Jeg har aldrig helt identificeret mig med dem, der siger, at deres fertilitetsproblemer ødelægger deres følelse af kvindelighed eller kvindelige selvværd. Jeg har ikke rigtig forstået, hvad det egentlig betyder, måske. Men for en måneds tid eller to siden, gik det op for mig, at jeg måske alligevel lider af samme eller et lignende problem. I hvertfald oplever jeg selvforagt på nogle helt nye måder og områder.
Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg var skrækslagen for at møde nogen fra min fortid. Og da gik det op for mig, at jeg var begyndt at føle mig eller mit liv små-forfejlet.
I de kredse, hvor jeg normalt færdes, er kernefamilen på ingen måde the name of the game - på trods af min alder. Der er masser af singler og frivilligt barnløse par i vores omgangskreds. De, der har fået børn, er startet sent. Gennemsnitsalderen på vores venners børn er vel halvandet år. Det betyder, at jeg stort set aldrig støder på forplantningsforventninger og de typiske, dumme kommentarer. Og det betyder, at jeg ikke føler mig uden for på nogen måde. Jeg har prøvet en enkelt gang at være i sådan et selskab af kvinder i 30erne, der kun taler om børn og jeg var RYSTET. Der følte jeg mig virkelig uden for og jeg lider fandme med de med-søstre, der oplever den slags jævnligt. Fy for den lede hankat! Jeg er en ekstremt priviligeret BIBer - hvis det giver mening, at tale om privilegier i den sammenhæng.
Hvad mennesker fra min fortid måtte mene om mig, har aldrig interesseret mig på den måde før. Dem har jeg lagt bag mig og det er der en grund til og af samme grund kan jeg jo være pisseligeglad med hvad sådanne mennesker måtte mene. Men det er jeg ikke mere. Nu er jeg skrækslagen over ikke at lave op til deres forventninger. Skrækslagen ved tanken om snak som ' Gud så du Knoxen? Hvad fanden var der lige sket dér?'
Det handler ikke om barnløsheden i første omgang. Jeg ved, at det er plat. Men det handler meget om mit udseende - som skulle kompensere for barnløsheden, men som har ladt mig i stikken.
Jeg har aldrig behøvet at gøre mig sorger om mit udseende. Det har altid været på min side. Men på det sidste halvandet år har jeg taget 10 kilo på. Og de 10 kilo sidder på måder, jeg aldrig havde forestillet mig mulige. De fleste af dem sidder som var det hakket svinekød kastet på min krop fra lang afstand. Jeg har aldrig haft mave før, men nu sidder der sådan en kæmpe klump hakkekød. Selv armene, som min E elskede tidligere, har fået carbonade-look. Jeg kan ikke se mig selv i spejlet uden at være fuldt påklædt, jeg kan faktisk slet ikke holde ud at gå nøgen rundt, ikke hvis jeg er alene og endnu mindre hvis min E ser mig. Jeg kan ikke passe noget af mit tøj mere, men jeg nægter at købe nyt, for den her krop er ikke en permanent installation. Så chiqueness-faktoren er også stærkt aftagende. Mit ansigt har mistet sine konturer og det er blevet frygteligt gammelt, gråt og træt at se på. Mine øjne hænger. BIB-stresset har også haft godt fat i mit hår - den halvdel der er tilbage har mistet al glans og spændstighed.
Jeg har så meget brug for i det mindste at se godt ud. Det giver jo ingen mening, for hvad har det at gøre med ikke at have fejlet? Handler det om at signalere at man er ovenpå? At man har styr på sit liv? At man ikke bare har givet op, sidder hjemme i sofaen og begræder sin barnløse elendighed, mens karrieren sejler og poserne under øjnene, i takt med røven, bliver tungere og tungere.
Jeg ved ikke hvor det kommer fra og jeg skammer mig over følelsen. Jeg har, jeg sværger, aldrig tænkt på børn som et prestige-projekt. Så hvorfor denne fornemmelse af, at barnløsheden og en eller anden social form for fiasko hænger sammen? Hvis det var min private fiasko, det handlede om, ville min krop som udstillingsvindue jo ikke blive så central.
Og hvad er det overhovedet for noget med den succes/fiasko-diskurs? Man skulle skamme sig.
Med disse følelser er fulgt en enorm skam over min alder. Jeg er lige blevet 36. Og jeg har opdaget, at jeg så småt er begyndt at føle mig for gammel til en graviditet. Jeg ved det ikke er rationelt og jeg kender jo mange, der har været gravide i min alder og ældre. Men jeg ækles en lille smule ved tanken om en graviditet i den her krop. Den er for gammel. Det kan aldrig blive en frisk, sprød graviditet. Det er skræmmende at tænke sådan.
