Babytøj

Jeg har endnu ikke mødt nogen småbørnsforældre, der ikke har sagt: "LAD NU VÆRE med at købe en hel masse tøj til den nyfødte. I får det aldrig brugt. Og I får så meget i gaver, at I nærmest ikke behøver købe noget selv alligevel"

Sjovt at alle så hurtigt glemmer, at man bare elsker at købe det tøj, at det er en del af de mentale forberedelser og en måde at fejre graviditeten på - at det måske ikke er vildt afgørende om man får brug for det.

Igennem det sidste års tid har jeg gået og dryp-købt lidt hist og her. Når jeg faldt over noget på udsalg eller når jeg bare trængte til det. Nu har jeg gjort lageret op. Det indeholder følgende:

Str. 50
4 * sparkedragt
1 * natdragt
2 * hue

Str. 56
1 * natdragt
1 * sparkedragt
6 * body m korte ærmer

Str. 62
3 * sparkedragt
2 * smækbukser

Str. 68
3 * sparkedragt
2 * body m lange ærmer
1 * hue

Jeg kan ikke helt gennemskue hvad jeg mangler. Jeg er blevet klar over, at jeg har købt for meget i str 50 - at der er en god sandsynlighed for at det vil være for småt fra starten. Men hvis man pludselig har født for tidligt er det jo smart nok (hmmm-hmmm)

Ville vi kunne klare os med det her? Kan en str 56 dreng have en str 62 sparkedragt på - eller ender benene i ærmerne og hovedet i brystlommen?

Og hvad med sæson-bestemte klæder? Skal sådan et oktober/november-barn have langærmede bodystockings? Skal han have uldne bodystockings? Er der andre vinter-hensyn at tage?

Hvis jeg nu skulle ud at købe mere, hvad er så vigtigst? He, hvordan hulan skal man egentlig vide de her ting?

Nøj, hvor jeg glæder mig til han kommer til verden!!!

- men jeg kan også godt se en vis fornuft i at nyde denne fase, hvor vi har en lille søn, der hverken skriger, skider eller laver ulykker..

et liv (23+4)

Da vi var i Frankrig og jeg var omkring 19. uge mærkede jeg lille-fister for første gang. Det gik langsomt op for mig, at den lette kilden tæt ved navlen, ikke skyldtes en lille letbenet flue på mit maveskind, men kom indefra. Og hvilken fryd da det gik op for mig!

Derefter gik der vel små to uger, før jeg følte nogle lette puf. Sjældne og meget svage - nemme at forveksle med lidt bevægelser i tarmene (som jeg i øvrigt slet ikke var klar over, at jeg åbenbart er klar over, at jeg har...) I løbet af de sidste par uger er pufferiet blevet hyppigere, men stadig ret sjældent. Måske mærker jeg lidt puffen 3-4 gange om dagen.

Indtil i nat. HOLDAOPFORSULANFILAN.

Han vækkede mig i nat. Jeg vågnede ved at min mave gyngede, bulnede, bølgede, skvulpede. Jeg har aldrig oplevet så bizar en fornemmelse. Det kan ikke beskrives med ord. Det er så ufatteligt alien-agtigt. Lige pludselig puffer han ikke mere. Han møffer rundt og jeg kan nærmest mærke hele hans krop vende og dreje sig indeni min. Og SE det!! Nøj hvor er det mærkeligt. Det er fantastisk og magisk og overvældende og skræmmende. Han gentog morgengymnastikken i morges og min E fik lejlighed til at mærke det. Og i løbet af dagen har jeg mærket ham langt, langt mere og på en helt anden måde end tidligere. Er det ikke mystisk? - fra den ene dag til den anden?

Efter i nat føler jeg endnu stærkere noget, jeg har tænkt meget på et stykke tid. Nemlig i hvor høj grad han allerede er noget separat. Et individ måske ligefrem. Men i hvert fald noget separat og adskilt fra mig. Et selvstændigt liv. Jeg har ingen følelse af ham. Han er ikke en forlængelse af mig. Jeg har ingen kontakt med ham. Ingen fornemmelse af, hvad han er for en, hvordan han egentlig har det derinde, hvad han laver lige nu. Han vokser indeni mig og næres ved min krop, men han er ikke egentlig en del af mig. Eller rettere, måske, jeg er ikke en del af ham. Jeg har svært ved helt at forklare det, men det er noget, der er kommet meget bag på mig eller har gjort stort indtryk på mig, denne adskilthed. At helt fra undfangelsen er vi adskilt - selv fra det kød, vi er lavet af.

Jeg er spændt på, hvordan den følelse udvikler sig, når han kommer ud til os på denne side.

Min lille søn. Helt sin egen.

1. udstyrsbeslutning

Og vinderen er:

BRIO KOMPAKT PLUS



Den vejer væsentligt mindre end standard-barnevogne og er lidt kortere. Kan klappes sammen til det rene ingenting. Og lige lidt design-lækker dér ikke?

Hvis der er nogen derude, der har dårlige erfaringer med vognen, så sig endelig til. Er en smule bekymret for om bremse-mekanikken er irriterende (?)

Vi var meget, meget fristede af Brios kombivogne. Især den helt nye, som har drejehjul foran. Men er det ikke alligevel for upraktisk at baby kun kan ligge ned i den i 6 måneder?

Derudover har vi besluttet os for Brios puslevæg. Synes det må være en aldeles overlegen løsning at have puslearrangementet på badeværelset - og på vores af slagsen er der lige akurat plads til en puslevæg, ikke til et bord. Nogen erfaringer?

1. hormonsindssyge

I går eftermiddags lå jeg på sofaen og blundede mens min E sad i den anden ende af sofaen og læste. Da han rejste sig og sagde 'jeg sætter mig ind ved siden af' brød jeg tudbrølende sammen. Det føltes som en katastrofe, at han ville forlade sofaen og tårerne spruttede ud fra et sted dybt dybt inde i ca halvandet minut -hvorefter jeg begyndte at skraldgrine.

Det må vist være det man kalde homonbetinget uligevægt. Det er en mærkelig følelse. Jeg troede det var meget mere som PMS, men det er det gudskelov ikke,

1. panik (22+5)

Så så man lige mig gå i panik dér...

Jeg er godt klar over, at det får mig til at se lidt latterlig ud, at det her er foregået inden for et døgn efter 1. jordemodersamtale.. Men

Kl. præcis 15.50 i går trak min livmoder sig helt sammen. Det er ikke uvant for mig, men den blev endnu hårdere end normalt, synes jeg, og jeg var selvfølgelig særligt opmærksom på det, fordi jordemoderen har sagt, at det skal jeg være. Det var så heftigt, at jeg ligesom ikke kunne sidde rigtigt på stolen de følgende timer og da jeg skulle transportere mig hjemad ved 21-tiden efter noget kollega-kalas, var hele min mave knuget så stramt sammen, at jeg næsten ikke kunne rette kroppen ud og stå oprejst. Da begyndte jeg for alvor at blive nervøs. Det føltes HELT forkert. Da jeg gik i seng efter et par timer fladt på sofaen, var situationen uændret og jeg begyndte at være bange for, om det faktisk var en situation, jeg skulle reagere på. Jeg har ligget vågen det meste af natten og lyttet til min krop, fuld af ængstelse og billeder af meget for tidligt fødte børn på nethinden. Mange gange været ved at stå op og tage på hospitalet, men også bange for det drama, det ville føles som.

Vi var helt enige om, i morges, at vi var nødt til at tage disse mærkelige, kontinuerlige plukveer alvorligt og vi tog direkte på Riget - af skræk for at blive afvist ringede vi ikke først.

På akut svangre-ambulatoriet kunne jeg ikke holde tårerne tilbage og følte mig på en gang dybt bekymret og vildt overdramatiserende. Vi sad og ventede sammen med alle disse super-højgravide med deres planlagte kejsersnit, veer og kridhvide ansigter. Men jeg faldt, paradoksalt nok, til ro da sygeplejersken syntes det var helt legitimt, at jeg gerne ville undersøges og var fuld af omsorg og forståelse.

Jeg blev scannet, både indefra og udefra og der var INTET der tydede på risiko for at fødslen skulle gå i gang. Lang livmoderhals, helt lukket og hård. Lægen kunne ikke forklare, hvorfor jeg har sådanne sammentrækninger. Nogle har bare mere og mærker dem mere. Og fosterets position kan også spille ind. Luft fra de varme lande..

Jeg er glad for at have fået det undersøgt. For jeg har stadig lidt af det i dag og også lidt smerter. Hvis ikke det var blevet tjekket ville jeg have været skrækslagen hele weekenden. Nu vil jeg prøve at stole på, at alt er ok. Og sove lidt. Hold kæft hvor blir man træt af sådan en omgang!

1. jordemodersamtale (22+4)

Det tog min mor 1½ år at blive gravid første gang, selvom hun kun var 24-25 år. Efter en gennemskylning af æggelederne lykkedes det dog og de var meget lettede, mine forældre.

Men allerede da hun var to måneder henne, begyndte hun at bløde voldsomt. Ifølge familiekrøniken skyldtes det, at hun havde danset twist hele natten og den efterfølgende morgen, i en meget typisk demonstration over for min far, båret en tung kuffert temmeligt langt. Hun blev indlagt og fordi det havde taget hende så relativt lang tid at blive gravid, var hun bange for at det ikke ville kunne lykkes endnu en gang og hun fik, igen meget typisk, overbevist overlægen om at alle sejl skulle sættes ind for at redde graviditeten.

Hun blev indlagt. Ben opad, hoved nedad. Så snart hun kom i lodret stilling begyndte hun at bløde, så hun måtte ikke så meget som vende sig i sengen. Sådan lå hun, fuldstændig lammet, i fem måneder og da fødte hun min ældste bror, to måneder for tidligt. Det er 40 år siden og den gang var 2 måneder for tidligt selvfølgelig en endnu større udfordring end det er i dag og han lå i kuvøse længe. Det må have været forfærdeligt. Det hele.

Da hun 3 år efter blev gravid igen var hun sengeliggende i et par måneder og fødte vist ikke meget før tid. Og da det lykkedes 3. gang, med yours truely, havde hun en helt problemfri graviditet og kørte f.eks. alene i bil til Paris i 7. måned. Kækt gjort, hendes historie taget i betragtning. Efterfølgende fik hun en voldsom fødselsdepression. Hun mistede bla. totalt smags- og lugtesansen i flere måneder. Og jeg tror nok, at hun tog for sig selv i et sommerhus i en længere periode - hvad hun kunne gøre, da hun aldrig har ammet mere end et par uger og mig vist slet ikke.

Set i lyset af hendes historie, vil det nok ikke være overraskende for udenforstående, at min mor har været lidt hysterisk omkring min graviditet. Hun ville helst binde mig til en seng, det er helt sikkert. Og hun kan ligesom bedre håndtere det, når jeg har lidt smerter, end når jeg glider lalleglad igennem verdens nemmeste graviditet. For os der kender hende er det alligevel overraskende, for hun er ikke et menneske, der lader sig skræmme og andre menneskers forsigtighed, nervøsitet, følsomhed (="hysteri") er noget hun har meget lidt tålmodighed med. Men i dette tilfælde er det altså hende, der er ekstremt nervøs og det er vildt forvirrende - det føles sgu nærmest som omsorg..

Hun har været helt oppe i det røde felt, når jeg har haft lidt ømhed eller smerter og hendes nervøsitet har smittet lidt af, men jeg har ikke taget den alvorligt på noget tidspunkt. Jeg har ikke blødt så meget som et enkelt dryp i den her graviditet og lidt smerter er vel en del af opgaven, tænker jeg.

Men så var vi endelig til vores første jordemoder-samtale i morges. (Oplevelsen var en farce pga travlhed, men det springer vi over) Kombinationen af min mors historie, mine relativt hyppige (men langvarige) sammentrækninger i livmoderen og mine (sjældne) smerter lavt i underlivet tog livmoderen meget alvorligt. Jeg blev helt forskrækket. Et ret dårligt tegn, kaldte hun det. Så jeg skal være super-opmærksom. Og sandsynligvis scannes for at tjekke, at livmoderhinden er tyk nok. (livmoderhinden, kan det passe?)

Det har gjort mig nervøs. Jeg var i forvejen blevet lidt for fokuseret på historierne om dem, der føder i 26. uge, som en veninde til en veninde, netop har gjort. Og nu er jeg så ovenikøbet blevet placeret i en slags risiko-gruppe. Pis!

(ikke et ORD om det her til min mor!)

Men ellers så alt perfekt ud og hans hjerte bankede højt og taktfast. Dejligt at høre fra ham, for pga. min foranliggende moderkage mærker jeg ham meget lidt. Det er lidt trist.