Her min hjemmegooglede, fertilitetsnørdede redegørelse for hvad der sker med hormonerne fra ægløsningssprøjte og frem til BP. Nyd den - med et gran salt til..
I en naturlig cyklus er det LH og FSH, der får folliklen til at briste, dvs skaber ægløsningen. Den tomme follikel (corpus luteum/ gule legeme) begynder herefter at producere både østrogen og progesteron.
Progesteron og østrogen er begge hormoner, der stimulerer væksten i livmoderslimhinden. dvs de forbereder slimhinden på at 'tage imod' et befrugtet æg. Det er også dem - eller faktisk vist især progesteron - der giver ømme bryster og oppustethed som PMS symptomer. (Østrogen findes i systemet allerede et stykke tid inden ægløsning, progesteron dannes kun efter ÆL). En uge efter ÆL er progesteron og østrogen på deres højeste niveau.
Hvis ægget ikke bliver befrugtet forfalder det gule legeme og østrogen- og progesteron-niveauet falder drastisk. Det får slimhinden til at blive afstødt (det sker faktisk pga progesteron withdrawal) Pludselige fald i østrogen-niveau giver væsentligt humør-fald.
Hvis ægget bliver befrugtet og implanterer sig, starter HcG produktionen (det er da noget, vi ved). Det gør den på 9. dagen efter befrugtning. HcG stimulerer det gule legeme til at fortsætte produktionen af østrogen og progesteron.
Det virksomme stof i ægløsningssprøjten er HcG. Det vil altså sige, at HcG, foruden at provokere ægløsning også stimulerer det gule legeme yderligere. Det gule legeme pumper altså østrogen og progesteron ud for fuld kraft. OG. Ved IVF er der jo ikke ét gult legeme. Der er 5-10-15-20 gule legemer, der står og pumper hormoner ud. Halløjsa knaldhamrende ømme bryster og oppustet mave.
Og så er det jo lige, at vi også skal have nogle stikpiller. Med hvad? Med progesteron selvfølgelig. Og ude på Trianglen får vi sgu også lige nogle tabletter. Med østrogen. Her er det at jeg begynder at have lidt svært ved at forstå behovet for mere østrogen og progesteron. Men altså bring it on, siger de små høns, der er villige til hvadsomhelst.
Efter 7-10 dage er HcG'en fra ÆL-sprøjte ud af systemet. Det vil sige at på dette tidspunkt stopper stimuleringen af de der 5-20 gule legemer. Ø og P styrtdykker. Man bliver akut nedtrykt.
I mit tilfælde betyder det at senest på CD 21 var det slut med kunstig HcG. Østrogen styrtdykke. På CD 22 så man mig med pludselig og voldsom nedtur. Ifølge teorien starter den gravides HcG-produktionen på hvad der svarer til min CD 23 (men selvom det ikke omtales sådan de steder jeg har læst, MÅ det være +/- en dag - vi ved jo at implantationen kan ske før eller senere (eller hvad?)). På CD 23 så man mig lalle rundt som en lykkelig tosse.
Jamen er det ikke fantastisk. Det passer så godt. Jeg skal nok lade være med at opfatte det som det vilde graviditetstegn, men jeg er virkelig fascineret af det, jeg har lært om hormoner i aften.
Og som en lille ekstra lækkerbidsken. Med Max havde jeg et vildt højt HcG-tal. 841 faktisk. Jeg studsede over det, da Maria lagde en HcG-udviklingstabel op den anden dag. Her er max-værdien 14 dage efter ÆO ca 450. Og jeg kom i tanker om, at jeg fik min BP ret sent dengang. Jeg kiggede netop nu tilbage i min blog og konstaterede at jeg fik BP på CD 31. Og hvis man regner med en fordobling per dag, svarer det til at min lille Max begyndte at danne HcG på... tada.... CD22. Jamen undskyld mig, det er sgu da totalt fascinerende.
Vi er nogle maskiner, piger. Rent clock work.
Hvorfor kan man ikke læse mere af det her på klinikkernes hjemmesider? Kender de slet ikke deres kundegruppe?
En sag mere. En almindelig graviditetstest registrerer HcG niveau på 25. Det tager 5 dage, at nå fra 1 til 25. Hvis vi regner med at hCg-produktionen starter CD 22/23 (for cyklus på 28 dage), burde man først kunne teste positivt på CD27/28. Men viden blandt BIB-eksperterne siger 10 dage efter befrugtning. Dvs CD25. Det giver fin mening hvis man tillader lidt margin for implantationstidspunkt..
Jeg ved intet om hormoner, så ret mig lige, hvis der er noget, jeg har misforstået. Og tilføj meget gerne mere viden. Viden er magt. Eller... måske bliver man ikke gravid af viden, men viden gør klart ventetiden sjovere.