43 dage tilbage

43 dage. Det er altså ikke ret meget. Igen og igen hører man folk sige, at så kan det jo blive nårsomhelst nu. Gisp!

Jeg tænker da også på det hele tiden. Hele tiden! Så meget at jeg godt kan få lidt spat af at tænke på det hele tiden.

Jeg er blevet enig med mig selv om, at det nok ikke er alt for usædvanligt at have lidt forvirrede følelser omkring det hele på det her stadie. Det er så forfærdelig svært at forestille sig - både selve fødslen og alt det, der følger.

Jeg er ikke så bange for fødslen mere. Jeg bilder mig ind, at det gør en forskel, at jeg har erfaringer med meget stærke underlivssmerter. I min famile har kvinderne så stærke menstruationssmerter, at vi af og til simpelthen besvimer af smerte. Jeg har et par gange oplevet at nå at tænke, hvis det her bliver værre så klarer jeg det ikke og 'pling' så var bevidstheden væk. Min mor fik morfin mod sine menstruationssmerter, men det har jo så ikke været så moderne med den slags i min tid. Nu sagde jordemoderen på Riget godt nok, under sin stand-up comedy af en fødselsforberedelsesforelæsning, at med mindre man har prøvet at brække sin ryg ti steder på én gang, skal man ikke forestille sig, at man har nogen anelse om, hvad ve-smerte er og det anerkender jeg. Men jeg forestiller mig, at man bliver mindre forskrækket over veerne, når man tidligere har oplevet det med at blive helt opslugt af smerte, så intet andet eksisterer. Og for min E's vedkommende, når han har været vidne til det før.

En ekstra trøst ligger der så i, at min mor ikke havde ret voldsomme veer. Hun har heller ikke haft voldsomt lange fødsler. Så lige på dette område satser jeg på at ligne hende. Bare i en udgave med bredere hofter.

Desuden har det hjulpet mig at forstå lidt mere om fødslens faser. Utroligt så lidt man faktisk ved om fødsler indtil man aktivt begynder at undersøge fænomenet. For mig har det betydet virkelig meget endelig at fatte, at den lange, smertefulde del af fødslen handler om at udvide sig. Mens den del hvor urimeligt stort objekt skal ud gennem den hellige korridor faktisk normalt ikke varer mere end en halv til en hel time. Det gør en gigantisk forskel for mig. At man kan tænke på, at de hæslige timer, hvor man tror man skal dø af smerte, bruger man faktisk på at skabe en lidt mindre grotesk smal fødselspassage. Mens den fase hvor alting opløses i blod, ekskrementer og dyrisk naturlighed, så at sige, er meget kort.

Og selvfølgelig har kvinder gjort det altid og vi er skabt til det - intet kunne være mere naturligt. Men sådan er det jo også med døden. Og den er jeg altså heller ikke helt tryg ved,

Tillykke til en blogsøster

tilbageblik

CD 26:
I dag er exit-progestanen lysebrun. Det hele.
Og den umiskendelige fornemmelse af mens inden for et døgn.
Intet er afgjort.
Men sandsynligheden for at det går godt er blevet mindre, det kommer vi vist ikke udenom.

CD27:
I eftermiddag en gang er det præsis 27 døgn siden min sidste cyklus startede og altså tid til en ny. Men en vis optimisime meldte sig i aftes, fordi jeg konstaterede at mine bryster var ømme igen. Yeay! Nu er jeg i tvivl om, om de i virkeligheden har været sådan hele tiden. Derudover gjorde min E mig opmærksom på, at jeg overhovedet ikke har fedtet hår eller hud. Alt på mig plejer at blive meget fedtet op til mens. Men måske spiller progestanen ind her, hvem ved?

Jeg var helt panisk først på aftenen i går og stort set sikker på, at løbet var kørt. Siden har jeg fået lidt af håbet tilbage igen.

Op - ned. Frem - tilbage. Rundt, rundt, rundt... Jeg vil aaaaaaa!!

CD28:
Uddrag fra upubliceret symptom-log:
14.28: det strammer og føles mens-agtigt. Trussetjek: ingen farve. brysterne ER altså mere ømme end de forgangne dage. Hår og hud normal. Lidt tynd mave.

14.41: jeg kan ikke huske at jeg havde sådanne fornemmelser i maven dengang i Berlin. Men man lægger selvfølgelig mindre mærke til det under sådan nogle omstændigheder. Kan ikke huske, at jeg mærkede nogetsomhelst andet end at jeg var ekstremt træt og ikke i det bedste humør.

14.55: distinkt følelse af at noget skete i trussen. Trussetjek: clear

16.23: har ikke været noget at føle i lang tid nu

18.00: en time med mens-fornemmelser og tiltagende ondt lune

19.59: værste krise hidtil. føltes så meget som om bløding var startet at der gik 20 min før jeg turde tjekke. lettelse! men underliv føles meget meget truende nu...

21.24: må jeg snart gå i seng?? kan ikke holde det her ud.

CD29:
POSITIV!

En flygtning krydser sit spor

Det er med meget blandede følelser, at jeg læser beretninger fra BIB-livet efter jeg selv er kommet ud på den anden side. Det gør så utroligt ondt at blive mindet om, hvilket helvede det er. Og den følelse er altid iblandet en fornemmelse af forræderi. Af at have stjålet staffetten og være stukket af med den. Langt, langt væk i vild galop. Jeg vil så gerne vende om og sige til dem allesammen at det nok skal gå, at det er overstået en dag. At livets tandhjul finder hinanden igen og ligeså langsomt sætter det hele i gang igen. Men det kan jeg ikke sige. For der er jo nogen, det ikke lykkes for og det er den viden, der er BIBerens mareridt. Man kan ikke regne med, at det er overstået en dag og derfor stirrer man ind i en uendelighed af uvished hver eneste fucking dag. Det er umuligt at forklare, hvor ondt det er.

Jeg holdt selv ret tidligt op med at kunne sætte pris på andre BIBeres befrielse. Til at begynde med var der ikke noget, der var lækrere end at høre om og forestille sig, hvordan det føles. Sidenhen, i mit trods alt korte behandlingsforløb, følte jeg kun vrede og var ofte helt ude af stand til at læse de lykkelige indlæg. Sprang dem over og læste kun beretninger om skuffelser og frustration.

Nu er det selvfølgelig modsat. Jeg er skrupsulten efter at se nye BIBere forlade ingenmandsland. Og det er svært at læse om skuffelserne. Men samtidig er der noget i mig, der insisterer på at blive ved at opsøge historierne. HUSK DET! er vel drivkraften. Jeg vil aldrig glemme hvilket mareridt det var og hvor fandens heldige vi var, at vi kom ud af det og fik vores ønske opfyldt. Selvfølgelig er lykken ikke endegyldigt gjort, fordi man bliver gravid. Der kommer andre problemer. Og jeg tror at mange BIBere får plantet en sådan frygt for at være særligt forfulgte og uheldssvangre, at det bliver til en slags paranoia, der gør det svært at nyde og stole på glæden. Men jeg har lovet mig selv aldrig at glemme taknemmeligheden. Og det løfte vil jeg holde.

drømme

Jeg drømte at tutten på mine brystvorter faldt af. Jeg pakkede dem ind og puttede dem i tasken og tænkte, at jeg skulle lige huske at spørge nogen, om det var normalt.

30+6

Vi var til 2. jordemoderbesøg i går. Alt går så fint. Han er estimeret til at veje 1700 gram nu, hvilket er helt normalt og vist lidt i den store ende af normalen.

Jeg har taget 6,5 kilo på og maven er ved at være så stor, at den kun lige akkurat kan være i almindelige løsthængende trøjer. Så stor, at den generer lidt om natten.
Og så stor, at sådan noget som kontakten med tåneglene er påvirket.

Hans bevægelser derinde har ændret sig meget her i 3. trimester. De er gået fra meget diffuse til meget konkrete. Man kan næsten forestille sig, at det er en baby, der bevæger sig derinde. Det har været helt fantastisk at opleve den overgang.

Han er klart mest aktiv sådan ved 22-23-tiden om aftenen. Om morgenen er der derimod helt stille derinde. Vi drømmer om, at dette er et tegn på, at han er B-menneske.

Underskud

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal bære mig ad med at få opdateret her. Det føles som om der har været så mange udsving siden sidste indlæg.

Der er ni uger til termin. 9!! Og efter alle disse måneder, hvor terminen syntes alt for fjern og alt det med baby var en uvirkelig fantasi, er det nu pludselig alt for tæt på. Jeg føler mig slet, slet ikke klar og den store glæde, der ellers har præget min graviditet er trådt i baggrunden. Jeg mangler ligesom overskud til at glæde mig og til at forberede mig.

For en stor del hænger det manglende overskud nok sammen med min arbejdssituation. Jeg har hele sommeren arbejdet på at få afsluttet en del af min phd, men jeg kan ikke få tingene til at falde på plads og føler ikke jeg rokker mig ud af flækken. Det er dybt utilfredsstillende, frustrerende og angstprovokerende. Jeg sover dårligt om natten, vågner anspændt og små-nedtrykt hver morgen. Jeg føler mig stresset.

Det sidste par uger er jeg også begyndt at mærke graviditeten på en anden måde - er begyndt at forstå snakken om, at man til sidst virkeligt gerne vil have sin krop tilbage. Jeg er f.eks. ved at være grundigt træt af at være træt. Træt af aftener hvor jeg smider mig på sofaen kl 17-18 og ligger der og flyder indtil jeg vakler i seng. Uendeligt træt af forstoppelse, oppustethed og fornemmelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt. Min graviditet har været så utroligt nem og alligevel går denne smule besvær, jeg er begyndt at få, mig allerede på nerverne..

Jeg skulle egentlig have startet barsel om 3 uger, men dels pga problemet med mit projekt og dels en konference i London, som jeg meget gerne vil med til, har jeg udsat barslen 10 dage og går fra 24. september.

Jeg er bestemt ikke typen, der er bleg for at prioritere mit privatliv over min karriere. Langt fra. Og en stor del af mig siger da også, at det her er for dumt. At jeg ødelægger den sidste del af min første og måske eneste graviditet med stress over ting, der dybest set er ligegyldige. Jeg kan gøre det arbejde færdigt på et andet tidspunkt. Og måske er jeg virkelig ikke i stand til at gøre det nu, fordi jeg mentalt befinder mig et helt andet sted og jeg modarbejder alt instinkt i mig på den her måde. Men samtidig har jeg så umådeligt stort et behov for at gå på barsel med denne bedrift i lommen. For at få sat projektet på ret køl igen efter disse mange måneder med fertilitetsbehandling og graviditet, som ikke just har været fordrende for koncentration og produktivitet. For lige at få lidt faglig selvrespekt med på barsel. Åh, det vil jeg så gerne. Men efterhånden som sommeren er skredet frem, har jeg følt mig mere og mere presset og nu har jeg så kun en måned tilbage.

Den rette model er selvfølgelig at blive ved at arbejde på sagen, men at lægge stress og angst fra mig. Desværre tvivler jeg stærkt på, at den mulighed ligger inden for min virkeligheds grænser.