lidt for tæt på helvede

Nåmen sidst på eftermiddagen fredag var vi så til samtale på Copenhagen Fertility Center.

WTF???? Samtalen vi havde, fik lægerne på 7. etage på Riget til - selv på den mest travle og samlebåndsprægede dag - at ligne ildsjæle, der giver hele deres hjerte til hver eneste patient, de ser. Omgivelserne fik 7. etage til at ligne et welness-center med mindfulness som indretningsprincip og stemningen fik 7. etage til at ligne en gospelkoncert. Seriøst!

Hvad sker der for dem? Har de selv opdaget, den her tekst på forsiden af deres website:
Nu er det bevist, Godt humør på klinikken giver flere børn
Det er jo decideret komisk. også lidt tragisk.


Den lidet celebre adresse stedet har, finder jeg sympatisk. Men for hulen. Venteområdet er på ca ehm 150 m2, hvor der står 5 stole, man kan sidde på, mens man stirrer ind i en af de mange insisterende hvide vægge og skammer sig. Det er det eneste, man kan foretage sig i det rum. Samtale er helt udelukket.
Receptionen på 50m2 ligger i et andet lokale, så den enlige receptionist kan blive fri for at tale med - endsige se på - stedets ynkelige gæster.
 
Mindst en halv time efter vores aftalte tid (så længe er jeg sgu ikke sikker på, at jeg har ventet på Riget)  blev vi kaldt ind på et kontor. Eller rettere: ind i et lille hvidt rum, indeholdende et skrivebord, en computer og tre stole. Manden, der præsenterede sig som læge, men som mere sandsynligt kom fra et beskyttet værksted nede i kælderen, var iført en hvid kittel, der strammede over maven, så den var lige ved at sprække og .. åh!.. var møg-beskidt. Han gad ikke snakke med os. Det var SÅ surrealistisk. Han gloede bare afventende på os og virkede som om han undrede sig over, hvad vi ville. Vi måtte trække alle svar ud af ham. Det havde intet med en samtale at gøre. Intet.
 
Da vi kom ud derfra og stod og ventede på elevatoren, så vi på hinanden og lo. Hvad FANDEN var det, sagde vi i munden på hinanden. Og nu tror jeg faktisk vi er villige til at betale 5000 dask ekstra per forsøg for at undfange vores barn et sted, der minder lidt mindre om helvede.

og nu videre

Fertilitetsmøllen gik lidt i stå her hos os. Men nu forsøger vi at skubbe gang i den igen. Jeg synes ikke det er helt nemt. Der er så meget pres på for tiden på alle mulige måder, at det er svært at overskue andet end lige den opgave,der står og skriger én ind i hovedet lige i det øjeblik. Den slags perioder har vi vel alle.

Men altså.. vi har bestilt tid til samtale på Copenhagen Fertility Center (Nordica) på fredag. Jeg tror ikke vi kommer til at shoppe rundt. Vi vælger CFC fordi de er MARKANT billigere - hvilket er rart for økonomien, men også bare sympatisk-, fordi det er relativt tæt på domicilen, hvilket vi jo alle ved er en stor fordel når man er til n'de scanning og fordi det er Svends. Fordi Svend også er forsker, kan jeg undertrykke vreden over at vores lorte-forplantningsorganer er en fed deal for onde pengepugere. Jeg er helt med på, at jeg næppe kommer til at se andet end den hvide hælekap på Svendemandens træsko. Men alligevel altså...

Så er der lige det med at Sechens historie er ildevarslende. Åh, jeg orker ikke at tænke på det med at være så inderligt i fremmede kittelklædte menneskers vold - mennesker man ikke nødvendigvis har nogen særlig grund til at have tillid til, bare ikke noget valg.

Vi har fået lidt forskudsarv og sat penge af til 2 forsøg. (Det er rart, at banken ikke skal ind over. Det er altså en samtale jeg ikke gider have med min bankrådgiver) Jeg NÆGTER at købe en pakkeløsning. Jeg synes de pakkeløsninger er uetiske ud over alle grænser. Indtil videre regner vi med at opgive efter 2 forsøg. Men man ved jo aldrig...

Jeg vil rigtig rigtig gerne have en lillebrøster. Være en hel familie, hvor de gamle ikke er i overtal. Med søskende der kan lege sammen, rotte sig sammen og huske sammen efterhånden som de bliver ældre.

Men jeg er også skrækslagen. Fuldstændig skrækslagen. Det første par i vores vennekreds er netop blevet separeret. Det bedste par. Langt det bedste par. Med travle karrierer og 2 drenge på hhv 5 og 2...