1366 Cuteness

den dejligste godnatsang

Jeg har tænkt på den lige siden jeg blev gravid. Gået og forsøgt at huske ordene. Med meget ringe held. Hvor stor var ikke min lykke da jeg i går fandt den. Og den er ENDNU dejligere end jeg huskede, Jesper Klein så sød og rørende at man ganske smelter.

Værsgo og nyd her

3 måneder gammel

I dag er det 3 måneder siden Max kom til verden. Besynderligt! Det er stadig meget fjernt alt det med graviditeten og fødslen selvom jeg ofte tænker på det.

Det går fortsat over al forventning. Max er pragtfuld og vi svinger så godt sammen alle tre. Vi er uden tvivl heldige at have fået et nemt barn, men det er svært ikke også at være lidt stolte og føle at det også lidt er vores fortjeneste. Det føles som om vi er gode til det, til at tage det roligt og give hinanden plads. Man hører om folks forfærdelige problemer med at få deres babyer til at sove, men for os går det f.eks. så fint så fint. Med Max handler det bare om at være opmærksom. Han viser det tydeligt når han er ved at være træt - faktisk kan man høre det, for hans lyde får pludselig en helt speciel klang, ligesom en let vrængen - og så skal han lægges i vuggen med det samme. Og vugges lidt eller aes over panden. Hvis man rammer plet, så sover han inden for fem minutter efter han er blevet lagt. Hvis man venter bare fem-ti minutter for længe med at lægge ham, er toget kørt. Vi rammer plet ni ud af ti gange, tror jeg, og hver gang det lykkes føler man sig bare som den bedste forælder. Det er dejligt.

Han er en glad lille dreng, der nærmest smiler bare man ser på ham. Nogle gange et stort smil med kæmpe åben mund og på det seneste også ofte et lille smil med lukket mund. Og smilehuller. Sådan et smil føles simpelthen som den største velsignelse.

Hvis det ikke var fordi jeg godt kan se, at det er et vel stort ord at bruge om en lille bitte baby, ville jeg kalde ham karismatisk. Han har virkelig udstråling. Der er noget meget specielt ved hans udtryk. Han har allerede længe haft et meget udtryksfuldt ansigt - sådan lidt melankolsk og med et meget stærkt blik. Og når han griner eller koncentrerer sig ser han så spøjs ud, sådan lidt forvirret og fortabt og lidt ironisk på én gang. Det er ikke kun forældrene, der ikke kan få øjnene fra ham. Han tiltrækker sig også utroligt megen opmærksomhed blandt andre - i mødregruppen og hos apa f.eks., hvor der jo ellers er mange kære babyer at se på.

Og sådan nogle ting siger selvfølgelig alle mødre. Men det føles ikke desto mindre sandt.

Han er meget interesseret i kontakt med andre babyer og den anden dag i mødregruppen møffede han sig faktisk et godt stykke hen over gulvet for at komme hen til én af de andre. Jublen ville ingen ende tage. Og jeg håber det er tegn på, at han er en lille social én ligesom sin far og mindre reserveret end sin mor.

Ellers er han såmænd ikke voldsomt fremmelig. Han kan ikke ligge ret længe på maven med løftet hovede endnu og på et vist tidspunkt tror jeg nok han decideret var lidt bagefter med det. Han er så småt begyndt at række ud efter ting og kan godt være lidt interesseret i legetøj, men ikke så meget som mange af hans jævnaldrene. Max vil stadig helst snakke med os. Det vil han til gengæld meget gerne. Stort set al hans aktive tid går med det. Han pludrer som en vild, når man taler med ham. Og hviner og skraller og eksperimenterer for fuld udblæsning. Af og til farer han sammen over en lyd han selv laver og det er bare så kært. Andre gange kan man se hvordan han koncentrerer sig for at gøre noget bestemt. At forme munden på en bestemt måde, feks. Det kan tage lang tid i dyb koncentration før der endelig kommer en lille lyd ud.

I det hele taget har jeg næsten fra begyndelsen haft fornemmelsen af, at det er lyd, der interesserer ham mest og dér han udvikler sig hurtigst. Men bevares det kan da også være jeg projicerer..

reagensglasbørn

Jeg hører det tit. Også fra ex-bib'ere: "reagensglasbørn". Men der findes ingen reagensglasbørn. Der findes reagensglas-undfangelser. Børnene er de samme uanset hvordan de er undfanget. Jeg kan ikke bære tanken om det lille barn, der tror det er et reagensglasbarn. Kunne vi ikke godt alle glemme det dumme ord og kun tale om at barnet er lavet på den måde.

mother material?

I går blev jeg 37. 37!!! Det er ikke noget kønt tal og jeg fatter ikke at jeg er sådan en gammel en. Tænk, det er ti år siden jeg fyldte 27. Det er snart helt forbi med at være ung. Selv i de meget gamles øjne..

Jeg mindes min fødselsdag sidste år. Det var en ond dag.Og den endte med en skandaløs brandert, mange tårer og og mange timer med hovedet i en spand. Jeg var så vred og trist og destruktiv i den periode, at det gør ondt at tænke på det.

I år gør det med alderen ikke ondt. Det er totalt ligegyldigt. Jeg er virkelig glad for mit liv. Synes på så mange måder, at jeg er et fantastisk sted. Så det var også en dejlig fødselsdag.

Min fødselsdag blev første gang mini-Max skulle passes. Min E har passet ham et par gange, hvor jeg har været ude, men det er første gang, han og jeg har været ude sammen. Middag efterfulgt af en koncert mens min bror og svigerinde passede ham her i vores lejlighed.

Jeg har intet problem med at være væk fra ham. Hans fravær føles spøjst og nærmest lidt forvirrende, men jeg nyder det og er langt fra på nippet til at styrte hjem til ham. For at det ikke skal være løgn indebar min første fri-aften julefrokost og tumlen rundt til klokken fire om morgenen. Alt imens jeg synes det er fedt og cool og som det bør være, er det også så forskelligt fra hvad man hører fra andre nybagte mødre, at jeg ikke helt kan undsige mig en lille frygt for, at mine moderfølelser er utilstrækkelige. At jeg når alt kommer til alt alligevel ikke var mother material.

I mine snart tre måneder som mor, har jeg følt mig helt tryg ved situationen hele vejen. Aldrig følt mig overvældet, haft panik-anfald eller bare følt mig nervøs. Vi hviler forbavsende meget i os selv som familie herhjemme. Men i går aftes - og jeg tror også de to andre gange, jeg har været væk fra Max, har jeg alligevel pludselig følt ængstelse over, at vi har sådan en lille en derhjemme. Da føler jeg pludselig tanken skræmmende og overvældende. Og i dag sidder en rest af følelsen der endnu. Shit mand, hvad har vi dog kastet os ud i. Og så den der hviskende måske er jeg bare ikke mother material..

10 uger gammel

børn kommer altid langvejs fra?

Som jeg skrev i min fødselsberetning, hører jeg ikke til dem, der havde et stort, magisk øjeblik da lille Max kom til verden. Fødslen og det der fulgte umiddelbart efter var noget, der skulle klares og det var udfordringen i sig selv, der fyldte det hele for mig. Men han er født om morgenen og den efterfølgende nat på hospitalet lå han vågen og kiggede mig ind i øjnene i timevis. Og det var der, det skete. Først da solen stod op den 24. var jeg blevet mor.

Jeg kan stadig ikke forholde mig til at det smukke lille væsen, der fylder mit liv nu, er vokset frem i min mave. Eller at det er den der blanding af mig og min E. Det giver faktisk slet ingen mening for mig. Det har ligesom slet ikke noget med sagen at gøre. Han er landet hos os som et mirakel, en fantastisk gave fra et fjernt sted og det har intet at gøre med handlinger, vi har foretaget i denne verden.

Jeg har tænkt en del over det, så det er ikke noget jeg bare slynger ud: Jeg er overbevist om, at følelserne ville være de samme for et adoptivbarn. Det siger man selvfølgelig altid, men man ved det jo ikke. For mig er det bare så klart nu. Det var ikke kampen for at undfange, der gjorde mig til mor, det var ikke graviditeten, der gjorde mig til mor, det var ikke fødslen, der gjorde mig til mor. Det var hans blik.