Herovre på den anden side...
9 år siden
mandag den 25. februar 2008
søndag den 24. februar 2008
TÆNK HVIS VI ER RIGTIGT GRAVIDE
Det har min E og jeg sagt skiftevis sådan ca en gang i timen de sidste 2 dage. Tænk hvis alle de dejlige ting virkelig skal begynde at ske nu. Tænk hvis der kommer et barn ud af det i begyndelsen af november. Tænk hvis behandlingsmareridtet er slut. Frygten for aldrig at få bio-barn annuleret. For at sidde fast i det her pseudo-liv i mange år endnu. Tænk hvis..
Fokus er rettet mod abort-statistikkerne nu. Det siger sig selv.
20% risiko for at det ikke går - hvis man ikke medregner biokemisk (og det kan man næsten så småt begynde at udelukke på nuværende tidspunkt, ikke? )
Svend Lindeberg skriver, at hvis der ses hjerteblink i en uge 7-scanning, så ryger risikoen for abort under 5%. Kan man deraf slutte, at de mange aborter op til uge 12 i virkeligheden er sket inden uge 7, men først opdages senere? Det må man kunne.
BP i morgen og hvis det går godt så lægger vi os lige til at sove indtil 3. uge i marts.
Det har min E og jeg sagt skiftevis sådan ca en gang i timen de sidste 2 dage. Tænk hvis alle de dejlige ting virkelig skal begynde at ske nu. Tænk hvis der kommer et barn ud af det i begyndelsen af november. Tænk hvis behandlingsmareridtet er slut. Frygten for aldrig at få bio-barn annuleret. For at sidde fast i det her pseudo-liv i mange år endnu. Tænk hvis..
Fokus er rettet mod abort-statistikkerne nu. Det siger sig selv.
20% risiko for at det ikke går - hvis man ikke medregner biokemisk (og det kan man næsten så småt begynde at udelukke på nuværende tidspunkt, ikke? )
Svend Lindeberg skriver, at hvis der ses hjerteblink i en uge 7-scanning, så ryger risikoen for abort under 5%. Kan man deraf slutte, at de mange aborter op til uge 12 i virkeligheden er sket inden uge 7, men først opdages senere? Det må man kunne.
BP i morgen og hvis det går godt så lægger vi os lige til at sove indtil 3. uge i marts.
lørdag d. 23.02.08
Dette syn mødte os i sengen i går, lørdag morgen kl 08.
Den lader jeg lige stå et øjeblik.....
Jeg har været så bange, så bange. Fredag var et mareridt. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Var ved at blive vanvittig af skræk og længsel. Jeg var skrækslagen for at få mens, skrækslagen for at tage en test og kunne heller ikke holde ud at skulle være så bange hele weekenden. Røg frem og tilbage mellem ja-test og fandme nej-test. Til sidst kørte min E på natapotek og købte en test til at tage morgenen efter. Puhh hvor var jeg bange. Jeg kastede mig ud af sengen lørdag og testede uden at tøve. Kiggede slet ikke på pinden men tog den bare ind i sengen, stak den til E og trak dynen over hovedet. Føj hvor var det grimt. Efter et par minutter vendte han den og der tonede stregen frem, først svag og efter endnu et minut eller to, stor og fed som på billedet. (Er den ikke fed? Ligner det ikke et højt hCG-tal? Hvahvahva?)
Det er en mærkelig oplevelse denne blandning af lykke og ængstelse. I går var jeg opfyldt af den mest gennemtrængende lykkefølelse. Hele dagen perlede det i mit bryst som ved en ny forelskelse. Det var en følelse helt uden for min kontrol. Den lod sig ikke tilbageholde af forsigtighed eller skepsis og havde ingen relation til mine tanker. Den havde sit helt eget liv.
I dag er skrækken tilbage og glæden titter kun kort frem hist og her. Det kan ikke passe. Det er for godt til at være sandt. Og det er umuligt at rumme.
Vi har kun fortalt det til min mor og først i dag. Hun reagerede uden lykønskninger, kun med 'hvor lyder det lovende', 'hvor er det spændende' og den slags. Det er jeg glad for. Jeg har været ude at gå en lang tur med en nær veninde i eftermiddag uden at fortælle noget. Men jeg har skrevet det på min-mave, fordi en MM-søster spurgte til mig. Og på en måde som jeg slet ikke kan forklare eller selv gennemskue, har jeg det forfærdeligt med at have skrevet det dér. Det føles ikke rigtigt. Og jeg får det sikkert også dårligt over at have skrevet det her på bloggen. Men det skal jeg. Ellers bliver historien jo ikke fortalt som den er. Men I må ikke ønske tillykke, vel?
Det er så mærkeligt med dette absolutte fravær af lyst til at fortælle det til nogen.
I morgen er så blodprøve-dag og vi får hCG-tallet først på eftermiddagen. Mon det blir lidt mindre snyde-agtigt og lidt mere virkeligt der?
Den lader jeg lige stå et øjeblik.....
Jeg har været så bange, så bange. Fredag var et mareridt. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Var ved at blive vanvittig af skræk og længsel. Jeg var skrækslagen for at få mens, skrækslagen for at tage en test og kunne heller ikke holde ud at skulle være så bange hele weekenden. Røg frem og tilbage mellem ja-test og fandme nej-test. Til sidst kørte min E på natapotek og købte en test til at tage morgenen efter. Puhh hvor var jeg bange. Jeg kastede mig ud af sengen lørdag og testede uden at tøve. Kiggede slet ikke på pinden men tog den bare ind i sengen, stak den til E og trak dynen over hovedet. Føj hvor var det grimt. Efter et par minutter vendte han den og der tonede stregen frem, først svag og efter endnu et minut eller to, stor og fed som på billedet. (Er den ikke fed? Ligner det ikke et højt hCG-tal? Hvahvahva?)
Det er en mærkelig oplevelse denne blandning af lykke og ængstelse. I går var jeg opfyldt af den mest gennemtrængende lykkefølelse. Hele dagen perlede det i mit bryst som ved en ny forelskelse. Det var en følelse helt uden for min kontrol. Den lod sig ikke tilbageholde af forsigtighed eller skepsis og havde ingen relation til mine tanker. Den havde sit helt eget liv.
I dag er skrækken tilbage og glæden titter kun kort frem hist og her. Det kan ikke passe. Det er for godt til at være sandt. Og det er umuligt at rumme.
Vi har kun fortalt det til min mor og først i dag. Hun reagerede uden lykønskninger, kun med 'hvor lyder det lovende', 'hvor er det spændende' og den slags. Det er jeg glad for. Jeg har været ude at gå en lang tur med en nær veninde i eftermiddag uden at fortælle noget. Men jeg har skrevet det på min-mave, fordi en MM-søster spurgte til mig. Og på en måde som jeg slet ikke kan forklare eller selv gennemskue, har jeg det forfærdeligt med at have skrevet det dér. Det føles ikke rigtigt. Og jeg får det sikkert også dårligt over at have skrevet det her på bloggen. Men det skal jeg. Ellers bliver historien jo ikke fortalt som den er. Men I må ikke ønske tillykke, vel?
Det er så mærkeligt med dette absolutte fravær af lyst til at fortælle det til nogen.
I morgen er så blodprøve-dag og vi får hCG-tallet først på eftermiddagen. Mon det blir lidt mindre snyde-agtigt og lidt mere virkeligt der?
fredag den 22. februar 2008
CD 27
I eftermiddag en gang er det præsis 27 døgn siden min sidste cyklus startede og altså tid til en ny. Men en vis optimisime meldte sig i aftes, fordi jeg konstaterede at mine bryster var ømme igen. Yeay! Nu er jeg i tvivl om, om de i virkeligheden har været sådan hele tiden. Derudover gjorde min E mig opmærksom på, at jeg overhovedet ikke har fedtet hår eller hud. Alt på mig plejer at blive meget fedtet op til mens. Men måske spiller progestanen ind her, hvem ved?
Jeg var helt panisk først på aftenen i går og stort set sikker på, at løbet var kørt. Siden har jeg fået lidt af håbet tilbage igen.
Op - ned. Frem - tilbage. Rundt, rundt, rundt... Jeg vil aaaaaaa!!
Jeg var helt panisk først på aftenen i går og stort set sikker på, at løbet var kørt. Siden har jeg fået lidt af håbet tilbage igen.
Op - ned. Frem - tilbage. Rundt, rundt, rundt... Jeg vil aaaaaaa!!
torsdag den 21. februar 2008
CD 26
I dag er exit-progestanen lysebrun. Det hele.
Og den umiskendelige fornemmelse af mens inden for et døgn.
Intet er afgjort.
Men sandsynligheden for at det går godt er blevet mindre, det kommer vi vist ikke udenom.
Og den umiskendelige fornemmelse af mens inden for et døgn.
Intet er afgjort.
Men sandsynligheden for at det går godt er blevet mindre, det kommer vi vist ikke udenom.
onsdag den 20. februar 2008
CD 25
Sidst på eftermiddagen var der lidt orange i exit-progestanen.
Og mens-murreriet gik i gang omtrent på samme tid.
Det betyder ikke noget - eller jo, det betyder at nedtællingen for alvor er begyndt. De næste par dage bliver svære.
Det er et mareridt. Eller, som Søs siger, det er helvedes forgård.
Og man kan se derind.
Og mens-murreriet gik i gang omtrent på samme tid.
Det betyder ikke noget - eller jo, det betyder at nedtællingen for alvor er begyndt. De næste par dage bliver svære.
Det er et mareridt. Eller, som Søs siger, det er helvedes forgård.
Og man kan se derind.
tirsdag den 19. februar 2008
Halvvejs
Det er nu 14 dage siden ÆL-sprøjte, 12 dage siden ÆU og 9 dage siden ÆO. Ikke overraskende føles det som 3 måneder siden ÆO. Det med 9 dage giver slet, slet ingen mening.
Om 3 dage er det alm. mens-dag. Blodprøven er først om 6 dage. Cirka 3 måneder.
Ved septembers IVF fik jeg meget, meget ømme bryster et stykke tid efter ÆO - så ømme, at jeg var nødt til at holde på dem om natten, faktisk. Men et par dage før mens-dag ophørte ømheden pludselig. Det gjorde mig lidt forskrækket og ret ked af det dengang. Og det gør det igen denne gang, hvor ømheden også pludselig har fortaget sig.
Da der sidst viste sig at være tale om en pseudo-graviditet, var jeg overbevist om, at ægget havde sat sig fast og den deraf følgende hCG-produktion havde skabt de ømme bryster, hvorefter det alligevel rev sig løs og brysterne vendte tilbage til normal. Men egentlig giver den forklaring vel ikke mening. For hCG-produktionen fortsatte jo. Og der var ikke noget med 'at rive sig løs'. Celledelingen gik vel bare i kluddermudder. Det har vel ikke noget med mine bryster at gøre...?
Under alle omstændigheder har jeg været ked af det de sidste dage. Det ligner sidste gang for meget. Og det kan jo sagtens gentage sig på præcis samme måde.
Jeg har ingen symptomer. Krop helt normal. Har gået og længtes efter at mine overstimuleringssymptomer skulle blusse op igen, men nej.
Har kastet op i munden på mig selv adskillige gange på det sidste (sure opstød) og det er jeg ikke vant til. Det er vist det tætteste jeg kommer på et symptom. Derudover er jeg træt, trist og fuld af håbløshed- præcis som en god omgang PMS.
Jeg er ikke optimistisk.
Om 3 dage er det alm. mens-dag. Blodprøven er først om 6 dage. Cirka 3 måneder.
Ved septembers IVF fik jeg meget, meget ømme bryster et stykke tid efter ÆO - så ømme, at jeg var nødt til at holde på dem om natten, faktisk. Men et par dage før mens-dag ophørte ømheden pludselig. Det gjorde mig lidt forskrækket og ret ked af det dengang. Og det gør det igen denne gang, hvor ømheden også pludselig har fortaget sig.
Da der sidst viste sig at være tale om en pseudo-graviditet, var jeg overbevist om, at ægget havde sat sig fast og den deraf følgende hCG-produktion havde skabt de ømme bryster, hvorefter det alligevel rev sig løs og brysterne vendte tilbage til normal. Men egentlig giver den forklaring vel ikke mening. For hCG-produktionen fortsatte jo. Og der var ikke noget med 'at rive sig løs'. Celledelingen gik vel bare i kluddermudder. Det har vel ikke noget med mine bryster at gøre...?
Under alle omstændigheder har jeg været ked af det de sidste dage. Det ligner sidste gang for meget. Og det kan jo sagtens gentage sig på præcis samme måde.
Jeg har ingen symptomer. Krop helt normal. Har gået og længtes efter at mine overstimuleringssymptomer skulle blusse op igen, men nej.
Har kastet op i munden på mig selv adskillige gange på det sidste (sure opstød) og det er jeg ikke vant til. Det er vist det tætteste jeg kommer på et symptom. Derudover er jeg træt, trist og fuld af håbløshed- præcis som en god omgang PMS.
Jeg er ikke optimistisk.
onsdag den 13. februar 2008
Lidt til gaden, lidt til gården
For Filan da, som Sechen ville sige. Den har stået på opkast og diaree her på matriklen. Eller rettere, jeg stod for opkast og diaree et døgns tid og derefter lagde min E sig til at sove i 19 timer. Ved ikke, om det er noget omgangssyge eller reaktioner på weekendens eventyr. Det påfaldende er, at efter sidste ÆO gik min E, som ellers virker ret rolig og upåvirket af situationen, også direkte hjem og sov et lille døgns tid.
Hvad mig selv angår kan jeg mærke, at jeg egentlig helst vil holde fast i den der omgangssyge lidt endnu. Jeg kan slet ikke holde ud at skulle face verden. Men samtidig bliver jeg bare mere og mere udslukt af at gå herhjemme og være mopset. I morgen må jeg vist vende tilbage til hverdagen. I morgen...
Hvad mig selv angår kan jeg mærke, at jeg egentlig helst vil holde fast i den der omgangssyge lidt endnu. Jeg kan slet ikke holde ud at skulle face verden. Men samtidig bliver jeg bare mere og mere udslukt af at gå herhjemme og være mopset. I morgen må jeg vist vende tilbage til hverdagen. I morgen...
mandag den 11. februar 2008
kvindeligt forbillede III
Jeg har et lidenskabeligt forhold til Jane Tennison og til krimi-serien Mistænkt. For mig er det ikke bare den bedste krimiserie, der nogensinde er produceret, men Jane Tennsion er også den mest rørende, nuancerede, smukke og hæsblæsende velspillede karakterer jeg nogensinde har set. Hun rører ved noget dybt inde i mig
For tiden vises Mistænkt på DR1. Hvis der er nogen af jer blog-søstre, der aldrig har set den, så gør det i aften. Thats an order!
ad kringlede stier
I går, søndag, kl 08.45 ringede vi til klinikkens laboratorie og fik status på æggene. Af de 21 havde 16 delt sig, men mange havde ikke delt sig nok frem til 3. dagen. Vi endte dog med syv gode. Til oplægning en syv-cellet, fragmenteringsgrad 1 (som nåede at blive 8-cellet inden den blev lagt op..) og en 6-cellet, fragmenteringsgrad 2 (tror jeg nok) Til frys 4 6-cellede og en enkelt 7'er.
Da vi fik beskeden var jeg lidt skuffet over, at der ud af den store høst ikke var en eneste 8'er, som jo er hvad man helst ser på 3. dagen. Siden fik de mig mere eller mindre overbevist om, at 6 faktisk også er ok. Men sidste gang fik vi slet ikke noget på frys fordi de alle var 4 og 5-cellede. Er der så stor forskel på 5 og 6?
Under alle omstændigheder: Det er et bedre resultat end sidst og jeg burde være glad og tilfreds.
Vi kom op på klinikken kl 10.30 og kom relativt hurtigt til. Anne E var der, hvilket skulle vise sig at være en stor fordel. Ved scanning blev det først bekræftet at jeg ganske rigtigt havde en del vand, der flød overstimuleringsagtigt rundt de forkerte steder, men ikke mere end at det var ok og jeg bare skulle fortsætte med at drikke og desuden sørge for at få en masse proteiner. Men pga. opsvulmetheden var jeg selvfølgelig enormt øm og det gjorde klart lægens arbejde endnu sværere. Efter 7-8 minutters roden rundt var hun fuldstændig desparat. Hun kunne ikke komme til min livmoderhalsåbning. Hun hev og sled og pressede. De forsøgte at løfte mig, tilte mig, alt muligt og det gjorde så afsindigt ondt, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Forsøgte virkelig at trække vejret dybt og ikke spænde alt for meget, men selvfølgelig spændte jeg og gjorde lægens arbejde endnu vanskeligere. Efter et kvarters tid kylede lægen i raseri alle instrumenterne ned i sin spand. Vi var nødt til at holde pause og prøve igen senere. I mellemtiden skulle jeg fylde min blære helt op og have lagt venflon, så de kunne morfin-dope mig. Da de holdt op med underlivs-torturen gav jeg mig til at stor-tude.
Vi holdt pause i en lille times tid, hvor vi sludrede med Anne E, jeg fik en dejlig lavendelfarvet pille og en liter vand og så var det ind i stolen igen. Denne gang var jeg mere dopet end ved ÆU og selvom der stadig var masser af smerte involveret, foregik det langt inde i morfin-land, hvor man bare registrerer smerten, men den ingen magt har. Den fyldte blære gjorde det nemmere at komme til livmoderhalsen og denne gang tror jeg ikke det tog mere end 5 minutter at finde vej.
Da vi forlod Riget havde jeg det bedre end jeg har haft det længe. 100% smertelindring og en gang psykopharmaca gør sgu underværker på en solbeskinnet forårssøndag. Vi gik hele vejen omkring søerne og det var så dejligt at have en pause fra smerter og bekymringer (ehm ok junkie-girl). Da vi kom hjem kunne jeg pludselig ikke holde mig vågen mere og jeg snork-sov tre-fire timer.
Ironisk. Ægudtagningen var så nem og næsten smertefri denne gang. Men oplægningen var hæslig. Mængden af smerte er konstant
Den ekstremt opspilede fornemmelse er aftaget nu og det er en lettelse. Den er blevet afløst af skarpe jag som jeg antager skyldes alt det roderi i går. Føles lidt som om der er blevet skåret i mit underliv, men jeg kan meget bedre håndtere det end opspiletheden. Mental-tilstanden er også bedre nu, uden dog at være noget sted i nærheden af 1. IVFs eufori. Perspektiverne er langt mere uvirkelige nu. Min fornuft siger mig, at jeg nok stadig gerne vil have det barn, men jeg kan ikke mærke det.
Man afslører vist sig selv som lidt af en hypokonder, når man gør så meget ud af at beskrive sine smerter. Men jeg har opdaget, hvor vigtig denne blog er som notater, jeg selv kan vende tilbage til.. Håber det kan undskylde mig lidt...
Og så er lidt velplaceret medlidenhed jo heller aldrig af vejen..
Da vi fik beskeden var jeg lidt skuffet over, at der ud af den store høst ikke var en eneste 8'er, som jo er hvad man helst ser på 3. dagen. Siden fik de mig mere eller mindre overbevist om, at 6 faktisk også er ok. Men sidste gang fik vi slet ikke noget på frys fordi de alle var 4 og 5-cellede. Er der så stor forskel på 5 og 6?
Under alle omstændigheder: Det er et bedre resultat end sidst og jeg burde være glad og tilfreds.
Vi kom op på klinikken kl 10.30 og kom relativt hurtigt til. Anne E var der, hvilket skulle vise sig at være en stor fordel. Ved scanning blev det først bekræftet at jeg ganske rigtigt havde en del vand, der flød overstimuleringsagtigt rundt de forkerte steder, men ikke mere end at det var ok og jeg bare skulle fortsætte med at drikke og desuden sørge for at få en masse proteiner. Men pga. opsvulmetheden var jeg selvfølgelig enormt øm og det gjorde klart lægens arbejde endnu sværere. Efter 7-8 minutters roden rundt var hun fuldstændig desparat. Hun kunne ikke komme til min livmoderhalsåbning. Hun hev og sled og pressede. De forsøgte at løfte mig, tilte mig, alt muligt og det gjorde så afsindigt ondt, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Forsøgte virkelig at trække vejret dybt og ikke spænde alt for meget, men selvfølgelig spændte jeg og gjorde lægens arbejde endnu vanskeligere. Efter et kvarters tid kylede lægen i raseri alle instrumenterne ned i sin spand. Vi var nødt til at holde pause og prøve igen senere. I mellemtiden skulle jeg fylde min blære helt op og have lagt venflon, så de kunne morfin-dope mig. Da de holdt op med underlivs-torturen gav jeg mig til at stor-tude.
Vi holdt pause i en lille times tid, hvor vi sludrede med Anne E, jeg fik en dejlig lavendelfarvet pille og en liter vand og så var det ind i stolen igen. Denne gang var jeg mere dopet end ved ÆU og selvom der stadig var masser af smerte involveret, foregik det langt inde i morfin-land, hvor man bare registrerer smerten, men den ingen magt har. Den fyldte blære gjorde det nemmere at komme til livmoderhalsen og denne gang tror jeg ikke det tog mere end 5 minutter at finde vej.
Da vi forlod Riget havde jeg det bedre end jeg har haft det længe. 100% smertelindring og en gang psykopharmaca gør sgu underværker på en solbeskinnet forårssøndag. Vi gik hele vejen omkring søerne og det var så dejligt at have en pause fra smerter og bekymringer (ehm ok junkie-girl). Da vi kom hjem kunne jeg pludselig ikke holde mig vågen mere og jeg snork-sov tre-fire timer.
Ironisk. Ægudtagningen var så nem og næsten smertefri denne gang. Men oplægningen var hæslig. Mængden af smerte er konstant
Den ekstremt opspilede fornemmelse er aftaget nu og det er en lettelse. Den er blevet afløst af skarpe jag som jeg antager skyldes alt det roderi i går. Føles lidt som om der er blevet skåret i mit underliv, men jeg kan meget bedre håndtere det end opspiletheden. Mental-tilstanden er også bedre nu, uden dog at være noget sted i nærheden af 1. IVFs eufori. Perspektiverne er langt mere uvirkelige nu. Min fornuft siger mig, at jeg nok stadig gerne vil have det barn, men jeg kan ikke mærke det.
Man afslører vist sig selv som lidt af en hypokonder, når man gør så meget ud af at beskrive sine smerter. Men jeg har opdaget, hvor vigtig denne blog er som notater, jeg selv kan vende tilbage til.. Håber det kan undskylde mig lidt...
Og så er lidt velplaceret medlidenhed jo heller aldrig af vejen..
lørdag den 9. februar 2008
skrid!
Jeg har sagt det før, men jeg er nødt til lige at have luft for det en gang mere.
Hvad bilder de sig ind, de møg-sække, der tillader sig at deltage i Barnløse-i-behandling debatterne, alt imens de har 1, 2 , 3 børn i forvejen. BarnLØS - det er da ikke så svært at forstå. Opret jeres eget forum om fertilitetsbehandling. Fint med mig. Men jeg gider ikke høre jeres klynkende frustrationer over, at et forsøg ikke er lykkes, altimens jeg skal se på billeder af de her 1, 2, 3 børn i jeres signatur. Vi er IKKE i samme båd. Skrid!
Hvad bilder de sig ind, de møg-sække, der tillader sig at deltage i Barnløse-i-behandling debatterne, alt imens de har 1, 2 , 3 børn i forvejen. BarnLØS - det er da ikke så svært at forstå. Opret jeres eget forum om fertilitetsbehandling. Fint med mig. Men jeg gider ikke høre jeres klynkende frustrationer over, at et forsøg ikke er lykkes, altimens jeg skal se på billeder af de her 1, 2, 3 børn i jeres signatur. Vi er IKKE i samme båd. Skrid!
sur og rund som en tønde
Da vi nåede hertil i forløbet ved den første IVF var jeg tindrende lykkelig og forventingsfuld. Denne opstemthed har ikke indfundet sig denne gang - jeg var glad og lettet over at ÆU gik så nemt, men siden har jeg mest været tvær og mopset. Det er en mærkelig fornemmelse og jeg kan faktisk ikke rigtig gennemskue, hvad det handler om.
I går svulmede min mave op til fantastiske dimensioner. På et vist tidspunkt lå jeg mere end 6 kilo over min normalvægt og sidst på dagen var jeg små-panisk, men måske især harmdirrende. Vi er blevet advaret om, at vi med en vis sandsynlighed ikke får lov til at få lagt to æg op pga risiko for overstimulering. I princippet er der også risiko for, at ÆO bare helt aflyses. Jeg er bare så pissetræt af det her.
Her i formiddag skulle vi så ringe til Anne E på klinikken og få en status på æggene. Jeg følte også et stort behov for lige at vende min giga-opspilethed med hende. Men vi kunne ikke få fat på hende. Til sidst ringede vi til den læge, der er ansvarlig for vores forsøg og han var iskoldt afvisende og ligeglad. Så måtte vi jo ringe i morgen. Skid!
Jeg ved ikke.. jeg er vred, så pissetræt af det hele og selvfølgelig dybest set ked af det. Det så jeg slet ikke komme. Det er trods alt ikke mit 6. IVF det her. Men jeg kan ikke finde så meget som en antydning af glæde, håb eller forventning i mig.
I går svulmede min mave op til fantastiske dimensioner. På et vist tidspunkt lå jeg mere end 6 kilo over min normalvægt og sidst på dagen var jeg små-panisk, men måske især harmdirrende. Vi er blevet advaret om, at vi med en vis sandsynlighed ikke får lov til at få lagt to æg op pga risiko for overstimulering. I princippet er der også risiko for, at ÆO bare helt aflyses. Jeg er bare så pissetræt af det her.
Her i formiddag skulle vi så ringe til Anne E på klinikken og få en status på æggene. Jeg følte også et stort behov for lige at vende min giga-opspilethed med hende. Men vi kunne ikke få fat på hende. Til sidst ringede vi til den læge, der er ansvarlig for vores forsøg og han var iskoldt afvisende og ligeglad. Så måtte vi jo ringe i morgen. Skid!
Jeg ved ikke.. jeg er vred, så pissetræt af det hele og selvfølgelig dybest set ked af det. Det så jeg slet ikke komme. Det er trods alt ikke mit 6. IVF det her. Men jeg kan ikke finde så meget som en antydning af glæde, håb eller forventning i mig.
torsdag den 7. februar 2008
Ægudtagning
Vi stod op tidligt-tidligt i morges, spiste dejlig morgenmad med friskbagte boller og havde en hyggelig start på ÆU-dagen. Forlod hjemmet rolige og afslappede og ankom til Riget på samme måde kl 8.15. Det blev vores tur kl 10 og det gik som smurt. Det var en helt, helt anden oplevelse end sidst. Jeg fældede ikke en gang en eneste tåre. Utroligt!
21 æg blev det til. 21!!!! Det er skisme da mange. Desværre indebærer det muligvis, at vi kun får lov at få sat et enkelt æg op pga risiko for overstimulering. Typisk - så skal sandsynligheden for at det lykkes alligevel lige have et nøk nedad.
Hvorom alting er. Jeg er glad for det, især for at det var så nemt denne gang.
tirsdag den 5. februar 2008
CD 11
Sidste scanning i morges. Der er nu de tre follikler på over 17 mm, der udløser ægløsningssprøjte. Det ser stadig rigtig fint ud. Der var mange, der lå omkring de 16 mm og alt tyder på en fin høst.
Har fået de sidste 150 enheder Puregon, i aften står den på ÆL-sprøjte og i overmorgen møder vi på Riget kl 8.15 til den store tur i gyngen.
Jeg har det fint. Er meget opspilet, har afsindigt ømme bryster og er træt. Men det er til at leve med.
Vi har aftalt at bruge i morgen aften på at forberede trøste-ting til ÆU-dagen. For eksempel har vi besluttet at lave min yndlingslagkage (en bid af mocca og nødde-himmel) som jeg må voldæde, når jeg vågner af morfin-rusen. Vi laver forberedelser til superlækker middag. Vi lejer på forhånd film. Gør rent og sørger for at her er smukt og dejligt at være. Gør klar til en rigtig dejlig morgenmad, vi kan spise inden ÆU. Denne gang vil vi tage til ÆU mentalt velforberedte og så rolige som man nu kan være. Sidste gang var det rent kaos og panik. Ikke igen!
Har fået de sidste 150 enheder Puregon, i aften står den på ÆL-sprøjte og i overmorgen møder vi på Riget kl 8.15 til den store tur i gyngen.
Jeg har det fint. Er meget opspilet, har afsindigt ømme bryster og er træt. Men det er til at leve med.
Vi har aftalt at bruge i morgen aften på at forberede trøste-ting til ÆU-dagen. For eksempel har vi besluttet at lave min yndlingslagkage (en bid af mocca og nødde-himmel) som jeg må voldæde, når jeg vågner af morfin-rusen. Vi laver forberedelser til superlækker middag. Vi lejer på forhånd film. Gør rent og sørger for at her er smukt og dejligt at være. Gør klar til en rigtig dejlig morgenmad, vi kan spise inden ÆU. Denne gang vil vi tage til ÆU mentalt velforberedte og så rolige som man nu kan være. Sidste gang var det rent kaos og panik. Ikke igen!
mandag den 4. februar 2008
CD 10
Så var det stimuleringsdag 8-scanning her til morgen og det gik rigtig fint. Der er 14 æg på 11-14 mm, 3 på 15-16 og et enkelt på 17. Så jeg får kun 150 enheder Puregon denne gang (250 sidste gang), skal scannes igen i morgen og alt tyder så på, at det, som jeg håbede og forventede, bliver til ægudtagning på torsdag med oplægning søndag. Det er dejligt, at det hele ser så vellykket ud indtil videre.
Jeg har det OK. Er træt, men bortset fra de første 3 timer om morgenen, hvor jeg virkelig føler mig som en zombie, er det egentlig ikke så slemt. Jeg har de ømmeste dutter og af og til lidt ondt i underlivet, men ikke mere kvalme og hovedpine som i slutningen af sidste uge. Jeg er heller ikke voldsomt hypersensitiv. Alt i alt synes jeg, at jeg indtil videre slipper let. Og jeg nyder, at jeg ikke obsesser alt for heftigt. Indtil videre...
Jeg har det OK. Er træt, men bortset fra de første 3 timer om morgenen, hvor jeg virkelig føler mig som en zombie, er det egentlig ikke så slemt. Jeg har de ømmeste dutter og af og til lidt ondt i underlivet, men ikke mere kvalme og hovedpine som i slutningen af sidste uge. Jeg er heller ikke voldsomt hypersensitiv. Alt i alt synes jeg, at jeg indtil videre slipper let. Og jeg nyder, at jeg ikke obsesser alt for heftigt. Indtil videre...
fredag den 1. februar 2008
CD 7
Scanning i morges. Det ser rigtig fint ud. Slimhinde m 3-lag på 7,5 mm. 7 æg mellem 11 og 14 mm, et enkelt på 14 og en del lige under 11. Tror at det er rigtig fint og Anne E mente det nok ville blive en bedre cyklus denne gang end sidst - hvor den sådan set også var ok.
Min egen oplevelse er, at jeg reagerer mere på behandlingen denne gang. Jeg er for det første meget, meget træt, men det var jeg vist også sidst. Har det sidste døgn også haft hovedpine og kvalme, der kommer og går. Men først og fremmest har jeg haft decideret ondt. Det havde jeg ikke sidste gang. I går aftes havde jeg faktisk så ondt, at jeg var nødt til at ligge fladt på ryggen hele aftenen. Men i dag er det meget bedre. Mystisk.
På en eller anden måde føler jeg mig ikke helt mentalt forberedt på alt det her. Jeg føler mig lidt latterligt for at skrive det - vi har immervæk ventet i 4 måneder og været igennem det før, så vi ved hvad det indebærer. Og alligevel er det lidt som om det kommer bag på mig nu. Utroligt, men jeg tror faktisk jeg har haft mere fokus på phd'en end fertiliteten den seneste tid. Hurra for det!
Næste scanning på mandag. Anne E siger, at jeg nok må være forberedt på, at det kommer til at trykke meget og give en del ubehag denne gang. Det er sgu i orden med mig. Bring it on.
Min egen oplevelse er, at jeg reagerer mere på behandlingen denne gang. Jeg er for det første meget, meget træt, men det var jeg vist også sidst. Har det sidste døgn også haft hovedpine og kvalme, der kommer og går. Men først og fremmest har jeg haft decideret ondt. Det havde jeg ikke sidste gang. I går aftes havde jeg faktisk så ondt, at jeg var nødt til at ligge fladt på ryggen hele aftenen. Men i dag er det meget bedre. Mystisk.
På en eller anden måde føler jeg mig ikke helt mentalt forberedt på alt det her. Jeg føler mig lidt latterligt for at skrive det - vi har immervæk ventet i 4 måneder og været igennem det før, så vi ved hvad det indebærer. Og alligevel er det lidt som om det kommer bag på mig nu. Utroligt, men jeg tror faktisk jeg har haft mere fokus på phd'en end fertiliteten den seneste tid. Hurra for det!
Næste scanning på mandag. Anne E siger, at jeg nok må være forberedt på, at det kommer til at trykke meget og give en del ubehag denne gang. Det er sgu i orden med mig. Bring it on.
Abonner på:
Opslag (Atom)
