Barselsarbejde og babylatter

Vores lille pige er 9 måneder nu. Det er helt vildt. Hold da ferie hvor tiden får ben at gå på, når der er to børn i huset. For et lille øjeblik siden var hun bare en lille klump kød og nu skubber hun sig rundt i hele lejligheden, sætter sig og rejser sig (med en del ubehagelige styrt til følge). Hvordan er det sket? Jeg fatter ikke hvor spædbarnstiden blev af.

Mod forventning er vi blevet velsignet med endnu et nemt og glad barn. Endnu nemmere og gladere end sin storebror, tror jeg næsten. Hun møffer rundt i lejligheden og griner for sig selv af de spændende ting, hun oplever. Hun griner henrykt - og henført - af Max 100 gange om dagen. Hun er også lige så smuk som sin storebror, men modsat hans strålende lyseblå øjne har hun store, dybe, brune øje.

Man hører ofte folk sige, at kærligheden til nr 2 er lige så stor men kommer langsommere. Jeg troede vel at man med langsommere mente et par dage... For mit vedkommende har det taget meget længere tid. Og selvom jeg i dag utøvende kan sige, at jeg er meget forelsket i hende, kan mine følelser for de to slet ikke sammenlignes. De er kommet til verden under så forskellige vilkår.

Barslen med nummer 2 er mest arbejde. Jeg synes ikke jeg laver andet end at rydde op og vaske tøj. Der er i bedste fald 1½ time om formiddagen og 1½ om aftenen uden børn og det er sjældent de ikke bliver brugt til praktiske gøremål.

På så mange måder, synes jeg, at jeg er meget mindre til stede i det her, end jeg var i Max' første leveår. De første ca 4 måneder var jeg meget anspændt og stresset og jeg fik faktisk ikke rigtig nydt den tid. Nu har jeg gudskelov fået roen tilbage og jeg kan nyde tiden med lillesøster på en helt anden måde. Jeg forsøger ikke at have dårlig samvittighed over det tabte og ikke at tænke på, at om en måned er min barsel slut...

Der findes intet bedre - INTET - end at sove med sit 9 måneder gamle barn i armene. Eller at få hende til at le bare lige én gang til. Når alt kommer til alt er det meste af det andet ligegyldigt.

De første måneder med 2 børn

I dag er lillesøster 11 uger gammel. Max var sådan en nem baby, så jeg regnede med at vi ville få et kolikbarn eller noget lignende denne gang, men hun er mindst lige så nem. I dag har jeg været ved sundhedsplejeskernes åbent hus for at få hende vejet. Hun sover nemlig så meget, at vi har været bekymrede for om det er for meget. Men alt er godt. Hun vokser ok, er stærk og nærværende. Så bekymringen for om det var for godt til at være sandt er unødvendig.

Med 11 uger er de første spædbarnsproblemer overstået. Ikke mere mavepine og gråd af den grund. I stedet er hun de sidste par uger endelig begyndt at komme ud af den fosterlignende tilstand og slutte sig til os. Hun smiler kådt når man snakker med hende og er så småt begyndt at slå ud efter ting. Det har betydet rigtig meget for mine følelser omkring 2-barns situationen. De første mange uger led jeg meget af den dårlige samvittighed, som jeg sådan havde frygtet. Ikke så meget dårlig samvittighed over for Max (som jeg dog enkelte gange har grædt af længsel efter) men dårlig samvittighed over for lillesøster. For jeg har ikke følt noget der bare kommer i nærheden af det intense bånd og den store lykke, som jeg gjorde med Max. Og jeg har været skrækslagen for, om jeg aldrig ville få den slags følelser.  Man hører det jo alle stedet fra: det er noget andet. Det er noget helt helt helt andet, det er det virkelig. Jeg kan godt blive ked af at både hun og jeg er gået glip af den store forelskelse, men jeg tror i virkeligheden at hensynet til storebror i sig selv har gjort det umuligt.

Nu hvor hun begynder at slutte sig til os, glæder jeg mig vildt meget til hun bliver lidt ældre og kommer til at bidrage lidt mere til familien. Indtil videre har hun jo mest været en opgave. For os alle tre. Men man fornemmer allerede forskellen. Max er begyndt at tale til hende og kysse hende og hun griner tilbage. Hvor jeg glæder mig til at vi for alvor kan begynde at lege med hende.

Jeg synes ikke rigtig jeg har nogen fornemmelse af hvad hun er for en. Jeg synes ikke jeg rigtig kan se tydelige forskelle fra Max. Hun virker fredelig og glad. Måske mere mild hvor Max måske var mere intens. Måske. Jeg glæder mig til at lære hende mere at kende. Og til at vi rigtigt bliver en familie på 4 i stedet for 3 med et vedhæng..

28-02-2013 kl 11.37

På dette tidspunkt for præcis 6 uger siden, gik jeg med meget små skridt fra Rigets fødemodtagelse til fødegangen. Der kan ikke have været meget mere end 100 meter, men jeg havde 3 veer undervejs.

Det var 10 dage før termin og det var ikke noget stort chok, men dog alligevel en overraskelse, da det hele gik i gang tidligt om morgenen den sidste dag i februar. Jeg vågnede kl 5.30 ved en kort smerte i underlivet, mærkede tydeligt at fosterhinden bristede med et puf og vandet begyndte at pible ud af mig. Der var ingen tvivl.

Jeg lå nogle minutter og følte efter inden jeg aede E og fortalte ham, at vandet var gået. En mand kommer op til overfladen med lynets hast ved de ord.

Tilfældigvis var Max hos sin farmor, så det var bare os to. Jeg havde ingen veer, men lå i sengen mens jeg dirigerede E rundt i lejligheden efter de ting, vi skulle have pakket sammen. Det var meget fredeligt og hyggeligt og intenst stilhed før storm. Efter en times tid begyndte veerne og der var fra starten kort imellem dem. Intervallerne var lidt uregelmæssige, men inden for en times tid gik vi fra ca 7 minutter til 3,5 minutter mellem hver og da turde vi ikke blive hjemme længere selvom veerne stadig var udholdelige - alt for svage..

Kl. 7.30 sad vi i en taxa på vej til Riget. Taxa-chaufføren var tydeligt rørt over situationen og jeg er sikker på, at han var opfyldt af erindringen om sine egne børns fødsler.

KL 8.30 lå jeg og fik kørt strimmel på fødemodtagelsen. Der lå jeg i en time, fordi jordemoderen gerne ville holde lidt øje med lillesøsters hjerte, som så ud til at reagere lidt uheldigt på veerne. Da jeg lå der sank det høje humør gradvist, som sagens alvor rykkede tættere på. Fornemmelsen af at stå foran et ocean af smerte og den største fysiske udfordring. Dramaet og faren. En lille stemme indeni peb om jeg ikke godt måtte blive fri og bare komme hjem i sofaen med en latte og en croissant.

Da vi omsider kom over på fødestuen var klokken, som nu, lidt over 10. De lidt svage veer var forvandlet til heftige smerter og derfor var jeg temmeligt nedslået, da jordemoderen konstaterede, at jeg stadig kun var omkring 3 centimeter åben. Det slog mig lidt ud, for nu så jeg for mig, at jeg skulle have veer med den intensitet - altså med få minutters mellemrum og næsten ubærlige i styrke i mange timer. Jeg bad om at få en hvilken som helst smertelindring, men jordemoderen holdt mig hen med forskellige udgaver af 'ja. lad os nu lige se'.

Der var fødekar på stuen, men desværre tog det ca en time at fylde det i den rette temperatur. Det var længe at vente. Jeg havde efterhånden 30 sekunder mellem hver ve og brølede ikke bare højt, men virkelig af al kraft - så højt jeg overhovedet kunne - for at holde det ud. Det var lige i overkanten. Men hvis jeg havde vidst, at lige om lidt ville det hele være overstået, havde det ikke skræmt mig så meget.

Da jeg endelig kom i karet var jeg ved at være klar til at føde. Under ve-stormen havde jeg udvidet mig 7 centimeter på en time. Som smertelindring på dette stadie var det lunkne vand en joke, men det var dejligt at komme derop alligevel. Jeg havde meget brug for at sidde på knæ og det egnede karret sig desværre ikke så godt til, fordi det havde sådan et dumt indbygget sæde- Konsekvensen var, at hver gang, jeg pressede, havde jeg hovedet under vand. Ikke optimalt. Men det var SÅ godt at føde i vandet.

Jeg vil tro, jeg har i vandet et kvarters tid inden jeg begyndte at presse. Jeg synes jeg lagde ufatteligt mange kræfter i de pres. I følge journalen tog det vist 13 minutter. Desværre drejede hun sig, lige da hovedet kom fri, så skuldrene lå på tværs og resten af kroppen skulle også presses ud i stedet for bare at smutte ud som normalt. Det var faktisk værre end at presse hovedet ud. Men ud kom hun, og sejlede op mellem benene på mig, op i mine arme. Kl 11.37. Og da jeg efterfølgende lå på briksen med hende i armene, brød forårssolen igennem og væltede ind på stuen (og derefter skinnede den konstant den første uge af hendes liv)

Jeg var langt mere til stede, da hun kom ud til os, end jeg var med Max. Samme oplevelse havde E. Det skyldes selvfølgelig dels at det var anden gang. Men helt sikkert også, at det er meget bedre at føde på knæ i et kar, end liggende på ryggen på en hård briks, som en hjælpeløs bille.

Kl 16.30 sad vi i en ny taxa på vej hjem igen. En meget syret oplevelse. På sådan en almindelig arbejdsdags tid havde vi rejst ind i helvede efter lillesøster og derfra rejst tilbage til hverdagens verden med myldretidstrafik og overvejelser om hvad vi skal have til aftensmad.

Hun var længe undervejs, vores lille pige. Endnu længere end storebror, tror jeg. Men nu er hun her. Om præcis en time er hun 6 uger gammel.

min dejlige dreng

Inden det hele kommer til at handle om lillesøster. At være mor til Max overgår enhver forventning. Han er det mest fantastiske væsen, der findes.

Han er sjov, kærlig, videbegærlig, klog, fuld af pep, men også god til stille stunder og fordybelse. Han elsker at tegne og kan sidde fordybet i en tegning alene på sit værelse i det meste af en time. Han elsker at klæde sig ud (gerne som prinsesse), danse og synge. Han har en helt afsindig hukommelse og vender tit tilbage til et emne flere uger efter vi har talt om det, med nye spørgsmål. Han bruger nok lidt for meget tid med iPad'en, men han er så aktiv resten af tiden, at jeg ikke rigtig har dårlig samvittighed over det. Han er rimeligt selvfed, men også ekstremt social. Når vi har gæster sætter han stole frem til dem og spørger om de vil have noget at spise eller drikke. Han deler ud af kys og kram både hjemme og ude- men af og til får man også et 'nej, du får et kram i morgen. ikke mere i dag, mor'. Vi har meget få konflikter med ham. Når der er konflikter, kommer det altid i stimer og er sådan lidt kriseagtigt. Ofte kan årsagen nemt identificeres. Og ofte har årsagen med mor og far at gøre. Det er fuldstændig vanvittigt som små krusninger hos de voksne kan aflæses som kæmpe-dønninger hos de små.

Det meste af tiden er vi så stolte over og forelskede i vores dreng, at vi er lige ved at sprække. Selv efter 4 år er det min og Es yndlingsbeskæftigelse at tale om hvor dejlig, han er.

fuldbåren

3 uger til termin. Det er helt ubegribeligt. At det kan være ubegribeligt er også ubegribeligt. Jeg er meget gravid og har været det længe.

Det har ikke været nogen ret god eller nem graviditet. Primært fordi trætheden og hormonerne har taget alt mit overskud. Det er grotesk når man ønsker sig en graviditet brændende og så bliver totalt nedtrykt i samme øjeblik, man faktisk er gravid.

De første tre måneder led jeg rigtig meget af kvalme. Så kom nogle måneder, hvor det gik langt bedre fysisk, men hvor jeg arbejdede som en idiot og lå vågen om natten af stress. I tredie trimester aftog stressen gudskelov, og selvom den blev afløst af ekstrem træthed, kvalme igen og gradvist flere stor- mave-gener, så har det mentale overskud været langt større på det sidste og det er vigtigere end noget andet.

Jeg har haft enormt dårlig samvittighed over ikke at føle mere glæde. Det er jo som om jeg allerede gennem det meste af graviditeten har svigtet min datter og jeg tænker meget på, om hun er blevet fysisk påvirket af alle de stress-hormoner og andet dårligt stuff, der har brust rundt i mit blod. Selvfølgelig har andre fostre oplevet det, der var værre, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Max' lyse sind måske bygger på et prænatalt fundament. Det ved man jo ikke. En anden skræk, jeg har, er at jeg kommer til at være så mentalt uforberedt på fødslen, at jeg udvikler en fødselsdepression. Min mor havde sådan en, da hun fødte mig.

Jeg har formelt set været på barsel et par uger nu. Jeg arbejder stadig nogle timer hver formiddag, selvom jeg egentlig tænker, at det ville være godt for mig at fokusere 100% på lillesøsters komme. Der er bare så meget, jeg synes, jeg er nødt til at nå. Men der er ro på og tankerne om fødslen og lille baby fylder mere og mere og jeg føler mig mere og mere rolig ved det.

Jeg tænker også, at de negative, skyldfyldte og små-paranoide tanker kan blive selvopfyldende profesier. At det måske også kunne være en mulighed bare at tage det som det kommer og stole på, at naturen kan sit kram. Når lillesøster kommer skal naturen nok sørge for, at jeg giver hende ligeså meget omsorg som hendes storebror. At mit problem måske ikke er mere pisse-unikt end som så. Alle har en sværere graviditet anden gang, fordi de skal tage sig af det første barn og alle er bange for ikke at kunne rumme endnu et barn. Min nervøsitet er bare forstærket af at jeg selv har en mor, der ikke har gode evner udi kærligheden. Ind med humor, ud med skyldfølelse. Det skal nok gå og jeg er også begyndt at glæde mig nu.. Faktisk tror jeg, at der ligger en enorm glæde og gemmer sig inde bag den skyldfølelse. Jeg tænker nogle gange, at jeg ikke synes jeg kan tillade mig at forvente af livet, at det skal give mig så fantastisk en gave endnu en gang. Men måske er det virkelig muligt...

Jeg er overbevist om, at jeg kommer til at føde tidligt. Med Max var det 4-5 dage for tidligt og det kom totalt bag på mig. Denne gang bliver det mindst en uge for tidligt. Måske før. De sidste par dage synes jeg, at jeg har haft plukveer nærmest konstant...

to be continued.....

En hilsen til Sech

Jeg var lige inde i arkiverne for at læse om, hvordan det var at være her lige på grænsen til 3. trimester da jeg var gravid med Max.

Og så faldt jeg over denne hilsen, som et lille monument over en meget stor begivenhed.

Vi må godt lege med den slags mønstre lidt, ikke Sech? Det kommer til at passe ret præcist. Du plejer at teste positiv lige dér små to måneder før min termin. Det gør du igen.

Og de bliver lige så fantastiske som Asbjørn og Max

Jeg sagde det jo...

Det er en pige