tag:blogger.com,1999:blog-59640038414056477232024-03-05T15:26:50.370+01:00knockmeoutknockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.comBlogger388125tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-28974388143613342382013-12-05T11:08:00.000+01:002013-12-05T12:52:15.705+01:00Barselsarbejde og babylatterVores lille pige er 9 måneder nu. Det er helt vildt. Hold da ferie hvor tiden får ben at gå på, når der er to børn i huset. For et lille øjeblik siden var hun bare en lille klump kød og nu skubber hun sig rundt i hele lejligheden, sætter sig og rejser sig (med en del ubehagelige styrt til følge). Hvordan er det sket? Jeg fatter ikke hvor spædbarnstiden blev af.<br />
<br />
Mod forventning er vi blevet velsignet med endnu et nemt og glad barn. Endnu nemmere og gladere end sin storebror, tror jeg næsten. Hun møffer rundt i lejligheden og griner for sig selv af de spændende ting, hun oplever. Hun griner henrykt - og henført - af Max 100 gange om dagen. Hun er også lige så smuk som sin storebror, men modsat hans strålende lyseblå øjne har hun store, dybe, brune øje.<br />
<br />
Man hører ofte folk sige, at kærligheden til nr 2 er lige så stor men kommer langsommere. Jeg troede vel at man med langsommere mente et par dage... For mit vedkommende har det taget meget længere tid. Og selvom jeg i dag utøvende kan sige, at jeg er meget forelsket i hende, kan mine følelser for de to slet ikke sammenlignes. De er kommet til verden under så forskellige vilkår.<br />
<br />
Barslen med nummer 2 er mest arbejde. Jeg synes ikke jeg laver andet end at rydde op og vaske tøj. Der er i bedste fald 1½ time om formiddagen og 1½ om aftenen uden børn og det er sjældent de ikke bliver brugt til praktiske gøremål.<br />
<br />
På så mange måder, synes jeg, at jeg er meget mindre til stede i det her, end jeg var i Max' første leveår. De første ca 4 måneder var jeg meget anspændt og stresset og jeg fik faktisk ikke rigtig nydt den tid. Nu har jeg gudskelov fået roen tilbage og jeg kan nyde tiden med lillesøster på en helt anden måde. Jeg forsøger ikke at have dårlig samvittighed over det tabte og ikke at tænke på, at om en måned er min barsel slut...<br />
<br />
Der findes intet bedre - INTET - end at sove med sit 9 måneder gamle barn i armene. Eller at få hende til at le bare lige én gang til. Når alt kommer til alt er det meste af det andet ligegyldigt.
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh2QrfsU3J0g_OtRRb8e5eHvS-W2ZaaMbw_dXO9uu3R0LCBg9x7xUqQCM3WOwvgYzFN7cpe6zFbzH4q6uec6Jk-yoGb32VYGThad36InQVF92rDsCLVP7C7WqTlqWWqkbfTwBJP87m7Ur_6/s1600/076.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" closure_lm_11662="null" eua="true" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh2QrfsU3J0g_OtRRb8e5eHvS-W2ZaaMbw_dXO9uu3R0LCBg9x7xUqQCM3WOwvgYzFN7cpe6zFbzH4q6uec6Jk-yoGb32VYGThad36InQVF92rDsCLVP7C7WqTlqWWqkbfTwBJP87m7Ur_6/s320/076.JPG" width="240" /></a></div>
knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-6578665907541338772013-05-16T13:47:00.003+02:002013-05-16T13:47:58.413+02:00De første måneder med 2 børnI dag er lillesøster 11 uger gammel. Max var sådan en nem baby, så jeg regnede med at vi ville få et kolikbarn eller noget lignende denne gang, men hun er mindst lige så nem. I dag har jeg været ved sundhedsplejeskernes åbent hus for at få hende vejet. Hun sover nemlig så meget, at vi har været bekymrede for om det er for meget. Men alt er godt. Hun vokser ok, er stærk og nærværende. Så bekymringen for om det var for godt til at være sandt er unødvendig.<br />
<br />
Med 11 uger er de første spædbarnsproblemer overstået. Ikke mere mavepine og gråd af den grund. I stedet er hun de sidste par uger endelig begyndt at komme ud af den fosterlignende tilstand og slutte sig til os. Hun smiler kådt når man snakker med hende og er så småt begyndt at slå ud efter ting. Det har betydet rigtig meget for mine følelser omkring 2-barns situationen. De første mange uger led jeg meget af den dårlige samvittighed, som jeg sådan havde frygtet. Ikke så meget dårlig samvittighed over for Max (som jeg dog enkelte gange har grædt af længsel efter) men dårlig samvittighed over for lillesøster. For jeg har ikke følt noget der bare kommer i nærheden af det intense bånd og den store lykke, som jeg gjorde med Max. Og jeg har været skrækslagen for, om jeg aldrig ville få den slags følelser. Man hører det jo alle stedet fra: det er noget andet. Det er noget helt helt helt andet, det er det virkelig. Jeg kan godt blive ked af at både hun og jeg er gået glip af den store forelskelse, men jeg tror i virkeligheden at hensynet til storebror i sig selv har gjort det umuligt.<br />
<br />
Nu hvor hun begynder at slutte sig til os, glæder jeg mig vildt meget til hun bliver lidt ældre og kommer til at bidrage lidt mere til familien. Indtil videre har hun jo mest været en opgave. For os alle tre. Men man fornemmer allerede forskellen. Max er begyndt at tale til hende og kysse hende og hun griner tilbage. Hvor jeg glæder mig til at vi for alvor kan begynde at lege med hende.<br />
<br />
Jeg synes ikke rigtig jeg har nogen fornemmelse af hvad hun er for en. Jeg synes ikke jeg rigtig kan se tydelige forskelle fra Max. Hun virker fredelig og glad. Måske mere mild hvor Max måske var mere intens. Måske. Jeg glæder mig til at lære hende mere at kende. Og til at vi rigtigt bliver en familie på 4 i stedet for 3 med et vedhæng..knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-5602361544989879662013-04-11T10:34:00.000+02:002013-04-11T11:34:29.679+02:0028-02-2013 kl 11.37På dette tidspunkt for præcis 6 uger siden, gik jeg med meget små skridt fra Rigets fødemodtagelse til fødegangen. Der kan ikke have været meget mere end 100 meter, men jeg havde 3 veer undervejs.<br />
<br />
Det var 10 dage før termin og det var ikke noget stort chok, men dog alligevel en overraskelse, da det hele gik i gang tidligt om morgenen den sidste dag i februar. Jeg vågnede kl 5.30 ved en kort smerte i underlivet, mærkede tydeligt at fosterhinden bristede med et puf og vandet begyndte at pible ud af mig. Der var ingen tvivl.<br />
<br />
Jeg lå nogle minutter og følte efter inden jeg aede E og fortalte ham, at vandet var gået. En mand kommer op til overfladen med lynets hast ved de ord.<br />
<br />
Tilfældigvis var Max hos sin farmor, så det var bare os to. Jeg havde ingen veer, men lå i sengen mens jeg dirigerede E rundt i lejligheden efter de ting, vi skulle have pakket sammen. Det var meget fredeligt og hyggeligt og intenst stilhed før storm. Efter en times tid begyndte veerne og der var fra starten kort imellem dem. Intervallerne var lidt uregelmæssige, men inden for en times tid gik vi fra ca 7 minutter til 3,5 minutter mellem hver og da turde vi ikke blive hjemme længere selvom veerne stadig var udholdelige - alt for svage..<br />
<br />
Kl. 7.30 sad vi i en taxa på vej til Riget. Taxa-chaufføren var tydeligt rørt over situationen og jeg er sikker på, at han var opfyldt af erindringen om sine egne børns fødsler.<br />
<br />
KL 8.30 lå jeg og fik kørt strimmel på fødemodtagelsen. Der lå jeg i en time, fordi jordemoderen gerne ville holde lidt øje med lillesøsters hjerte, som så ud til at reagere lidt uheldigt på veerne. Da jeg lå der sank det høje humør gradvist, som sagens alvor rykkede tættere på. Fornemmelsen af at stå foran et ocean af smerte og den største fysiske udfordring. Dramaet og faren. En lille stemme indeni peb om jeg ikke godt måtte blive fri og bare komme hjem i sofaen med en latte og en croissant.<br />
<br />
Da vi omsider kom over på fødestuen var klokken, som nu, lidt over 10. De lidt svage veer var forvandlet til heftige smerter og derfor var jeg temmeligt nedslået, da jordemoderen konstaterede, at jeg stadig kun var omkring 3 centimeter åben. Det slog mig lidt ud, for nu så jeg for mig, at jeg skulle have veer med den intensitet - altså med få minutters mellemrum og næsten ubærlige i styrke i mange timer. Jeg bad om at få en hvilken som helst smertelindring, men jordemoderen holdt mig hen med forskellige udgaver af 'ja. lad os nu lige se'.<br />
<br />
Der var fødekar på stuen, men desværre tog det ca en time at fylde det i den rette temperatur. Det var længe at vente. Jeg havde efterhånden 30 sekunder mellem hver ve og brølede ikke bare højt, men virkelig af al kraft - så højt jeg overhovedet kunne - for at holde det ud. Det var lige i overkanten. Men hvis jeg havde vidst, at lige om lidt ville det hele være overstået, havde det ikke skræmt mig så meget.<br />
<br />
Da jeg endelig kom i karet var jeg ved at være klar til at føde. Under ve-stormen havde jeg udvidet mig 7 centimeter på en time. Som smertelindring på dette stadie var det lunkne vand en joke, men det var dejligt at komme derop alligevel. Jeg havde meget brug for at sidde på knæ og det egnede karret sig desværre ikke så godt til, fordi det havde sådan et dumt indbygget sæde- Konsekvensen var, at hver gang, jeg pressede, havde jeg hovedet under vand. Ikke optimalt. Men det var SÅ godt at føde i vandet.<br />
<br />
Jeg vil tro, jeg har i vandet et kvarters tid inden jeg begyndte at presse. Jeg synes jeg lagde ufatteligt mange kræfter i de pres. I følge journalen tog det vist 13 minutter. Desværre drejede hun sig, lige da hovedet kom fri, så skuldrene lå på tværs og resten af kroppen skulle også presses ud i stedet for bare at smutte ud som normalt. Det var faktisk værre end at presse hovedet ud. Men ud kom hun, og sejlede op mellem benene på mig, op i mine arme. Kl 11.37. Og da jeg efterfølgende lå på briksen med hende i armene, brød forårssolen igennem og væltede ind på stuen (og derefter skinnede den konstant den første uge af hendes liv)<br />
<br />
Jeg var langt mere til stede, da hun kom ud til os, end jeg var med Max. Samme oplevelse havde E. Det skyldes selvfølgelig dels at det var anden gang. Men helt sikkert også, at det er meget bedre at føde på knæ i et kar, end liggende på ryggen på en hård briks, som en hjælpeløs bille.<br />
<br />
Kl 16.30 sad vi i en ny taxa på vej hjem igen. En meget syret oplevelse. På sådan en almindelig arbejdsdags tid havde vi rejst ind i helvede efter lillesøster og derfra rejst tilbage til hverdagens verden med myldretidstrafik og overvejelser om hvad vi skal have til aftensmad.<br />
<br />
Hun var længe undervejs, vores lille pige. Endnu længere end storebror, tror jeg. Men nu er hun her. Om præcis en time er hun 6 uger gammel.knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com8tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-37433687362031233652013-02-27T11:27:00.000+01:002013-02-27T11:27:33.146+01:00min dejlige dreng<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
Inden det hele kommer til at handle om lillesøster. At være mor til Max overgår enhver forventning. Han er det mest fantastiske væsen, der findes.</div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgI8sdEvvqMU_YdWbqqqbQbDvGMLSjz414dG99A6hRICtqWXNIfR47E-O_DHAnm6eYszPHNNBAxOm8tRbk6ZTgx4O4jyk8zpoWNLNhqA-ID74IfhtuYMDtpDO4C9KvkD7roXduz4EepTR0u/s1600/Max+collage2.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" gsa="true" height="289" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgI8sdEvvqMU_YdWbqqqbQbDvGMLSjz414dG99A6hRICtqWXNIfR47E-O_DHAnm6eYszPHNNBAxOm8tRbk6ZTgx4O4jyk8zpoWNLNhqA-ID74IfhtuYMDtpDO4C9KvkD7roXduz4EepTR0u/s320/Max+collage2.png" width="320" /></a></div>
<br />
Han er sjov, kærlig, videbegærlig, klog, fuld af pep, men også god til stille stunder og fordybelse. Han elsker at tegne og kan sidde fordybet i en tegning alene på sit værelse i det meste af en time. Han elsker at klæde sig ud (gerne som prinsesse), danse og synge. Han har en helt afsindig hukommelse og vender tit tilbage til et emne flere uger efter vi har talt om det, med nye spørgsmål. Han bruger nok lidt for meget tid med iPad'en, men han er så aktiv resten af tiden, at jeg ikke rigtig har dårlig samvittighed over det. Han er rimeligt selvfed, men også ekstremt social. Når vi har gæster sætter han stole frem til dem og spørger om de vil have noget at spise eller drikke. Han deler ud af kys og kram både hjemme og ude- men af og til får man også et 'nej, du får et kram i morgen. ikke mere i dag, mor'. Vi har meget få konflikter med ham. Når der er konflikter, kommer det altid i stimer og er sådan lidt kriseagtigt. Ofte kan årsagen nemt identificeres. Og ofte har årsagen med mor og far at gøre. Det er fuldstændig vanvittigt som små krusninger hos de voksne kan aflæses som kæmpe-dønninger hos de små.<br />
<br />
Det meste af tiden er vi så stolte over og forelskede i vores dreng, at vi er lige ved at sprække. Selv efter 4 år er det min og Es yndlingsbeskæftigelse at tale om hvor dejlig, han er.<br />
knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-75158216575958233422013-02-17T11:56:00.003+01:002013-02-17T11:56:49.603+01:00fuldbåren3 uger til termin. Det er helt ubegribeligt. At det kan være ubegribeligt er også ubegribeligt. Jeg er meget gravid og har været det længe.<br />
<br />
Det har ikke været nogen ret god eller nem graviditet. Primært fordi trætheden og hormonerne har taget alt mit overskud. Det er grotesk når man ønsker sig en graviditet brændende og så bliver totalt nedtrykt i samme øjeblik, man faktisk er gravid.<br />
<br />
De første tre måneder led jeg rigtig meget af kvalme. Så kom nogle måneder, hvor det gik langt bedre fysisk, men hvor jeg arbejdede som en idiot og lå vågen om natten af stress. I tredie trimester aftog stressen gudskelov, og selvom den blev afløst af ekstrem træthed, kvalme igen og gradvist flere stor- mave-gener, så har det mentale overskud været langt større på det sidste og det er vigtigere end noget andet.<br />
<br />
Jeg har haft enormt dårlig samvittighed over ikke at føle mere glæde. Det er jo som om jeg allerede gennem det meste af graviditeten har svigtet min datter og jeg tænker meget på, om hun er blevet fysisk påvirket af alle de stress-hormoner og andet dårligt stuff, der har brust rundt i mit blod. Selvfølgelig har andre fostre oplevet det, der var værre, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Max' lyse sind måske bygger på et prænatalt fundament. Det ved man jo ikke. En anden skræk, jeg har, er at jeg kommer til at være så mentalt uforberedt på fødslen, at jeg udvikler en fødselsdepression. Min mor havde sådan en, da hun fødte mig.<br />
<br />
Jeg har formelt set været på barsel et par uger nu. Jeg arbejder stadig nogle timer hver formiddag, selvom jeg egentlig tænker, at det ville være godt for mig at fokusere 100% på lillesøsters komme. Der er bare så meget, jeg synes, jeg er nødt til at nå. Men der er ro på og tankerne om fødslen og lille baby fylder mere og mere og jeg føler mig mere og mere rolig ved det.<br />
<br />
Jeg tænker også, at de negative, skyldfyldte og små-paranoide tanker kan blive selvopfyldende profesier. At det måske også kunne være en mulighed bare at tage det som det kommer og stole på, at naturen kan sit kram. Når lillesøster kommer skal naturen nok sørge for, at jeg giver hende ligeså meget omsorg som hendes storebror. At mit problem måske ikke er mere pisse-unikt end som så. Alle har en sværere graviditet anden gang, fordi de skal tage sig af det første barn og alle er bange for ikke at kunne rumme endnu et barn. Min nervøsitet er bare forstærket af at jeg selv har en mor, der ikke har gode evner udi kærligheden. Ind med humor, ud med skyldfølelse. Det skal nok gå og jeg er også begyndt at glæde mig nu.. Faktisk tror jeg, at der ligger en enorm glæde og gemmer sig inde bag den skyldfølelse. Jeg tænker nogle gange, at jeg ikke synes jeg kan tillade mig at forvente af livet, at det skal give mig så fantastisk en gave endnu en gang. Men måske er det virkelig muligt...<br />
<br />
Jeg er overbevist om, at jeg kommer til at føde tidligt. Med Max var det 4-5 dage for tidligt og det kom totalt bag på mig. Denne gang bliver det mindst en uge for tidligt. Måske før. De sidste par dage synes jeg, at jeg har haft plukveer nærmest konstant...<br />
<br />
<i>to be continued.....</i>knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-16653134575461203122012-11-27T16:23:00.001+01:002012-11-27T16:23:01.940+01:00En hilsen til SechJeg var lige inde i arkiverne for at læse om, hvordan det var at være her lige på grænsen til 3. trimester da jeg var gravid med Max.<br />
<br />
Og så faldt jeg over <a href="http://knockmex.blogspot.dk/2008/09/tillykke-til-en-blogsster.html">denne hilsen</a>, som et lille monument over en meget stor begivenhed. <br />
<br />
Vi må godt lege med den slags mønstre lidt, ikke Sech? Det kommer til at passe ret præcist. Du plejer at teste positiv lige dér små to måneder før min termin. Det gør du igen.<br />
<br />
Og de bliver lige så fantastiske som Asbjørn og Maxknockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-20661794488832312992012-09-12T13:01:00.003+02:002012-09-12T13:01:23.200+02:00Jeg sagde det jo...<span style="font-size: x-large;">Det er en pige</span>knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com8tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-57024829720967906192012-09-11T14:55:00.000+02:002012-09-11T15:58:20.864+02:00tick tock tick tock14:50<br />
vi kan ikke huske om de sagde, de ville ringe mellem 13.30 og 16 eller mellem 14 og 15.30. i hvert fald har de ikke ringet endnu. er der nogen, der vil gætte på om den her ventetid er sær?<br />
<br />
15:25<br />
amen helt ærligt... tager de pis på os...<br />
<br />
15:50<br />
ALT SER NORMALT UD. Tak tak tak tak tak<br />
(vi glemte at få kønnet at vide..:-))knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-19903857717771420672012-09-10T13:30:00.001+02:002012-09-10T13:30:59.051+02:00ModerkagebiopsiLægen, der skulle foretage biopsien, fik os overbevist om, at risikoberegningen er baseret ikke på gestationsalder, men på fosterets størrelse. Så det med at terminsdato/gestationsalder bliver justeret betyder ikke noget i den sammenhæng. Fordoblingerne afhænger, påstår han, af størrelse, ikke af tid. Vi tror sådan nogenlunde på ham.<br />
<br />
Fy for satan, jeg synes den biopsi er ubehagelig. Det er ikke så meget smerten, som at fornemmelsen af at få jaget sådan en lang kanyledjævel hele vejen igennem maven er virkelig klam. Det føles meget forkert. Det gør ikke så ondt som ægudtagning kan gøre, men det føles mere klamt og naturstridigt. <br />
<br />
Dertil kommer, at man som gravid allerede har fået beskyttertrangen aktiveret. Der er ikke noget, der skal gøre ondt på de kanter OVERHOVEDET. Nu bagefter gør det gudskelov ikke meget ondt. Men jeg kan tydeligt mærke, at der er noget galt. Og det er helt sikkert, at jeg ikke har det mindste lyst til at stå op eller foretage mig noget som helst andet end absolut ro.<br />
<br />
<br />
<br />
knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-56635460175030157512012-09-08T12:12:00.001+02:002012-09-09T11:43:42.270+02:00Doubletest - dobbeltcheckJeg tog en hjemmearbejdsdag efter den dårlige opringning den anden dag og endte selvfølgelig med at lave meget lidt arbejde og en hel del googling. Man kan jo altid finde noget godt, hvis man arbejder hårdt nok på sagen.<br />
<br />
Det har altid undret mig, at man i forbindelse med scanninger justerer terminsdatoen selvom man hos os i fertilitetsbehandling ved næsten på timen, hvornår befrugtning er sket.<br />
<br />
Men nu hvor jeg ved, hvad de hersens tests handler om, forekommer det mig helt tosset. Det er nemlig sådan, at de markører man går efter i blodet er sådan nogle værdier, der fordobles i en bestemt tempo ligesom vi kender det (til bevidstløshed) fra HcG. Den vigtigste fejlkilde i de her tests er af denne gode grund, gestationsalderen. Hvis den er beregnet forkert, får man i sagens natur et forkert resultat.<br />
<br />
Man kigger efter niveauerne på en del af HcGet og på noget, der kaldes PAPP-A. Førstnævnte fordobles hver 2-3 dag, sidstnævnte hver 6. dag.<br />
Hvis niveauet er for lavt eller for højt, sparker det til risiko-beregningen.<br />
<br />
Men for filen altså. Jeg har en hurtigvoksende lille krudugle i maven. Hun har ved alle scanninger været over normal størrelse. Til NF-scanningen justerer de så i forhold til hendes størrelse på 72mm sådan at det hedder, at jeg var 13+3 i mandags. Men jeg ved jo lige så sikkert som Amen i kirken, at jeg var 12+5. Fem dages forskel. Alle værdier vil se ud som om de kun ligger på det halve af, hvad de burde...!<br />
<br />
Jeg bliver nok nødt til at bede jordemoderen om at lave en beregning på den faktiske gestationsalder på mandag. Ikke at det vil ændre på noget. Bare for min nysgerrigheds skyld.<br />
<br />
Helt ærligt, det er sgu altsammen blændværk og vonhörensagen henne i lægevidenskaben... knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-22924540129220260272012-09-06T11:28:00.000+02:002012-09-06T11:28:03.887+02:00De små procenttals forbandelseVi er jo ikke uvant med at høre til den smalle ende af statistikken her på matriklen. Så det kommer ikke som en gigantisk overraskelse, når uheldet rammer, som det givetvis gør for dem der glider gennem livet på gennemsnitsværdier. Men for helvede mand, må vi ikke godt være fri...<br />
<br />
På trods af den normale nakkefold, er vores Downs risiko 1:41.<br />
<br />
Det er både et frygteligt lavt tal og ikke en ret frygtelig risiko. Relativt set er det et frygteligt tal. Der er langt fra de 2500 vi havde med Max ned til 41. Og der er langt fra den anbefalede grænse på 300 ned til 41. Men det er en risiko på 2½ %. Herregud! Det er som den almindelige abortrisiko, man går og lever med det meste af graviditeten.<br />
<br />
Alligevel græder jeg og har enormt meget lyst til at kaste op her 1½ time efter vi fik svaret. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg græder over. Jeg har ondt af mig selv. Ved nærmere eftertanke græder jeg nok fordi jeg føler det pisse-uretfærdigt, at vi er uheldsramte. Men det er noget fis. Vi er ikke specielt uheldsramte. Udenfor reproduktionsområdet har vi aldrig andet end luksusproblemer. Men det er en følelse, der sidder i kroppen. Hele den der alarm-fornemmelse fra behandlingsforløbet blev aktiveret, da jeg fik tallet.<br />
<br />
'Hvis man har 41 gravide kvinder i et lokale, er der en af dem, hvis foster har Downs'<br />
'Jamen det er da mig så. Selvfølgelig er det det. I hvert fald er sandsynligheden for at det er mig langt over 1:41'<br />
<br />
Hvis man skal finde noget positivt i det tal, så er det, at vi er fri for at være i tvivl om vi skal have den lortebiopsi. Det skal vi på mandag.<br />
<br />
Så nu skal vi deal'e med det til mandag. Og mandag formiddag skal de så ind at rode med min fine lille babys moderkage. Jeg har virkelig svært ved at snuppe tanken om det. Og om efterfølgende smerter, der minder lidt om milde veer. Og om mulig blødning. Om sengeleje for at forhindre abort. <br />
<br />
En abortrisiko på 1% er så lidt. En Downs-risiko på 2½ er så lidt. Men altså... hvad har alle de andre kvinder med mig at gøre. Enten aborterer jeg eller også gør jeg ikke. Enten har hun Downs eller også ikke.knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com6tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-49501521140018731282012-09-04T14:57:00.004+02:002012-09-04T14:57:43.659+02:00Status på NF-scanningDet vigtigste ved gårsdagens scanning er selvfølgelig, at hun ser ud til at have det godt. Hun lå lige så fint og stille og var meget nem at tage billeder af. Hendes hjerte bankede roligt derudaf og hendes arme flød afslappet rundt om hende. Hun er lang af sin alder (7,2 cm) og nakkefolden er normal (2mm).<br />
<br />
Desværre kan vi alligevel endnu ikke ånde lettet op. For lillemor her havde ikke nået at få taget blodprøven i tide, så doubletesten var ikke klar. <span style="font-size: xx-small;">Undskyld lille skat, at ravnemor allerede sjusker med dig.. </span><span style="font-size: small;">Max startede i ny børnehave i sidste uge og logistikken har været umulig.</span><br />
<br />
Vi venter vores endelige risikovurdering med posten en af de nærmeste dage. Desværre kan den godt være høj, selvom nakkefoldens tykkelse er normal. Og nu er jeg jo blevet 40 og det betyder at risikoen for Downs som udgangspunkt er 1:70. Som I ved anbefaler man moderkagebiopsi, når risikoen er over 1:250/300 - bare lige for at illustrere hvor skidt 1:70 er.<br />
<br />
Eller... nu har jeg jo haft lejlighed til at tænke lidt over de tal. Og jeg er faktisk lidt forarget over den anbefaling. Man udsætter kvinden for en abortrisiko, der svarer til ca 1:150 (½-1%) for at undgå en risiko for mongol-barn på det halve 1:300. Det er jo vanvid. Hvis ikke det er mig, der har misforstået noget her, så er det bare vanvid og jeg vil tillade mig at hade staten en lille smule.<br />
<br />
Jeg tror vi skal under 1:50 før vi skal have biopsi. Vi taler altså stadig en risiko på 2% her. Livet er fuld af ubehagelige 2% risici. Altså for hulen da.<br />
<br />
Og i øvrigt. Hvad ville være værst for os, under vores omstændigheder? At abortere vores sunde barn pga en biopsi eller at få et barn med Downs? Det første tror jeg.knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-55226838389178166922012-09-03T13:38:00.000+02:002012-09-03T13:38:04.416+02:00Se min smukke navle<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhP07KDxP2zf4oD8zlqYyB1zqhVoJKt2UtD_lcBms5wAtBV-YfGiOKhXioQ_2FJ1gpx9Ohbnx3QjyaRpdCCVDwLEM2D_cQTISn0F8hfG2wCV9bh2ZxsxeH_Z85-G5Lhn_bK_6q63cgS8dsq/s1600/lillebr%C3%B8ster.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" fea="true" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhP07KDxP2zf4oD8zlqYyB1zqhVoJKt2UtD_lcBms5wAtBV-YfGiOKhXioQ_2FJ1gpx9Ohbnx3QjyaRpdCCVDwLEM2D_cQTISn0F8hfG2wCV9bh2ZxsxeH_Z85-G5Lhn_bK_6q63cgS8dsq/s320/lillebr%C3%B8ster.JPG" width="239" /></a></div>
knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-7010145643612884172012-08-27T10:23:00.000+02:002012-08-27T10:23:21.587+02:0012+12. trimester sæt ind!<br />
<br />
Jeg er ved at være godt træt af kvalme og træthed, så det er endnu en grund til at byde overordentlig hjerteligt velkommen til 2. trimester. Nu er det snart en rigtig graviditet...knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-50994121274162533882012-08-13T14:43:00.001+02:002012-08-13T14:43:26.539+02:00Nogle ting er bare svære at forstå (10+1)At det, der ses på billedet, foregår inde i min mave, er sådan en ting.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgOLiJH-HDovE3UxntM6WH56A_09fq-APZ6tFOzVQNtCNVbHloSCmLm8bP2MjV7ePilsnsOrvCmaXdAKVKzyVmb7iX3G4W1_PToOnD-YhdRdM5S4P8AyAzB2kLlawiuf_8JM_epOvudv9B3/s1600/lillebr%C3%B8ster.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="186" mda="true" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgOLiJH-HDovE3UxntM6WH56A_09fq-APZ6tFOzVQNtCNVbHloSCmLm8bP2MjV7ePilsnsOrvCmaXdAKVKzyVmb7iX3G4W1_PToOnD-YhdRdM5S4P8AyAzB2kLlawiuf_8JM_epOvudv9B3/s320/lillebr%C3%B8ster.png" width="320" /></a></div>
<br />
Tak til Trianglen for luksus-scanning, luksus-samtale, kram og et ton 3D billeder.knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com8tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-39875956556654304372012-08-07T19:33:00.001+02:002012-08-07T19:33:01.976+02:009+2Jeg har faktisk ikke noget nyt at fortælle. Trængte bare til at skrive den overskrift..<br />
<br />
Jeg har været meget træt og meget kvalm. Men vi har holdt 3 ugers sommerhus-ferie, så det har været til at holde ud. Nu er ferien slut, men til gengæld synes jeg faktisk, jeg så småt er ved at have det lidt bedre. <br />
<br />
Hyggescanning om en uge. NF-scanning om 3 uger. Mangler stadig at kontakte min egen læge.<br />
<br />
Jeg glæder mig til at være rigtigt gravid. Men der går vel 6-8 uger inden vi når dertil...knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-75489203158226091512012-07-28T20:42:00.001+02:002012-07-28T20:52:17.154+02:007+5Vi har stadig ikke helt fattet vores held herhjemme, selvom vi taler meget om det. Og selvom min krop er meget påvirket. Den første antydning af kvalme dukkede op på 7+0. På 7+1 var den umiskendelig og siden da er den bare taget til. Det er ikke noget der Ligner marias, så slemt er det slet ikke. Om morgenen har jeg det fint, men kvalmen bliver værre og værre op ad dagen. Hvad der gør min krops situation helt grotesk er at jeg har lyst til at spise ca en gang i timen. Og jeg æder. Med en nærmest desparat grådighed som et rovdyr. Så længe jeg spiser har jeg det strålende. Jeg vil ikke ønske mig madlede,men jeg må indrømme at jeg ikke er helt tryg ved tanken om hvor meget jeg kan nå at tage på på et par måneder af denne slags....
Men altså. Inderst inde nyder jeg al kvalmen. Det er så uendeligt meget værre ikke at have den.knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-87697088244653462442012-07-26T05:53:00.001+02:002012-07-26T05:53:41.692+02:0011 mm nyt livI havde ret: Inde i min mave ligger et lille bitte blinkende foster, der måler 11 mm fra sit tydeligt synlige hoved til sin hale.
Det er fuldstændig fantasisk. Der gror et lille nyt menneske i min krop.
Tak tak tak tak
I følge Eggman er abortrisikoen nu nede omkring 3-4%
Tak tak tak tak
Men på Trianglen synes de man skal have tilbudet om at komme ind til en hyggescanning inden NF. Så det skal vi d 15. august.
Fik jeg nævnt at jeg elsker Trianglen?knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-42056945277182051662012-07-26T05:44:00.000+02:002012-07-26T05:46:16.750+02:00Scanningsdag 7+1Jeg havde bestemt ikke forestillet mig at den lille familie ville blæse fra sj odde til København i formiddag under høj musik og sædedans. Men jeg havde den dejligste kvalme og det er jo noget der kan sætte humøret i vejret...
Vi holder optimismen oppe til kl 15.30...knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-19591147106532536072012-07-21T10:08:00.001+02:002012-07-21T10:09:29.752+02:006+4Der er ikke meget mere optimisme her. Jeg synes graviditetssymptomerne aftager.
Jeg ville give en arm og et ben for en god omgang kvalme men nej. Med Max skrev jeg på dag 6+4 at jeg var begyndt at føle mig svimmel og køresyg om eftermiddagen. Den slags mærker jeg ikke noget til nu. Jeg er bare træt. Jeg forsøger at trøste mig selv med tanken om, at det er min næsten daglige sommerhusmiddagslur, der holder kvalmen fra døren, men jeg er ikke overbevist.
Jeg har haft et par dage, hvor jeg har været helt ude i tovene i hormonvanvid. I min krop føltes det ca som om alle mine nærmeste havde været ude for en ulykke og svævede mellem liv og død. Og så nytter det jo ikke noget, at man forsøger at overbevise kroppen om at alt er ok. Nu er skyerne gudskelov lettet igen og jeg begynder at vende tilbage til mig selv og virkeligheden.
Min mave, som ellers har været oppustet siden en uge efter ÆO er vendt tilbage til normal. Jeg har hverken mad-lede eller sære præferencer. Med Max fik jeg ret tidligt en meget klar fysisk fornemmelse af hvad min krop trængte til. Og den fornemmelse havde jeg også allerede inden BP i denne omgang, men den har fortaget sig igen.
I går holdt jeg op med at tage hormoner. Jeg har jo fået både stikpiller og orale piller. I stedet for at starte på en ny pakke stikpiller, er jeg holdt op. Det er en virkelig sær ting at gøre, men det føles rigtigt. Jeg kan ikke holde flere hormoner ud nu.
Jeg er meget i tvivl om, om jeg kan klare en tur til, hvis denne graviditet ikke bliver til noget. Jeg synes egentlig almindeligvis at jeg er en fighter, men ikke her. Jeg tror ikke at jeg vil mere.
Scanning er onsdag eftermiddag, altså om næsten fem hele dage. Jeg fatter ikke hvordan der STADIG kan være så længe til.knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com6tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-87698237972704518512012-07-16T22:01:00.000+02:002012-07-16T22:01:10.750+02:005+6Så er det seks fulde uger i morgen. Og der er 8 dage til scanning. Og det er ingen dans på roser.
Jeg nød visheden om at være gravid i tre dage efter blodprøve nr 2. Fredag nat vågnede jeg og mente at nu var udviklingen gået i stå. Og det har jeg ikke rigtig kunnet slippe siden. (nok ikke helt upåvirket af at en bekendt som har været single i ivf i onsdags ved tidlig scanning fandt tvillinger der var gået i stå).
Jeg går rundt og føler mig en del af tiden faktisk næsten sorgfuld som om jeg allerede har mistet. Jeg følte mig så klart gravid i sidste uge og bilder mig ind det er anderledes i denne uge. Men altså.. Jeg er simpelthen så søvnig og lidt små-vrissen en stor del af tiden og det passer vist meget godt m graviditet. Her til aften har jeg lidt mens-agtig følelse. Det hele føltes bare mere rigtigt i sidste uge.
Det er tåbeligt i den grad at tage sorgerne på forskud, men jeg synes ikke jeg har nogen kontrol over det. Jeg burde på positiv tænkning-kursus hos Sech... Nogen tricks anyone?
Vi er i sommerhus. Og Max er sgu så dejlig. Shame ón mé!knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-73839098439077598402012-07-10T11:58:00.002+02:002012-07-10T11:58:55.066+02:005+0Mit HcG er 1000 og jeg tudbrøler af lettelseknockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com9tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-51008435840129647912012-07-09T11:25:00.002+02:002012-07-09T11:25:36.867+02:00Jeg elsker Trianglen"Jamen du kan da sagtens få en ekstra blodprøve. Du kommer bare forbi, når det passer dig"knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-44836971742300132052012-07-08T21:39:00.001+02:002012-07-08T21:39:51.149+02:00CD 33Intet nyt her. Ingen symptomer i hverken den ene eller anden retning.<br />
<br />
Tror nok at jeg ringer og tigger om en blodprøve i morgen. Ikke at det løser problemet. Selvom blodprøven er fin i morgen, kan det jo sagtens nå at gå galt endnu. Jeg er bare nødt til at vide det, hvis det allerede er sket.<br />
<br />
For selvom jeg/vi ikke tillader os at tro helt på det, så fylder det meget. Rigtig meget. Hele tiden. Hvert eneste sekund. Og hvor ville jeg dog gerne give mig lidt mere hen til det.knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-5964003841405647723.post-37027795183707713142012-07-06T13:27:00.001+02:002012-07-06T13:27:13.023+02:00CD 31Det er ved at være en lang cyklus, det her...<br />
<br />
Jeg har en pause i dagens program og jeg skal tage mig alvorligt sammen for ikke at fare over på apoteket at købe nogle flere tests. <br />
<br />
Men altså... jeg testede i morges og det så selvfølgelig ud på præcis samme måde som i går kl 20... Og der kommer i øvrigt ikke den mindste smule farve ud af mig mere. Det var meget kortvarigt i går.<br />
<br />
Men jeg kommer vist ikke til helt at anerkende denne graviditet uden en ny BP.knockmeuphttp://www.blogger.com/profile/01263597951055279799noreply@blogger.com2