Jeg er nødt til lige at poste en ny film. (Lånt fra Cato på min-mave) Simpelthen det bedste jeg har oplevet i adskillige dage...

apropos kvindelige forbilleder

Jeg elsker hende her

en pludselig erkendelse

Der er sket det dejlige, at jeg har fået noget af lysten til børn tilbage. Det føles så godt. Jeg kan faktisk nyde tanken om børn nogle gange. Jeg tør drømme en lille smule om det. En lille smule.

Samtidig er jeg blevet klar over, at jeg dybest set er skrækslagen for at få børn. Forestillingen om, at det er en fantastiske berigelse som kommer med smerte, smerte, smerte. Frustration og angst. Træthed, træthed, træthed. Mens jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg måske nok har et større issue her, end jeg lige var klar over. For inderst inde tror jeg ikke på, at det er dejligt. Hold kæft mand... jeg er jo ikke sikker på, at jeg tror på, at jeg vil kunne elske mine børn.

Hold kæft mand.....


FOR FANDEN OGSÅ, MOR!

difference unites

Jeg er på en måneds kursusophold i London. I går i tuben så jeg en fantastisk smuk kvinde og blev helt opslugt af at iagttage hende. Hun havde kul-sort pagehår, en lang, buet næse med et lille hop på spidsen, øjenbryn i en høj, bred kurve, høje kindben, kantet kæbe og en bred mund. Hendes make-up var helt diskret og hun var iført en enkel hvid, kort-ærmet mohair-bluse med rund hals, diskret, men alligevel påfaldende fast og rund barm uder blusen, perlekæde og røde, korte negle. Meget Jackie Kennedy, vel egentlig. Hun var SÅ smuk og jeg kunne ikke lade være med at stirre på hende, for at finde ud af, hvad det var, der gav hende den skønhed. Hun sad helt ubevægelig og så frem for sig, med et lidt mut eller sørgmodigt udtryk, og trods hendes ubevægelighed var hun helt fantastisk yndefuld. Jeg grundede længe over, hvad det var der skabte den ynde, før det gik op for mig, at det selvfølgelig var en trans. Det jeg læste som ynde, var en kvindelig sårbarhed, der fyldte hele hendes udstråling, som ligesom sad i hver en fiber på hende, og ingen kvinde kan være helt så kvindelig som en mand.

Min absolutte yndlings-musikvideo er svenske The Knife's Pass This On Jeg ÆLSKER den. Dels har vi den fantastiske trans, som er helt ekstremt maskulin og feminin på samme tid og jeg kan ikke blive træt af at se på hende. Derudover har filmen en intens, sitrende spænding, som ikke aftager selvom man ser den 100 gange (tro mig, for jeg har set den 1000) og et smukt budskab. Den kan faktisk stadig få mig til at græde (men ok, det er sgu heller ikke svært). Og hvilken fabelagtig setting. Og så er det faktisk en god sang, med en fed tekst - i al sin enkelhed.
'I'm in love with your brother... When you two dance, oh what a dance. When you two laugh, Oh what a laugh'

Se den, se den, se den!


Den bør nok egentlig ses på fuld skærm. Det kan man her: http://youtube.com/watch?v=4Y33pYz8Pxo&v3

(Kunstnerne er faktisk et ungt bror og søster-par, der her viser deres ansigter offentligt for første gang. Det ER rent faktisk broderen, der danser med den smukke trans, mens søsteren er den blonde kvinde, der sidder ved bordet til sidst. Det er også hende, der synger.)

eks-veninden revisited

I sidste uge var jeg sammen med nogle veninder, jeg har fælles med eks-veninden. Jeg kan fornemme, at der ikke er nogen af dem, der har svært ved at forstå mit fravalg. Det er rart. Men de fortalte mig en nyhed

Hun er gravid.
Hun er fucking gravid
Hun må simpelthen være blevet gravid i første hug.
Aller-første-fucking hug

Jeg er ufatteligt glad for at jeg ikke er nødt til at være en del af det.
Jeg er taknemmelig for at jeg ikke skal høre hende fortælle mig det.
Det er ubeskriveligt.
Jeg beder til at jeg ikke løber ind i hende. Jeg vil ikke kunne holde det ud.
Jeg tigger og beder om, at der går mindst et par år før det sker.
Pleeeeeeaaaaaase

Men nu har jeg jo været nødt til at spørge mig selv: Var det derfor, jeg gjorde det forbi? Var det fordi, jeg så det komme? Var det skrækken for at jeg skulle se på og høre om hendes graviditet?

Jeg har ikke noget problem med andres graviditeter, men hendes ætser som syre i min krop. Jeg kan mærke det helt ud i armene hver gang jeg tænker på det.

"Aj, jeg håber bare, at jeg ikke bliver gravid før dig. Jeg ville bare slet ikke turde fortælle dig det"

Det blev du fri for.
Det blev vi begge fri for.

Jeg er rasende. Det er usympatisk, men jeg er bare edderspændt rasende.

holisme, ulogismer og tit-tape

Jeg pjækker i dag. Hele ugen har mine forsøg på at arbejde været halvhjertede, så i dag går jeg planken ud og holder helt vildt fri. Der er slet ingen tvivl om, at det er bedre udnyttelse af min tid.

I morgen formiddag rejser vi til Sicilien. Wuhu! En uge alene med kæresten i små landsbyer ved havet efterfulgt af 4 dage med bryllup i Palermo.

I dag skal der ske sådan nogle livsvigtige ting som plukning af øjenbryn, fødder og tånegle skal bringes på italienerinde-niveau og, vigtigst af alt: der skal eksperimenteres med tit tape. Har købt stærk-lilla kjole i mat råsilke. Uforskammet smuk. Afsindigt nedringet. BH udelukket. Har fået lidt kolde fødder - det ser skide godt ud på stjernerne, når de har de der udringninger, der næsten er navle-dybe og så brede at det stort set ligner en cardigan uden noget inden under. Men kan man have sådan en på uden at tænke på sine bryster hele tiden? Har i et forsøg på at skabe tryghed omkring situationen købt tit-tape på nettet. Er ret imponeret over produktet. Man kan faktisk overhovedet ikke mærke, at man har det på. Jeg har faktisk også haft det på i bad, for at lave en test på den type spidsbelastning, det vil blive udsat for under en hel dag i 35 graders varme. Tit-tape helt upåvirket af brusebad. Det er sgu da imponerende. Eneste spørgsmål, jeg sidder tilbage med er, om tapen egentlig overhovedet gør nogen æstetisk forskel. Det er jeg langt fra sikker på, men jeg undgår at dvæle ved tanken. Den kan jeg ikke bruge til noget. Lige om lidt skal jeg ud at skaffe mig endnu en tryghedsfremmende foranstaltning, nemlig dobbeltklæbende tape.
Det er pisse-sexet med sådan en kjole, ingen tvivl om det. Jeg kommer til at være totalt sat til i tape og klister og lur mig om jeg så ikke alligevel ender med at pakkke mig ind i et sjal, der skjuler det hele. Der er ikke meget star potential i mig.

Det er indlysende og ubestrideligt for mig, at psyken og fysikken hænger sammen og helt fantastisk, at man har ignoreret det faktum i den vestlige lægevidenskab i så mange år. Der er så mange eksempler, som vi alle kender, ikke mindst erotikkens eksempel: I seksualiteten hænger krop og tanke/følelse uløseligt sammen - er det feks overhovedet muligt at få orgasme uden at være opstemt? Selvfølgelig er energi, livsmod og kærlighed fantastiske kræfter, der kan være afgørende for om en krop kan restituere sig. Men samtidig er denne forestilling så uhyggelig, for den tildeler den enkelte psyke det tungeste ansvar. Helbred dig selv. Og i lige linie fra 'helbred dig selv' ligger desværre 'tag dig sammen' og 'det er din egen skyld'. Vel er det ej pga vores angst og aggression, at der ikke opstår liv i vores kroppe, Spif. Jeg bliver vred over den forestilling og jeg får lyst til at give de terapeuter, der kører den slags diskurs et ordentligt lag ultra-aggressive, barnløs-frustrerede tæsk. Jeg ved godt at det er lidt plat at argumentere med den slags eksempler, men kan ikke dy mig: masse-voldtægter er et af de vigtigste strategiske våben i etnisk-relaterede konflikter i Afrika. I hobevis af kvinder bliver gravide, som resultat af væbnede styrkers bestræbelser på at trænge ind i et samfunds gen-pøl. Talk about angst og aggression - det er desværre ikke noget problem for disse kvinders fertilitet. Som sagt, jeg ved godt at det er en lidt billig argumentation og jeg forstår også godt behovet for at føle, at man har lidt magt over situationen og kan gøre en forskel selv. Men det er svært at undgå, at ende med sådan noget 'jeg bliver ikke gravid, fordi jeg er fucked up'. Jeg havde ikke tænkt på det før du skrev det, men du har jo ret i, at det er endnu et martyrium.

MrsBalou skrev på et tidspunkt, at det er godt at få arbejdet så meget som muligt med sine issues inden børnene kommer, for bagefter er der ikke længere overskud til den slags. Det synes jeg er en god måde at se på det på. Vi vil jo gerne være gode mødre. Mødre der ikke kører alt for meget martyrium og skyld af på vores børn. Vi bliver FANTASTISKE mødre, det er jeg sikker på.

Til info-mødet på Rigshospitalet talte lægen meget om myterne omkring barnløshed og gjorde meget ud af at aflive myten om, at man bare skal slappe af.

Over en femårs-periode (eller var det syv?) bliver 9% BIBere spontant gravide.

far og datter

Jeg har i dag grædt for min far. Det er nok ved at være ti år siden jeg sidst har grædt for ham.

Da det i sin tid, efter et års ren rædsel, gik op for mig, at han virkelig skulle dø gik min største sorg på, at min egen datter ikke skulle kende ham. Det kom fuldstændigt bag på mig. Jeg var et par og tyve og tanken om at stifte familie uendeligt fjern. Der var så meget andet at sørge over. Men jeg var sønderknust ved tanken om, at min datter ikke skulle elskes af sin morfar og at min far ikke skulle have min datter at elske. Siden gik det op for mig, at den lille pige selvfølgelig også var mig. At min datter var min og min fars mulighed for at gøre det hele igen. Vi elskede hinanden så højt, min far og jeg. Hvor han ville have elsket min datter. De skulle gå med hinanden i hånden på uendelige sommerdage og hun skulle føle sig som selve solen, som det sødeste, smukkeste, skæggeste og dejligste væsen og hun skulle se stoltheden i hele hans krop og lykken i hans latter. Han skulle flette hendes lange hår ved morgenbordet. Få hendes små veninder til at le til de fik mavepine.

Da jeg indså, at han skulle dø var det umuligt for mig at forestille mig, at jeg skulle kunne leve videre. Jeg kunne ikke forestille mig andet end et skrig. Ét skrig. Jeg så mig selv stå ved Vesterhavet og bare skrige i en uendelighed. Jeg kunne ikke forestille mig sådan et liv og det er godt. For det var helvede. Man kan ikke rumme så meget smerte og derfor annulerer man sig selv. Man holder op med at eksistere og kun ganske langsomt vokser der et menneske frem igen. Et andet menneske. Efter 5 år oplevede jeg glæde igen og først da opdagede jeg, at den havde været væk. Der gik omkring 6 år, tror jeg, førend delene begyndte at samle sig til et sammehængende menneske og først efter næsten 10 følte jeg mig som et helt menneske igen. Et menneske, der kunne forstå sig selv, der kunne forudsige sine reaktioner, der havde givet slip på den der var engang og accepteret den nye. Der var dér jeg mødte E og da fik jeg pludselig en fremtid. Først dér opdagede jeg, at der ingen fremtid havde været.

I året op til mit møde med E var jeg i et intensivt terapiforløb. Et forløb, der handlede om at finde mening med livet, at identificere det, der var vigtigt for mig og at få tillid til livet, til andre mennesker og til mig selv. Det var hårdt. At arbejde med sig selv - for helvede hvor er det hårdt. Jeg husker de første måneder som afsindigt forkrampede, men efterhånden var der ligesom noget, der faldt på plads og jeg blødte op, ja jeg blev blød igen. Og så mødte jeg E. En perifer veninde har siden sagt, at hun var helt rystet da hun så mig efter dette. At det var ligesom om mit ansigt var faldet på plads.

Jeg var et muntert og udadvendt barn, men da jeg blev teenager blev jeg, som så mange, overvældet af melankoli og angst og jeg har haft depressive tilbøjeligheder lige siden. Siden jeg begyndte at komme mig over sorgen over min far og genopdagede glæden, har jeg følt en enorm taknemmelighed over den. Jeg hilser altid på den, når den er her, jeg holder fast i den og undersøger den. Jeg elsker at cykle med åbne øjne gennem byen til og fra arbejde og føle kærlighed til alt på min vej. Jeg elsker at lave mine egne små jazz-kompositioner, som jeg beebopper ud dér på cyklen uden nogen hører det, bare fordi min krop må udfolde sin glæde. Et halvt livs depression kan virkelig løfte sig og med den kærlighed og styrke der ligger derinde under det tunge lag, kan man klare det meste. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle det til alle der lider af depressioner. 'Giv ikke op. Det de andre har, har du også derinde. Det kommer frem en dag. Du kommer ud en dag' Jeg har aldrig selv troet det. Det har ikke en gang været et spørgsmål.

Men sammen med denne nyfundne glæde, kommer også en intens frygt. Tilbagefaldet. Jeg frygter i den grad smerten. Jeg er usigeligt bange for at depressionen skal komme tilbage. Den altomfattende angst. Jeg kan slet ikke holde tanken ud. Det er godt på den måde, at jeg er blevet fantastisk løsningsorienteret på en måde, jeg aldrig har været før. Jeg er så pissetræt af at arbejde med mig selv. Jeg vil arbejde med mit liv i stedet. Men jeg skubber også problemer fra mig. Og det er nok farligt