Jeg gjorde det helt rigtige i går, som reaktion på min fortvivlelse over Max i vuggestuen. Ringede til min E - som normalt står for afhentning (og aflevering faktisk) for at jeg kan få ordentligt lange arbejdsdage - og sagde at jeg nok skulle hente.
Max er altid i godt humør, når man kommer for at hente ham. Det klynger jeg mig til når jeg bliver ked af det. Og også da jeg kom i går. Han kravlede rundt med noget legetøj i et hjørne med lille Kamille og så mig først efter jeg havde iagttaget ham længe. Han kravlede over på mit skød og kyssede og krammede og der sad vi et stykke tid og snakkede med en af pædagogerne. Uopfordret sagde hun alle de rigtige ting. Max er en dreng, der virkelig trives. Man mærker tydeligt, at han har et utrolig stærkt fundament. Han græder aldrig i løbet af dagen, kun lige når vi siger farvel. Ellers er han glad og sjov og nem. Hun fortalte, at da hun var kommet på arbejde samme morgen var Max kommet hoppe-kravlende imod hende, på sin helt særlige etbenede måde, mens han havde peget på hende og skræppet sit - meget høje - dadadadada. Jeg kunne lige se det for mig og ved, at så er han glad. Jeg blev så lettet og stolt over den samtale, at alle eftermiddagens tårer forsvandt som dug for solen.
Men selvom han er en glad dreng, der trives og vi har nogle ufatteligt søde og seje pædagoger, som jeg har respekt for, så føler jeg alligevel, at vuggestuen ikke er den rigtige løsning for de små børn. De har, ifølge børnepsykologien, reelt ikke brug for samvær med andre børn før to-årsalderen. Og derfor synes jeg faktisk at de skal passes privat indtil da. Jeg vil ikke ændre på Max' pasning, for uanset hvor hårdt det ville være for ham, så ville jeg slet ikke selv kunne klare en omstilling. Nu hvor jeg har fået det lidt på afstand kan jeg se hvor enorm en psykisk udfording det er, at få inkorporeret sådan en institution og dens fremmede mennesker i det dybeste og mest sårbare af ens følelsesliv.
Nej, jeg vil ikke lave det om nu, men jer der står foran at skulle tage pasningsbeslutninger vil jeg opfordre til at overveje om man måske skulle vente med vuggestuen til 2-årsalderen.. Selvfølgelig skal de socialiseres, de små og de må for alt i verden ikke starte så sent på den proces, at de får en social ulempe og ikke kan finde ud af at trænge igennem til de andre. Men der er måske ingen grund til at starte allerede i et-årsalderen...?
"Jeg vil hverken i hugge-stue eller skære-skole" sagde jeg selv da jeg var lille (det var vist Skæring skole, jeg refererede til).
