Startskud

Så fik jeg det første skud stimulering i dag. Der var ellers lige ved at være panik på, for jeg har ikke kunnet komme igennem til sygeplejersken i weekenden eller her til morgen og melde mig klar. Så jeg mødte bare op på Riget i dag lidt i 9 - temmeligt nervøs ved udsigten til at det kunne gå i vasken i denne måned også (hvorved det ville være 6 måneder siden 1. IVF). Men alt ok.

22 æganlæg undervejs. Slimhinde fin og tynd.

Jeg har været ekstremt nedtrykt det sidste par dage. Håber det blir lidt bedre snart.

Klart Parat Snart

I eftermiddag kom mens endelig luskende. Så jeg regner med at starte stimulering mandag morgen og forhåbentlig være klar til ÆU d. 7. februar. Den 24. falder dommen på 2. IVF.

Jeg er ikke begejstret sådan som jeg regnede med at jeg ville være. Jeg er stadig bare lidt vred.

En detalje: Jeg skulle egentlig til London ugen efter BP. Hvis prøven er positiv (og hCG anstændigt) tør man så rejse til London på det tidspunkt? Eller skal man bare beslutte at holde sig i ro, så man er HELT sikker på ikke at kunne bebrejde sig selv noget, hvis det går galt sidenhen?

det er tid

Jeg har i dag været ved lægen at få en deltidssygemelding for de næste 2 måneder. Jeg er glad og lettet over det samtidig med, at jeg dels føler mig som en snydepels, dels føler at jeg laver unødvendigt drama. Men på denne måde har jeg en ekstra måned til phd'en i den anden ende, og selvom det er en dråbe i forhold til det ocean af arbejdstid, jeg har spildt på at have hovedet fuld af fertilitet, kan det alligevel komme til at gøre en stor forskel.

Jeg havde regnet med at lægebesøget skulle foregå sådan, at jeg argumenterede min sag og overbeviste om, at en sygemelding var nødvendig. Men sådan blev det ikke. Jeg skulle snarere overbevise lægen om, at jeg ikke skulle have en fuldtidssygemeling og til psykolog. Hun var bekymret for mig og ville gerne snakke. Jeg havde bestemt ikke lyst til at have den snak, men ville bare ud derfra - det er en ekstrem indtrængen i ens intimsfære, når man bliver tvunget til at have sådan en samtale, synes jeg. Uf!

Mens skulle være kommet et sted mellem i går aftes og i dag, men er endnu ikke dukket op. En enkelt dråbe blod i forgårs, og i dag en ganske lille my mørkt udflåd. Ellers intet. Et ganske svagt og mat håb kigger frem, men der er godt nok ikke megen kraft i det. Det er OK. Jeg er klar til min 2. IVF.

Jeg elsker denne sang og jeg elsker denne mand. Fra mig til jer.

dryp.... dryp?

Altså efter den dersens udskrabning har mit underliv* ændret modus operandi. Ved juletid, da det var meget afgørende, at jeg fik min mens så tidligt som muligt, pletblødte jeg fra 5 dage før min mens-dag. Det er aldrig sket før - det plejer at være en hane, der bare tændes og lukkes for. Og nu i går aftes blødte jeg et enkelt dryp og så ... stilhed.
Ehhh, er du sikker? ER DU SIKKER? Tager du pis på mig, krop? Is this your idea of a good time?

en fiasko kommer sjældent alene

Jeg har aldrig helt identificeret mig med dem, der siger, at deres fertilitetsproblemer ødelægger deres følelse af kvindelighed eller kvindelige selvværd. Jeg har ikke rigtig forstået, hvad det egentlig betyder, måske. Men for en måneds tid eller to siden, gik det op for mig, at jeg måske alligevel lider af samme eller et lignende problem. I hvertfald oplever jeg selvforagt på nogle helt nye måder og områder.

Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg var skrækslagen for at møde nogen fra min fortid. Og da gik det op for mig, at jeg var begyndt at føle mig eller mit liv små-forfejlet.

I de kredse, hvor jeg normalt færdes, er kernefamilen på ingen måde the name of the game - på trods af min alder. Der er masser af singler og frivilligt barnløse par i vores omgangskreds. De, der har fået børn, er startet sent. Gennemsnitsalderen på vores venners børn er vel halvandet år. Det betyder, at jeg stort set aldrig støder på forplantningsforventninger og de typiske, dumme kommentarer. Og det betyder, at jeg ikke føler mig uden for på nogen måde. Jeg har prøvet en enkelt gang at være i sådan et selskab af kvinder i 30erne, der kun taler om børn og jeg var RYSTET. Der følte jeg mig virkelig uden for og jeg lider fandme med de med-søstre, der oplever den slags jævnligt. Fy for den lede hankat! Jeg er en ekstremt priviligeret BIBer - hvis det giver mening, at tale om privilegier i den sammenhæng.

Hvad mennesker fra min fortid måtte mene om mig, har aldrig interesseret mig på den måde før. Dem har jeg lagt bag mig og det er der en grund til og af samme grund kan jeg jo være pisseligeglad med hvad sådanne mennesker måtte mene. Men det er jeg ikke mere. Nu er jeg skrækslagen over ikke at lave op til deres forventninger. Skrækslagen ved tanken om snak som ' Gud så du Knoxen? Hvad fanden var der lige sket dér?'

Det handler ikke om barnløsheden i første omgang. Jeg ved, at det er plat. Men det handler meget om mit udseende - som skulle kompensere for barnløsheden, men som har ladt mig i stikken.

Jeg har aldrig behøvet at gøre mig sorger om mit udseende. Det har altid været på min side. Men på det sidste halvandet år har jeg taget 10 kilo på. Og de 10 kilo sidder på måder, jeg aldrig havde forestillet mig mulige. De fleste af dem sidder som var det hakket svinekød kastet på min krop fra lang afstand. Jeg har aldrig haft mave før, men nu sidder der sådan en kæmpe klump hakkekød. Selv armene, som min E elskede tidligere, har fået carbonade-look. Jeg kan ikke se mig selv i spejlet uden at være fuldt påklædt, jeg kan faktisk slet ikke holde ud at gå nøgen rundt, ikke hvis jeg er alene og endnu mindre hvis min E ser mig. Jeg kan ikke passe noget af mit tøj mere, men jeg nægter at købe nyt, for den her krop er ikke en permanent installation. Så chiqueness-faktoren er også stærkt aftagende. Mit ansigt har mistet sine konturer og det er blevet frygteligt gammelt, gråt og træt at se på. Mine øjne hænger. BIB-stresset har også haft godt fat i mit hår - den halvdel der er tilbage har mistet al glans og spændstighed.

Jeg har så meget brug for i det mindste at se godt ud. Det giver jo ingen mening, for hvad har det at gøre med ikke at have fejlet? Handler det om at signalere at man er ovenpå? At man har styr på sit liv? At man ikke bare har givet op, sidder hjemme i sofaen og begræder sin barnløse elendighed, mens karrieren sejler og poserne under øjnene, i takt med røven, bliver tungere og tungere.

Jeg ved ikke hvor det kommer fra og jeg skammer mig over følelsen. Jeg har, jeg sværger, aldrig tænkt på børn som et prestige-projekt. Så hvorfor denne fornemmelse af, at barnløsheden og en eller anden social form for fiasko hænger sammen? Hvis det var min private fiasko, det handlede om, ville min krop som udstillingsvindue jo ikke blive så central.

Og hvad er det overhovedet for noget med den succes/fiasko-diskurs? Man skulle skamme sig.

Med disse følelser er fulgt en enorm skam over min alder. Jeg er lige blevet 36. Og jeg har opdaget, at jeg så småt er begyndt at føle mig for gammel til en graviditet. Jeg ved det ikke er rationelt og jeg kender jo mange, der har været gravide i min alder og ældre. Men jeg ækles en lille smule ved tanken om en graviditet i den her krop. Den er for gammel. Det kan aldrig blive en frisk, sprød graviditet. Det er skræmmende at tænke sådan.

Take II

Jeg forventer mens på torsdag, d. 24. Altså om tre dage. Så er vi klar til næste tur i karusellen. Jeg glæder mig helt vildt. Virkelig! Hvad er det for en sindssyg masochisme? Det er altså svært at forstå. Ikke mindst fordi der den sidste uge har været så mange hjerteskærende tidlige aborter. Sandsynligheden for at komme et sted hen, hvor det gør endnu mere ondt end her, er så stor.

I går hørte jeg mig selv sige til min E
"Jeg kan slet ikke vente - jeg glæder mig så meget. Jeg er ligeglad med om vi bliver gravide. Bare jeg må have lov til at være i behandling"

Det er sgu da vanvittigt. Men lige nu føles det sådan. Føles som om det værste er at være mellem behandlinger, hvor der ingenting sker.

Jeg er jo i kort behandling, så hvis alt går planmæssigt skal jeg have æg ud den 5. februar. Nøj hvor jeg glæder mig. Man skulle tro jeg var en 'Newbie Barbie'- men det er jeg måske også i virkeligheden.

Hurrrraaaa

Jeg har været nede at købe 10 blå Camels. Og åbnet en flaske vin. Den respekt kan man vel vise sin elendighed.

Har sovet tusse-dårligt i nat. Ligget og stresset over ting, der akut skal ordes. Vågnede udmattet og vred. Decideret irriteret over, at det nu ovenikøbet skulle være min fødselsdag.

Har været vred hele dagen. Spildt den med hverken at få elimineret stress-faktorer eller hygge mig. What a waste. Om et øjeblik kommer min E hjem og vi skal ud at spise med venner. Der er håb for, at det river mig fri af min vrede-fiksering.

Jeg magter ingenting for tiden. Har indset at en deltidssygemelding er vejen frem. Så mangler jeg bare at finde kræfter til at effektuere den indsigt.

Åh, er det her ikke snart overstået...?

status

Hov, vi skal vel lige have en hurtig cyklus- og behandlingsstatus med. Efter 4 dage med pletblødninger (som jeg aldrig før i mit liv har oplevet at have) kom mens d. 28. december. Og dermed må vi springe endnu en cyklus over inden 2. IVF. Hvad angår IUI, lod jeg min E overtale mig til at droppe det. Han mente det var bedre at tage den så meget med ro som muligt indtil IVF’en og ikke belaste os selv med en behandling med så relativt ringe odds. Det var en god vurdering fra hans side, tror jeg. For jeg tror faktisk ikke jeg har det i mig lige i de her dage.

barnløses jul

Det er med en vis uro, at jeg starter dette indlæg. Jeg ved, at i det øjeblik jeg skriver så meget som en enkelt sætning her, er jeg hooked igen. Mit navn er Knock og jeg er fertilitetsjunkie.

Der har været adskillige uger siden december, hvor jeg måske nok en gang imellem lige har luret lidt inde på min-mave. Lige surfet rundt og tjekket livets gang hos blogsøstrene. Men uden det tvangsprægede. Faktisk uden den helt store interesse. Og det har været en befrielse. Åh ja! Fremfor alt fordi den tvangsprægede cyber-adfærd er forbundet med en del skam. Og jo, selvfølgelig også med et helvedes spild af tid. Fordi det er en drift, der dikterer, at BIB-siden på min-mave skal tjekkes ca. hver halve time. At søstrenes blogs skal besøges mindst 2 gange om dagen og hvis der ikke rigtig sker noget, kan man sagtens læse indlæg fra 2003, 2004, 2005, selvom man næsten kan dem udenad i forvejen. Og som det nok mest ydmygende: Man kan tjekke sin kalender ca. 8 gange om dagen. Tælle dage, regne milepæle ud. Eller bare stirre på dagene, ugerne, månederne - som om de er en kode, der bare skal knækkes for at finde løsenet, der åbner porten til det forjættede land. Jeg afskyr den tilstand som pesten og derfor har det været en sand fryd at opleve adskillige dage, hvor jeg har været helt fri for at obsesse.

Man ser sjældent rigtig lykken før den igen er gledet én af hænde..(nogen, der kan gætte hvor mange gange, jeg har tjekket min kalender i dag?)

At man ikke obsesser betyder ikke, at man glemmer. Glemme gør en BIBer ikke et sekund. For BIB-tilstanden bliver til et blik, man ser verden med. Selvfølgelig er det ikke alt, der handler om BIB. Men der er heller ikke noget, der kan isoleres fra BIB.

Af uransalige grunde holder jeg virkelig af julen (jeg indrømmer det nødig for det hørmer jo af lykkelig barndom og dyb naivitet) og den er meningsfuld for mig. For mig er julen eftertænksomhedens tid og kærlighedens tid. For mig er julen faktisk et tidspunkt hvor alt stopper i nogle øjeblikke og jeg føler min historie og min kærlighed til det hele. Jo, jeg holder faktisk rigtig meget af julen. Men i år kunne jeg ikke. I år var 3. år, hvor jeg troede jeg ville være gravid eller mor til jul. Det er sgu så pisse-trivielt. Højtider er hårde for mennesker med sorg. Jeg har ikke været ulykkelig i julen, sådan er det ikke, men jeg har suspenderet mig selv totalt. Udelukket enhver følelse. Og på den måde blev det den koldeste, goldeste jul i mands minde. Julen 2007 blev reduceret til en scene og noget mere meningsløst skal man sgu lede længe efter.

Det er paradoksalt: det gør helt klart mere ondt på den her måde. Men jeg har ikke kræfter til følsomhed.

I morgen bliver jeg 36. Jeg har et par kommentarer til det fænomen, som man måske kan forestille sig. Men det bliver ikke nu.