CD 25

Ja, så er vi nået frem til dag 25 hvilket vil sige ny cyklus om 2 dage. De sidste 2 måneder har min cyklus faktisk kun varet 25 dage - men det er efter 25 år med 27 dage, så lad os ikke lægge for meget i det.

Testen ligger klar til mandag morgen.

Mine brystvorter er kørt helt frem på affyringsrampen og går af med at brag- det er helt sikkert - hvis nogen kommer til at røre dem. Mens-murren kommer og går. Niv, jag, kilden. Symptomer? Jeg orker simpelthen ikke det spørgsmål.

Giv tid, giv tid

mandlige gynækologer

Lad mig bare lægge hårdt ud og sige det sådan her: NEJ, jeg vil ikke nusses på låret af mandlig gynækolog, mens han arbejder med den store kondomklædte scanner. Det skaber IKKE tryghed.

Men sådan startede min sidste scanning.

Jeg forsøgte at ryste det af mig og lod som ingenting. Der er jo ikke nogen tvivl om, at manden mener det godt. Desværre blev det ikke bedre under den efterfølgende samtale. Jeg griber gerne i egen barm, for jeg har det med at håndtere pressede situationer med humor og det kan - ikke mindst på tværs af kulturelle barrierer - nok godt misforstås som frimodighed.

Da han skulle notere min højde og vægt kommenterede jeg sidstnævnte som lidt rigelig. Det afstedkom en regn af forsikringer om, at det syntes han bestemt ikke og "din mand er helt sikkert rigtig godt tilfreds med dig"

*Indsæt hvinende bremser*

Hvordan kom vi fra samtale om min vægt i en medicinsk sammenhæng til samtale om min vægt i en seksuel sammenhæng. Puuuha AD AD AD LAD VÆR!! Ingen, der lige har undersøgt mig på den måde, skal sige noget, der på nogen som helst måde kan opfattes seksuelt!

For at det ikke skal være løgn, kom der mere af samme skuffe inden jeg nåede ud fra stuen - da jeg var på vej ud og sagde noget om, at der godt måtte være en pige på vej, brillierede han med følgende: ja, en pige, det tror jeg også. en rigtig prinsesse. med sådan en dejlig mor, bliver det en rigtig prinsesse.

OK, kald mig bare nærtagende. Og jo, jeg anerkender at det er et minefelt og sikkert svært at navigere i. Men jeg synes det er rimeligt at forvente at en gynækolog, der roder kvinder mellem benene dagen lang, ret hurtigt lærer at styre uden om de mest åbenlyse faldgruber.

Efter at have tygget på den i et par dage indså jeg, at denne udveksling faktisk også var fornærmende på et andet niveau. Hvis jeg nu havde været en lille uimodståelig godte på 25 - havde han så opført sig sådan? Næppe. Han flirtede på den der upassende måde for at gøre mig en tjeneste. Neeeeeeejjjjjjj!!!!

mors lille morula

To af vores tre små Max'er overlevede. Den ene så ikke for frisk ud - havde ikke delt sig efter optøning. Den anden var i top-form. Var her på sin 4. dag 'compacted', hvilket vil sige, at den har delt sig ud over hvad man kan tælle og var lige ved at blive til en blastocyst.

Eller 'blast' som laboranten, der valgte ikke bare at bruge fagbetegnelser men også fag-slang, sagde. Blast... OK, jeg havde netop repeteret på sagerne, så jeg vidste hvad hun mente, men altså...

Nåmen. Sidste gang havde vi en ti-cellet og en der var gået i stå. Så det er bedre denne gang. Hurra for det.

Og så spurgte jeg i øvrigt til det med blastocyst-transfer. Det er lidt en kæphest for mig. I USA bruger man meget at lægge æg op på 5. dagen. Og har vildt gode resultater med det. Tjek lige disse stats (gul: dag 5, blå: dag 3):

Lægen (kvindelig og (dermed) fornuftig og behagelig) fortalte, at de MEGET gerne ville lave oplægning på 5. dagen, men de har ikke ressourcer til det i det offentlige. Det er meget frustrerende, sagde hun. Og ja, tænker man, det må saftsusme være frustrerende.

Hvis vi kommer i det private og jeg har godt med æg, vil jeg have lagt op på 5. dagen. Basta.

Nåmen indtil videre ser det lovende ud. Vi håber håber håber og beder en lille bøn

3 små Max'er

I morgen bliver vores sidste tre æg tøet op. Jeg har det svært med det. Jeg har faktisk virkelig meget lyst til at ringe og sige at de ikke må gøre det. For det er vores sidste tre mini-Max'er. Tre små dejlige, smukke, fantastiske Max'er. Det er frygteligt, hvis de bare går til. Frygteligt!

CD 9 og brugerbetaling på Rigshospitalet

Here we go again. Fryseforsøg nr 2 skydes i morgen i gang med 1. scanning.

Gad vide hvornår i forløbet man betaler de der 3000 kr. et fryseforsøg koster per 1. januar 2011.  Får man en regning med hjem fra scanningen? Skal man vise sin kvittering for at få lagt æg op?

Det er helt og aldeles glædeligt at de offentlige sygehuse stadig varetager 1. barns behandling. Men der er noget virkelig mærkeligt ved at downloade en prisliste fra Rigshospitalets hjemmeside.

Lad os nu få en ny regering for hulen.

Og en lillesøster

tak

ex-bib - eller en gang bib altid bib?

Jeg fik taget blodprøve i går morges, men jeg glemte at ringe og få svaret inden 12.
I dag kom jeg i tanker om det kl 11.47. Efter 8 minutter i telefon-kø blev telefon-svareren sat til.
Så jeg har stadig hverken fået svaret (som vi jo kender) eller meldt mig til frysebehandling.

Det er et helt andet følelsesunivers end bib, det er det altså. Men der også en del denial involveret. Efter at have tilladt mig selv at tro på et mirakel er jeg skide-bange for at komme til at åbne sluserne ind til bib-følelserne.

Og det er vel også en del af årsagen til at jeg stadig er ret splittet mht december-behandling. Jeg er bange for at spilde vores sidste freebee. Eller bare for at bruge vores sidste freebee. For så er det slut med den sorgløse tilgang til lille-brøster. Og det kan jeg slet ikke overskue. Slet slet slet ikke.

Lidt ondt gør det jo alligevel, må jeg indrømme. At have lukket op for drømme, forestillinger og håb om en lillesøster betyder at have gjort sig sårbar. Og der er heftige kræfter i mig, der stritter imod. Der er panisk angst for at komme tilbage i bib'erens univers.

I øvrigt er jeg ikke helt sikker på, at jeg overhovedet kan få det til at passe med scanning og ÆU i forhold til ting som ikke kan aflyses i december som feks eksaminationer, jeg skal stå for..... seriøst

vuggestue, moderinstinkter & ligestilling

Ligesom Sech, har jeg læst Politikens artikler om små børn i institutioner. Og angsten for at jeg har gjort Max ondt, gav mig opkastfornemmelser.

Max startede i vuggestuen 1. december og helt indtil påske, hvor der var meget få børn på stuen, troede pædagogerne, at Max var et stille, indadvendt barn. Ikke at der er noget i vejen med at være et stille, indadvendt barn, men det er Max bare ikke. Men i 3-4 måneder sad han stille for sig selv, det eneste barn på stuen, der ikke kunne gå. Efter et par dage med ekstra tid og opmærksomhed omkring påsken forvandlede vuggestue-Max sig og pædagogerne var nærmest rystede over at opleve den Max vi andre kender. Ham der nu går under navnet 'Fest-fyrværkeriet'.

Det gør ondt i hjertet at tænke på det. At han har siddet der lamslået over pludselig at blive ladt alene og overvældet af alt det der foregik omkring ham, som han ikke kunne deltage i eller forstå.

Jeg talte med en af pædagogerne om det dengang og hun var enig med mig. Det er naturstridigt. De instinkter moderskabet skaber i en er så stærke og de skriger jo, når man vender ryggen til sit lille bitte grædende barn under den såkaldte 'indkøring'. Vi får at vide, at vi skal ignorere vores instinkter i den situation. Og vi tror på det.

Jeg synes det er virkelig godt, at der bliver taget hul på den diskussion nu. At lave ændringer i pasningssystemet er selvfølgelig ikke noget, der er realistisk inden for de første mange år. Det er ikke en gang lykkedes at komme i mål med en barselsfond, så en forlængelse af barslen er utopisk. Men den første vigtige del af en forandring skal måske komme fra netop at vi stiller spørgsmålstegn ved om det kan være meningen at vi opfordres til at ignorere vores instinkter.