Dagen derpå eller dagen før?

Jeg ved ikke om det så meget er håb som det er denial. Men altså officiel testdag er jo først i morgen. Og jeg har ikke fået mens. Hvilket selvfølgelig skyldes crionen. Men alligevel. Jeg skyder lige erkendelsen af nederlaget lidt endnu. Jeg tog lidt af den i går og kunne tydeligt mærke at jeg ikke er parat til en nedtur lige nu. Now is for happiness.

Og vinderen er....

Ikke os

CD 26

Så er det testdag i morgen. Sidste ventedag er ved at være slut og det første der sker når vi vågner er tissetestning.

Ugen har været fuld af sommeraktiviteter og lillebrøster har modsat min forventning i sidste indlæg ligget ret langt tilbage i baghovedet. Det har været en skøn uge.

I dag har det været lidt mere blandet. Jeg får små anfald af vrede nu og da. Vrede over at det skal være sådan her. Over at alt den klamme medicinering måske bare har været totalt nyttesløs. Over at vi måske skal være i rigtig dårligt humør fra i morgen og et ukendt antal dage frem.

Vi får se i morgen. Ved ikke en gang helt hvordan chancerne ser ud. Kan man ikke godt regne med mere end de 20% når der er 2 gode æg i spil? 20% virker så latterligt på dette stadie.

Halvvejs

Så er der seks dage til mens-dag. Det er typisk her ventetiden blir hård, ikke? Man går fra at tænke herregud det går da tjept det her til at være ved at dø af frustration over tidens slæbende langsommelighed. 

Der er jeg ikke endnu. Men det begynder efterhånden at fylde i mine tanker.

Jeg havde ikke regnet med at der skulle være antydningen af symptomjagt denne gang men det er der ved at blive alligevel. For der sker tydeligvis pludselig ting i mit underliv. Det begyndte at hive lyd fra sig i går. I dag føles det næsten mens-agtigt. Og så er det altså svært at abstrahere fra det.

Vi er i sommerhus og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har slappet sådan af. Hvis stress er en faktor mod graviditet burde dette være ideelt. 

ÆO

Af vores seks æg blev fem befrugtet og fire delte sig. Jeg fik lagt 2 4-cellede op, det ene uden fragmentering, det andet m let fragmentering. De resterende to var ikke fryseegnede, så der ligger for fulde 25000 i livmoderen nu.

Bortset fra at Steen lader til at være ekstremt dygtig til sit håndværk, har jeg intet godt at sige om Copenhagen fertility center. Det er en pengemaskine uden antydningen af omsorg for sin skrøbelige kundegruppe. Og hvad der er endnu værre, informationsniveauet er så lavt at det er decideret uprofessionelt og uforsvarligt. Vi skal aldrig tilbage dertil.

ÆU

I går morges fik jeg taget seks æg ud. Min mindste høst nogensinde men hvem ved- måske er det gavnligt for kvaliteten.

Hele operationen tog ti minutter. Igen ikke antydningen af samtale. Christ! Men til gengæld må jeg lade dem ha at det var en utrolig nem og næsten smertefri æu. Jeg vågnede med smerter i nat, men ellers har jeg været meget tæt på upåvirket.

Forskellen mellem denne og tidligere behandlinger er fuldstændig utrolig. Der er hverken angst eller forventning. Det er bare sådan noget der er klemt ind mellem alle de andre gøremål i en travl hverdag.

Men det blir filene spændende i morgen. Det har bare at være nogle klasse-æg.

gad vide om der er andre end mig og E der spritter huden af med polsk vodka inden vi stikker

CD 11

Sidste scanning overstået. Samme service-model som tidligere. Ikke mere om det.

1 follikel på 18mm, 2 på 15-16 og 5 omkring 11mm. Lidt for stor spredning. Så jeg skal fortsat stimuleres 2 dage for at få de små med og ÆU bliver lørdag morgen. Jeg har det lidt sært med at skulle stimuleres mere med så stor en follikel. Altså, den når sgu da at blive en tennisbold inden lørdag.

Oplægning mandag.

Jeg har meget udpræget ikke hjertet med i det her. Men jeg håber, at det stadig kan nå at komme. For det føles jo som om man umuligt kan blive gravid med så lidt engagement. Den logik har vi vist diskuteret her på stedet før...

CD 9

Vi er omsider startet i behandling. Der har været masser af forhindringer på vejen hertil - de fleste mentale. Manglende overskud helt enkelt.

Efter vores rigtig dårlige oplevelse på Copenhagen Fertility Center, skrev jeg på Svends 'spørg lægen'-side, om der var mulighed for at vælge en bestemt læge på klinikken. Han bad mig ringe ham op og vi havde en ganske behagelig samtale hvor han ret underholdende sagde, at den læge, vi i sin tid havde samtalen med var bedst til patienter i fuld narkose. At han nok skulle sørge for, at vi ikke fik mere med ham at gøre og at jeg skulle sende min journal til ham selv og så ville han personligt se på den og skrive tilbage til mig med en behandlingsplan samme dag. God service. Tillidsvækkende.

Men så bad jeg om min journal fra Riget og der gik en måneds tid uden jeg modtog den. Da jeg rykkede gik der igen et par uger før de krøb til korset og indrømmede, at de havde mistet den. Ehem... undskyld??

Det korte af det lange er, at lige pludselig blev det ret hu-hej-vilde-dyr, for vi var fast besluttet på at starte behandling i denne cyklus og pludselig fik jeg mens 5 dage for tidligt, i Nordjylland, uden at jeg havde nået at benytte mig af Svends service-tilbud. Min E fløj til ydre Nørrebro mandag morgen med min hjemmelavede journal inkl brev til Svend og forklarede situationen til receptionisten.

Vi fik tid til opstartsscanning tirsdag kvart i lukketid. Absolut 11. time for det var cyklus-dag 3. Glade og taknemmelige var vi over den privatkliniks-fleksibilitet, der gør sådan noget muligt.

Jeg kom løbende sidelæns ind på klinikken direkte fra det store hav, som Max kalder vest-kysten, kl 17.40. Blev vist ind på et rum hvor ingen anden end den famøse læge fra samtalen (?!) bad mig smide benklæderne hvorpå han scannede mig. Mens jeg tog bukserne på, bladrede han og sygeplejersken i mine papirer i godt og vel 1½ minut -tydeligvis for første gang, besluttede sig for 150 IE Puregon og så var lægen i øvrigt skredet. Det gik seriøst så hurtigt, at jeg ikke nåede at fatte hvad der foregik. Sygeplejersken gav mig en recept og Puregon-instrukser og det var så det.

Jeg var målløs. Og jeg skulle anstrenge mig en del for ikke at begynde at hyle. Ikke så meget af skuffelse eller vrede, selvom begge bestemt var til stede, men af ydmygelse. Bukserne nede omkring hælene på talrige måder og ingen der stopper op og ser én i øjnene et øjeblik. Totalt i deres magt. Det er det værste jeg ved.

Det tog mig faktisk over et døgn at få normaliseret mig selv nogenlunde igen. Nåmen, det var jo også absolut sidste øjeblik, sagde vi til hinanden. De skulle hjem og vi er glade og taknemmelige for, at vi lige akurat nåede at komme med i denne måned.

2. scanning var i lørdags. Åh så glad jeg bliver, da jeg ser Svende-manden himself komme ned ad gangen imod mig. Og mit hjerte når at juble, da vi kommer ind på stuen og han siger 'jeg sad lige og så på din journal'. 'Ja, de mistede den jo desværre på Riget' siger jeg i den tro, at vi er i gang med at starte en samtale, men så kommer sygeplejersken ind og jeg bliver bedt om at hoppe på briksen.

Han spørger hvad jeg laver og hvor vi bor. Thats it. Ikke et ord om fertilitetsbehandling. Det var en busstoppestedssamtale. Metro-bus vel at mærke. Der bliver ikke mere samtale, diskussion, information.

Efter scanningen har han lige glemt at de store follikler var 12,5mm og ikke 11, som han fortæller sygeplejersken. Derefter kommer han ind og giver mig den forkerte medicin. Og så er han i øvrigt skredet.

Sygeplejersken giver mig nogle forvirrende og mangelfulde  instrukser om den videre medicinering og jeg må insisterende spørge ind til det videre forløb for at få nogensomhelst fornemmelse af hvad der skal ske.

Igen er det hele overstået - altså inkl scanning - på under 10 minutter. Og jeg var rystet. Den første scanning var altså ikke specielt præget af akuttid lige før lukning. Det er standard fucking procedure.

Jeg lyder sikkert meget fordringsfuld. Men altså helt ærligt, hvor kommer mine forventninger fra? Fra det offentlige system, sgu. Jeg havde forestillet mig, at en privat klinik hvor de får rigtig gode penge ville overgå det offentlige på alle serviceparametre. Men de har tilbudt en service på Riget som virkede så uendeligt meget mere professionel, anstændig og respektfuld. Jeg har aldrig, ALDRIG, været til scanning på Riget uden at det involverede en samtale med lægen. En behagelig, rolig samtale, med al den information man kunne ønske sig og rum til at stille alle tænkelige spørgsmål. Selv da vi bare var i frysebehandling. Hos CFC har jeg endnu ikke oplevet en læge, der sad ned og talte med mig. De taler på vej ind og ud af døren og så mens de svinger kikkertdildoen.

Jeg gik ikke til CFC med fordomme om onde kapitalister, men jeg føler mig taget i røven så det synger. Jeg føler det dybt fornedrende. Og det hjælper ikke at vide at de bruger sammenlagt max 2 mandetimer på et behandlingsforløb, som jeg skal betale dem 17.500 for.

Jeg ved at rigtig mange BIB-søstre har været virkelig glade for CFC. Det er mig en gåde. Virkelig. Men det får mig også til at tænke, at jeg måske er hysterisk. Det må jeg jo være. Men jeg plejer altså at være ret så laid back og omgængelig. Det gør jeg altså...

CD 9 i dag. Scanning igen onsdag. Forventet ÆU fredag eller lørdag.