At tvære lykke ud i fjæset på folk

Det er aldrig ok at tvære sin egen lykke ud i hovedet på mennesker, der er ulykkelige. Så enkelt er det. Det er ikke en gang et dilemma.

Som Cato/Fru P så rigtigt skriver går lykken ikke i stykker af at man ikke kan dele den (med mindre det netop er en lykke, der handler om at blive set..har man den slags lykke er ens problem større end som så)

Jeg har været lidt splittet i spørgsmålet om hvorvidt det er ok at tvære sin lykke ud over bloggen. Jeg har valgt at gøre det. Forsvarer det med at man som BIBer aldrig er tvunget til at læse mine indlæg. Men jeg ved jo også godt, at det kan være svært at lade være. Og at det kan gøre ondt. På den anden side synes jeg også, at jeg skylder blogland min happy ending.

Gad vide hvilke tanker mine blogsøstre har gjort sig om dette..

Stooooooooooooooooooooooop!!!!!!

I går morges fik vi en super privat pasningsordning på plads, med en pige der skulle passe Max hjemme hos os selv. Jeg havde det rigtig godt med den ordning.

Så kom posten.

Plads i vuggestue fra første december.
Shiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiit!!!!!!!!!

Vi havde angivet behovsdato som 1. september så det var jo sådan set på tide, kan man sige. Og jeg har ventet med utålmodighed og glædet mig til det. Max har været klar længe. Han keder sig tydeligvis lidt hjemme og han laver ikke andet end at grine højt, når han er sammen med andre børn. Men nu hvor vuggestuen er alvor: Føj, jeg bryder mig ikke om det!!

Det kommer bag på mig. Jeg er ikke en pylremor. Og jeg er heller ikke en clingy mor. Langt fra nogen af delene. Men jeg kunne lægge mig ned at tude. Jeg er slet ikke klar til at han skal ud i verden på den måde. At han skal begynde at løsrive sig. Det er fuldstændig overvældende.

Godt at jeg har fire uger til at vænne mig til tanken.....

Mit første efterår

antiklimaks

Ja, mens kom tidligt i morges. Fuldstændigt til tiden. Det føles virkelig mærkeligt, for jeg havde faktisk nået at tænke så meget på, at jeg måske var gravid, at jeg nu af og til glemmer, at det var jeg så slet ikke alligevel.

Jeg havde blandede følelser, da jeg gik der og troede jeg var gravid. Syntes det var for tidligt. Dels af hensyn til Max. Men også fordi jeg slet ikke føler mig klar til at rumme en graviditet igen. Alt er stadig så nyt og fortryllende med Max og jeg er ikke færdig med at dyrke ham 100%. I det hele taget har jeg ikke nemt ved at forestille mig, at man kan gøre det hele én gang til. Det føles så unikt, at det ligesom bør være en engangsforestilling, synes jeg.

Men mest af alt var jeg spændt og lykkelig. Det må jeg indrømme.

idiot

Jeg har sgu regnet forkert. Fatter ikke at det kan lade sig gøre - det er jo ikke sådan, at man ikke har erfaring på området...!
Mens tirsdag i kommende uge.
Føler mig godt nok fjollet nu.
Amatør!

mærkeligt

Jeg skulle have haft mens tirsdag. Eftersom den normalt er ekstremt punktlig er det temmelig mærkeligt, at den ikke er kommet nu hvor vi er helt fremme ved søndag aften. Det er også temmelig mærkeligt at man, vores historie taget i betragtning, kan begynde at tvivle på, om den nu også bare er forsinket...

11½ måned

Der er meget lidt tid til blogskrivning her, selvom jeg så gerne ville. Der er faktisk så lidt tid, at jeg stort set ikke kan præstere et nyt billede af Max. Her kommer et fra den anden dag, taget med mobiltelefonen - faktisk det eneste vi har fra den sidst måned (gys!)

Hans første fødselsdag nærmer sig. Det er ikke til at fatte. Jeg har lovet mig selv, at jeg får lov at fejre det med et ordentligt indlæg.