mærkedag

I går var det 2 år siden den lørdag morgen i sengen, hvor Max viste sig for os som to smukker streger på en tissepind.

Min lille Max..

Skruk?

Nope. Ikke det der ligner...

Allerede et par måneder efter Max kom til verden var jeg i gang med at tænke på nummer to. Havde brug for at tage nogle beslutninger, lægge en plan, komme videre..
Vi besluttede at gå i gang med projekt lille-søster (tsk ok eller lillebror) i februar 2010. Vi har fem fryseæg at gå i gang med i første omgang.

Men jeg er slet ikke klar, så vi har udsat det et halvt år. Måske spiller det ind at jeg skal nedkomme med den dersens phd til maj og det er rigeligt for vores familie lige nu. Men jeg kan ikke engang rumme tanken om en graviditet. Kan ikke forestille mig, at jeg ville kunne nyde den. Og jeg kan slet ikke holde tanken ud om at Max skal dele os med en søskende. Jeg er ikke i tvivl om, at det på alle mulige måder er sundt at have søskende, men det gør ondt på mig at tænke på alle de gange Max vil føle sig tilsidesat.

Der står et job og venter utålmodigt på mig, når jeg er færdig med phd'en. Meget utålmodigt. Og jeg ved at lederen ville få et meget stort problem, hvis jeg skal på barsel umiddelbart efter jeg er startet. Det giver en ret grotesk situation for vi forsøger da selvfølgelig at blive gravide uden hjælp denne gang. Og hver måned ved mens-tid ved jeg ikke om jeg mest er håbefuld eller skrækslagen. Det ville være SÅ skidt at blive gravid nu. Men hvor ville det være skønt. Som ex-bib'er føles det decideret blasfemisk at have blandede følelser over for en evt. graviditet.

stof til eftertanke

Man skal ikke tro, at de små ikke lader sig påvirke af, hvordan forældrene har det. Jeg kom lige til at tænke på en episode med Max.

Det var en af de utallige gange han har været syg siden jul og mens det var på sit højeste. Han bare græd og græd og græd, ville ikke sove og førstegangsmoren havde været oppe i det røde felt mange dage allerede. Så mens jeg forsøgte at putte ham, under skrig og skrål og ihærdig modstand, brød jeg hulkende sammen. Satte mig bare på sengen og hulkede. Max holdt øjeblikkeligt op med at græde og så forskrækket på mig. Iagttog mig tavs et stykke tid og lagde sig så ned og sov.

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan man skal forstå det, men det er i hvertfald stof til eftertanke.

Maxmaxmax

Jeg får aldrig rigtig skrevet om min lille dreng. Nu skal det være.

En ting, jeg i hvert fald før har skrevet er at Max er en meget glad og udadvendt dreng. Der er altid smil og latter til alle. Han er berømt viden om for altid at klappe. Især når han selv har klaret en eller anden opgave - at sætte mors mobiltelefon ned i havregrøden f.eks. - så klapper han begejstret af sig selv.

Han har to passioner: Musik og madlavning. Han elsker musik og klapper og rokker så snart han hører en rytme. Også hvis det bare er fordi man slår en rytme på bordet. Men endnu mere elsker han madlavning. Den bedste leg for Max er at røre rundt med en ske i en gryde. Sådan har det været i et halvt år, så man skulle tro det havde mistet sin magi, men nej. Han bliver fuldstændig afsindig, når man laver mad. Så meget at det virkelig er et problem. For han skriger og sparker hvis ikke han får lov til at sidde på kokkens arm mens det står på - og selvfølgelig helst får lov også at røre lidt. Man kan jo ikke lave mad med 13 kilo på armen, så tit er madlavningsstunderne lidt hårde.

Han har endnu ikke nogen ord. Strengt taget er han vist ved at være lidt bagud med det. Men han er ellers ekstremt snakkesalig og holddaop hvor er han blevet god til at kommunikere her på det sidste. Han peger og skræpper op og det lykkes stort set altid at finde ud af hvad han vil. Tager en i hånden og trækker en rundt indtil han har fået forklaret sig. I går sad jeg f.eks. og så nyheder i fjernsynet. Max blev ved med at komme og smide fjernbetjeningen ned i skødet på mig for så derefter at gå helt hen og pege på fjernsynet. Da jeg først blev opmærksom på, at der var noget han ville, var det jo ret klart: Sæt Max' film på. Ganske rigtigt. Tilfreds kravlede han op i sin egen stol og lænede sig tilbage på sin stolte herremandsmåde.

Han går mere end han kravler nu, men han er stadig usikker på benene. I vuggestuen går han åbenbart ikke. Det ser stadig ufattelig sødt ud. Han er først så småt begyndt at tage armene ned fra den søvngængerstilling han plejer at have dem i for at holde balancen.

Max har nogle meget rolige forældre, men han er ikke noget roligt barn. Der er lidt for meget gang i ham. Med mindre han er syg, kan man faktisk ikke sidde med ham på skødet, for han kan ikke sidde stille. Det kan godt være lidt frustrerende, for moren især vil jo gerne sidde og nusse. På det seneste er han begyndt at kunne sidde længere hvis vi 'læser' bog. Så tager han ens finger og peger på de forskellige ting i bogen med den. Det er meget sjovere end bare at lade mor pege selv.

Vi har et dejligt not-by-the-textbook putteritual, som har fungeret længe efterhånden. Efter præ-putningsritualet lægger vi os ind i dobbeltsengen og kigger lidt i yndlingsbogen (han har to, Dyrene fra Noahs ark og Olines venner ) efter fem minutters tid, lægger Max sig ned og putter sig ind til mig med sin flaske, jeg synger et par sange og han sover. Det er det dejligste ritual i verden - så længe det fungerer så gnidningsfrit selvfølgelig. Jeg elsker, at han selv vælger at lægge sig og jeg elsker at ligge helt tæt i ske med ham indtil han falder i søvn. Elsker lyden af hans åndedræt og hans varme, krydrede duft.

Sådan får jeg indfriet nogle af mine nusse-behov. Og så med kys. Max er rigtig dygtig til at kysse - og har for nylig lært, at man ikke behøver lade munden stå på vid gab...

Han er simpelthen så dejlig. Men han er også hårdt arbejde. Også når han er rask. For der skal hele tiden ske noget og selvom han leger lidt for sig selv, så er det jo i allerbedste fald i ti minutter. Resten af tiden er man på. Det er helt sikkert et temperamentsspørgsmål, hvad der føles hårdest. For mig var det ikke svært de første måneder. Fordi Max var nem og fordi jeg ikke havde noget problem med ikke at foretage mig andet end at amme og sove. Jeg er en dovenfis.Til gengæld er det svært for mig at skulle holde dette høje aktivitetsniveau hele tiden. Puhhh,

rask - until further notice..

Max er tilbage. Det er en kæmpe lettelse. Det er så skønt at se ham glad igen. Og jeg er inde i endnu en bølge af intens forelskelse. Måske fordi jeg havde et mareridt af en dag i mandags, hvor jeg havde indtryk af at han havde så mange mavesmerter at jeg seriøst overvejede at ringe efter en ambulance. Vi nøjedes med den praktiserende læge. Da vi endelig kom derhen var Max pludselig ovenpå. Kravlede ned fra mit skød og gik over og satte sig på lægens, feks. Kørte fuld skrue på charmen, så lægen ikke kunne andet end at sige ' der er altså INTET der tyder på, at den dreng har ondt i maven'... Typisk!

Men altså: det er som at komme op til overfladen at få luft igen. Januar har været meget hård. Pleeeeaaaase giv os et par uger før han skal være syg igen. Jeg kan simpelthen ikke mere.

børnefotografier

Tjek lige disse utroligt smukke fotografier.

Jeg tror sgu vi skal have besøg af Karolina Zapolska hvad enten jeg vinder lodtrækningen eller ej...