Ønskes ønske

Han går!!!

Ja nu forsvandt det lidt i feber og smerter, men i går var også dagen, hvor Max for første gang for alvor gav slip og gik små vaklende skridt ud i verden uden hjælp.

Det er fantastisk! Det ser bare så sødt ud. Og han er så stolt, så stolt.

Det har været længe undervejs. Det er lææææænge siden han begyndte at gå rundt, mens han støttede sig til borde, stole, vægge, gåvogn. Hans balance har været rigtig god længe, men på en eller anden måde er det ligesom om han ikke har turdet tage skridtet.

Det er super-fedt. Jeg glæder mig rigtig meget til at han skal øve sig de næste uger og vi begynder at gå ind i en helt ny fase. Hvad-blev-der-af-min-lille-baby-nostalgien undertrykker jeg... For det er selvfølgelig først og fremmest vildt sjovt.

AV mit hjerte!

Jeg kom hjem til en lille dreng i går, der sad fuldstændig slap og livløs i sin mormors arme med 39.7 i feber. Det blev værre og værre i løbet af aftenen, han græd og græd, kastede op, hele kroppen sitrede. Og mit hjerte hamrede så man kunne høre det i hele karréen. Det er forfærdeligt at se sin lille skat have det så dårligt og det er næsten umuligt for mig ikke at blive bange. Selvom man jager den væk, så ligger skrækken for at der skal ske ham noget alvorligt altid lige under overfladen. Sådan er det vel for de fleste.

Kl. halv 2 kom vagtlægen og konstaterede at Max har mellemørebetændelse. Han fik penicillin og en panodil-stikpille og 10 minutter efter fjollede han rundt og grinede igen. Som ved et slag med tryllestokken. Han sov fint, er feberfri i dag og bare lidt klatøjet.

Jeg må sende en tanke ud til alle dem i verden, der ikke lige kan ringe efter en vagtlæge og få medicin. Der bare må se deres barn lide eller må rejse langt for at se en læge og måske har en helt anden reel grund til at frygte for dets liv.

Jeg tror faktisk ikke jeg i mit liv har været så akut bange som de to gange Max har haft mellemørebetændelse.

pingviner og kærlighed

Nu har min lille Max været i vuggestue i over 2 uger. Der har været hårdt, men er allerede blevet bedre igen.

Den første uge syntes han bare det var sjovt. Han bemærkede det nærmest ikke når vi forlod ham eller kom for at hente ham igen.

Men så i sidste uge var det ikke sjovt mere. Han græd og rakte armene ud efter mig når jeg gik og ja det gør lige så ondt som man forestiller sig, når man uden at tøve skal vende sig og gå fra ens lille skat, der trygler om, at man skal blive. Det blev værre og værre i løbet af ugen, han vågnede og græd utrøsteligt om natten og virkede ligefrem trist lige fra han vågnede om morgenen.

I tell you girls... Puhhh

Som konsekvens har han været så needy som aldrig før. Han vil knuges og krammes og kysses og sidder klistret til især sin mors krop. Det er dejligt. Men det gør også så ondt at tænke på, at det skyldes at han ikke længere tager kærligheden for givet.
Det gør meget ondt.

Men i denne uge har han været glad. Og det er fantastisk. Men de er altså også virkelig søde og omsorgsfulde på hans stue. Jeg synes vi har været ekstremt heldige.

Han har også fået en kæreste. I hvertfald hvis man spørger lille Lærke. Hun er 2 år og det var kærlighed ved første blik. Hun kysser Max hele tiden. Spæner efter ham og kysser og kysser og kysser. Står længe og kigger efter ham ud af vinduet, når vi går.
Jeg forstår hende godt...

Min lille pingvin

Vi er startet meget blidt ud i vuggestuen. En time tirsdag og onsdag, to timer i dag torsdag. Tror nok det er blevet en ekstra blid opstart fordi stuens ene pædagog er syg og de ikke har nogen vikar..

Det går meget meget fint. Den pædagog, der mandsopdækker Max, er sød og tillidsvækkende. Hun er typen, som gør lidt vel meget ud af sin sødhed til min smag, men bag den der drivende sødme er hun faktisk ok og ganske sej. Jeg kan godt lide hende. Kæmpe lettelse!

Max nyder at være der. Han fiser rundt og udforsker det hele, også ind på de andre stuer. Og er ikke bleg for lige at lege med nogen af de store drenge fra børnehaven. Jeg er paaaavestolt af ham. Og pædagogen er rigtig godt tilfreds med ham, det er helt tydeligt.

I morges da Max fik øje på de andre børn, gav han et højt begejstret hvin og et lille hop fra sig. Han er SÅ sød!

I går gik jeg derfra i 20 min., i dag en time. Max bliver overhovedet ikke ked af det. Han er opslugt af at lege.

Jeg må indrømme at stemningen på stuen er hyggelig og tryg. Jeg har det godt med at han skal være der. Men ideen om det.. den har jeg det stadig skidt med