dårlige vaner?

Ganske umærkeligt har der vist sneget sig en dårlig vane ind i vores liv med Max. I en måned - måske er det to - har jeg ligget med ham i sengen for at få ham til at falde i søvn hver gang det var sovetid og jeg kan ikke længere finde ud af at gøre det på andre måneder. Det er ikke noget stort problem. Det er jo tit hyggeligt. Men det tager også ganske ofte en halv time og hvis man gør det 4 gange om dagen, ja så er det ved at være en god bid af dagen. Og selvfølgelig er det ikke smart på længere sigt. Han skal kunne falde i søvn alene.

Den sidste uges tid er problemet blevet værre for vi har skiftet vuggen ud med en tremmeseng. Og når vi lægger ham over i den vågner han og begynder at ligge og kravle rundt. Så nu sover han hele natten i sengen hos os. Og det er altså ikke godt for kærestelivet.

Gisp, skal vi til at i gang med en omlægning af vaner med en masse skrig og skrål? Det har jeg slet slet ikke lyst til..

Mit problem er især, at en del af mig tror, at Max er sådan en glad lille en fordi han aldrig har anledning til at græde. Aldrig føler sig forladt eller overhørt. Tanken om at slå det i stykker er ubærlig - om det så er rationelt eller ej.

mit stykke af himlen

Min lille Max er snart syv måneder gammel. Det er ufatteligt.

Jeg undres dagligt over, at man kan være så heldig. Han er et helt utroligt barn. Især fordi han er så glad og udadvendt. Han smiler altid. Alle der ser på ham får et stort smil og han smelter hjerter overalt, hvor vi kommer. Der er noget så helt utroligt sødt og varmt over ham og jeg er på én gang fantastisk stolt og føler mig helt ubeskriveligt beæret over, at sådan et fortryllende lille væsen er endt hos os.
Det er sket flere gange på det sidste, at han har ligget ved siden af mig og længe bare set mig ind i øjnene med et stort smil. Og der stråler sådan en varme fra hans øjne, at det virkelig føles som om han siger 'tak mor, jeg synes du er vidunderlig' De øjeblikke er magiske og jeg håber, at jeg aldrig nogensinde glemmer det.

Der var en kvinde, der sagde til mig for nylig, at ifølge hendes erfaring, kan man godt regne med det temperament, børnene udviser, når de er helt små og det gjorde mig så lykkelig. Hvis Max bevarer sit nuværende temperament, kan han kun få et rigtig godt liv. Han har denne utrolige glæde og samtidig er han på én gang ekstremt energisk og meget rolig. Det er svært at forklare. Alle bemærker, at der er usædvanligt meget krudt i ham. Han vil meget gerne bruge sin krop, kan næsten kravle nu - mosler rundt på gulvet dagen lang- kan også snart sidde og står helt stabilt på benene, når han bliver holdt. Men han kan også være helt stille og opslugt af en lille detalje, som han undersøger længe og under total koncentration. Han glemmer ikke, hvad han er i gang med, men vender tilbage til det, hvis han bliver afbrudt. Det er så rørende. Han kan ligge længe og bare kigge på en gren, der bevæger sig eller skygger, der spiller på en væg. Eller ligge og vende og dreje et stykke legetøj.

Når jeg er allermest stolt og forelsket, bliver jeg også allermest bange. Af og til bliver jeg hjemsøgt af fornemmelsen af, at han er så pragtfuld, fordi han ikke skal være her ret længe. Det er forfærdeligt og jeg må ikke tænke det, men ..ja.. af og til.

Små og store mirakler

De sker!

altid mere bib

Når jeg læser hos de blogsøstre, der stadig kæmper, kan jeg nogle gange føle det fuldstændigt overvældende. At det lykkedes for os. At jeg sidder her nu med den lille dreng, jeg sådan drømte om og elsker ham grænseløst, præcis som jeg så inderligt længtes efter. Ligeså overvældende er det at tænke på hvordan det føles for dem, der sidder i det hæslige limbo lige nu. Det gør mig så ondt, så ondt og nogle gange er det næsten ikke til at rumme. Helt irationelt tænker jeg, at nu skal vi lige have Fru P og Ønske i mål og så er det overstået. Men det er det jo aldrig. Det bliver ved. I dag dukkede 2000 Happiness op på min radar og jeg bliver vred. For helvede da også!

altid mere bib

Når jeg læser hos de blogsøstre, der stadig kæmper, kan jeg nogle gange føle det fuldstændigt overvældende. At det lykkedes for os. At jeg sidder her nu med den lille dreng, jeg sådan drømte om og elsker ham grænseløst, præcis som jeg så inderligt længtes efter. Ligeså overvældende er det at tænke på hvordan det føles for dem, der sidder i det hæslige limbo lige nu. Det gør mig så ondt, så ondt og nogle gange er det næsten ikke til at rumme. Helt irationelt tænker jeg, at nu skal vi lige have Fru P og Ønske i mål og så er det overstået. Men det er det jo aldrig. Det bliver ved. I dag dukkede 2000 Happiness op på min radar og jeg bliver vred. For helvede da også!

den lille afsked

Jeg fatter ikke, at det er april måned og min lille dreng nærmer sig et halvt år. Det gør faktisk lidt ondt i hjertet. Jeg har i mange år haft svært ved afsked og forandring og jeg mærkede tidligt, hvor uhensigtsmæssigt det er, når man har et lille barn og alt handler om udvikling og forandring. Allerede da Max var 2 uger gammel græd jeg for første gang. Græd over, at den allerførste tid var forbi og aldrig ville komme igen. Aldrig mere min første graviditet, min første fødsel, komme hjem med vores første barn. Ja, det er måske absurd, men det gjorde virkelig ondt på mig. Og nu når jeg tænker tilbage på det, gør det ondt igen. Det med minder har altid været smertefuldt for mig - også når de er lykkelige.

Nu er han snart et halvt år, vores lille Max. Og på vej ind i en ny fase. Snart får han tænder. Snart begynder han at kravle og der bliver for alvor vendt op og ned på alting. Og altimens alt dette er vidunderligt, er det også forfærdende for den svundne tid er tabt for altid og man kan ikke vende tilbage og nyde et lille øjeblik duften af ens nyfødte, følelsen af den lille krop i ens arme, den umådelige stolthed ved at mætte ham fra sit bryst.

Om et par måneder vil jeg længes efter lille 5-måneders Max, der altid griner højt, når vi synger for ham (desværre også ofte af godnatsange). Og endnu højere hvis vi også danser. Der bliver helt rolig, når jeg lægger min ene hånd på hans kind og den anden på hans bryst. Hvis hele væsen hvert vågent minut er koncentreret om alt hvad der foregår omkring ham. Der ser på sin far med et så forelsket blik, at han nærmest æder ham med øjnene. Jeg vil længes efter morgener, hvor Max og jeg sover tæt sammen i sengen, følelsen af hans lille, varme krop mod min, duften af hans hår, hans sagte baby-snorken.

Men der er også ting, jeg ikke kommer til at savne for der er mange ting, der er hårde for tiden. Jeg glæder mig til der ikke er så mange dage, hvor jeg bruger mere tid på at få ham til at sove, end han rent faktisk sover. Hvor han vil have opmærksomhed hele dagen. Det føles som om det hober sig op med dage, hvor det pludselig er blevet aften uden jeg har nået noget som helst. Hvor hele dagen bare består af .. hvad skal man kalde det..overgange. I begyndelsen af min barsel sværgede jeg til at lade barsel være 100% barsel. Der var ikke nogen fornemmelse af hele tiden at blive afbrudt af baby-ting, for baby var den eneste opgave der betød noget. Det var de andre ting, der var fyld og afbrydelser. Sådan er det ikke mere. Åh, jeg længes efter den tilstand. Jeg ved ikke, om jeg stadig ville være i den, hvis ikke vi var flyttet. Jeg tror det. Men måske er det naivt - måske kan man virkelig bare ikke opretholde den i mere end 3-4 måneder. Jeg har et lille håb om, at jeg kan vende tilbage til den. Vi skal bare liiiige have gjort denne byggeplads, vi bor i, til et hjem. Men så er det pludselig sommer og inden jeg kan nå at sige blueberry pie er min barsel forbi.

Neeeeeejjjjjjjj
hjæææææææælp
stop tiden!
STOP STOP STOP STOP

booty camp uge2

Booty camp member gets the boot kunne overskriften også have været. For det kører overhovedet ikke for mig. Det bliver simpelthen ikke til noget lige nu. Det er nemt med timelange gåture nu hvor foråret er kommet, men jeg kan ikke styre min sukkermund og der er alt for mange andre udfordringer i disse dage, så jeg stemmer mig selv hjem. Vender tilbage til camp'en om nogle uger..
Håber på bedre held for booty-søstrene