kærlighedssprog

Da jeg var en lille pige skrev jeg små kærlighedserklæringer på sedler, som jeg puttede i min mors tasker og lommer. Og syede ting med ’mor’ og hjerter på, som jeg gav hende på samme hemmelige måde. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg gjorde det. Mere end tre, mindre end ti. Hun kommenterede det aldrig. Jeg vidste ikke om hun fandt dem.

Det er først i dag - 30 år senere - det slår mig, at det måske ikke var fordi hun opfattede det som sentimentalt og pinligt. Måske satte hun faktisk pris på dem. Måske blev hun ligefrem glad og rørt. Måske følte hun, at det var noget fint, som skulle være imellem os uden ord.

Måske var det, der for mig var en insisterende bøn, som jeg ikke turde sige højt, om at hun også skulle elske mig, for hende vores lille hemmelige kærlighedspagt.

En dag, mange år senere - jeg må have været præ-teenager – kom jeg hjem efter at have været væk på ferie. Jeg tror jeg havde været hos min mormor. Jeg trådte ind på mit værelse og alt var forvandlet. Mit hjerte sank. Jeg følte mig flået. Da jeg så på min mor, gik det op for mig, at det var meningen, jeg skulle være glad. Og jeg lod som om så godt som jeg kunne.

Det er først i dag det slår mig, at det faktisk var en kærlighedserklæring. At min mor havde taget adskillige dage ud af sin kalender til at købe maling, male vægge, købe forskellige stoffer og sy sengetæppe, puder og gardiner - på trods af at håndarbejde ikke var noget, der lå ligefor.

Måske var det værelse, der for mig var endnu en negligering af mine ønsker og tanker, for hende endnu et bevis på, at hun ville gøre hvad som helst for at jeg skulle være glad.

Lukket land?

2 gange i bloggens 3½-årige levetid er det sket, at en ikke-bib'er har fundet vej herind. Og begge gange har jeg fået panik-angst ved tanken om, hvor urimelig trivielt og snæversynet det må tage sig ud herinde. Jeg færdes faktisk rundt omkring i blogland og nyder den hverdagssatire, som nogle bloggere excellerer i. Men jeg lægger aldrig kommentarer. For det ville jo være at åbne dørene til vores lille trygge og intime BIB-land. Og så sættes der pludselig helt andre standarder for hvad det er rimeligt at skrive om. Man ville som minimum være nødt til at begynde at indlægge ironisk distance. Desuden skulle man til at bekymre sig om at blive genkendt med alt hvad det medfører af selv-censur.

Men jeg kan nu godt af og til føle mig lidt fristet..

tvivl, angst, skam og tomhed

Jeg er godt klar over at med min evindelige kvidder om hvor let og lykkeligt livet som mor er, giver jeg næring til nogle uheldige stereotyper som findes uden for mit synsfelt - og hvad der er endnu værre også potentielt til utilstrækkelighedsfølelser hos nogle, der ikke synes det er så nemt.

Men sagen er at min egen opfattelse af det med at få børn har ligget så langt fra den romantiske forestilling. Jeg er oprigtigt chokeret. De sidste 1½ år har uden sammenligning været de nemmeste i mit liv.

Og jeg bliver så rasende på de forældre der går og siger til sagesløse singler 'åh nyd det så længe du har det frie liv uden ansvar'. 'Nå har du sovet til kl 9.30 - du er vel nok lykkens pamfilius'. Jeg får lyst til at råbe ud over tagene, til alle der har måttet lægge sjæl til det udsagn: 'bare rolig, det går over, det her er ikke as good as it gets'. Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det til mig: ' bare rolig, det er ikke tvivl, angst, skam og tomhed herfra og til evigheden'.

Det er ikke fordi jeg vil gøre familielivet til det evigt saliggørende. Men jeg ville ønske nogen havde sagt til mig, at det er ok at tro en lille smule på kærligheden. Og at det med at få børn ikke, som nogen forældre giver indtryk af, er et smerteligt offer man bringer i en eller anden metafysisk sags tjeneste. Kærlighed behøver ikke at gøre ondt og være fuld af ofre. Kærlighed kan være trygt og sjovt og beats the hell out of det der med at sove til kl 9.30.

en kærlighedshistorie

Jeg må lige dele denne historie fra en af mine yndlingsblogs med mine blødhjertede blog-søstre - jeg ved adskillige af jer vil hulke rørt ligesom mig

http://samlingsbanken.wordpress.com/2009/05/18/en-love-story-1947-2007/

børn en menneskeret?

"Nej, det er ikke en menneskeret at få børn. Ligesom det ikke er en menneskeret at få sit barn vaccineret mod mæslinger. Det er heller ikke en menneskeret at få en hjertetransplantation. Eller en provokeret abort. Eller livsforlængende behandling, når lægerne har konstateret, at de ikke kan gøre noget ved den kræft, som breder sig. Til gengæld er det selve grundprincippet i vores sundhedsvæsen, at alle, som kan hjælpes gennem medicinsk behandling, bliver hjulpet uden diskussion.

....

At tage diskussionen om prioriteringen i sundhedsvæsenet er en dans på pigtråd og glasskår. Den vil få enhver politikere til at slå sig til blods på frygtelige cases og umulige dilemmaer, men min respekt vil stige for den, som tør danse hele dansen og diskutere scanningerne af de raske gravide, den dyre livsforlængende kræftbehandling og de hjertetransplantationer, som hele tiden mislykkes i stedet for fejt at skrive enkelte medborgere ud af det offentlige sundhedssystem under henvisning til, at lige netop deres ulykke vist ikke er en rigtig sygdom."

TAK Information!! En kæmpe-krammer fra mig.

læs hele artiklen

vuggestuetårer

Max græder ikke længere når vi afleverer ham i vuggestuen. Men nogle gange gør hans mor. I morges i hvert fald.

Det er så lang tid siden jeg har været dernede. Og da jeg talte med den ene af pædagogerne om det og om at jeg har meget travlt, kom jeg til lige at åbne lidt for meget for den der pose med svigt-følelserne. "jeg synes jeg begynder at mærke, at Max er påvirket af ikke at være så meget sammen med mig"

Og ja, så så man mig sidde stor-tudende midt på gulvet i vuggestuen kl halv ni om morgenen..