den lille afsked

Jeg fatter ikke, at det er april måned og min lille dreng nærmer sig et halvt år. Det gør faktisk lidt ondt i hjertet. Jeg har i mange år haft svært ved afsked og forandring og jeg mærkede tidligt, hvor uhensigtsmæssigt det er, når man har et lille barn og alt handler om udvikling og forandring. Allerede da Max var 2 uger gammel græd jeg for første gang. Græd over, at den allerførste tid var forbi og aldrig ville komme igen. Aldrig mere min første graviditet, min første fødsel, komme hjem med vores første barn. Ja, det er måske absurd, men det gjorde virkelig ondt på mig. Og nu når jeg tænker tilbage på det, gør det ondt igen. Det med minder har altid været smertefuldt for mig - også når de er lykkelige.

Nu er han snart et halvt år, vores lille Max. Og på vej ind i en ny fase. Snart får han tænder. Snart begynder han at kravle og der bliver for alvor vendt op og ned på alting. Og altimens alt dette er vidunderligt, er det også forfærdende for den svundne tid er tabt for altid og man kan ikke vende tilbage og nyde et lille øjeblik duften af ens nyfødte, følelsen af den lille krop i ens arme, den umådelige stolthed ved at mætte ham fra sit bryst.

Om et par måneder vil jeg længes efter lille 5-måneders Max, der altid griner højt, når vi synger for ham (desværre også ofte af godnatsange). Og endnu højere hvis vi også danser. Der bliver helt rolig, når jeg lægger min ene hånd på hans kind og den anden på hans bryst. Hvis hele væsen hvert vågent minut er koncentreret om alt hvad der foregår omkring ham. Der ser på sin far med et så forelsket blik, at han nærmest æder ham med øjnene. Jeg vil længes efter morgener, hvor Max og jeg sover tæt sammen i sengen, følelsen af hans lille, varme krop mod min, duften af hans hår, hans sagte baby-snorken.

Men der er også ting, jeg ikke kommer til at savne for der er mange ting, der er hårde for tiden. Jeg glæder mig til der ikke er så mange dage, hvor jeg bruger mere tid på at få ham til at sove, end han rent faktisk sover. Hvor han vil have opmærksomhed hele dagen. Det føles som om det hober sig op med dage, hvor det pludselig er blevet aften uden jeg har nået noget som helst. Hvor hele dagen bare består af .. hvad skal man kalde det..overgange. I begyndelsen af min barsel sværgede jeg til at lade barsel være 100% barsel. Der var ikke nogen fornemmelse af hele tiden at blive afbrudt af baby-ting, for baby var den eneste opgave der betød noget. Det var de andre ting, der var fyld og afbrydelser. Sådan er det ikke mere. Åh, jeg længes efter den tilstand. Jeg ved ikke, om jeg stadig ville være i den, hvis ikke vi var flyttet. Jeg tror det. Men måske er det naivt - måske kan man virkelig bare ikke opretholde den i mere end 3-4 måneder. Jeg har et lille håb om, at jeg kan vende tilbage til den. Vi skal bare liiiige have gjort denne byggeplads, vi bor i, til et hjem. Men så er det pludselig sommer og inden jeg kan nå at sige blueberry pie er min barsel forbi.

Neeeeeejjjjjjjj
hjæææææææælp
stop tiden!
STOP STOP STOP STOP

booty camp uge2

Booty camp member gets the boot kunne overskriften også have været. For det kører overhovedet ikke for mig. Det bliver simpelthen ikke til noget lige nu. Det er nemt med timelange gåture nu hvor foråret er kommet, men jeg kan ikke styre min sukkermund og der er alt for mange andre udfordringer i disse dage, så jeg stemmer mig selv hjem. Vender tilbage til camp'en om nogle uger..
Håber på bedre held for booty-søstrene

5 måneder

booty camp uge1

Puha det er ikke gået ret godt. Da jeg stillede mig på vægten i morges viste den 500 gram mere end i tirsdags. Som i et halvt kilo den forkerte vej. Så slem synes jeg heller ikke jeg har været, men jeg har bestemt ikke klaret udfordringen ret godt i denne uge, hverken hvad motion eller søde sager angår. Når man tvinger sig selv til at skrive ned, hvad man sukker-snacker er det faktisk lidt rystende at se. Hver dag... Men der er så meget pres på for tiden og jeg føler det berettiget at vi lige får lov at trøstespise lidt. Jeg kom f.eks til at bage boller. Og godt nok var de ikke snehvide, men lets face it, det var heller ikke rugbrød.

Jeg tager en uge mere efter samme opskrift og håber, at det går lidt bedre. Lad os se hvad vægten siger om en uge. Jeg vil gerne betale med lidt ekstra motion for til gengæld at få lov til at spise lækkert en gang imellem...

Fed barsel

Jeg kender mange der efter at have ammet, har været slankere end jeg nogensinde har set dem før. Jeg regnede bestemt med at det var sådan jeg skulle komme af med mine ekstra kilo. Men sådan gik det ikke. Nej, faktisk hører jeg til de nok relativt få kvinder, der formåede at tage på, mens jeg ammede...
Men hyggeligt var det

Booty-camp

Nu skal de overskydende kilo af. Og der skal noget energi ind på kontoen. Jeg er så træt af at føe mig flad og slasket. Af at blive udmattet af bare en smule rengøring.

Jeg har haft svært ved at tage mig sammen for jeg ved at der skal motion til og en ret stor investering og omlægning af hverdagen. Det er lidt skræmmende at skrive det her for det forpligter jo.

Planen er indtil videre:
- ud med søde sager, junk food, hvidt brød og pasta.
- absolut dagligt motionsminimum: 30 minutter rask trav.
- 3 gange om ugen: 30 minutters løb eller 1½ times gang.
- multi- og b-vitamin & fiskeolie
- et stort glas vand for hver kop kaffe (!)


Jeg rapporterer om dagens motion i højremenuen her og gør status hver søndag - inkl bekendelser om ugens afvigelser planen.

Be Gone Month Nasty

Det har været en hård periode. Til tider meget hård. Dagen efter vores flytning fik jeg hold i nakken. Det var frygteligt. Jeg måtte lade Max falde de sidste 50 cm ned på vores seng fordi jeg ikke kunne lægge han ned. Og da han begyndte at skrige af forskrækkelse kunne jeg bare stå at se ned på ham. Jeg kunne ikke bøje mig ned til ham. Kunne ikke engang give ham sutten. Føj det var en forfærdelig oplevelse. Min E var en dagsrejse væk. Jeg stod stor-tudende og så ned på min søn i den time det tog for en veninde at komme mig til undsætning. Hæsligt hæsligt hæsligt!! Da hun kom, fik jeg mig sat ned og så kunne jeg ikke rejse mig op igen. Endsige bevæge mig overhovedet. Først adskillige dage - og rigtig mange hestepiller- senere kunne jeg bevæge mig rundt igen. Og vores liv stod stadig bare i et virvar af kasser rundt omkring i rum der var på forskellige stadier af byggekaos. Vi levede i små stier mellem kasser og rod. Og så nåede jeg lige at have et par dage, hvor jeg fungerede normalt og fik åbnet et par kasser før jeg fik en ordentlig gang Roskildesyge, hvor jeg igen overhovedet intet kunne i mange dage. Og mens jeg således har været virkelig sølle, har min E haft sindssygt travlt og vi har ikke set ret meget til hinanden. Jeg har for første gang i meget lang tid følt mig nedtrykt og manglet enhver form for mod og jeg nåede at være bekymret for at en depression var på vej.

Men det lysner nu og jeg har fået modet tilbage. Vi skal lige ud af marts, så falder tingene til ro igen. Jeg glæder mig. Jeg vil ikke spilde mere af min dejlige tid med Max på dumme frustrationer.