1. hormonsindssyge

I går eftermiddags lå jeg på sofaen og blundede mens min E sad i den anden ende af sofaen og læste. Da han rejste sig og sagde 'jeg sætter mig ind ved siden af' brød jeg tudbrølende sammen. Det føltes som en katastrofe, at han ville forlade sofaen og tårerne spruttede ud fra et sted dybt dybt inde i ca halvandet minut -hvorefter jeg begyndte at skraldgrine.

Det må vist være det man kalde homonbetinget uligevægt. Det er en mærkelig følelse. Jeg troede det var meget mere som PMS, men det er det gudskelov ikke,

1. panik (22+5)

Så så man lige mig gå i panik dér...

Jeg er godt klar over, at det får mig til at se lidt latterlig ud, at det her er foregået inden for et døgn efter 1. jordemodersamtale.. Men

Kl. præcis 15.50 i går trak min livmoder sig helt sammen. Det er ikke uvant for mig, men den blev endnu hårdere end normalt, synes jeg, og jeg var selvfølgelig særligt opmærksom på det, fordi jordemoderen har sagt, at det skal jeg være. Det var så heftigt, at jeg ligesom ikke kunne sidde rigtigt på stolen de følgende timer og da jeg skulle transportere mig hjemad ved 21-tiden efter noget kollega-kalas, var hele min mave knuget så stramt sammen, at jeg næsten ikke kunne rette kroppen ud og stå oprejst. Da begyndte jeg for alvor at blive nervøs. Det føltes HELT forkert. Da jeg gik i seng efter et par timer fladt på sofaen, var situationen uændret og jeg begyndte at være bange for, om det faktisk var en situation, jeg skulle reagere på. Jeg har ligget vågen det meste af natten og lyttet til min krop, fuld af ængstelse og billeder af meget for tidligt fødte børn på nethinden. Mange gange været ved at stå op og tage på hospitalet, men også bange for det drama, det ville føles som.

Vi var helt enige om, i morges, at vi var nødt til at tage disse mærkelige, kontinuerlige plukveer alvorligt og vi tog direkte på Riget - af skræk for at blive afvist ringede vi ikke først.

På akut svangre-ambulatoriet kunne jeg ikke holde tårerne tilbage og følte mig på en gang dybt bekymret og vildt overdramatiserende. Vi sad og ventede sammen med alle disse super-højgravide med deres planlagte kejsersnit, veer og kridhvide ansigter. Men jeg faldt, paradoksalt nok, til ro da sygeplejersken syntes det var helt legitimt, at jeg gerne ville undersøges og var fuld af omsorg og forståelse.

Jeg blev scannet, både indefra og udefra og der var INTET der tydede på risiko for at fødslen skulle gå i gang. Lang livmoderhals, helt lukket og hård. Lægen kunne ikke forklare, hvorfor jeg har sådanne sammentrækninger. Nogle har bare mere og mærker dem mere. Og fosterets position kan også spille ind. Luft fra de varme lande..

Jeg er glad for at have fået det undersøgt. For jeg har stadig lidt af det i dag og også lidt smerter. Hvis ikke det var blevet tjekket ville jeg have været skrækslagen hele weekenden. Nu vil jeg prøve at stole på, at alt er ok. Og sove lidt. Hold kæft hvor blir man træt af sådan en omgang!

1. jordemodersamtale (22+4)

Det tog min mor 1½ år at blive gravid første gang, selvom hun kun var 24-25 år. Efter en gennemskylning af æggelederne lykkedes det dog og de var meget lettede, mine forældre.

Men allerede da hun var to måneder henne, begyndte hun at bløde voldsomt. Ifølge familiekrøniken skyldtes det, at hun havde danset twist hele natten og den efterfølgende morgen, i en meget typisk demonstration over for min far, båret en tung kuffert temmeligt langt. Hun blev indlagt og fordi det havde taget hende så relativt lang tid at blive gravid, var hun bange for at det ikke ville kunne lykkes endnu en gang og hun fik, igen meget typisk, overbevist overlægen om at alle sejl skulle sættes ind for at redde graviditeten.

Hun blev indlagt. Ben opad, hoved nedad. Så snart hun kom i lodret stilling begyndte hun at bløde, så hun måtte ikke så meget som vende sig i sengen. Sådan lå hun, fuldstændig lammet, i fem måneder og da fødte hun min ældste bror, to måneder for tidligt. Det er 40 år siden og den gang var 2 måneder for tidligt selvfølgelig en endnu større udfordring end det er i dag og han lå i kuvøse længe. Det må have været forfærdeligt. Det hele.

Da hun 3 år efter blev gravid igen var hun sengeliggende i et par måneder og fødte vist ikke meget før tid. Og da det lykkedes 3. gang, med yours truely, havde hun en helt problemfri graviditet og kørte f.eks. alene i bil til Paris i 7. måned. Kækt gjort, hendes historie taget i betragtning. Efterfølgende fik hun en voldsom fødselsdepression. Hun mistede bla. totalt smags- og lugtesansen i flere måneder. Og jeg tror nok, at hun tog for sig selv i et sommerhus i en længere periode - hvad hun kunne gøre, da hun aldrig har ammet mere end et par uger og mig vist slet ikke.

Set i lyset af hendes historie, vil det nok ikke være overraskende for udenforstående, at min mor har været lidt hysterisk omkring min graviditet. Hun ville helst binde mig til en seng, det er helt sikkert. Og hun kan ligesom bedre håndtere det, når jeg har lidt smerter, end når jeg glider lalleglad igennem verdens nemmeste graviditet. For os der kender hende er det alligevel overraskende, for hun er ikke et menneske, der lader sig skræmme og andre menneskers forsigtighed, nervøsitet, følsomhed (="hysteri") er noget hun har meget lidt tålmodighed med. Men i dette tilfælde er det altså hende, der er ekstremt nervøs og det er vildt forvirrende - det føles sgu nærmest som omsorg..

Hun har været helt oppe i det røde felt, når jeg har haft lidt ømhed eller smerter og hendes nervøsitet har smittet lidt af, men jeg har ikke taget den alvorligt på noget tidspunkt. Jeg har ikke blødt så meget som et enkelt dryp i den her graviditet og lidt smerter er vel en del af opgaven, tænker jeg.

Men så var vi endelig til vores første jordemoder-samtale i morges. (Oplevelsen var en farce pga travlhed, men det springer vi over) Kombinationen af min mors historie, mine relativt hyppige (men langvarige) sammentrækninger i livmoderen og mine (sjældne) smerter lavt i underlivet tog livmoderen meget alvorligt. Jeg blev helt forskrækket. Et ret dårligt tegn, kaldte hun det. Så jeg skal være super-opmærksom. Og sandsynligvis scannes for at tjekke, at livmoderhinden er tyk nok. (livmoderhinden, kan det passe?)

Det har gjort mig nervøs. Jeg var i forvejen blevet lidt for fokuseret på historierne om dem, der føder i 26. uge, som en veninde til en veninde, netop har gjort. Og nu er jeg så ovenikøbet blevet placeret i en slags risiko-gruppe. Pis!

(ikke et ORD om det her til min mor!)

Men ellers så alt perfekt ud og hans hjerte bankede højt og taktfast. Dejligt at høre fra ham, for pga. min foranliggende moderkage mærker jeg ham meget lidt. Det er lidt trist.