12 dage tilbage

Mindre end to uger. 12 dage. Næste weekend. Næste!! Weekend!!

Jeg er ked af ikke at have skrevet så længe. Jeg ville gerne have skrevet og har gået med små udkast i tankerne, der aldrig blev til mere end det. Ærgerligt for jeg ville gerne have haft foreviget processen i små noter her, men sandheden er vist, at det simpelthen har været for komplekst og jeg har ikke kunnet få tilstrækkeligt fat om mine følelser til at kunne skrive om det. Tror jeg nok.

Jeg regnede vel med, at jeg ville gå på barsel og at al den tid, jeg så fik, ville give plads for erkendelsen af det, der er ved at ske, så det ville ophøre med at være så uvirkeligt, som det ellers har været. Men sådan gik det ikke. Den store, dybe erkendelse indtraf ikke.

Der er mere end én, der har kommenteret, at jeg virker så harmonisk i min graviditet og som om jeg er totalt afklaret med det hele. Say what?? Jeg svarer, at så afklaret er jeg nok heller ikke og derhjemme siger vi ofte 'miiiis-mis-mis' til maven, fordi vi nok i virkeligheden bare skulle have haft en kattekilling. Og det er spas-udgaven af bekymringer, der af og til holder mig vågen om natten.

Jeg startede med at være frustreret over ikke at kunne forstå det. Nu var vi endelig så tæt på. Denne kæmpe begivenhed lige om hjørnet og så kunne jeg ligesom ikke mærke det. Og jo mere fokuseret jeg blev på ikke at kunne mærke det, desto mere skræmmende blev det. Det blev så skræmmende pludselig at stå lige foran den dør, bag hvilken alt er forandret for altid og man aldrig kan vende om. Det handler ikke så meget om, at jeg er bange for at give slip på det liv, vi har nu (det er jeg selvfølgelig også, men det er en detalje) Det handler om uvisheden. Det er skræmmende slet ikke at kunne forestille sig, hvad der venter og ikke at kunne indstille sig mentalt. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke, ikke en gang i et split-sekund, forestille mig et spædbarn her hos os. Jeg kan ikke.

Og det gør mig rigtig ked af det. For jeg ville så gerne glæde mig disse sidste uger. Det skræmmer mig fra vid og sans, at jeg ikke er i stand til at glæde mig. Jeg synes jeg burde tosse rundt med kinderne rosa af forventingens søde glæde. Men i stedet er jeg lidt tung og trist i det. Og min forskrækkelse over ikke at kunne føle denne glæder puster til en anden lille sag, der ligger og ulmer, nemlig rædslen for ikke at kunne gøre det bedre end mine egne forældre. For at blive til min mor. Og jeg ved ikke.. jeg forestiller mig, at andre vordende forældre har tillid til, at når deres barn kommer til verden, elsker de det bare, spontant og betingelsesløst. Den tillid har jeg ikke. Og derfor er jeg bange, bange, bange.

En del af mig siger, at det næppe er så pisse-unikt. At alle vel er bange, når de bliver forældre. Og det er der en vis trøst i. Men jeg synes frygten burde være bearbejdet på nuværende tidspunkt. Jeg har indtryk af, at når andre nærmer sig fødslen for alvor, så er de blevet klar. Jeg selv, derimod, bliver mindre og mindre klar jo tættere vi kommer på.

Jeg aner ikke hvad man gør. Jeg vil så gerne få lidt mere ro i stedet for bare at hvirvle mere og mere angst op for hver dag der går. Er der nogen derude, der kan hjælpe med et godt råd?

36 dage tilbage

I går mugede jeg ud på kontoret som nu står parat til at udlånes mens jeg er på barsel. I morgen tager vi til London, onsdag vender vi tilbage og så starter min barsel officielt. Fanfare!

Jeg er en meter om livet nu, hvilket jeg synes er meget, men der er efterhånden lidt vel mange, der kommenterer, at jeg ikke er ret stor. Det var lige ved at blive lidt ubehageligt, men jordemoderen bekræftede i går, at hans størrelse og vægt ser fin ud.
Hun estimerede ham til 2500. Jeg tror, at han er større. Det vil tiden vise..

Jeg nærmer mig +9 kilo. Det er jo helt fint - hvis jeg fortsætter med at tage et kilo på om ugen som jeg har gjort de sidste tre uger, så når det da også at blive til noget.

Jeg synes stadig det hele er ret svært at forstå. At det er næsten umuligt at rumme de intense følelser, der har præget de sidste par år, BIB-mareridtet og graviditeten. Der er dage, hvor jeg er meget bange for at udvikle en fødselsdepression. Men lige nu har jeg det godt og glæder mig meget til at lukke ned for arbejdstankerne og gå på barsel.

39 dage tilbage

I et tidligere indlæg spekulerede jeg over, hvornår graviditeten mon ville begynde at være hård. Ret præcist fra uge 34, viste svaret sig at være.

Jeg får meget ondt i lænden af meget lidt. Kan ikke sidde på en stol i mere end omkring 3 timer. Skal ikke gå mange hundrede meter før det gør ondt i lænden og benene føles som om de har været på pilgrimsmarch.

Er halvvågen store dele af natten fordi jeg ikke kan finde ud af at ligge ordentligt mere. Har de sidste par nætter måttet stå op for at få noget at spise, fordi jeg var for sulten til at kunne falde i søvn igen.

De sidste par dage har jeg haft plukkeveer nærmest konstant. De er ikke i sig selv smertefulde, bare af og til meget ubehagelige. Og smertefuldt bliver det, når man forsøger at bevæge sig med plukkeveer.

Men det værste er klart, at det psykiske overskud er styrtdykket. Jeg føler mig helt ekstremt sårbar - bliver forskrækket og ængestelig over små ting. Føler små hverdagsudfordringer som overvældende. Og det er helt klart det værste, for dermed mangler også overskudet til at tage de små fysiske skavanker i stiv arm.

Og små det er de, mine fysiske skavanker. Jeg forestillede mig meget værre ting. Men hvor har jeg lyst til at gå i fosterstilling i disse dage...

43 dage tilbage

43 dage. Det er altså ikke ret meget. Igen og igen hører man folk sige, at så kan det jo blive nårsomhelst nu. Gisp!

Jeg tænker da også på det hele tiden. Hele tiden! Så meget at jeg godt kan få lidt spat af at tænke på det hele tiden.

Jeg er blevet enig med mig selv om, at det nok ikke er alt for usædvanligt at have lidt forvirrede følelser omkring det hele på det her stadie. Det er så forfærdelig svært at forestille sig - både selve fødslen og alt det, der følger.

Jeg er ikke så bange for fødslen mere. Jeg bilder mig ind, at det gør en forskel, at jeg har erfaringer med meget stærke underlivssmerter. I min famile har kvinderne så stærke menstruationssmerter, at vi af og til simpelthen besvimer af smerte. Jeg har et par gange oplevet at nå at tænke, hvis det her bliver værre så klarer jeg det ikke og 'pling' så var bevidstheden væk. Min mor fik morfin mod sine menstruationssmerter, men det har jo så ikke været så moderne med den slags i min tid. Nu sagde jordemoderen på Riget godt nok, under sin stand-up comedy af en fødselsforberedelsesforelæsning, at med mindre man har prøvet at brække sin ryg ti steder på én gang, skal man ikke forestille sig, at man har nogen anelse om, hvad ve-smerte er og det anerkender jeg. Men jeg forestiller mig, at man bliver mindre forskrækket over veerne, når man tidligere har oplevet det med at blive helt opslugt af smerte, så intet andet eksisterer. Og for min E's vedkommende, når han har været vidne til det før.

En ekstra trøst ligger der så i, at min mor ikke havde ret voldsomme veer. Hun har heller ikke haft voldsomt lange fødsler. Så lige på dette område satser jeg på at ligne hende. Bare i en udgave med bredere hofter.

Desuden har det hjulpet mig at forstå lidt mere om fødslens faser. Utroligt så lidt man faktisk ved om fødsler indtil man aktivt begynder at undersøge fænomenet. For mig har det betydet virkelig meget endelig at fatte, at den lange, smertefulde del af fødslen handler om at udvide sig. Mens den del hvor urimeligt stort objekt skal ud gennem den hellige korridor faktisk normalt ikke varer mere end en halv til en hel time. Det gør en gigantisk forskel for mig. At man kan tænke på, at de hæslige timer, hvor man tror man skal dø af smerte, bruger man faktisk på at skabe en lidt mindre grotesk smal fødselspassage. Mens den fase hvor alting opløses i blod, ekskrementer og dyrisk naturlighed, så at sige, er meget kort.

Og selvfølgelig har kvinder gjort det altid og vi er skabt til det - intet kunne være mere naturligt. Men sådan er det jo også med døden. Og den er jeg altså heller ikke helt tryg ved,

Tillykke til en blogsøster

tilbageblik

CD 26:
I dag er exit-progestanen lysebrun. Det hele.
Og den umiskendelige fornemmelse af mens inden for et døgn.
Intet er afgjort.
Men sandsynligheden for at det går godt er blevet mindre, det kommer vi vist ikke udenom.

CD27:
I eftermiddag en gang er det præsis 27 døgn siden min sidste cyklus startede og altså tid til en ny. Men en vis optimisime meldte sig i aftes, fordi jeg konstaterede at mine bryster var ømme igen. Yeay! Nu er jeg i tvivl om, om de i virkeligheden har været sådan hele tiden. Derudover gjorde min E mig opmærksom på, at jeg overhovedet ikke har fedtet hår eller hud. Alt på mig plejer at blive meget fedtet op til mens. Men måske spiller progestanen ind her, hvem ved?

Jeg var helt panisk først på aftenen i går og stort set sikker på, at løbet var kørt. Siden har jeg fået lidt af håbet tilbage igen.

Op - ned. Frem - tilbage. Rundt, rundt, rundt... Jeg vil aaaaaaa!!

CD28:
Uddrag fra upubliceret symptom-log:
14.28: det strammer og føles mens-agtigt. Trussetjek: ingen farve. brysterne ER altså mere ømme end de forgangne dage. Hår og hud normal. Lidt tynd mave.

14.41: jeg kan ikke huske at jeg havde sådanne fornemmelser i maven dengang i Berlin. Men man lægger selvfølgelig mindre mærke til det under sådan nogle omstændigheder. Kan ikke huske, at jeg mærkede nogetsomhelst andet end at jeg var ekstremt træt og ikke i det bedste humør.

14.55: distinkt følelse af at noget skete i trussen. Trussetjek: clear

16.23: har ikke været noget at føle i lang tid nu

18.00: en time med mens-fornemmelser og tiltagende ondt lune

19.59: værste krise hidtil. føltes så meget som om bløding var startet at der gik 20 min før jeg turde tjekke. lettelse! men underliv føles meget meget truende nu...

21.24: må jeg snart gå i seng?? kan ikke holde det her ud.

CD29:
POSITIV!

En flygtning krydser sit spor

Det er med meget blandede følelser, at jeg læser beretninger fra BIB-livet efter jeg selv er kommet ud på den anden side. Det gør så utroligt ondt at blive mindet om, hvilket helvede det er. Og den følelse er altid iblandet en fornemmelse af forræderi. Af at have stjålet staffetten og være stukket af med den. Langt, langt væk i vild galop. Jeg vil så gerne vende om og sige til dem allesammen at det nok skal gå, at det er overstået en dag. At livets tandhjul finder hinanden igen og ligeså langsomt sætter det hele i gang igen. Men det kan jeg ikke sige. For der er jo nogen, det ikke lykkes for og det er den viden, der er BIBerens mareridt. Man kan ikke regne med, at det er overstået en dag og derfor stirrer man ind i en uendelighed af uvished hver eneste fucking dag. Det er umuligt at forklare, hvor ondt det er.

Jeg holdt selv ret tidligt op med at kunne sætte pris på andre BIBeres befrielse. Til at begynde med var der ikke noget, der var lækrere end at høre om og forestille sig, hvordan det føles. Sidenhen, i mit trods alt korte behandlingsforløb, følte jeg kun vrede og var ofte helt ude af stand til at læse de lykkelige indlæg. Sprang dem over og læste kun beretninger om skuffelser og frustration.

Nu er det selvfølgelig modsat. Jeg er skrupsulten efter at se nye BIBere forlade ingenmandsland. Og det er svært at læse om skuffelserne. Men samtidig er der noget i mig, der insisterer på at blive ved at opsøge historierne. HUSK DET! er vel drivkraften. Jeg vil aldrig glemme hvilket mareridt det var og hvor fandens heldige vi var, at vi kom ud af det og fik vores ønske opfyldt. Selvfølgelig er lykken ikke endegyldigt gjort, fordi man bliver gravid. Der kommer andre problemer. Og jeg tror at mange BIBere får plantet en sådan frygt for at være særligt forfulgte og uheldssvangre, at det bliver til en slags paranoia, der gør det svært at nyde og stole på glæden. Men jeg har lovet mig selv aldrig at glemme taknemmeligheden. Og det løfte vil jeg holde.