knockmeout

Der er intet så hvidt som en negativ test

2011-08-02T15:20:00.000+02:00

Nå men i morges tog vi så en ny test og blev mødt af et hånligt, skrigende hvidt felt, der hvor man håber på en streg. Selv når man forventer den der hvidhed, føles den som en hån.

Jeg har stadig ikke fået mens og er træt af det. Er træt af hele den her situation. Og som jeg sagde: jeg gider ikke være nedtrykt lige nu. Men det er jeg så.

Dagen derpå eller dagen før?

2011-07-31T16:14:00.000+02:00

Jeg ved ikke om det så meget er håb som det er denial. Men altså officiel testdag er jo først i morgen. Og jeg har ikke fået mens. Hvilket selvfølgelig skyldes crionen. Men alligevel. Jeg skyder lige erkendelsen af nederlaget lidt endnu. Jeg tog lidt af den i går og kunne tydeligt mærke at jeg ikke er parat til en nedtur lige nu. Now is for happiness.

Og vinderen er....

2011-07-30T08:56:00.001+02:00

Ikke os

CD 26

2011-07-29T20:11:00.000+02:00

Så er det testdag i morgen. Sidste ventedag er ved at være slut og det første der sker når vi vågner er tissetestning.

Ugen har været fuld af sommeraktiviteter og lillebrøster har modsat min forventning i sidste indlæg ligget ret langt tilbage i baghovedet. Det har været en skøn uge.

I dag har det været lidt mere blandet. Jeg får små anfald af vrede nu og da. Vrede over at det skal være sådan her. Over at alt den klamme medicinering måske bare har været totalt nyttesløs. Over at vi måske skal være i rigtig dårligt humør fra i morgen og et ukendt antal dage frem.

Vi får se i morgen. Ved ikke en gang helt hvordan chancerne ser ud. Kan man ikke godt regne med mere end de 20% når der er 2 gode æg i spil? 20% virker så latterligt på dette stadie.

Halvvejs

2011-07-24T14:45:00.001+02:00

Så er der seks dage til mens-dag. Det er typisk her ventetiden blir hård, ikke? Man går fra at tænke herregud det går da tjept det her til at være ved at dø af frustration over tidens slæbende langsommelighed.

Der er jeg ikke endnu. Men det begynder efterhånden at fylde i mine tanker.

Jeg havde ikke regnet med at der skulle være antydningen af symptomjagt denne gang men det er der ved at blive alligevel. For der sker tydeligvis pludselig ting i mit underliv. Det begyndte at hive lyd fra sig i går. I dag føles det næsten mens-agtigt. Og så er det altså svært at abstrahere fra det.

Vi er i sommerhus og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har slappet sådan af. Hvis stress er en faktor mod graviditet burde dette være ideelt.

ÆO

2011-07-19T07:17:00.000+02:00

Af vores seks æg blev fem befrugtet og fire delte sig. Jeg fik lagt 2 4-cellede op, det ene uden fragmentering, det andet m let fragmentering. De resterende to var ikke fryseegnede, så der ligger for fulde 25000 i livmoderen nu.

Bortset fra at Steen lader til at være ekstremt dygtig til sit håndværk, har jeg intet godt at sige om Copenhagen fertility center. Det er en pengemaskine uden antydningen af omsorg for sin skrøbelige kundegruppe. Og hvad der er endnu værre, informationsniveauet er så lavt at det er decideret uprofessionelt og uforsvarligt. Vi skal aldrig tilbage dertil.

ÆU

2011-07-17T20:54:00.001+02:00

I går morges fik jeg taget seks æg ud. Min mindste høst nogensinde men hvem ved- måske er det gavnligt for kvaliteten.

Hele operationen tog ti minutter. Igen ikke antydningen af samtale. Christ! Men til gengæld må jeg lade dem ha at det var en utrolig nem og næsten smertefri æu. Jeg vågnede med smerter i nat, men ellers har jeg været meget tæt på upåvirket.

Forskellen mellem denne og tidligere behandlinger er fuldstændig utrolig. Der er hverken angst eller forventning. Det er bare sådan noget der er klemt ind mellem alle de andre gøremål i en travl hverdag.

Men det blir filene spændende i morgen. Det har bare at være nogle klasse-æg.

2011-07-13T23:59:00.001+02:00

gad vide om der er andre end mig og E der spritter huden af med polsk vodka inden vi stikker

CD 11

2011-07-13T20:36:00.000+02:00

Sidste scanning overstået. Samme service-model som tidligere. Ikke mere om det.

1 follikel på 18mm, 2 på 15-16 og 5 omkring 11mm. Lidt for stor spredning. Så jeg skal fortsat stimuleres 2 dage for at få de små med og ÆU bliver lørdag morgen. Jeg har det lidt sært med at skulle stimuleres mere med så stor en follikel. Altså, den når sgu da at blive en tennisbold inden lørdag.

Oplægning mandag.

Jeg har meget udpræget ikke hjertet med i det her. Men jeg håber, at det stadig kan nå at komme. For det føles jo som om man umuligt kan blive gravid med så lidt engagement. Den logik har vi vist diskuteret her på stedet før...

CD 9

2011-07-11T21:41:00.003+02:00

Vi er omsider startet i behandling. Der har været masser af forhindringer på vejen hertil - de fleste mentale. Manglende overskud helt enkelt.

Efter vores rigtig dårlige oplevelse på Copenhagen Fertility Center, skrev jeg på Svends 'spørg lægen'-side, om der var mulighed for at vælge en bestemt læge på klinikken. Han bad mig ringe ham op og vi havde en ganske behagelig samtale hvor han ret underholdende sagde, at den læge, vi i sin tid havde samtalen med var bedst til patienter i fuld narkose. At han nok skulle sørge for, at vi ikke fik mere med ham at gøre og at jeg skulle sende min journal til ham selv og så ville han personligt se på den og skrive tilbage til mig med en behandlingsplan samme dag. God service. Tillidsvækkende.

Men så bad jeg om min journal fra Riget og der gik en måneds tid uden jeg modtog den. Da jeg rykkede gik der igen et par uger før de krøb til korset og indrømmede, at de havde mistet den. Ehem... undskyld??

Det korte af det lange er, at lige pludselig blev det ret hu-hej-vilde-dyr, for vi var fast besluttet på at starte behandling i denne cyklus og pludselig fik jeg mens 5 dage for tidligt, i Nordjylland, uden at jeg havde nået at benytte mig af Svends service-tilbud. Min E fløj til ydre Nørrebro mandag morgen med min hjemmelavede journal inkl brev til Svend og forklarede situationen til receptionisten.

Vi fik tid til opstartsscanning tirsdag kvart i lukketid. Absolut 11. time for det var cyklus-dag 3. Glade og taknemmelige var vi over den privatkliniks-fleksibilitet, der gør sådan noget muligt.

Jeg kom løbende sidelæns ind på klinikken direkte fra det store hav, som Max kalder vest-kysten, kl 17.40. Blev vist ind på et rum hvor ingen anden end den famøse læge fra samtalen (?!) bad mig smide benklæderne hvorpå han scannede mig. Mens jeg tog bukserne på, bladrede han og sygeplejersken i mine papirer i godt og vel 1½ minut -tydeligvis for første gang, besluttede sig for 150 IE Puregon og så var lægen i øvrigt skredet. Det gik seriøst så hurtigt, at jeg ikke nåede at fatte hvad der foregik. Sygeplejersken gav mig en recept og Puregon-instrukser og det var så det.

Jeg var målløs. Og jeg skulle anstrenge mig en del for ikke at begynde at hyle. Ikke så meget af skuffelse eller vrede, selvom begge bestemt var til stede, men af ydmygelse. Bukserne nede omkring hælene på talrige måder og ingen der stopper op og ser én i øjnene et øjeblik. Totalt i deres magt. Det er det værste jeg ved.

Det tog mig faktisk over et døgn at få normaliseret mig selv nogenlunde igen. Nåmen, det var jo også absolut sidste øjeblik, sagde vi til hinanden. De skulle hjem og vi er glade og taknemmelige for, at vi lige akurat nåede at komme med i denne måned.

2. scanning var i lørdags. Åh så glad jeg bliver, da jeg ser Svende-manden himself komme ned ad gangen imod mig. Og mit hjerte når at juble, da vi kommer ind på stuen og han siger 'jeg sad lige og så på din journal'. 'Ja, de mistede den jo desværre på Riget' siger jeg i den tro, at vi er i gang med at starte en samtale, men så kommer sygeplejersken ind og jeg bliver bedt om at hoppe på briksen.

Han spørger hvad jeg laver og hvor vi bor. Thats it. Ikke et ord om fertilitetsbehandling. Det var en busstoppestedssamtale. Metro-bus vel at mærke. Der bliver ikke mere samtale, diskussion, information.

Efter scanningen har han lige glemt at de store follikler var 12,5mm og ikke 11, som han fortæller sygeplejersken. Derefter kommer han ind og giver mig den forkerte medicin. Og så er han i øvrigt skredet.

Sygeplejersken giver mig nogle forvirrende og mangelfulde instrukser om den videre medicinering og jeg må insisterende spørge ind til det videre forløb for at få nogensomhelst fornemmelse af hvad der skal ske.

Igen er det hele overstået - altså inkl scanning - på under 10 minutter. Og jeg var rystet. Den første scanning var altså ikke specielt præget af akuttid lige før lukning. Det er standard fucking procedure.

Jeg lyder sikkert meget fordringsfuld. Men altså helt ærligt, hvor kommer mine forventninger fra? Fra det offentlige system, sgu. Jeg havde forestillet mig, at en privat klinik hvor de får rigtig gode penge ville overgå det offentlige på alle serviceparametre. Men de har tilbudt en service på Riget som virkede så uendeligt meget mere professionel, anstændig og respektfuld. Jeg har aldrig, ALDRIG, været til scanning på Riget uden at det involverede en samtale med lægen. En behagelig, rolig samtale, med al den information man kunne ønske sig og rum til at stille alle tænkelige spørgsmål. Selv da vi bare var i frysebehandling. Hos CFC har jeg endnu ikke oplevet en læge, der sad ned og talte med mig. De taler på vej ind og ud af døren og så mens de svinger kikkertdildoen.

Jeg gik ikke til CFC med fordomme om onde kapitalister, men jeg føler mig taget i røven så det synger. Jeg føler det dybt fornedrende. Og det hjælper ikke at vide at de bruger sammenlagt max 2 mandetimer på et behandlingsforløb, som jeg skal betale dem 17.500 for.

Jeg ved at rigtig mange BIB-søstre har været virkelig glade for CFC. Det er mig en gåde. Virkelig. Men det får mig også til at tænke, at jeg måske er hysterisk. Det må jeg jo være. Men jeg plejer altså at være ret så laid back og omgængelig. Det gør jeg altså...

CD 9 i dag. Scanning igen onsdag. Forventet ÆU fredag eller lørdag.

lidt for tæt på helvede

2011-02-20T00:22:00.002+01:00

Nåmen sidst på eftermiddagen fredag var vi så til samtale på Copenhagen Fertility Center.

WTF???? Samtalen vi havde, fik lægerne på 7. etage på Riget til - selv på den mest travle og samlebåndsprægede dag - at ligne ildsjæle, der giver hele deres hjerte til hver eneste patient, de ser. Omgivelserne fik 7. etage til at ligne et welness-center med mindfulness som indretningsprincip og stemningen fik 7. etage til at ligne en gospelkoncert. Seriøst!

Hvad sker der for dem? Har de selv opdaget, den her tekst på forsiden af deres website:
Nu er det bevist, Godt humør på klinikken giver flere børn
Det er jo decideret komisk. også lidt tragisk.

Den lidet celebre adresse stedet har, finder jeg sympatisk. Men for hulen. Venteområdet er på ca ehm 150 m2, hvor der står 5 stole, man kan sidde på, mens man stirrer ind i en af de mange insisterende hvide vægge og skammer sig. Det er det eneste, man kan foretage sig i det rum. Samtale er helt udelukket.
Receptionen på 50m2 ligger i et andet lokale, så den enlige receptionist kan blive fri for at tale med - endsige se på - stedets ynkelige gæster.

Mindst en halv time efter vores aftalte tid (så længe er jeg sgu ikke sikker på, at jeg har ventet på Riget) blev vi kaldt ind på et kontor. Eller rettere: ind i et lille hvidt rum, indeholdende et skrivebord, en computer og tre stole. Manden, der præsenterede sig som læge, men som mere sandsynligt kom fra et beskyttet værksted nede i kælderen, var iført en hvid kittel, der strammede over maven, så den var lige ved at sprække og .. åh!.. var møg-beskidt. Han gad ikke snakke med os. Det var SÅ surrealistisk. Han gloede bare afventende på os og virkede som om han undrede sig over, hvad vi ville. Vi måtte trække alle svar ud af ham. Det havde intet med en samtale at gøre. Intet.

Da vi kom ud derfra og stod og ventede på elevatoren, så vi på hinanden og lo. Hvad FANDEN var det, sagde vi i munden på hinanden. Og nu tror jeg faktisk vi er villige til at betale 5000 dask ekstra per forsøg for at undfange vores barn et sted, der minder lidt mindre om helvede.

og nu videre

2011-02-12T16:12:00.002+01:00

Fertilitetsmøllen gik lidt i stå her hos os. Men nu forsøger vi at skubbe gang i den igen. Jeg synes ikke det er helt nemt. Der er så meget pres på for tiden på alle mulige måder, at det er svært at overskue andet end lige den opgave,der står og skriger én ind i hovedet lige i det øjeblik. Den slags perioder har vi vel alle.

Men altså.. vi har bestilt tid til samtale på Copenhagen Fertility Center (Nordica) på fredag. Jeg tror ikke vi kommer til at shoppe rundt. Vi vælger CFC fordi de er MARKANT billigere - hvilket er rart for økonomien, men også bare sympatisk-, fordi det er relativt tæt på domicilen, hvilket vi jo alle ved er en stor fordel når man er til n'de scanning og fordi det er Svends. Fordi Svend også er forsker, kan jeg undertrykke vreden over at vores lorte-forplantningsorganer er en fed deal for onde pengepugere. Jeg er helt med på, at jeg næppe kommer til at se andet end den hvide hælekap på Svendemandens træsko. Men alligevel altså...

Så er der lige det med at Sechens historie er ildevarslende. Åh, jeg orker ikke at tænke på det med at være så inderligt i fremmede kittelklædte menneskers vold - mennesker man ikke nødvendigvis har nogen særlig grund til at have tillid til, bare ikke noget valg.

Vi har fået lidt forskudsarv og sat penge af til 2 forsøg. (Det er rart, at banken ikke skal ind over. Det er altså en samtale jeg ikke gider have med min bankrådgiver) Jeg NÆGTER at købe en pakkeløsning. Jeg synes de pakkeløsninger er uetiske ud over alle grænser. Indtil videre regner vi med at opgive efter 2 forsøg. Men man ved jo aldrig...

Jeg vil rigtig rigtig gerne have en lillebrøster. Være en hel familie, hvor de gamle ikke er i overtal. Med søskende der kan lege sammen, rotte sig sammen og huske sammen efterhånden som de bliver ældre.

Men jeg er også skrækslagen. Fuldstændig skrækslagen. Det første par i vores vennekreds er netop blevet separeret. Det bedste par. Langt det bedste par. Med travle karrierer og 2 drenge på hhv 5 og 2...

Afgørelsen

2011-01-25T09:30:00.002+01:00

.. faldt her til morgen, da den store røde hævner brusede ind på stationen.

Pis!

Bekendelse

2011-01-24T21:32:00.000+01:00

Jeg ved godt at det er latterligt. Men jeg har ikke opgivet håbet. Jeg har stadig ikke fået mens og jeg har det virkelig sådan, at det simpelthen ikke kan passe, at jeg ikke er gravid.

Og det selvom det jo selvfølgelig er hylende usandsynligt, at der ikke ville være i det mindste en lille skygge af en streg på testen på CD 26.

Uanset hvad, så er der kommet én ting ud af disse fryseforsøg: Jeg ved nu, at jeg brændende ønsker mig et barn mere.

Test

2011-01-24T10:14:00.000+01:00

Vi testede allerede i går morges og den var negativ. Vi har været mere kede af det, end jeg ville have forudset. Pis!

Nu står den så på privat behandling. Copenhagen Fertility Center? Andre bud? Nogen der ved om man kan komme i gang med kort behandling i samme måned som man melder sig på banen, eller skal vi først gen-udredes?

CD 25

2011-01-22T23:08:00.000+01:00

Ja, så er vi nået frem til dag 25 hvilket vil sige ny cyklus om 2 dage. De sidste 2 måneder har min cyklus faktisk kun varet 25 dage - men det er efter 25 år med 27 dage, så lad os ikke lægge for meget i det.

Testen ligger klar til mandag morgen.

Mine brystvorter er kørt helt frem på affyringsrampen og går af med at brag- det er helt sikkert - hvis nogen kommer til at røre dem. Mens-murren kommer og går. Niv, jag, kilden. Symptomer? Jeg orker simpelthen ikke det spørgsmål.

Giv tid, giv tid

mandlige gynækologer

2011-01-17T18:00:00.001+01:00

Lad mig bare lægge hårdt ud og sige det sådan her: NEJ, jeg vil ikke nusses på låret af mandlig gynækolog, mens han arbejder med den store kondomklædte scanner. Det skaber IKKE tryghed.

Men sådan startede min sidste scanning.

Jeg forsøgte at ryste det af mig og lod som ingenting. Der er jo ikke nogen tvivl om, at manden mener det godt. Desværre blev det ikke bedre under den efterfølgende samtale. Jeg griber gerne i egen barm, for jeg har det med at håndtere pressede situationer med humor og det kan - ikke mindst på tværs af kulturelle barrierer - nok godt misforstås som frimodighed.

Da han skulle notere min højde og vægt kommenterede jeg sidstnævnte som lidt rigelig. Det afstedkom en regn af forsikringer om, at det syntes han bestemt ikke og "din mand er helt sikkert rigtig godt tilfreds med dig"

*Indsæt hvinende bremser*

Hvordan kom vi fra samtale om min vægt i en medicinsk sammenhæng til samtale om min vægt i en seksuel sammenhæng. Puuuha AD AD AD LAD VÆR!! Ingen, der lige har undersøgt mig på den måde, skal sige noget, der på nogen som helst måde kan opfattes seksuelt!

For at det ikke skal være løgn, kom der mere af samme skuffe inden jeg nåede ud fra stuen - da jeg var på vej ud og sagde noget om, at der godt måtte være en pige på vej, brillierede han med følgende: ja, en pige, det tror jeg også. en rigtig prinsesse. med sådan en dejlig mor, bliver det en rigtig prinsesse.

OK, kald mig bare nærtagende. Og jo, jeg anerkender at det er et minefelt og sikkert svært at navigere i. Men jeg synes det er rimeligt at forvente at en gynækolog, der roder kvinder mellem benene dagen lang, ret hurtigt lærer at styre uden om de mest åbenlyse faldgruber.

Efter at have tygget på den i et par dage indså jeg, at denne udveksling faktisk også var fornærmende på et andet niveau. Hvis jeg nu havde været en lille uimodståelig godte på 25 - havde han så opført sig sådan? Næppe. Han flirtede på den der upassende måde for at gøre mig en tjeneste. Neeeeeeejjjjjjj!!!!

mors lille morula

2011-01-14T14:25:00.002+01:00

To af vores tre små Max'er overlevede. Den ene så ikke for frisk ud - havde ikke delt sig efter optøning. Den anden var i top-form. Var her på sin 4. dag 'compacted', hvilket vil sige, at den har delt sig ud over hvad man kan tælle og var lige ved at blive til en blastocyst.

Eller 'blast' som laboranten, der valgte ikke bare at bruge fagbetegnelser men også fag-slang, sagde. Blast... OK, jeg havde netop repeteret på sagerne, så jeg vidste hvad hun mente, men altså...

Nåmen. Sidste gang havde vi en ti-cellet og en der var gået i stå. Så det er bedre denne gang. Hurra for det.

Og så spurgte jeg i øvrigt til det med blastocyst-transfer. Det er lidt en kæphest for mig. I USA bruger man meget at lægge æg op på 5. dagen. Og har vildt gode resultater med det. Tjek lige disse stats (gul: dag 5, blå: dag 3):

Lægen (kvindelig og (dermed) fornuftig og behagelig) fortalte, at de MEGET gerne ville lave oplægning på 5. dagen, men de har ikke ressourcer til det i det offentlige. Det er meget frustrerende, sagde hun. Og ja, tænker man, det må saftsusme være frustrerende.

Hvis vi kommer i det private og jeg har godt med æg, vil jeg have lagt op på 5. dagen. Basta.

Nåmen indtil videre ser det lovende ud. Vi håber håber håber og beder en lille bøn

3 små Max'er

2011-01-13T00:00:00.000+01:00

I morgen bliver vores sidste tre æg tøet op. Jeg har det svært med det. Jeg har faktisk virkelig meget lyst til at ringe og sige at de ikke må gøre det. For det er vores sidste tre mini-Max'er. Tre små dejlige, smukke, fantastiske Max'er. Det er frygteligt, hvis de bare går til. Frygteligt!

CD 9 og brugerbetaling på Rigshospitalet

2011-01-06T22:24:00.001+01:00

Here we go again. Fryseforsøg nr 2 skydes i morgen i gang med 1. scanning.

Gad vide hvornår i forløbet man betaler de der 3000 kr. et fryseforsøg koster per 1. januar 2011. Får man en regning med hjem fra scanningen? Skal man vise sin kvittering for at få lagt æg op?

Det er helt og aldeles glædeligt at de offentlige sygehuse stadig varetager 1. barns behandling. Men der er noget virkelig mærkeligt ved at downloade en prisliste fra Rigshospitalets hjemmeside.

Lad os nu få en ny regering for hulen.

Og en lillesøster

tak

ex-bib - eller en gang bib altid bib?

2010-12-09T12:19:00.003+01:00

Jeg fik taget blodprøve i går morges, men jeg glemte at ringe og få svaret inden 12.
I dag kom jeg i tanker om det kl 11.47. Efter 8 minutter i telefon-kø blev telefon-svareren sat til.
Så jeg har stadig hverken fået svaret (som vi jo kender) eller meldt mig til frysebehandling.

Det er et helt andet følelsesunivers end bib, det er det altså. Men der også en del denial involveret. Efter at have tilladt mig selv at tro på et mirakel er jeg skide-bange for at komme til at åbne sluserne ind til bib-følelserne.

Og det er vel også en del af årsagen til at jeg stadig er ret splittet mht december-behandling. Jeg er bange for at spilde vores sidste freebee. Eller bare for at bruge vores sidste freebee. For så er det slut med den sorgløse tilgang til lille-brøster. Og det kan jeg slet ikke overskue. Slet slet slet ikke.

Lidt ondt gør det jo alligevel, må jeg indrømme. At have lukket op for drømme, forestillinger og håb om en lillesøster betyder at have gjort sig sårbar. Og der er heftige kræfter i mig, der stritter imod. Der er panisk angst for at komme tilbage i bib'erens univers.

I øvrigt er jeg ikke helt sikker på, at jeg overhovedet kan få det til at passe med scanning og ÆU i forhold til ting som ikke kan aflyses i december som feks eksaminationer, jeg skal stå for..... seriøst

vuggestue, moderinstinkter & ligestilling

2010-12-08T22:51:00.002+01:00

Ligesom Sech, har jeg læst Politikens artikler om små børn i institutioner. Og angsten for at jeg har gjort Max ondt, gav mig opkastfornemmelser.

Max startede i vuggestuen 1. december og helt indtil påske, hvor der var meget få børn på stuen, troede pædagogerne, at Max var et stille, indadvendt barn. Ikke at der er noget i vejen med at være et stille, indadvendt barn, men det er Max bare ikke. Men i 3-4 måneder sad han stille for sig selv, det eneste barn på stuen, der ikke kunne gå. Efter et par dage med ekstra tid og opmærksomhed omkring påsken forvandlede vuggestue-Max sig og pædagogerne var nærmest rystede over at opleve den Max vi andre kender. Ham der nu går under navnet 'Fest-fyrværkeriet'.

Det gør ondt i hjertet at tænke på det. At han har siddet der lamslået over pludselig at blive ladt alene og overvældet af alt det der foregik omkring ham, som han ikke kunne deltage i eller forstå.

Jeg talte med en af pædagogerne om det dengang og hun var enig med mig. Det er naturstridigt. De instinkter moderskabet skaber i en er så stærke og de skriger jo, når man vender ryggen til sit lille bitte grædende barn under den såkaldte 'indkøring'. Vi får at vide, at vi skal ignorere vores instinkter i den situation. Og vi tror på det.

Jeg synes det er virkelig godt, at der bliver taget hul på den diskussion nu. At lave ændringer i pasningssystemet er selvfølgelig ikke noget, der er realistisk inden for de første mange år. Det er ikke en gang lykkedes at komme i mål med en barselsfond, så en forlængelse af barslen er utopisk. Men den første vigtige del af en forandring skal måske komme fra netop at vi stiller spørgsmålstegn ved om det kan være meningen at vi opfordres til at ignorere vores instinkter.

Slut

2010-12-05T10:23:00.000+01:00

Ak ja.......

Vi havde besluttet at teste her til morgen. (så det er ikke meget jeg har sovet i nat)

Da jeg stod op var der allerede lidt spor af lyserødt. Og ikke antydningen af streg på testen. Ikke så meget som en lillebitte skygge af en biokemisk eller noget.

Jeg troede jo virkelig på, at vi skulle være svineheldige. Men det er ok - det gør ikke ondt. Først og fremmest betyder det at stakes er rigtig høje næste gang, for det er sidste omgang på det offentliges regning.

Skal næste gang være i december med alle julefrokosterne? eller udsættes til januar - hvor jeg har mit phd-forsvar?

Hvordan er det nu? Skal man død og pine have taget den dersens blodprøve selvom man ved den er negativ?

CD 26

2010-12-05T00:14:00.001+01:00

Altså.... hvis vi tager den dersens tissetest her på testdag lige om lidt, så er den jo negativ.
Det må den være.
Positiv kan den jo ikke være.

Er det så ikke bedre at lade være...

CD 25

2010-12-04T21:31:00.001+01:00

Jeg er ikke mindre bange for at få en nummer 2 end jeg har været tidligere. Jeg synes vi lige akkurat klarer at holde skindet på næsen for tiden og jeg frygter virkelig hvor svært det må være at klare tilspidsede situationer, når der er 2 børnslogistik.

Man hører jo hele tiden den her slags historier.

Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg jo også frygtede belastningen ved barn 1. Og at det viste sig at være langt nemmere at håndtere end forventet...

CD 24

2010-12-03T12:04:00.000+01:00

Det er selvfølgelig en luksus-udgave af behandling at bruge fryseæg - bortset lige fra den der detalje med den reducerede sandsynlighed.

En af de mange fordele ved ikke at være stimuleret er, at man ikke hele tiden skal tænke: det skyldes nok hormonerne. Jeg har feks haft en del niv i underlivet. Og jeg behøver ikke tænke 'det er bare progestanen eller overstimuleringen eller ...

Jeg kører helt frem på øretævernes holdeplads:
jeg tror stadig på det

CD 23

2010-12-02T21:50:00.001+01:00

Det er ikke noget, man normalt tør skrive men here goes: Her til aften går jeg faktisk og tror jeg er gravid. Jeg er totalt ved siden af mig selv i disse dage og det kan kun være hormonelt. Selvfølgelig kan det være en ualmindelig heftig omgang PMS, men jeg får ikke PMS på den måde mere efter Max. Og min mave føles mærkelig. Oppustet.

Tænk hvis vi skulle være så heldige. Det er ikke ret sandsynligt (for jeg har ikke lidt nok for det, vel Ønske?), men... ja der skal jo være nogen mennesker til at fylde de der 20% ud, ikk.

Kommentarerne der forsvandt

2010-12-02T13:14:00.001+01:00

Fandt lige en del gamle kommentarer som mit spam-filter havde snuppet.
Aner ikke hvorfor. Men altså undskyld... I må da have undret jer...
Tak for kommentarerne..

CD 22

2010-12-01T17:28:00.000+01:00

De sidste dage har været meget travle og præget af 'det her klarer jeg aldrig - må jeg ikke nok få lov til bare at forsvinde sporløst LIGE nu, så jeg kan slippe for mere af den ydmygelse der ruller ind over mig'
så jeg tænker ikke rigtig på de der æg.

Og vi kan altså ikke blive gravide så nemt og uden at det fylder noget overhovedet. Det kan ikke lade sig gøre. Det ville være forkert.

CD 20

2010-11-29T20:22:00.000+01:00

En uge tilbage. Jeg tænker meget på det og har en snert af trangen til at obsesse over det. Jeg kunne sådan set godt tænke mig, at der var noget mere info, jeg kunne opsøge. Nogle flere udregninger, jeg kunne lave. Men det er der ikke. Jeg er virkelig tæt på maxed out på fertilitetsinfo. Så jeg obsesser ikke. Endnu.
Men svinger på typisk vis mellem 'fnys det er så usandsynligt, at det skulle lykkes så nemt' og 'jamen nogen skal jo udfylde de der 20%'.

Vi ved jo af smertelig erfaring, at i 2. uge af ventetiden bliver det utåleligt for en BIB'er. Mon ikke også det strammer lidt til for en eks-bib'er i 2. uge...? Vi får se..

Har været absurd træt i weekenden. Og synes jo det er latterligt så meget som at overveje at tilskrive det en 3-4 dage gammel æg-oplægning. På den anden side er det også mærkeligt pludselig at være SÅ træt. Kunne et heftigt hormon-udsving alligevel være årsag?

PS: Hvis nogen syntes 10 celler lød voldsomt skyldes det, at jeg fik lagt op på 3. dagen i sin tid. Det betyder jo så faktisk at de var på 4. dag da jeg fik lagt frysebasserne op.

ÆO

2010-11-24T14:40:00.000+01:00

Kl 11 blev jeg gravid. På den der indtil-videre-måde. Et 10-cellet og et 7-cellet ligger lunt og godt i min livmoder og jeg forsøger at sende kærlige tanker derned for at gøre det ekstra rart og hyggeligt derinde.

Måske bliver et af dem til vores lille Naja (Grønlandsk for lillesøster).

ÆO var så nemt, hurtigt og smertefrit at det næsten ikke er til at fatte. Da Max blev lagt op var det med morfin-drop. Da Max skulle den modsatte vej banede han vejen - i ubehageligt bogstavelig forstand - og det er ikke længere et problem at få adgang med tynd sonde.

Blodprøve d. 8, men mens ventes d. 6., så det er vel den der er test-dag.

Sne og frost

2010-11-24T09:36:00.000+01:00

På en lysende hvid november morgen fik vi beskeden om, at 2 æg er klar til oplægning. Det ene fint, det andet sløvt. Vi skal have dem lagt op om en time.

Om lidt går vi gennem sneen langs søerne til Riget og forestiller os, at denne morgen vil blive til mindet om vores 2. barns undfangelse.

PS: Utroligt at det er muligt, men jeg huskede forkert. 5 æg har vi. Det strå med 2 er tøet op, så vi har stadig et strå med tre.

CD 14

2010-11-23T22:41:00.000+01:00

Ja, så er det i morgen tidlig, vi ringer ind for at høre hvordan det er gået med de små æggebasser. Det er altså syret. Den proces der blev sat i stå for 2½ år siden, er i dag fortsat. Forhåbentlig.

Det føles sært. På den ene side vil jeg gerne være lidt mere i det mentalt - jeg bryder mig faktisk ikke om følelsen af, at det er noget der kører helt perifert i min bevidsthed. På den anden side burde erfaringen have lært mig, at det er godt at holde en lav opmærksomhed omkring behandling så længe man kan.

Sandsynligheden for succes med sådan en håndfuld fryseæg er jo lille. Men jeg har jo aldrig fået sat æg op uden at blive gravid. Og jeg har aldrig prøvet fryseæg. Derfor føles det nok som en lidt større begivenhed i morgen end det ville for en med flere fiaskoer på kontoen. Jeg bliver sikkert klogere. Forhåbentlig ikke...

CD 13

2010-11-23T00:27:00.001+01:00

Tiden flyver. I morgen kommer nr 1, 2, og 3 af Max' små sekslinger op i varmen. Jeg håber de klarer rejsen ind fra kulden.

Der var kommentarer på foregående indlæg om, at det kan være jeg er gravid lige om lidt. Det er sært, for sådan føler jeg det slet ikke. Indtil videre føler jeg det faktisk sådan, at vi er gået i gang med den der laaaange proces med at blive gravid.

Men mon ikke utålmodigheden alligevel snart sætter ind. Vi får se...

sæt i gang

2010-11-18T17:40:00.000+01:00

Hvis der var nogen der så en trætudseende kvinde tæt på de 40 sidde og tude på 7. sal i eftermiddag, så var det mig. Da jeg blev genkendt af Anne E, som varetog min behandling i sin tid og skulle fortælle hende om Max, begyndte jeg (endnu en gang) at græde. Og da det endelig lykkedes mig at holde op, begyndte jeg igen 2-3 gange.

Tror nok jeg fik pigen ved siden af mig til at græde også. Forsøger at forestille mig, hvordan jeg ville have følt det som bib, hvis jeg havde siddet i nærheden af tårevædet kvinde, der hikstende fortalte, at hun havde fået en lille dreng, som var det mest vidunderlige i verden. Blandet, tror jeg. Det er jo kun sødt og rørende, hvis man er i en fase, hvor man tør tro på, at det bliver en selv en dag.

Det var følelsesladet at være tilbage. Meget. Og det var dejligt og hyggeligt og surrealistisk. Ja, jeg fatter det faktisk ikke. Det var så meget memory lane for mig, at jeg havde virkelig svært ved at koncentere mig om den forestående behandling. At høre efter instrukserne. Dagens besøg på 7. handlede kun om Max.

Men i morgen aften kl 22 sidder vi her og fixer Pregnyl. Og så står den altså -forhåbentlig- på ÆO på onsdag. Vi har 6 æg på to strå.

Onsdag... der er jo alligevel næsten en uge til. Så kan man måske nå at vænne sig lidt til tanken..

CD 10

2010-11-18T12:33:00.001+01:00

Ja det er sært at skrive sådan en overskrift igen. Det er så længe siden. Men i dag er 10. cyklus-dag og jeg skal til første scanning om et øjeblik med henblik på min first ever fryse-behandling.

Det bliver SÅ mærkeligt at sidde der på 7. etage på Riget igen.

Jeg tror det er første gang nogensinde at jeg er deroppe uden E og i virkeligheden illustrerer det meget godt hvor stor forskellen indtil videre er i forhold til de rigtige bib-behandlinger. Det fylder stort set ingenting lige nu. Men det ændrer sig sikkert snart - det synes jeg man fornemmer på eks-bibsøstre, der starter på projekt søskende.

Jeg glæder mig lidt. Jeg skal jo derop hvor Max er lavet... Det er lige før alle de hæslige oplevelser er blevet til søde minder fordi det endte som det gjorde.

Hverdag hver dag

2010-11-15T10:29:00.003+01:00

Det er blevet hverdag at være mor. Han er hos os nu som den mest naturlige ting i verden og det føles som længe længe længe siden, han kom til verden - for slet ikke at tale om hans undfangelse. Og den der vildt benovede glæde, hvor alle døgnets øjeblikke var opfyldt af ham er trådt i baggrunden. Blevet blandet med så meget andet, der også hører livet og hverdagen til. Men:

Jeg kan stadig føle den mest intense kærlighed ved synet af min lille drengs små arme, hans brede knæ, hans elegante lægge, der er helt dækket af gyldne dun.

Jeg kan stadig få lyst til at gå ind at vække ham om aftenen- bare for at se ham le en gang til.

Jeg skal stadig tage mig sammen for ikke at kysse ham i ansigtet, når han sover.

Jeg kan stadig føle, at jeg ikke får set nok på hans vidunderlige ansigt.

Jeg kan stadig finde på - som en nyforelsket teenager - at sidde længe i en vildt akavet stilling, der giver mig ondt i kroppen længe efter, hvis vi lige har et særligt øjeblik sammen.

Jeg kan stadig blive så stolt at jeg er ved at briste, når min lille dreng synger højt fra sin tronplads forrest på cyklen.

..og når han altid ALTID siger begejstret HAJ til alle han ser.

..og når han hver morgen ved ankomst i vuggeren løber hen og kaster sig i armene på pædagogerne.

Det er blevet hverdag og så på en måde er det alligevel alt andet end hverdag. Fuck, hvor er jeg dog glad for at IVF findes.

Græsenke

2010-11-04T23:24:00.002+01:00

Min E er tre uger i Grønland. Og min respekt for single parents har lige fået et ekstra nøk...

Alt godt her

2010-10-26T11:04:00.002+02:00

Jeg er ved at være seriøst bekymret for Ønske. Ikke så meget fordi hun ikke har skrevet indlæg længe, men fordi hun ikke har kommenteret. Det er ikke rart. Ønske.. er du ok?

I Max' lille familie har der været lidt vel meget tryk på længe og det er grunden til de manglende opdateringer. Min phd er afleveret, jeg er nu adjunkt og desværre nåede jeg ikke rigtig at holde pause ind imellem så der er stadig lidt underskud på kontoen.

Men Max er stadig den sødeste, sjoveste, dejligste skabning på jorden og så lækker at han er lige til at spise. I perioder er det hårdt fordi han er aktiv og voldsom og kræver megen opmærksomhed, sådan at man ikke føler at det haster super meget med at få hentet ham fra vuggeren. I andre perioder er han så vidunderlig, at jeg ikke kan få nok. Lige nu er sådan en periode. Mums det er dejligt.

I lørdags blev han 2 år. Det er ufatteligt. Det sidste år er bare smuttet ud mellem fingrene på mig. 2 år er en fantastisk alder. I hvert fald lige nu :-)

Der er en vis sandsynlighed for at vi skal have fryseæg op i min næste cyklus - med ÆO omkring 25 nov. Det er vildt. Jeg glæder mig. Selvom jeg stadig frygter det lidt -især det med at lille kong Max skal dele os med en anden. Til gengæld har jeg rigtig meget lyst til at være gravid og holde barsel igen. Åhhhh det var en dejlig dejlig dejlig tid.

hey var det ikke meningen man skulle slappe af når baby sov..??!!

2010-08-02T08:54:00.004+02:00

Mere her. Fabulous!! (vanvittige kvindmenneske)

kys

2010-07-29T14:21:00.001+02:00

Jeg sad på gulvet og legede med Max. Da han rejste sig for at gå, gav jeg ham et smækkys på kinden. Han gik et par skridt, vendte om og kom hen og pressede sin kind mod min mund.

du danske sommer

2010-07-18T17:56:00.002+02:00

20 måneder

2010-07-18T13:30:00.001+02:00

indre ro

2010-07-08T09:45:00.002+02:00

"Jeg læste i en buddhistisk bog forleden, at den bedste måde at opnå indre ro på, er at gøre alle de ting du har påbegyndt færdig.......
Så jeg så mig rundt i huset, for at se hvad jeg havde påbegyndt og ikke gjort færdig.......
Og nu har jeg drukket resten af rød- og hvidvinen, baileyen, vodkaen, kahulaen, spist resten af pakken med pamol, valium, ketoganer og en æske med fyldt chokolade - og jeg tror de buddhister har fat i noget. Jeg er helt rolig nu."

Plat? oh yes. Men oss lidt sjov ikk?

kærlighedssprog

2010-06-24T16:20:00.001+02:00

Da jeg var en lille pige skrev jeg små kærlighedserklæringer på sedler, som jeg puttede i min mors tasker og lommer. Og syede ting med ’mor’ og hjerter på, som jeg gav hende på samme hemmelige måde. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg gjorde det. Mere end tre, mindre end ti. Hun kommenterede det aldrig. Jeg vidste ikke om hun fandt dem.

Det er først i dag - 30 år senere - det slår mig, at det måske ikke var fordi hun opfattede det som sentimentalt og pinligt. Måske satte hun faktisk pris på dem. Måske blev hun ligefrem glad og rørt. Måske følte hun, at det var noget fint, som skulle være imellem os uden ord.

Måske var det, der for mig var en insisterende bøn, som jeg ikke turde sige højt, om at hun også skulle elske mig, for hende vores lille hemmelige kærlighedspagt.

En dag, mange år senere - jeg må have været præ-teenager – kom jeg hjem efter at have været væk på ferie. Jeg tror jeg havde været hos min mormor. Jeg trådte ind på mit værelse og alt var forvandlet. Mit hjerte sank. Jeg følte mig flået. Da jeg så på min mor, gik det op for mig, at det var meningen, jeg skulle være glad. Og jeg lod som om så godt som jeg kunne.

Det er først i dag det slår mig, at det faktisk var en kærlighedserklæring. At min mor havde taget adskillige dage ud af sin kalender til at købe maling, male vægge, købe forskellige stoffer og sy sengetæppe, puder og gardiner - på trods af at håndarbejde ikke var noget, der lå ligefor.

Måske var det værelse, der for mig var endnu en negligering af mine ønsker og tanker, for hende endnu et bevis på, at hun ville gøre hvad som helst for at jeg skulle være glad.

Lukket land?

2010-06-08T13:16:00.006+02:00

2 gange i bloggens 3½-årige levetid er det sket, at en ikke-bib'er har fundet vej herind. Og begge gange har jeg fået panik-angst ved tanken om, hvor urimelig trivielt og snæversynet det må tage sig ud herinde. Jeg færdes faktisk rundt omkring i blogland og nyder den hverdagssatire, som nogle bloggere excellerer i. Men jeg lægger aldrig kommentarer. For det ville jo være at åbne dørene til vores lille trygge og intime BIB-land. Og så sættes der pludselig helt andre standarder for hvad det er rimeligt at skrive om. Man ville som minimum være nødt til at begynde at indlægge ironisk distance. Desuden skulle man til at bekymre sig om at blive genkendt med alt hvad det medfører af selv-censur.

Men jeg kan nu godt af og til føle mig lidt fristet..

tvivl, angst, skam og tomhed

2010-06-07T00:01:00.002+02:00

Jeg er godt klar over at med min evindelige kvidder om hvor let og lykkeligt livet som mor er, giver jeg næring til nogle uheldige stereotyper som findes uden for mit synsfelt - og hvad der er endnu værre også potentielt til utilstrækkelighedsfølelser hos nogle, der ikke synes det er så nemt.

Men sagen er at min egen opfattelse af det med at få børn har ligget så langt fra den romantiske forestilling. Jeg er oprigtigt chokeret. De sidste 1½ år har uden sammenligning været de nemmeste i mit liv.

Og jeg bliver så rasende på de forældre der går og siger til sagesløse singler 'åh nyd det så længe du har det frie liv uden ansvar'. 'Nå har du sovet til kl 9.30 - du er vel nok lykkens pamfilius'. Jeg får lyst til at råbe ud over tagene, til alle der har måttet lægge sjæl til det udsagn: 'bare rolig, det går over, det her er ikke as good as it gets'. Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det til mig: ' bare rolig, det er ikke tvivl, angst, skam og tomhed herfra og til evigheden'.

Det er ikke fordi jeg vil gøre familielivet til det evigt saliggørende. Men jeg ville ønske nogen havde sagt til mig, at det er ok at tro en lille smule på kærligheden. Og at det med at få børn ikke, som nogen forældre giver indtryk af, er et smerteligt offer man bringer i en eller anden metafysisk sags tjeneste. Kærlighed behøver ikke at gøre ondt og være fuld af ofre. Kærlighed kan være trygt og sjovt og beats the hell out of det der med at sove til kl 9.30.

en kærlighedshistorie

2010-06-06T13:53:00.003+02:00

Jeg må lige dele denne historie fra en af mine yndlingsblogs med mine blødhjertede blog-søstre - jeg ved adskillige af jer vil hulke rørt ligesom mig

http://samlingsbanken.wordpress.com/2009/05/18/en-love-story-1947-2007/

børn en menneskeret?

2010-06-04T09:56:00.003+02:00

"Nej, det er ikke en menneskeret at få børn. Ligesom det ikke er en menneskeret at få sit barn vaccineret mod mæslinger. Det er heller ikke en menneskeret at få en hjertetransplantation. Eller en provokeret abort. Eller livsforlængende behandling, når lægerne har konstateret, at de ikke kan gøre noget ved den kræft, som breder sig. Til gengæld er det selve grundprincippet i vores sundhedsvæsen, at alle, som kan hjælpes gennem medicinsk behandling, bliver hjulpet uden diskussion.

....

At tage diskussionen om prioriteringen i sundhedsvæsenet er en dans på pigtråd og glasskår. Den vil få enhver politikere til at slå sig til blods på frygtelige cases og umulige dilemmaer, men min respekt vil stige for den, som tør danse hele dansen og diskutere scanningerne af de raske gravide, den dyre livsforlængende kræftbehandling og de hjertetransplantationer, som hele tiden mislykkes i stedet for fejt at skrive enkelte medborgere ud af det offentlige sundhedssystem under henvisning til, at lige netop deres ulykke vist ikke er en rigtig sygdom."

TAK Information!! En kæmpe-krammer fra mig.

læs hele artiklen

vuggestuetårer

2010-06-01T14:47:00.003+02:00

Max græder ikke længere når vi afleverer ham i vuggestuen. Men nogle gange gør hans mor. I morges i hvert fald.

Det er så lang tid siden jeg har været dernede. Og da jeg talte med den ene af pædagogerne om det og om at jeg har meget travlt, kom jeg til lige at åbne lidt for meget for den der pose med svigt-følelserne. "jeg synes jeg begynder at mærke, at Max er påvirket af ikke at være så meget sammen med mig"

Og ja, så så man mig sidde stor-tudende midt på gulvet i vuggestuen kl halv ni om morgenen..

halllooo... er der nogen

2010-05-26T18:06:00.005+02:00

Max taler i telefon. Alvorlige emner, kan I nok se

Facebook protest

2010-05-25T22:41:00.003+02:00

Gruppen Fertilitetsbehandling SKAL være gratis har fået 350 medlemmer på 2 timer.
Uanset hvad man måtte mene om Facebook-aktivisme er det saftsusme stærkt

Realpolitik?

2010-05-25T19:08:00.007+02:00

Ehem.. var det noget jeg drømte? Eller involverer spare-pakken - undskyld '"genopretningsplanen'"- at man ikke længere kan få offentlig fertilitetsbehandling. Hvad????!!!!

Det giver jo ingen mening. Mellem store, strukturelle ændringer så smutter vi lige fertilitetsbehandlingen ind. Hvad fanden?

Hvis I vil give jeres mening til kende, kan det gøres på Facebook her

(At ulandsbistanden også lider er mindre overraskende, men endnu mere ækelt)

Afsted i drømmeland

2010-05-24T10:43:00.002+02:00

hvad hjælper det jeg knæler og græder med min kind mod din
nu er du søvnens pige og ikke mere min
hvad hjælper det jeg stryger dit lange og lyse hår
hvad ved jeg om de tanker, der bag din pande går
måske vil onde drømme slå noget fint og smukt ihjel
og trække slim igennem din værgeløse sjæl
måske har natten båret dig tusind mile bort fra mig
og jeg er helt alene og længes efter dig

(tove ditlevsen)

I løbet af de sidste dage har Max leet højt i søvne flere gange. Det er det BEDSTE. Så ved man at der er rart der hvor han er.

jeg er så glad for min cykel

2010-05-23T12:06:00.002+02:00

det var en stor dag i går, da Max for første gang kom op i barnesædet mellem fars ben og vores lille familie cyklede rundt i København i forårssolen. Max så måbende ud på verden, på karnevallet og på hav, skibe og menneskeflokke på Langelinie. Til sidst var han så glad at han sang og dirigerede musikken med armene højt i vejret.

skål

2010-05-22T12:11:00.004+02:00

Både E og jeg er B-mennesker, så i weekenden får vi hver lov til at sove længe/halv-længe en af dagene - og få serveret morgenkaffen i sengen.

Derfor sad vi alle tre i dobbeltsengen kl 8.30 i morges og skålede. E og jeg i kaffe, Max i mælk.
SkååÅÅÅl... SkÅÅÅÅååål

milepæle

2010-05-21T15:39:00.003+02:00

Det er blevet hverdag at dele livet med Max. 1½ år er på en gang lang tid og meget kort tid. Jeg har krydset den grænse, hvor det pludselig er fuldstændig ubegribeligt, at det kun er 1½ år siden, vi lå på hospitalet og så ind i hinandens øjne for første gang. 19 måneder for at være præcis. Tænk, for 19 måneder siden kunne vi kun fantasere om ham. Og fantasierne havde slet ikke noget at tage fat i. Det var umuligt at forestille sig.

Det er meget forskelligt hvordan nybagte forældre har det de første tre måneder. For mig er der ingen tvivl: det er de bedste 3 måneder i mit liv. De tre måneder står i min erindring som en pubbe af varme, ro og tryghed. Og lykke som jeg aldrig kunne have forestillet mig det.

Den første milepæl for mig kom ved 5 måneder. Det var dér Max kom til verden for anden gang. At han blev menneske. Nøj, hvor var jeg forelsket. Pludselig kunne han ting, han møvede sig omkring, pludrede, grinede og var så fuldstændig ufatteligt smuk. Jeg tror jeg havde en periode der, hvor jeg ikke lavede stort andet end at se på ham. Sådan husker jeg det i hvert fald.

Næste milepæl var da han rejste sig op. I august. Desværre faldt den milepæl sammen med mit styrt. Jeg har aldrig fået skrevet om det her, men i en vild spurt efter at redde Max fra hvad der forekom mig at være den sikre død, faldt jeg og min albue gik af led. Jo, min underarm vendte den forkerte vej og det gjorde præcis så ondt som man kan forestille sig. Det var altsammen meget dramatisk og ubehageligt og jeg endte med at have hele armen i gips i 6 uger. Fra skulder til hånd. Højre arm. De første mange uger kunne Max overhovedet ikke være i nærheden af mig. Og alt i alt gik der vel 2½-3 måneder før jeg kunne bære ham igen. Jeg ved ikke hvordan vi klarede det. Jeg ved ikke hvordan min E klarede pludselig at skulle stå for ALT og jeg ved ikke hvordan jeg klarede den fysiske afstand. Jeg kan slet ikke forestille mig det nu. Og det er i øvrigt først inden for de sidste 2 uger at jeg kan strække armen helt - 9 måneder senere.. Nåmen det var af gode grunde på det tidspunkt min E startede barsel og jeg vendte tilbage til arbejdet.

Tredie milepæl var opstarten i vuggestuen. Det var hårdt. Hårdt fordi dér begyndte hverdagen og virkeligheden igen. Og hårdt fordi det var første gang jeg for alvor skulle gå på kompromis i forhold til Max. Det var første lille skub ud i selvstændigheden - og ud i ensomheden. Der blev han for første gang alene. Derfra er det kun ham, der både kender Max i vuggestuen og Max derhjemme og Max hos farmor og Max... Jeg selv kender kun en lille del af hans liv, men det var ikke så meget det, der gjorde ondt, som det var tanken om ensomheden i at være sig selv. Gad vide om det giver mening.. Vuggestuestart er selvfølgelig den første af mange gange hvor man skal give slip, lukke øjnene og bare bede til at de vender stærke og glade tilbage. Og sådan gik det gudskelov. Men lidt ked af det bliver jeg stadig, når jeg tænker på, at der - i følge deres eget udsagn- faktisk gik 3 måneder før pædagogerne opdagede hvilket livsstykke Max er. Hele 3 måneder hvor min lille dreng ikke var sig selv fordi det hele var for overvældende.

Siden jul har jeg arbejdet næsten alle weekender og mange aftener. Jeg ser ham ca 3 timer om dagen. Selvfølgelig er jeg ked af at arbejde så meget i denne tid, der aldrig kommer tilbage. Men alt er tid, der aldrig kommer tilbage fra nu af. Tid er blevet så ufattelig kostbar. Et par timer pist, en måned hist - det betød ikke en skid tidligere. Nu er alt et regnskab af kostbare timer. Jeg tror ikke han - eller vores tæthed - lider skade af, at jeg ikke er der så meget, som jeg gerne ville. Men han er meget needy omkring mig for tiden. Meget. Fuck hvor jeg glæder mig til at få weekenderne tilbage. Til august. August.

6 måneder i vuggeren

2010-05-13T21:23:00.003+02:00

Ja, Max har været vuggestuebarn i snart et halvt år. Ufatteligt.

Han har ikke været oppe om morgenen meget mere end en halv time, førend han slæber sit overtøj hen for fødderne af sine søvnige forældre. 'så er det afgang. vi er faktisk nogen her der har et vigtigt program i dag'

Han er glad for det. Og det er så dejligt. Han græder ikke længere når vi afleverer og når vi henter fiser han rundt og skal vise os en million sjove ting inden vi kan gå.

Og pædagogerne er glade for ham. Det kan næsten være helt flovt - hvis ikke lige det var fordi det er så fedt og jeg bliver så pavestolt. De kommenterer jævnligt at han er et fuldstændig utroligt barn. Så glad og fuld af liv. Han underholder alle - hopper, danser, klapper og griner og finder på alle mulige sjove numre. Pædagogerne siger at de elsker at have ham med ud på tur, for han tiltrækker sig så meget opmærksomhed og de føler folk tænker 'sikke nogle gode pædagoger, de må være' He, det har de sagt. De siger, at Max tydeligvis bare synes at verden er helt fantastisk og det er fordi han er et meget trygt barn.

Og dermed siger de, at jeg er lykkes med det der har været min største drøm. At få mit barn til at føle, at verden vil ham noget godt. Det gør mig så lykkelig. Når det er så vigtigt for mig, er det selvfølgelig fordi jeg selv har spildt et halvt liv på at føle, at verden var ude efter mig. Det har været en modstand i alt hvad jeg foretog mig og det har været en kamp at blive det kvit.

Men jeg har IKKE givet det videre til Max.

Et minde fra BIB-tiden

2010-05-10T13:39:00.002+02:00

En sommer mens vi var i behandling havde vi besøg af nogle udenlandske venner og deres lille et-årige søn. De cyklede rundt i Danmark med den lille dreng i anhænger.

Bagefter sendte de en sød, rørende, charmerende og kunstfærdig CD med en sammenklippet film fra deres tur.

Det er uden sammenligning den værste gave jeg nogensinde har fået.

en hystade på matriklen

2010-04-13T10:54:00.003+02:00

I hvad der forekommer mig at være adskillige måneder har mit putterritual med Max fungeret perfekt. Fredeligt, hyggeligt og relativt hurtigt - når man lige ser bort fra at det ofte trækker lidt ud fordi jeg selv falder i søvn.

Men pludselig er der sket noget virkelig sært. Max er så utrolig glad for tiden. Fjoller glad rundt hele dagen lang. Men de sidste fire aftener er han gået amok kl 18. Han giver sig til at skrige og hyle og kan slet ikke holde op igen. Måske holder han en lille pause, men næste gang han møder et lille problem, som feks at han snubler, så går han helt amok igen og hyler hysterisk og utrøsteligt. Og når han kommer i seng fortsætter det. Han er totalt fra den, skriger vildt og inderligt og til sidst bliver han selvfølgelig også decideret ulykkelig og ender helt opløst. Jeg sidder med skrigende max i armene og rokker ham til ro, mens jeg taler beroligende til ham. Sådan falder han i søvn i armene på mig.

Overtræthed virker som den mest plausible forklaring. For meget fis og gøgl. For meget spænen omkring på legepladsen. Men han virker bare slet ikke træt inden det starter. Det kommer som et lyn fra en klar himmel. Og hvis det er træthed, jamen hvordan håndterer man så det? Skal han i seng kl 18? Nej, det kan da ikke passe..

Rådvilde er vi. Det går vel over på et eller andet tidspunkt, men vi vil jo så gerne hjælpe ham. Det er frygteligt for ham at have det sådan, det er helt sikkert.

Efterskift
Noget af det, der gør det så svært at håndtere er, at man (jeg) ikke helt kan lade være med at føle mig kørt rundt i manegen af ham. Jeg er så bange for at han skal lære at vejen frem i verden går via skrig og skrål, så en del af mig føler at jeg skal ignorere hans hysteri. Den anden del af mig har ondt af ham og føler at han skal hjælpes igennem en svær tid. Hvordan hulen ved man hvornår det er det ene og hvornår det er det andet? Vi forsøger at fastholde en strategi hvor vi ikke lader hans hysteri styre os (feks nej du får ikke mere mælk) men samtidig trøster ham, når han bliver ophidset over det. Men det er langt sværere i praksis end i teorien.

gotta get close to that

2010-04-11T08:23:00.005+02:00

jeg tænkte på det tit under min graviditet og nu fik kommentarer ovre hos ønske mig til at tænke det igen. hvor fantastisk det er, at alle er så glade på ens vegne når man skal være mor. at alle mødre deler glæden med en. behandler en som om det er fuldstændig unikt. jeg har helt sikkert aldrig oplevet en lignende glad opmærksomhed. jeg var virkelig overrasket og lidt forvirret over det. var det virkelig muligt at det er så vidunderligt at blive mor? det Må det jo være, når ALLE er enige. når de nærmest flokkes om en. også alle dem, man ellers aldrig ville tale med. jeg synes faktisk en meget stor del af graviditetsoplevelsen var den måde det føltes som stor fællesmenneskelig glæde på.

nu hvor jeg selv er krydset over til moder-siden kan jeg fuldstændig genkende de følelser jeg blev mødt af som gravid. jeg Ælsker gravide. og jeg har lyst til at gnide og gnubbe mig op ad dem for gennem dem at genopleve så meget som muligt af min egen tid som gravid og nybagt mor. og det lykkes altid. lidt i hvert fald. derfor elsker jeg gravide..

Hvad var det dog der skete...

2010-04-07T13:22:00.005+02:00

Som fra den ene dag til den anden er Max blevet så stor. Det er virkelig mærkeligt. Jeg stirrede på ham hele dagen i mandags og fattede ikke, at det var min store dreng. Der er ikke noget baby tilbage overhovedet. Han er nu overgået definitivt til drengestatus. Og moren er endnu en gang ny-forelsket.

Han kan en masse nye løjer, den lille entertainer. Mit yndlingsgimmick er, når han fortæller vitser.
Han siger 'blablablablablablabla' og så lægger han hovedet tilbage og laver med stor åben mund sådan en kunstig skraldlatter. Og så forfra: 'blablablablabla', hovedet tilbage, 'hra-hra-hra-hraaa' Igen og igen. Priceless!

Ord

2010-03-31T09:47:00.004+02:00

Inspireret af Monica kommer her vores ordliste:

Nej
Ja
Far

Det har været Max' ordforråd i et par måneder. Og han ved ikke hvad noget af det betyder.
Så hos os er der et stykke vej endnu.

Max siger nej til alt hele tiden. Det betyder vist bare 'jeg har forstået at det er meningen jeg skal reagere på det du siger med en eller anden form for lyd' Men han er SÅ sød når han gør det. For han ryster altid ivrigt på hovedet og siger nej på sådan en ikke særligt resolut 'aaj'-måde. Som lyder meget 'hør lille ven, det synes jeg ikke er nogen ret god ide' Hmmmm gad vide hvor han får det fra..

Meget afslørende. Jeg er sikker på at man kan høre på det der 'aj' , at der ikke bliver talt med ret store bogstaver hjemme hos os.

Og så er der dyrelydene. Vi har haft meget med at 'den faaaarlige løve siger Ggrrrrraaaarr'. Og nu siger alt 'Gggrrrrrraaaarr'. Mus, kaniner, fugle, elefanter. Det betyder vist bare 'dyr'

Monica skrev også om at tale i telefon. Det gør Max også og med mange forskellige ting. Sit termometer især. Men han har ikke helt forstået det, for han holder 'telefonen' helt omme i nakken. Det er så skægt. Det har slet ikke noget med øret at gøre for ham.

Så svært, så enkelt

2010-03-30T20:50:00.002+02:00

Kan det virkelig passe, at det er så enkelt. Efter mit indlæg om en vanskelig tid med Max har jeg de sidste to dage gjort mig umage med at være mere tæt med ham. Brugt mit begræsede overskud på det i stedet for hverdagens praktiske gøremål. Og vupti, problem løst. Igen er hønen og ægget-spørgsmålet uafklaret, men det væsentlige er jo at det fungerer.

Er det mig eller ham der er vanskelig?

2010-03-29T10:43:00.004+02:00

Jeg synes det er svært med Max for tiden. Der er så meget vræl og brok hele tiden. Og jeg kan mærke at jeg er enormt anspændt, når jeg er alene med ham. Frygter lidt de morgener hvor jeg er alene om at få ham klar og ned i vuggeren. Frygter hans gråd-anfald og har hele tiden lyst til at ty til de nemme løsninger, som jeg ved virker, men som også er et skråplan.

Fornemmelsen af at være anspændt og nervøs omkring sit barn er frygtelig. Og det har altid været Parenting 101 for mig, at man for alt i verden ikke må være bange for sit barns gråd. Så jeg er virkelig ked af det her.

Det der især er skræmmende er spørgsmålet om hønen og ægget. Er sandheden i virkeligheden den, at jeg er i underskud pga phd-pres, der er meget intenst for tiden, så jeg ikke rigtig kan håndtere ham. Og at han kan mærke mit underskud sådan at det gør ham forvirret og dermed vanskelig?

En indikation, der kunne pege i den retning er, at hverken faren eller vuggeren oplever ham som specielt pjevset for tiden.

Puha det er slemt at tænke på.

Jeg hader iPhone

2010-03-28T11:02:00.002+02:00

Virkelig hader. Som i AAAAAARRRRRRRRRRGGGGGGHHHHHHH

Min E, der i forvejen brugte pænt lang tid hver dag på liiiige at tjekke nyheder - mest sportsnyheder selvfølgelig - sidder nu med den fucking iPhone og holder sig opdateret om ligegyldigheder døgnet rundt. Og jeg kan virkelig ikke holde det ud.

Det er en sindssyg mani og jeg tror slet ikke han er klar over, hvor mange timer han er oppe på at bruge på det hver dag. Tid der kunne være brugt på noget andet. For tid er ikke noget vores husstand har i overflod.

Grrrrrrr

Nu med gå-sele

2010-03-27T14:35:00.002+01:00

Max er helt tosset med at færdes på egne ben, så nu er der købt gå-sele. Jeg håber det hjælper. For sandheden er, at det har været en pestilens hele ugen. Han vil ikke sidde i klapvognen -og det kan man jo sådan set godt forstå. Bevares, han accepterer det da, når man først har fået tvunget ham deri og holdt ham nede med knæene for at få spændet låst, og lagt øre og hjerte til hans meget høje og helhjertede protester.

Men det er også en pestilens at gå med ham. Man er nødt til at holde i hans hætte for at have en art styr på ham og så vil han selvfølgelig hele tiden alle mulige steder hen, som ikke er i den rigtige retning. Og jo, det kan man jo bare gå med til, men kun i et vist omfang, for man er jo for hulen nødt til at ende derhjemme på et eller andet tidspunkt. Og man kan ikke nødvendigvis gå ind i tatoo-shoppen med en 1-årig. Eller lignende.

Og Max bliver stik-tosset. Han smider sig på gaden og skriger som om han har fået tæsk. De første par anfald går hurtigt over, men til sidst kan han ikke holde op med at græde og man må slæbe 13 skrigende og strittende kilo hjem og op på 3. sal, hvor han stadig har svært ved at falde til ro.

Så var det alligevel nemmere med klapvognen. Men det er da synd for knægten ikke at få lov til lidt eventyr, ikke?

Jeg tror måske, at det stresser lidt, det med at færdes i verden på egne ben (kender det godt) Måske er det derfor han bliver så hysterisk/ulykkelig.

Jeg synes det er svært for tiden. Rigtig svært faktisk. Der kommer snart et indlæg om det der med at 'opdrage' de små. En gå-sele løser nok ikke problemet..

1½ time på den ene side, 1½ time på den anden

2010-03-24T11:29:00.003+01:00

De sidste to nætter har Max for første gang i hele sit liv besluttet at natten er overstået kl 03.
No way, vil han sove mere. Puuhhhhh efter sådan en nattesøvn på 3-4 timer er man groggy.

Please, lad det ikke være en ny vane.

Til alle dem, der har børn, der altid sover så dårligt: Mit hjerte går ud til jer...

For gammel

2010-03-19T13:49:00.004+01:00

En kollega har netop fortalt at hendes bror og svigerinde venter et nyt barn. Ikke planlagt.
"og altså.. de er 72'ere så ... ja, de tænker jo at det nok bliver lidt hårdt"

Slet skjult indvending fra søsteren om, at når man er 38 så er man for gammel til at få børn.

I guder hvor er der mange mennesker i verden, der elsker at dømme alt det ude, der ikke lige ligger akkurat i centrum af det gennemsnitlige.

Slingrer ned ad Vestergade - og det er forår

2010-03-19T11:05:00.003+01:00

Stor milepæl i går. Stor begivenhed

Max pilkede begejstret op og ned ad fortorvet foran vores ejendom. Mens han lo og lo. Det er kæmpe-stort. Han har hidtil nægtet at have fødderne på jorden udendørs - med undtagelse af en lille smule på legepladser, hvis bølgerne går højt. Nu har han krydset den bro og så kan han ikke få nok.

Han gik selv det meste af vejen ned til vuggeren her til morgen. Skubbende sin klapvogn.
Stoooor dreng!

Det er ekstremt surrealistisk, kan jeg godt fortælle. At se sin lillebitte pussenussebaby gå ned ad gaden på egne, let ustabile ben i de store støvler. Meget, meget sært.

Selvfølgelig følger der også bekymringer med. For der er fart over feltet. Og han nægter at holde i hånd. Hvis man tager hans hånd smider han sig straks fladt ned på jorden. Han er en meget viljestærk dreng. Jeg tænker på at skaffe en gå-sele. At det er lidt ugleset i vores generation generer mig ikke - set med mine øjne er det en måde at give Max frihed på, ikke tage den fra ham. Men hvis selen forhindrer at han lærer at passe på når han færdes på gaden, så er det jo ikke smart...

Meninger modtages gerne

med bævrende knæ

2010-03-17T09:47:00.003+01:00

Jeg har taget et afgørende skridt her til morgen. Jeg har ringet til fertilitetsklinikken. Gisp! Jeg skulle bare høre hvad lillesøster-frost proceduren er. Forestillede mig at det tog lidt tid at sætte gang i hele det tunge system igen.

Men nej. Henvisning fra lægen og så 'må du hellere ringe sådan 14 dage inden'

Hahahaha undkyld, men det er sgu komisk. 14 dage inden!! I princippet kunne jeg få lagt æg op i næste cyklus. Når man har været vant til vente-vente-vente-vente-til-man-blir-sindssyg, så virker det helt vildt.

Jeg skal ikke noget i næste cyklus - det er helt sikkert- men jeg glæder mig. Først skal jeg have ryddet op i min krop. Stress først og fremmest. Phd'en skal ud ad døren. Og bagefter skal der luftes grundigt ud. Væk med stress-smøger og rødvin, ind med frugt, grøntsager, motion og solskin. Jeg glæder mig rigtig meget til at bruge sommeren på at gøre koppen klar til lillebrøster.

Hihi blev helt fjolleglad...

Fjernsynsseere, forarg jer!

2010-03-16T22:49:00.005+01:00

Egentlig synes jeg ikke den er ret god, dokumentarfilmen Den mørke side af chokolade, som blev vist på DR2 her til aften. Men man bliver rørt, rystet og forarget. Hvad kan man gøre som forbruger? Man kan gøre netop det. Blive berørt, rystet og forarget. Det betyder noget. Også selvom man bare sidder i sin sofa og er forarget sammen med sin mand. Man skal ikke undervurdere masse-forargelsens magt.

Max' første togrejse

2010-03-16T10:26:00.005+01:00

Max og hans far har netop sat sig på IC-toget på vej mod farmor i provinsen. Der skal de være et par dage. Jeg føler mig en lille smule misundelig, men først og fremmest rigtig glad ved tanken om mine to mænd på Max' første togrejse på en smuk smuk forårsdag. De får det rigtig hyggeligt er jeg sikker på og mon ikke de også kommer til at smelte et par gammeldamehjerter undervejs.

Jeg skal benytte lejligheden til at arbejde helt uforstyrret et par dage og det glæder jeg mig til.

Note 1

2010-03-14T16:53:00.005+01:00

Max har været rask i lidt over 3 uger nu. Det har været skønt. Og der er sket så meget med ham. Han bliver sjovere og sjovere.

I går morges da han vågnede mellem os i dobbeltsengen (!) var det første han gjorde at give først sin far, så sin mor et smækkys lige midt på munden. Bedre start på dagen kan man ikke få.

Han sluttede dagen med ikke at kunne falde i søvn. Han prøvede faktisk. Lagde sig mange gange ned med lukkede øjne, men satte sig op igen hvert 7. minut og ruskede i mig, der lå ved siden af. Da jeg efter en time på den måde gav mig, tog hans flaske og rejste mig for at fylde den igen KLAPPEDE han. Hva så mor, hvem vandt? SÅ frækt! Og umuligt ikke at grine af.

(Jeg har besluttet mig for at forsøge mig med små hyppige noter fra Max' hverdag. Jeg skriver dem ikke ned andre steder og vil gerne have en lille log (inspireret af Sofie))

evas fødsel

2010-03-12T10:30:00.006+01:00

Jeg skrev en kommentar ovre ved fru larsen, som jeg så indså måske alligevel ikke hørte til der. Så nu kommer den på eget turf i stedet.

Evas fødsel lyder som en meget hård omgang. Og jeg bliver faktisk lidt harm. Hvorfor skal jordmoderen stritte imod ifht epidural? Hvis ikke hun havde været modvillig havde fra larsens lange sidste udvidelsesfase været nem. Og hvem ved hvilken indvirkning det havde haft på selve fødslen. Måske ingen, men jeg kan bare ikke snuppe at man skal KÆMPE for at få en epidural, som man på forhånd har besluttet, man vil ha. Man hører den historie lidt for ofte. Når man nu opdrager gravide til at tro, at det er en beslutning, de selv kan tage, så synes jeg det er totalt uacceptablelt at jordemødrene ikke respekterer beslutningen no questions asked. Og hvad er det for noget med at suget ikke virkede? Helt ærligt!! Ved min fødsel måtte de prøve tre hjertemonitor-dimser før de fandt en der virkede. Som minimum kan man vel rutinemæssigt tjekke at udstyret virker. Jesus!

Man kommer næsten til ønske sig privatisering af sundhedssektoren. Hvis ikke lige det var fordi det selvfølgelig er en virkelig dårlig ide.

mærkedag

2010-02-24T13:45:00.002+01:00

I går var det 2 år siden den lørdag morgen i sengen, hvor Max viste sig for os som to smukker streger på en tissepind.

Min lille Max..

Skruk?

2010-02-24T09:50:00.002+01:00

Nope. Ikke det der ligner...

Allerede et par måneder efter Max kom til verden var jeg i gang med at tænke på nummer to. Havde brug for at tage nogle beslutninger, lægge en plan, komme videre..
Vi besluttede at gå i gang med projekt lille-søster (tsk ok eller lillebror) i februar 2010. Vi har fem fryseæg at gå i gang med i første omgang.

Men jeg er slet ikke klar, så vi har udsat det et halvt år. Måske spiller det ind at jeg skal nedkomme med den dersens phd til maj og det er rigeligt for vores familie lige nu. Men jeg kan ikke engang rumme tanken om en graviditet. Kan ikke forestille mig, at jeg ville kunne nyde den. Og jeg kan slet ikke holde tanken ud om at Max skal dele os med en søskende. Jeg er ikke i tvivl om, at det på alle mulige måder er sundt at have søskende, men det gør ondt på mig at tænke på alle de gange Max vil føle sig tilsidesat.

Der står et job og venter utålmodigt på mig, når jeg er færdig med phd'en. Meget utålmodigt. Og jeg ved at lederen ville få et meget stort problem, hvis jeg skal på barsel umiddelbart efter jeg er startet. Det giver en ret grotesk situation for vi forsøger da selvfølgelig at blive gravide uden hjælp denne gang. Og hver måned ved mens-tid ved jeg ikke om jeg mest er håbefuld eller skrækslagen. Det ville være SÅ skidt at blive gravid nu. Men hvor ville det være skønt. Som ex-bib'er føles det decideret blasfemisk at have blandede følelser over for en evt. graviditet.

stof til eftertanke

2010-02-21T11:08:00.002+01:00

Man skal ikke tro, at de små ikke lader sig påvirke af, hvordan forældrene har det. Jeg kom lige til at tænke på en episode med Max.

Det var en af de utallige gange han har været syg siden jul og mens det var på sit højeste. Han bare græd og græd og græd, ville ikke sove og førstegangsmoren havde været oppe i det røde felt mange dage allerede. Så mens jeg forsøgte at putte ham, under skrig og skrål og ihærdig modstand, brød jeg hulkende sammen. Satte mig bare på sengen og hulkede. Max holdt øjeblikkeligt op med at græde og så forskrækket på mig. Iagttog mig tavs et stykke tid og lagde sig så ned og sov.

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan man skal forstå det, men det er i hvertfald stof til eftertanke.

Maxmaxmax

2010-02-05T09:07:00.003+01:00

Jeg får aldrig rigtig skrevet om min lille dreng. Nu skal det være.

En ting, jeg i hvert fald før har skrevet er at Max er en meget glad og udadvendt dreng. Der er altid smil og latter til alle. Han er berømt viden om for altid at klappe. Især når han selv har klaret en eller anden opgave - at sætte mors mobiltelefon ned i havregrøden f.eks. - så klapper han begejstret af sig selv.

Han har to passioner: Musik og madlavning. Han elsker musik og klapper og rokker så snart han hører en rytme. Også hvis det bare er fordi man slår en rytme på bordet. Men endnu mere elsker han madlavning. Den bedste leg for Max er at røre rundt med en ske i en gryde. Sådan har det været i et halvt år, så man skulle tro det havde mistet sin magi, men nej. Han bliver fuldstændig afsindig, når man laver mad. Så meget at det virkelig er et problem. For han skriger og sparker hvis ikke han får lov til at sidde på kokkens arm mens det står på - og selvfølgelig helst får lov også at røre lidt. Man kan jo ikke lave mad med 13 kilo på armen, så tit er madlavningsstunderne lidt hårde.

Han har endnu ikke nogen ord. Strengt taget er han vist ved at være lidt bagud med det. Men han er ellers ekstremt snakkesalig og holddaop hvor er han blevet god til at kommunikere her på det sidste. Han peger og skræpper op og det lykkes stort set altid at finde ud af hvad han vil. Tager en i hånden og trækker en rundt indtil han har fået forklaret sig. I går sad jeg f.eks. og så nyheder i fjernsynet. Max blev ved med at komme og smide fjernbetjeningen ned i skødet på mig for så derefter at gå helt hen og pege på fjernsynet. Da jeg først blev opmærksom på, at der var noget han ville, var det jo ret klart: Sæt Max' film på. Ganske rigtigt. Tilfreds kravlede han op i sin egen stol og lænede sig tilbage på sin stolte herremandsmåde.

Han går mere end han kravler nu, men han er stadig usikker på benene. I vuggestuen går han åbenbart ikke. Det ser stadig ufattelig sødt ud. Han er først så småt begyndt at tage armene ned fra den søvngængerstilling han plejer at have dem i for at holde balancen.

Max har nogle meget rolige forældre, men han er ikke noget roligt barn. Der er lidt for meget gang i ham. Med mindre han er syg, kan man faktisk ikke sidde med ham på skødet, for han kan ikke sidde stille. Det kan godt være lidt frustrerende, for moren især vil jo gerne sidde og nusse. På det seneste er han begyndt at kunne sidde længere hvis vi 'læser' bog. Så tager han ens finger og peger på de forskellige ting i bogen med den. Det er meget sjovere end bare at lade mor pege selv.

Vi har et dejligt not-by-the-textbook putteritual, som har fungeret længe efterhånden. Efter præ-putningsritualet lægger vi os ind i dobbeltsengen og kigger lidt i yndlingsbogen (han har to, Dyrene fra Noahs ark og Olines venner ) efter fem minutters tid, lægger Max sig ned og putter sig ind til mig med sin flaske, jeg synger et par sange og han sover. Det er det dejligste ritual i verden - så længe det fungerer så gnidningsfrit selvfølgelig. Jeg elsker, at han selv vælger at lægge sig og jeg elsker at ligge helt tæt i ske med ham indtil han falder i søvn. Elsker lyden af hans åndedræt og hans varme, krydrede duft.

Sådan får jeg indfriet nogle af mine nusse-behov. Og så med kys. Max er rigtig dygtig til at kysse - og har for nylig lært, at man ikke behøver lade munden stå på vid gab...

Han er simpelthen så dejlig. Men han er også hårdt arbejde. Også når han er rask. For der skal hele tiden ske noget og selvom han leger lidt for sig selv, så er det jo i allerbedste fald i ti minutter. Resten af tiden er man på. Det er helt sikkert et temperamentsspørgsmål, hvad der føles hårdest. For mig var det ikke svært de første måneder. Fordi Max var nem og fordi jeg ikke havde noget problem med ikke at foretage mig andet end at amme og sove. Jeg er en dovenfis.Til gengæld er det svært for mig at skulle holde dette høje aktivitetsniveau hele tiden. Puhhh,

rask - until further notice..

2010-02-04T11:42:00.002+01:00

Max er tilbage. Det er en kæmpe lettelse. Det er så skønt at se ham glad igen. Og jeg er inde i endnu en bølge af intens forelskelse. Måske fordi jeg havde et mareridt af en dag i mandags, hvor jeg havde indtryk af at han havde så mange mavesmerter at jeg seriøst overvejede at ringe efter en ambulance. Vi nøjedes med den praktiserende læge. Da vi endelig kom derhen var Max pludselig ovenpå. Kravlede ned fra mit skød og gik over og satte sig på lægens, feks. Kørte fuld skrue på charmen, så lægen ikke kunne andet end at sige ' der er altså INTET der tyder på, at den dreng har ondt i maven'... Typisk!

Men altså: det er som at komme op til overfladen at få luft igen. Januar har været meget hård. Pleeeeaaaase giv os et par uger før han skal være syg igen. Jeg kan simpelthen ikke mere.

børnefotografier

2010-02-02T17:34:00.004+01:00

Tjek lige disse utroligt smukke fotografier.

Jeg tror sgu vi skal have besøg af Karolina Zapolska hvad enten jeg vinder lodtrækningen eller ej...

på tælling

2010-01-28T20:52:00.003+01:00

Max er stadig syg. Opkast og høj feber hele ugen. Opkast der vælter ud over ham og moderen, så de begge er helt smurt ind og den stakkels lille dreng er helt fortvivlet. Sengetøj i konstant cirkulation mellem seng og vaskemaskine.
Og gråd og hulk og klynk. Han sover lidt og vågner hulkende på sådan en trist, opgivende måde og er næsten utrøstelig. Græder hjerteskærende bare han støder på den mindste lille forhindring. Panodil kan give en lille pause hist og her, men man har jo heller ikke lyst til at gå og stoppe stikpiller i sit barn i tide og utide.

Det er ikke noget alvorligt. Bare en virus. Men det er for alvor opslidende, at være så ked af det for sit barn, så ofte. Altså som i for alvor. Jeg er ved at være tyndslidt.

Min arbejdsuge blev på en dag. Og det har jeg helt sikkert overhovedet ikke tid til.

At have en nyfødt er altså barnemad sammenlignet med at have sådan en på 15 måneder, der lige er begyndt i vuggestue...

Strike 7

2010-01-27T07:58:00.002+01:00

Nu ligger han der igen, mit lille pus. Nåede at være i vuggeren torsdag, fredag og mandag. Mandag aften kastede han voldsomt op. Tirsdag kravlede temparaturen i løbet af dagen op fra 39.4 til 40 og om aftenen kastede han igen op. Jeg er sikker på, at temperaturen har været pænt over 40 i nat, han har været glohed den lille stakkel.
Og nu ringer jeg til lægen.

hugge-stue eller skære-skole...

2010-01-23T12:49:00.003+01:00

Jeg gjorde det helt rigtige i går, som reaktion på min fortvivlelse over Max i vuggestuen. Ringede til min E - som normalt står for afhentning (og aflevering faktisk) for at jeg kan få ordentligt lange arbejdsdage - og sagde at jeg nok skulle hente.

Max er altid i godt humør, når man kommer for at hente ham. Det klynger jeg mig til når jeg bliver ked af det. Og også da jeg kom i går. Han kravlede rundt med noget legetøj i et hjørne med lille Kamille og så mig først efter jeg havde iagttaget ham længe. Han kravlede over på mit skød og kyssede og krammede og der sad vi et stykke tid og snakkede med en af pædagogerne. Uopfordret sagde hun alle de rigtige ting. Max er en dreng, der virkelig trives. Man mærker tydeligt, at han har et utrolig stærkt fundament. Han græder aldrig i løbet af dagen, kun lige når vi siger farvel. Ellers er han glad og sjov og nem. Hun fortalte, at da hun var kommet på arbejde samme morgen var Max kommet hoppe-kravlende imod hende, på sin helt særlige etbenede måde, mens han havde peget på hende og skræppet sit - meget høje - dadadadada. Jeg kunne lige se det for mig og ved, at så er han glad. Jeg blev så lettet og stolt over den samtale, at alle eftermiddagens tårer forsvandt som dug for solen.

Men selvom han er en glad dreng, der trives og vi har nogle ufatteligt søde og seje pædagoger, som jeg har respekt for, så føler jeg alligevel, at vuggestuen ikke er den rigtige løsning for de små børn. De har, ifølge børnepsykologien, reelt ikke brug for samvær med andre børn før to-årsalderen. Og derfor synes jeg faktisk at de skal passes privat indtil da. Jeg vil ikke ændre på Max' pasning, for uanset hvor hårdt det ville være for ham, så ville jeg slet ikke selv kunne klare en omstilling. Nu hvor jeg har fået det lidt på afstand kan jeg se hvor enorm en psykisk udfording det er, at få inkorporeret sådan en institution og dens fremmede mennesker i det dybeste og mest sårbare af ens følelsesliv.

Nej, jeg vil ikke lave det om nu, men jer der står foran at skulle tage pasningsbeslutninger vil jeg opfordre til at overveje om man måske skulle vente med vuggestuen til 2-årsalderen.. Selvfølgelig skal de socialiseres, de små og de må for alt i verden ikke starte så sent på den proces, at de får en social ulempe og ikke kan finde ud af at trænge igennem til de andre. Men der er måske ingen grund til at starte allerede i et-årsalderen...?

"Jeg vil hverken i hugge-stue eller skære-skole" sagde jeg selv da jeg var lille (det var vist Skæring skole, jeg refererede til).

vuggestue-kultur

2010-01-22T13:42:00.005+01:00

Nogle gange synes jeg faktisk det er frygteligt. Vi sender vores småbitte skrøbelige børn i vuggestue velvidende at det er ekstremt hårdt for både krop og sjæl. At de føler sig svigtede -sorry, men det gør de jo - og pludselig slet ikke kan forstå verden mere. At deres kroppe slet ikke kan klare det. Det kan sgu da ikke være meningen, at de skal være konstant syge i et halvt år. Hvad er det for noget at udsætte dem for?

Men vi accepterer det for sådan er vores samfund nu engang indrettet i dag.

Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage kan det godt være, at jeg ville vælge dagpleje eller privat pasning i stedet. Trygt, roligt, varmt.

Jeg tuder af skam, ængstelse og sorg ved tanken om at min lille skat er stresset. At han skal presse sig selv for at klare dagene. At han skal gå en lille smule i stykker. Hans fine, krystalklare tillid til verden.

vuggestuepest

2010-01-20T21:12:00.002+01:00

Der er små syge børn rundt om i blogland i disse dage, så jeg kan ikke dy mig for at opridse, hvordan Max' institutionsstart har været. Jeg var ikke forberedt på at det skulle blive så slemt.

Siden 1. december har han haft næsten 40 i feber af tre uafhængige omgange. 2 gange mellemørebetændelse, en gang øjenbetændelse (så han slet ikke kunne åbne øjnene) og en enkelt omgang hand, foot and mouth disease. Og så selvfølgelig konstant snotnæse og ond hoste. 2-3 besøg hos praktiserende læge, 1 gang nattebesøg af vagtlægen, 1 gang besøg hos vagtlægen, utallige ture på apoteket. Og selvfølgelig har Max været mere hjemme end i vuggestuen.

Bortset fra det går det forresten rigtig godt med vuggestuen - altså når han lige kigger ind et par dage og støvsuger stedet for baksiller og vira.

Jeg har hørt onde tunger sige at det tager et halvt år at opbygge tolerance. et halvt år !??

dage her

2010-01-12T21:24:00.002+01:00

Det er en helt helt anden virkelighed at være familie uden barsel. Barn bliver afleveret i vuggeren, man arbejder, henter fra vuggeren, hygger en smule, laver mad, spiser, vasker, putter, rydder op og rydder op og rydder op og rydder noget mere op og i bedste fald er man ved 21-tiden klar til at arbejde et par timer mere.

Der er meget arbejde med sådan en på 14 måneder. Jeg har ikke følt det hårdt at være mor på noget tidspunkt tidligere, men nu gør jeg. Det er stadig sjovt og dejligt, men det trækker altså også tænder. Især når man har sådan en phd der skal være færdig også.

Stor dreng, smuk dreng

2010-01-07T20:31:00.001+01:00

Ønskes ønske

2009-12-17T20:28:00.005+01:00

Han går!!!

2009-12-17T16:06:00.002+01:00

Ja nu forsvandt det lidt i feber og smerter, men i går var også dagen, hvor Max for første gang for alvor gav slip og gik små vaklende skridt ud i verden uden hjælp.

Det er fantastisk! Det ser bare så sødt ud. Og han er så stolt, så stolt.

Det har været længe undervejs. Det er lææææænge siden han begyndte at gå rundt, mens han støttede sig til borde, stole, vægge, gåvogn. Hans balance har været rigtig god længe, men på en eller anden måde er det ligesom om han ikke har turdet tage skridtet.

Det er super-fedt. Jeg glæder mig rigtig meget til at han skal øve sig de næste uger og vi begynder at gå ind i en helt ny fase. Hvad-blev-der-af-min-lille-baby-nostalgien undertrykker jeg... For det er selvfølgelig først og fremmest vildt sjovt.

AV mit hjerte!

2009-12-17T12:10:00.002+01:00

Jeg kom hjem til en lille dreng i går, der sad fuldstændig slap og livløs i sin mormors arme med 39.7 i feber. Det blev værre og værre i løbet af aftenen, han græd og græd, kastede op, hele kroppen sitrede. Og mit hjerte hamrede så man kunne høre det i hele karréen. Det er forfærdeligt at se sin lille skat have det så dårligt og det er næsten umuligt for mig ikke at blive bange. Selvom man jager den væk, så ligger skrækken for at der skal ske ham noget alvorligt altid lige under overfladen. Sådan er det vel for de fleste.

Kl. halv 2 kom vagtlægen og konstaterede at Max har mellemørebetændelse. Han fik penicillin og en panodil-stikpille og 10 minutter efter fjollede han rundt og grinede igen. Som ved et slag med tryllestokken. Han sov fint, er feberfri i dag og bare lidt klatøjet.

Jeg må sende en tanke ud til alle dem i verden, der ikke lige kan ringe efter en vagtlæge og få medicin. Der bare må se deres barn lide eller må rejse langt for at se en læge og måske har en helt anden reel grund til at frygte for dets liv.

Jeg tror faktisk ikke jeg i mit liv har været så akut bange som de to gange Max har haft mellemørebetændelse.

pingviner og kærlighed

2009-12-16T13:05:00.002+01:00

Nu har min lille Max været i vuggestue i over 2 uger. Der har været hårdt, men er allerede blevet bedre igen.

Den første uge syntes han bare det var sjovt. Han bemærkede det nærmest ikke når vi forlod ham eller kom for at hente ham igen.

Men så i sidste uge var det ikke sjovt mere. Han græd og rakte armene ud efter mig når jeg gik og ja det gør lige så ondt som man forestiller sig, når man uden at tøve skal vende sig og gå fra ens lille skat, der trygler om, at man skal blive. Det blev værre og værre i løbet af ugen, han vågnede og græd utrøsteligt om natten og virkede ligefrem trist lige fra han vågnede om morgenen.

I tell you girls... Puhhh

Som konsekvens har han været så needy som aldrig før. Han vil knuges og krammes og kysses og sidder klistret til især sin mors krop. Det er dejligt. Men det gør også så ondt at tænke på, at det skyldes at han ikke længere tager kærligheden for givet.
Det gør meget ondt.

Men i denne uge har han været glad. Og det er fantastisk. Men de er altså også virkelig søde og omsorgsfulde på hans stue. Jeg synes vi har været ekstremt heldige.

Han har også fået en kæreste. I hvertfald hvis man spørger lille Lærke. Hun er 2 år og det var kærlighed ved første blik. Hun kysser Max hele tiden. Spæner efter ham og kysser og kysser og kysser. Står længe og kigger efter ham ud af vinduet, når vi går.
Jeg forstår hende godt...

Min lille pingvin

2009-12-03T19:34:00.000+01:00

Vi er startet meget blidt ud i vuggestuen. En time tirsdag og onsdag, to timer i dag torsdag. Tror nok det er blevet en ekstra blid opstart fordi stuens ene pædagog er syg og de ikke har nogen vikar..

Det går meget meget fint. Den pædagog, der mandsopdækker Max, er sød og tillidsvækkende. Hun er typen, som gør lidt vel meget ud af sin sødhed til min smag, men bag den der drivende sødme er hun faktisk ok og ganske sej. Jeg kan godt lide hende. Kæmpe lettelse!

Max nyder at være der. Han fiser rundt og udforsker det hele, også ind på de andre stuer. Og er ikke bleg for lige at lege med nogen af de store drenge fra børnehaven. Jeg er paaaavestolt af ham. Og pædagogen er rigtig godt tilfreds med ham, det er helt tydeligt.

I morges da Max fik øje på de andre børn, gav han et højt begejstret hvin og et lille hop fra sig. Han er SÅ sød!

I går gik jeg derfra i 20 min., i dag en time. Max bliver overhovedet ikke ked af det. Han er opslugt af at lege.

Jeg må indrømme at stemningen på stuen er hyggelig og tryg. Jeg har det godt med at han skal være der. Men ideen om det.. den har jeg det stadig skidt med

sidste uskyldsdag

2009-11-30T22:07:00.002+01:00

Jeps, i morgen er det. En time i vuggeren med far fra halv ni til halv ti. De efterfølgende dage lidt længere tid (forhåbentlig) med moderen. Jeg glæder mig til det og jeg frygter det. Nok mest det sidste.

Jeg frygter faktisk ikke Max' reaktion. Han er så duelig. Han er rigtig god til at lege med børn i alle aldre. Og når han ikke orker, finder han et sted hvor han kan sidde for sig selv og røre i en gryde..

Han er SÅ SØD som vi siger til hinanden 50 gange om dagen herhjemme. Eller rettere, de 20 gange ringer vi til hinanden og siger 'han er SÅ SØD'

Han er en lidt over gennemsnittet lang dreng på 86 cm- med sit fyldige blonde (!) hår svunget i bølgende lokker (Hans far synes han er ved at blive for langhåret, men moren kan ikke stå for det smukke hår) Gudesmuk er han, det kan der ikke være tvivl om. Med sine store mørkeblå øjne, med laaaange mørke øjenvipper og et udtryk der nogle gange kan være meget alvorligt. Med sit store brede grin der blotter 8 små fine tænder og planter dybe smillehuller i de store runde kinder.

Han er en lille ballademager, der får os til at grine mange gange hver dag. For tiden er han dog også en vanskelig lille en. Med humørsvingninger så man tror det er løgn og perioder hist og her hvor han ligesom ikke kan finde ro og ingenting duer. Han hænger i vores bukseben og vil tages op sådan ca uafbrudt fra kl 17 til 19. Jeg glæder mig rigtig meget til det er overstået så han kan blive sig selv igen.

Det store røde hus

2009-11-25T09:26:00.004+01:00

Jeg ser at der bliver kæmpet med pasnings-skrækken ovre i LOK-land. Åh ja, vi oplever vel alle den overgang som forfærdelig.

Max' vuggestue (Børnehuset) ligger 150 meter nede ad gaden. Det er en kæmpe luksus. Men den er stor. Meget stor. Det er en integreret institution og der er i alt - hold på hat og briller - 178 børn. Puha jeg kan næsten ikke en gang skrive det.

Min dreng er så lille bitte og så blød, så blød. Det hus er så stort og hårdt. Jeg er så bange for at det skal kvase min lille bløde dreng..

Han starter på tirsdag. I mandags var vi på introduktionsbesøg dernede. Besøget startede med en samtale med afdelingslederen i et stort fælleslokale. Jeg skulle tage mig sammen for ikke at stikke af eller bryde sammen under hele samtalen. Jeg kan ikke beskrive hvor institutionsagtigt det var. Afdelingslederen var både sød og professionel, men bevares Max er altså en af 40-50 børn hun er ansvarlig for. Selvfølgelig kan det mærkes.

Bagefter var vi nede på stuen. Pingvinerne (perfekt - han er bare så pingvinagtig) Børnene kom ind fra legepladsen, mens vi var der og det foregik stille og roligt og føltes trygt. Jeg synes det siger en del, hvordan det foregår når 12 1-2-årige kommer ind efter at have leget og skal have alt vintertøjet af. Der var lidt trøst at hente i, at der var så fin ro omkring det. Den pædagog der skal stå for indkøringen af Max var syg, men så rigtig sød ud på foto. De andre to pædagoger fik jeg hverken et særligt godt eller dårligt indtryk af. Men børnene så meget, meget søde ud og det er på sin vis det vigtigste. Eller... måske ikke. Men det er vigtigt.

I am struggling here.
Kan det ses?

Vi var også skrevet op til en anden vuggestue (Mikkelborg). Den ligger lidt længere væk, men altså ikke mere end en halv kilometer ca. Det er en udflytterbønehave med en lille vuggestue tilknyttet. Bare to stuer, 24 børn. Og meget meget hyggeligt. På øko-boller og hjemmelavet hybensyltetøj-måden. Når man afleverer sine børn om morgenen sidder man lige ved forældrebordet og får en kop kaffe. Noget helt helt andet end vores vuggestue. Jeg kender en fyr, der har arbejdet i børnehaven, og han siger at det er en fantastisk institution og virkelig god arbejdsplads. Men der ville gå et år mere inden Max kunne komme ind for den er meget eftertragtet. Men strengt taget kunne vi jo have fået ham i privat pasning i det år.
Hvis vi ville prioritere det så højt.

Der er dog også nogle ulemper. Børnehavebørnene tilbringer 40 minutter i bus hver vej, hver dag. Det er altså for meget. Og der er nul fleksibilitet mht aflevering og hentning. Og så er det lidt et kendtis-sted. Jeg har ikke ret meget lyst til at blive del af sådan et miljø. Men det er jo mig og ikke Max..

Man vil så gerne gøre det allerallerbedste. Mine egne forældre prioriterede altid det praktiske og det gør mit behov for at gå the extra mile endnu større. Og spørgsmålet er nu om vi er i gang med at sjuske med Max.

Jeg tror fuldt og fast på, at hvordan stemmingen er i en institution hvor man tilbringer størstedelen af sine vågne timer må have en afgørende betydning for, hvordan man udvikler sig- både hvad angår sociale evner og selvopfattelse. Det kan ikke være anderledes.

På den anden side er Max ikke noget skrøbeligt barn. Han lader sig ikke vælte omkuld. Han elsker at være sammen med andre børn og når det bliver for meget for ham sætter han sig bare og leger for sig selv (åh han er så sød)

Og det kan jo blive fantastisk for ham at han kommer til at kende alle de lokale børn. At alle hans kammerater bor lige her i kvarteret. Det er et rigtigt tungtvejende argument for mig.

Beslutningen er jo sådan set taget. Hvis ikke vi kan lide stemningen hos Pingvinerne må vi tage den op til revision. På tirsdag starter det nye liv. Jeg har vænnet mig lidt til tanken men det føles ikke desto mindre lidt naturstridigt. Det føles som om man selv skal passe sit barn, det gør det altså.

Jeg var ikke selv i institution. Vi blev passet hjemme af skiftende 'unge piger i huset'. Jeg var i børnehave en ganske kort periode og jeg husker det som et mareridt. Jeg var ikke vant til at håndtere andre børn og jeg følte mig totalt isoleret og skrækslagen. Måske ville det være nemmere at sende Max i institution hvis jeg selv havde positive minder i bagagen.

At tvære lykke ud i fjæset på folk

2009-11-24T21:28:00.003+01:00

Det er aldrig ok at tvære sin egen lykke ud i hovedet på mennesker, der er ulykkelige. Så enkelt er det. Det er ikke en gang et dilemma.

Som Cato/Fru P så rigtigt skriver går lykken ikke i stykker af at man ikke kan dele den (med mindre det netop er en lykke, der handler om at blive set..har man den slags lykke er ens problem større end som så)

Jeg har været lidt splittet i spørgsmålet om hvorvidt det er ok at tvære sin lykke ud over bloggen. Jeg har valgt at gøre det. Forsvarer det med at man som BIBer aldrig er tvunget til at læse mine indlæg. Men jeg ved jo også godt, at det kan være svært at lade være. Og at det kan gøre ondt. På den anden side synes jeg også, at jeg skylder blogland min happy ending.

Gad vide hvilke tanker mine blogsøstre har gjort sig om dette..

Stooooooooooooooooooooooop!!!!!!

2009-11-04T10:32:00.002+01:00

I går morges fik vi en super privat pasningsordning på plads, med en pige der skulle passe Max hjemme hos os selv. Jeg havde det rigtig godt med den ordning.

Så kom posten.

Plads i vuggestue fra første december.
Shiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiit!!!!!!!!!

Vi havde angivet behovsdato som 1. september så det var jo sådan set på tide, kan man sige. Og jeg har ventet med utålmodighed og glædet mig til det. Max har været klar længe. Han keder sig tydeligvis lidt hjemme og han laver ikke andet end at grine højt, når han er sammen med andre børn. Men nu hvor vuggestuen er alvor: Føj, jeg bryder mig ikke om det!!

Det kommer bag på mig. Jeg er ikke en pylremor. Og jeg er heller ikke en clingy mor. Langt fra nogen af delene. Men jeg kunne lægge mig ned at tude. Jeg er slet ikke klar til at han skal ud i verden på den måde. At han skal begynde at løsrive sig. Det er fuldstændig overvældende.

Godt at jeg har fire uger til at vænne mig til tanken.....

Mit første efterår

2009-10-13T22:48:00.005+02:00

antiklimaks

2009-10-13T16:01:00.002+02:00

Ja, mens kom tidligt i morges. Fuldstændigt til tiden. Det føles virkelig mærkeligt, for jeg havde faktisk nået at tænke så meget på, at jeg måske var gravid, at jeg nu af og til glemmer, at det var jeg så slet ikke alligevel.

Jeg havde blandede følelser, da jeg gik der og troede jeg var gravid. Syntes det var for tidligt. Dels af hensyn til Max. Men også fordi jeg slet ikke føler mig klar til at rumme en graviditet igen. Alt er stadig så nyt og fortryllende med Max og jeg er ikke færdig med at dyrke ham 100%. I det hele taget har jeg ikke nemt ved at forestille mig, at man kan gøre det hele én gang til. Det føles så unikt, at det ligesom bør være en engangsforestilling, synes jeg.

Men mest af alt var jeg spændt og lykkelig. Det må jeg indrømme.

idiot

2009-10-11T21:38:00.002+02:00

Jeg har sgu regnet forkert. Fatter ikke at det kan lade sig gøre - det er jo ikke sådan, at man ikke har erfaring på området...!
Mens tirsdag i kommende uge.
Føler mig godt nok fjollet nu.
Amatør!