drømme

Jeg drømte at tutten på mine brystvorter faldt af. Jeg pakkede dem ind og puttede dem i tasken og tænkte, at jeg skulle lige huske at spørge nogen, om det var normalt.

30+6

Vi var til 2. jordemoderbesøg i går. Alt går så fint. Han er estimeret til at veje 1700 gram nu, hvilket er helt normalt og vist lidt i den store ende af normalen.

Jeg har taget 6,5 kilo på og maven er ved at være så stor, at den kun lige akkurat kan være i almindelige løsthængende trøjer. Så stor, at den generer lidt om natten.
Og så stor, at sådan noget som kontakten med tåneglene er påvirket.

Hans bevægelser derinde har ændret sig meget her i 3. trimester. De er gået fra meget diffuse til meget konkrete. Man kan næsten forestille sig, at det er en baby, der bevæger sig derinde. Det har været helt fantastisk at opleve den overgang.

Han er klart mest aktiv sådan ved 22-23-tiden om aftenen. Om morgenen er der derimod helt stille derinde. Vi drømmer om, at dette er et tegn på, at han er B-menneske.

Underskud

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal bære mig ad med at få opdateret her. Det føles som om der har været så mange udsving siden sidste indlæg.

Der er ni uger til termin. 9!! Og efter alle disse måneder, hvor terminen syntes alt for fjern og alt det med baby var en uvirkelig fantasi, er det nu pludselig alt for tæt på. Jeg føler mig slet, slet ikke klar og den store glæde, der ellers har præget min graviditet er trådt i baggrunden. Jeg mangler ligesom overskud til at glæde mig og til at forberede mig.

For en stor del hænger det manglende overskud nok sammen med min arbejdssituation. Jeg har hele sommeren arbejdet på at få afsluttet en del af min phd, men jeg kan ikke få tingene til at falde på plads og føler ikke jeg rokker mig ud af flækken. Det er dybt utilfredsstillende, frustrerende og angstprovokerende. Jeg sover dårligt om natten, vågner anspændt og små-nedtrykt hver morgen. Jeg føler mig stresset.

Det sidste par uger er jeg også begyndt at mærke graviditeten på en anden måde - er begyndt at forstå snakken om, at man til sidst virkeligt gerne vil have sin krop tilbage. Jeg er f.eks. ved at være grundigt træt af at være træt. Træt af aftener hvor jeg smider mig på sofaen kl 17-18 og ligger der og flyder indtil jeg vakler i seng. Uendeligt træt af forstoppelse, oppustethed og fornemmelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt. Min graviditet har været så utroligt nem og alligevel går denne smule besvær, jeg er begyndt at få, mig allerede på nerverne..

Jeg skulle egentlig have startet barsel om 3 uger, men dels pga problemet med mit projekt og dels en konference i London, som jeg meget gerne vil med til, har jeg udsat barslen 10 dage og går fra 24. september.

Jeg er bestemt ikke typen, der er bleg for at prioritere mit privatliv over min karriere. Langt fra. Og en stor del af mig siger da også, at det her er for dumt. At jeg ødelægger den sidste del af min første og måske eneste graviditet med stress over ting, der dybest set er ligegyldige. Jeg kan gøre det arbejde færdigt på et andet tidspunkt. Og måske er jeg virkelig ikke i stand til at gøre det nu, fordi jeg mentalt befinder mig et helt andet sted og jeg modarbejder alt instinkt i mig på den her måde. Men samtidig har jeg så umådeligt stort et behov for at gå på barsel med denne bedrift i lommen. For at få sat projektet på ret køl igen efter disse mange måneder med fertilitetsbehandling og graviditet, som ikke just har været fordrende for koncentration og produktivitet. For lige at få lidt faglig selvrespekt med på barsel. Åh, det vil jeg så gerne. Men efterhånden som sommeren er skredet frem, har jeg følt mig mere og mere presset og nu har jeg så kun en måned tilbage.

Den rette model er selvfølgelig at blive ved at arbejde på sagen, men at lægge stress og angst fra mig. Desværre tvivler jeg stærkt på, at den mulighed ligger inden for min virkeligheds grænser.