at der er liv derinde.

NF-scanning på torsdag. Håber jeg vil kunne glæde mig..

Jeg er på 3-dages kursus i Nordsjælland. Stod tidligt op mandag morgen og havde menstruationsagtige fornemmelser. Jeg kunne ikke lide det, men overbeviste mig selv om, at det er ligamentsmerter, der kommer nu, fordi det er nu, livmoderen bryder ud. Om den teori giver nogensomhelst mening, ved jeg ikke. Om formiddagen kom der for første gange i hele min graviditet en knappenålsstor lyserød klump ud. Jeg vil ikke have, at der kommer noget ud overhovedet. Intet er der kommet ud før i går. Smerten har været svag, men næsten konstant siden i går morges. Og i dags formiddag kom der så brunt snot-agtigt udflåd. Ganske lidt igen her sidst på eftermiddagen.

Lad mig bare være ærlig: det gør mig pisse-bange!

11+1 & 2. lægebesøg

I formiddag var vi hos min læge igen, denne gang for en GU. Det ser fint ud. Ikke andet at sige om det. Det tog ikke en gang 10 minutter. Jeg var helt skuffet og måtte sige til lægedamen, at jeg ville ha mere.

Jeg har det godt. Er stadig så træt at dagene ikke indeholder meget andet end arbejde og søvn. Men kvalmen er en sjælden gæst efterhånden. Min appetit er tilbage og det er superskønt at have lyst til at spise alle mulige ting igen. Utroligt så meget det betyder.

Jeg mener at kunne mærke livmoderen nu. Og i går opdagede vi, at der nu er en netop synlig streg fra navlen og ned. Den er jeg ret forelsket i. Et ydre tegn. En pil.

Jeg har ikke taget på, men dellen på maven har allerede været pænt forstørret i nogle uger. Hvorfor egentlig?. Livmoderen sidder jo meget længere nede og kan ikke have noget at gøre med dellen. Omfordeler fedtet sig af en eller anden grund? Og i så fald, hvorfor?

Jeg tænker mere og mere på den lille fisterløgsovs derinde. Graviditeten er ved at udvikle sig fra at handle om at være sluppet ud af BIB-mareridt til at handle om et lille væsen, der er ved at blive til. Selvfølgelig er det uvirkeligt stadigvæk. Men der er altså et 10 cm langt, stort set færdigt, mini-menneske derinde. Og det første jeg tænker på hver morgen nu, er dette lille væsen, der -forhåbentlig- er ved at blive til vores lille dreng eller pige (Det er svært at komme op om morgenen, for jeg kunne bare ligge der i timevis og ae mig selv over maven..)

Det er utroligt at være i en situation, hvor der er så meget at glæde sig til. Jeg glæder mig svimmel til denne sommer. Til hver eneste dag, hvor jeg skal mærke det lille væsen vokse sig større. Og hvor jeg glæder mig til at føde det og starte et helt nyt eventyr sammen med det.

E har et vennepar, der netop har fået abort pga Down's. For helvede mand. Vi kender 2 par, der har oplevedet det nu. Denne gang har det gjort meget stort indtryk på stakkels E, der nærmest gik i chok. Men sandsynligheden er så lille ikke? Ikke?

Det går for godt - der MÅ være et sundt og raskt barn på vej.

Mild bekymring (10+3)

Siden i aftes har min mave været mærkelig øm - sådan overfor tryk. Her til morgen opdagede jeg så, at jeg har en sær bule ikke midt på maven, men sådan lidt til den ene side. Ca en håndfuld, der føles lidt hård og øm. Mystisk! Når jeg ligger ned kan man faktisk se bulen.
Jeg er ikke gået i panik, men lidt bekymret er jeg da. Jeg har ikke været øm tidligere, men det er nu også somom min mave så småt er begyndt at bule ud på en gravid måde nu. (lidt tidligt, er det ikke?) Kan der være tale om noget, tarme feks, der bliver forskubbet lidt fordi livmoderen begynder at fylde? Det er i hvertfald ikke livmoderen selv, for jeg går ud fra at den føles helt hård og kugleagtig - og jeg håber da også den er placeret lidt mere centralt i mit underliv...

Frygten er selvfølgelig, at det f.eks er en eller anden væske i bugen- blødning, fostervand eller lignende uhyrligheder. Men jeg har nu ikke nogen smerter.

Er der andre, der har prøvet noget lignende? eller har et bud på, hvad det kan være??

Bortset fra denne lille bekymring har jeg det rigtig, rigtig godt. Det kommer der snart et indlæg om..

10+0

10 uger. 1/4 graviditet. Samtidig med at jeg synes tiden går alt, alt for langsomt, så er det bae vildt ufatteligt. 1/4!!

I formiddag var jeg til første lægebesøg sådan som en ganske almindelig gravid. Jeg var afsted alene fordi min E havde glemt at flytte et møde. Det gjorde ikke så meget.

Første lægebesøg viser sig at være rent bureaukrati. Blanketter, blanketter, blanketter. Og en ganske lille smule information, men det blev helt ærligt hurtigt klart for mig, at jeg er mere up to date om de her ting end min læge.

Min gamle læge er gået på pension. Han var den flinkeste ældre mand. Sådan en man drømmer om at få som svigerfar. Lun, karismatisk, humoristisk, empatisk uden at være det mindste påtrængende. Han var den perfekte læge!

Nu har jeg fået en ung kvinde. Hun er højst et par og fyrre, måske yngre, og man må sige vi er ret jævnaldrende. Det er både godt og skidt. Hun er helt uhøjtidelig, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Men på en eller anden måde er der ikke nok distance mellem os til, at hun kan være rigtigt omsorgsfuld. Paradoksalt men sandt.

For 3 måneder siden sad jeg stor-tudende hos hende og fortalte om mit behandlingsmareridt i forbindelse med min sygemelding. Jeg har helt sikkert aldrig grædt så meget sammen med et fremmed menneske. Hun klarede den situation ganske udmærket, så jeg burde ikke være mopset på hende i dag. Det var så uendeligt meget vigtigere for 3 måneder siden. Men en lille smule mopset er jeg alligevel. For da vi startede konsultationen anerkendte hun på ingen måde, at hun kendte min historie. Et meget lille, tørt tillykke og så gik vi i gang med at fylde blanketter ud. Det er komplet uforståeligt for mig. Hvad er der i vejen med 'hej knock, hvor er jeg glad for at se, at det ser ud til at behandlingen har båret frugt. Tillykke! Hvor må det være en stor lettelse for jer. Hvordan har du det?' Altså man opbygger sgu da ikke patient-relationer ved at undertrykke fælles erfaringer fra tidligere konsultationer. Hvad fanden? Det er sgu da fremmedgørende om noget. Og det er decideret ydmygende, når man har blottet sig over for en fremmed, at dette efterfølgende slettes fra den fælles hukommelse. Den eneste plausible forklaring jeg kan finde på den unge læges tvivlsomme valg er, at hun måske forestiller sig, at eks-BIBeren gerne vil have lov at komme til lægen omkring sin graviditet som en ganske almindelig gravid. Det er en misforståelse. Big time.

Min kvalme er aftaget allerede. Hvis jeg sover nok (og det er meget) har jeg kun forbipasserende kvalme midt på eftermiddagen og først på aftenen og måske en lille smule lige når jeg står op. Det gælder vel for enhver gravid på det her stadie, men jeg er fuldstændig syg efter at mærke et eller andet tegn på, at den lever og vokser derinde. Det er næsten umuligt ikke at frygte at der ikke længere er liv. Det går ok med at skubbe tanken væk, men selvfølgelig ligger den hele tiden i baghovedet. Jeg har ikke haft skyggen af ligament-smerter. Der er bare ikke noget, der gør ondt. Udvider min livmoder sig overhovedet?

10 fulde uger. 2 uger til fare-fase 2 er overstået. Eller skal man være ude af uge 12?
nakkefoldsscanning d. 24. Om 3 fulde uger. Det er alligevel lang tid....

9+2

Jeg vil meget gerne snart skrive det indlæg, der fortæller alt om, hvordan jeg oplever det at være for alvor gravid. Når jeg endnu ikke har skrevet det, er det fordi jeg bruger alt mit overskud på at forsøge at få hverdagen til at hænge bare sådan nogenlunde sammen. Jeg sover 10-12-14 timer i døgnet og har kvalme stort set resten af tiden. Det er utroligt så lidt man kan overskue, når man tåger rundt i kvalme og hormonel hudløshed hele tiden.  Jeg glæder mig allerede meget til denne fase er overstået, til at få overskudet tilbage og til en nogenlunde normal appetit. Stort set al mad er mig umådelig vammel -især lugten, uf! - og jeg må tvangsfodre mig selv. 

Ikke at jeg klager. Fandme om jeg klager. Med lidt distance er kvalmen stadig som kærtegn sammenlignet med BIB-mareridtet. Og så har jeg en drøm af en kæreste, der nusser om mig hele tiden. Tager sig af alting og godt gider have ondt af mig, når jeg klynker og er ynkelig. 

Nej, jeg klager ikke. Sådan for alvor. 

Anbefalinger efterlyses

Jeg vil gære mit yderste for at nyde det her i fulde drag. Eller rettere føle det i fulde drag. Ikke mere hoved i busken. Jeg vil have det hele med. Også nervøsiteten og skrækken for det ukendte.

Jeg skal i gang med at læse. Er der nogen, der har anbefalinger til graviditetslekture?

en så klar på himlens bue

Åhhhhhhhhhhhhh!!!!!!!!!!!!!!!! (exhale)

Et lille fint foster med et lille blinkende hjerte.

Lettelsen er enorm. Og glæden. Græd af glæde, da lægen sagde at nu er risikoen for abort under 5%. Græd af glæde, da Anne E omfavnede mig. Ville have været kæk med et 'tak for hjælpen' men det blev ikke så kækt, for det fik mig til at græde endnu mere og jeg hulkede ordene frem på pænt patetisk vis.

For Filan hvor er vi heldige

Kvindelig intuition er stærkt overvurderet. Der var jo altså kun én og da jeg på intet tidspunkt har blødt kan vi vel gå ud fra, at nr 2 aldrig satte sig fast.

Tabet af vores fantasis tvilling er selvfølgelig en lidt blandet oplevelse. Men for mit vedkommende er lettelsen nok alligevel større end skuffelsen. Jeg har været lidt bange for at blive tvillinge-mor. Jeg er ikke et udpræget overskudsmenneske med oceaner af eneri (læs: jeg er en doven hund) og jeg har været lidt bange for, at det ville blive for hårdt og E og jeg ville køre hinanden i sænk. Jeg fungerer meget, meget dårligt, når jeg er træt og jeg gør mig ingen (eller næsten ingen...) illusioner om, at det er frydefuld idyl at blive forældre. E, derimod, ér et udpræget overskudsmenneske og han er faktisk lidt skuffet over, at vi ikke skal have tvillinger, tror jeg.

Det er fantastisk det her. Det er umuligt at fatte. Og alligevel er det på meget besynderlig vis også lidt selvfølgeligt nu. Den er mærkelig, den menneskelige hjerne. ..

Tænk at det er sket......

Tak

Længe gik jeg med sådan en idé om, at jeg ikke føler mig ensom i barnløsheden, fordi jeg har mange mennesker at tale med om det. Men for nylig gik det op for mig, at det slet ikke passer. Der er nogle venner, jeg taler med om de praktiske ting. Der følger med i forløbet dag for dag. Men der er i virkeligheden ingen jeg taler med om, hvad det betyder. Ingen jeg taler med om, hvad det er, der har fyldt hele mit univers de sidste 2-3 år. Når jeg ikke helt har opdaget det, ikke har følt noget afsavn, skyldes det udelukkende lidelsesfællerne i cyberspace. Jeg blev faktisk helt rystet, da det gik op for mig hvor meget de/I har fyldt i mit liv det sidste år. Hvor meget det fællesskab og den spejling har betydet for mig. Det kan slet ikke beskrives. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man skulle have klaret det uden. INTET andet har betydet så meget for mig det sidste år og jeg er dybt dybt taknemmelig. Fra mit hjertes inderste: tak til hver eneste af jer, der har beskrevet jeres forløb, så vi andre kan læse og genkende det. Tak for alle kommentarerne, til hinanden og til mig selv. Tak for den magiske følelse af oprigtig omsorg, der flyder rundt mellem siderne og virker helt uudtømmelig. Og tak for at jeg derfor ikke et eneste øjeblik har følt mig helt alene i denne forfærdelige proces.

6+4

Så er mandag ved at være ovre, og vi mangler bare lige tirsdag, onsdag og torsdag før vi er fremme ved den store scanningsdag. Der har stadig ikke været antydningen af blod og det er vel først og fremmest en god ting. Symptom-status er nok ganske graviditetsagtig alligevel, tror jeg. Jeg må konstatere, at jeg lider af en del utilpashed. Det snyder lidt fordi jeg er frisk som en havørn om morgenen. Men midt på eftermiddagen begynder jeg ret konsekvent at føle mig køresyg, ret utilpas og helt flad. Ikke som jeg forventede kvalme af den slags man er lige ved at kaste op af, men mere en art ekstrem svimmelhed, der gør ,at man meget gerne vil ligge ned med lukkede øjne. Men jeg må nu sige, at hvis dette er en holdbar graviditet og kvalmen ikke bliver værre, så er jeg vist en af de heldige.
Det er ikke meget, jeg mærker til maven, men i dag føles den opspilet og spændt. På et vist tidspunkt syntes jeg, at det var en foruroligende mens-agtig følelse, men den passerede. Og nu fortrænger jeg det.

I går var der et indlæg på MM fra en pige, der efter fin scanning i 8. uge, aborterede i 12. uge.
5% er jo også nogle mennesker. Og så ikke mere om den sag....

Juno

Jeg var inde at se Juno med en veninde i går. Filmen handler om en teenage-pige, der bliver gravid og adopterer sit ufødte barn væk til et barnløst par. Jeg så traileren til denne film for en månedstid siden og tænkte: hvis der er noget, der er helt sikkert her i verden, så er det, at jeg ikke skal se den film. Filmen var venindens forslag. Jeg bebrejder hende ikke noget, men for mig illustrerer det virkelig, hvor svært det er at forstå, hvilket følelelseslandskab en BIB'er befinder sig i. Og ligeså interessant er det, at bare fordi jeg testede positivt for 2 uger siden, så kan jeg sagtens se filmen nu. Det gjorde ikke den mindste smule ondt at se den ufrivillige graviditet strutte på en 16-årigs mave. Men det gjorde stadig lidt ondt at se den barnløse kvinde.

Et øjeblik blev jeg vred over den måde den barnløse kvinde fremstilles. Indledningsvist fremstår hun nemlig som klicheen om sådan en kvinde. Mega-uptight. Og det går simpelthen gennem marv og ben på mig, for den klichee hænger nemlig sammen med en forestilling om, at det er en bestemt slags kvinde, der bliver ramt af barnløshed. Det modsatte af en moder-jord. En ranglet, anspændt, neurotisk, intellektuel u-kvinde. Det gør mig rasende. Men jeg tilgav filmen senere hen, for den barske sandhed er jo selvfølgelig at man let kommer til at ligne den klichee, fordi sorgen, frustrationen og skammen gør en netop det - uptight.

Filmen kan anbefales (de der ikke befinder sig i hudløs BIB-tilstand). Det er sjældent, jeg ler så meget af en film. Den er smæk-fuld af fantastiske replikkeer (måske lidt for mange af dem) og nogle ekstremt rørende scener.

Når kampen bærer frugt

En af blogsøstrene skrev for nylig om en rigtig dårlig oplevelse med at have sit barn med tilbage på klinikken til hr doktorens store irritation. Det gjorde stort indtryk på mig.
Jeg faldt netop over denne udveksling med Svend Lindenberg på Nordica.org:

Hej Svend.
For 4 måneder siden blev jeg mor til en dejlig dreng. Han er blevet til ved hjælp af ægdonation på Nordica. Ja, jeg var en af de få heldige, som der fik æg.
Jeg vil frygtelig gerne vise ham til dig/jer. Er der interesse for det og må man i det hele taget tage børn med på klinikken?? Jeg kom der igennem et år og så vist aldrig et eneste barn.

Med stor taknemlighed
Susanne

----- 

Kære Susanne

Ja børn må meget gerne komme på Nordica. I aner ikke hvor stor forundring og ydmyghed det skaber hos os at se de børn, med arme og ben og glæden hos forældrene , når vi normalt kun ser disse som æg i vores inkubator. Det er stadigt et stort under for mig efter 30 år at se disse æg blive til mennesker. Jeg fatter det ikke helt, men glæden er stor

------

Rørte tårer i store mængder her hos mig

6+1

Så er der kun en uge til scanningen. Yeay!!! Hvis der ikke er liv holder vi kæmpe cocktail-party. Så skal det ryges, drikkes og danses ud. Det er plan B.

Men jeg tror nu faktisk på det. Jeg ved ikke hvorfor. (I samme øjeblik jeg skriver 'jeg tror på det' kommer det lille monster frem på skulderen 'hæhæ, du tror på det, hva? men hvorfor har du så ikke kvalme, hva? hvordan mon man har det hvis der ligger to selv-døde spunker i livmoderen? Sådan her, ca.? Hva?? hæhæhæ..')

Indtil jeg begyndte på dette indlæg, troede jeg på det. Min E retter mig, kærligt men bestemt, fordi mit 'hvis' næsten fuldstændig er erstattet af 'når'. Han er mere forsigtig end mig. Jeg tror også han længes efter scanningen endnu mere end mig.

Uanset at jeg tror på det, er det ikke så meget jeg tænker den konkrete fremtid. Det har jeg alligevel sjældent mod til. Så tankerne er generelt mere abstrakte. Men lige netop i dag er jeg opfyldt af den konkrete forestilling om et lille spædbarn. Hud, varme, lemmer på et lille liv, der er kommet ud af min krop - knopskydning på vores kærlighed. Hvor jeg glæder mig. Et kort øjeblik her i formiddags glædede jeg mig ovenikøbet til fødslen. Dér blev jeg vist lige revet med.. Hmm-hmm

Jeg måtte tage tidligt hjem fra arbejde i går pga ekstrem træthed. Da jeg kom hjem faldt jeg i søvn, siddende ret op og ned i en stol. Da jeg fik mig lagt vandret sov jeg fra 16-18. Men så kunne jeg til gengæld holde mig vågen efter kl 22. Det har ellers været helt umuligt på det seneste. End ikke udsigten til 11. time kan holde mig vågen. Når jeg er rigtig cocky bilder jeg mig ind, at grunden til, at jeg ikke har kvalme er, at jeg får slappet så godt af. Totalt provokerende overfor de kvalme-ramte. Men jeg har sådan en fornemmelse af, at så snart jeg anstrenger mig en tand for meget, så begynder jeg at blive små-kvalm. Og så er jeg ikke sen til at give efter for min krops signaler. Smider alt hvad jeg har i hænderne og finder hjem til sofaen. Pænt heldig, at jeg har den frihed. Det er KUN min krop der bestemmer her.

I næste weekend tager vi en uge til venners hytte i Norge. Skiferie, skulle det have været. Ved ikke om jeg tør tage skiene på en eneste gang. Helt sikkert kun langrend og måske end ikke det. Jeg er ked af at skulle gå glip af det, men tør man risikere sådan noget? En uge pakket ind i tæpper på en solbeskinnet terasse med udsigt over sneklædte bjerge har vel også ret.

6+0

Så er der kommet styr på tallene. I følge Nordicas beregner er jeg 6+0 og har altså taget hul på 7. uge.

I dag har jeg haft smerter i maven. Eller måske snarere en slags ubehag i maven. Lidt bekymret bliver man vel. Det gør man vel...

8 dage til scanning

5+2

Status her er: Absolut intet at berette.
Mit fravær af symptomer er så absolut, at jeg er nødt til gentagne gange om dagen at gå ind på min egen blog og stirre på billedet af de to streger.

• Jeg har knald-ømme dutter, men jeg tar stadig Progestan (pga studiet), så det kan man strengt taget ikke kalde et symptom.
• Jeg har sgu da ikke kvalme. De par gange i sidste uge, hvor jeg følte mig små-kvalm var det bare træthed.
• Træthed? Lidt træt er man vel altid.. Det har jeg i hvert fald været siden jeg var 12.

Jeg forudser, at det begynder at plage mig snart, det her. Det forekommer mig så hamrende usandsynligt, at jeg skulle være blandt de heldige få, der går igennem graviditeten uden kvalme. Sådan en er jeg ikke.

Der er stadig 4 dage tilbage af 6. uge (eller 3, faktisk, for i følge mine beregninger er jeg altså 5+3 i dag) Kvalmen starter for langt størstedelen af de 80% gravide, der lider af den, inden for 6. uge. Så deeeeeeet....

London tur-retur

Jeg tog til London dagen efter blodprøven og kom hjem i går aftes. Det var ikke noget godt tidspunkt at være væk. Ville så gerne have været hos min E. Vi skulle have været sammen om det nye og ikke have gået og oplevet det hver for sig.

Fniser lidt rørt over at der er kommet bekymrede/utålmodige hilsner fra et par blog-søstre.

Alt går godt. Jeg er gået ind i den 6. uge (mærkeligt - det ene øjeblik er man ikke gravid og det næste er man i 6. uge) og har ikke nogen problemer. Ikke antydningen af blod. Ingen smerter - en sjælden gang imellem en helt ukendt og fuldkommen tålelig smerte lavt til højre i underlivet. En lille smule kvalme, hvis jeg er sulten. Træthed. Hvad angår trætheden og kvalmen er det svært helt at vurdere sålænge jeg har opholdt mig sådan helt uden for en normal hverdag og måske har haft andre gode grunde til at føle træthed og kvalme... Men bryster, der er meget ømme - de føles faktisk som om der er gået betændelse i dem. En tanke man ikke skal dvæle ved..

Jeg har været ør af lykke. Fuld af forår og forelskelse i kroppen. I dag mærker jeg dog ængstelsen stikke hovedet frem igen. Jeg er allerede alt for knyttet til det her til at kunne klare at miste. Og samtidig: Kan vi overhovedet klare at være forældre? Har vi overhovedet lyst til det liv? Farvel frihed. Farvel til livet som vi kender det. Selvfølgelig ønsker jeg det nye liv, men man bliver sgu også forskrækket over det, når det endelig sker. Det er så rystende definitivt. Kroppen kan selvfølgelig fortryde. Men vi kan ikke. No turning back now. Fra det ene øjeblik til det andet -uanset at det tog 3 år at nå til det øjeblik.

Jeg er overbevist om, at der er to derinde. Jeg kan slet ikke tænke på det som en. Det bidrager nok med lidt ekstra frygt, men der er også noget magisk ved det.

Scanningen bliver fredag d. 14. Jeg ved ikke hvordan man skal bære sig ad med at vente så længe. Det er allerede et halvt liv siden blodprøven. Nu har vi jo selvfølgelig øvelse i at opholde os i limbo, men jeg tror ikke den øvelse bidrager med noget positivt. Jeg er ikke på god fod med limbo. Endnu et par uger med en splittelse, der er beslægtet med BIB-tilstandens. På den ene side føler man en nødvendighed i at forholde sig til det fantastiske, der sker i kroppen. På den anden side tør man ikke og holder uvilkårligt igen. En ligebyrdig tovtrækning mellem drømme og glemme.

Men intet af alt dette ændrer jo på det utrolige faktum:
JEG ER GRAVID