Stor milepæl i går. Stor begivenhed
Max pilkede begejstret op og ned ad fortorvet foran vores ejendom. Mens han lo og lo. Det er kæmpe-stort. Han har hidtil nægtet at have fødderne på jorden udendørs - med undtagelse af en lille smule på legepladser, hvis bølgerne går højt. Nu har han krydset den bro og så kan han ikke få nok.
Han gik selv det meste af vejen ned til vuggeren her til morgen. Skubbende sin klapvogn.
Stoooor dreng!
Det er ekstremt surrealistisk, kan jeg godt fortælle. At se sin lillebitte pussenussebaby gå ned ad gaden på egne, let ustabile ben i de store støvler. Meget, meget sært.
Selvfølgelig følger der også bekymringer med. For der er fart over feltet. Og han nægter at holde i hånd. Hvis man tager hans hånd smider han sig straks fladt ned på jorden. Han er en meget viljestærk dreng. Jeg tænker på at skaffe en gå-sele. At det er lidt ugleset i vores generation generer mig ikke - set med mine øjne er det en måde at give Max frihed på, ikke tage den fra ham. Men hvis selen forhindrer at han lærer at passe på når han færdes på gaden, så er det jo ikke smart...
Meninger modtages gerne