Herovre på den anden side...
11 år siden
mandag den 25. februar 2008
søndag den 24. februar 2008
TÆNK HVIS VI ER RIGTIGT GRAVIDE
Det har min E og jeg sagt skiftevis sådan ca en gang i timen de sidste 2 dage. Tænk hvis alle de dejlige ting virkelig skal begynde at ske nu. Tænk hvis der kommer et barn ud af det i begyndelsen af november. Tænk hvis behandlingsmareridtet er slut. Frygten for aldrig at få bio-barn annuleret. For at sidde fast i det her pseudo-liv i mange år endnu. Tænk hvis..
Fokus er rettet mod abort-statistikkerne nu. Det siger sig selv.
20% risiko for at det ikke går - hvis man ikke medregner biokemisk (og det kan man næsten så småt begynde at udelukke på nuværende tidspunkt, ikke? )
Svend Lindeberg skriver, at hvis der ses hjerteblink i en uge 7-scanning, så ryger risikoen for abort under 5%. Kan man deraf slutte, at de mange aborter op til uge 12 i virkeligheden er sket inden uge 7, men først opdages senere? Det må man kunne.
BP i morgen og hvis det går godt så lægger vi os lige til at sove indtil 3. uge i marts.
Det har min E og jeg sagt skiftevis sådan ca en gang i timen de sidste 2 dage. Tænk hvis alle de dejlige ting virkelig skal begynde at ske nu. Tænk hvis der kommer et barn ud af det i begyndelsen af november. Tænk hvis behandlingsmareridtet er slut. Frygten for aldrig at få bio-barn annuleret. For at sidde fast i det her pseudo-liv i mange år endnu. Tænk hvis..
Fokus er rettet mod abort-statistikkerne nu. Det siger sig selv.
20% risiko for at det ikke går - hvis man ikke medregner biokemisk (og det kan man næsten så småt begynde at udelukke på nuværende tidspunkt, ikke? )
Svend Lindeberg skriver, at hvis der ses hjerteblink i en uge 7-scanning, så ryger risikoen for abort under 5%. Kan man deraf slutte, at de mange aborter op til uge 12 i virkeligheden er sket inden uge 7, men først opdages senere? Det må man kunne.
BP i morgen og hvis det går godt så lægger vi os lige til at sove indtil 3. uge i marts.
lørdag d. 23.02.08
Dette syn mødte os i sengen i går, lørdag morgen kl 08.
Den lader jeg lige stå et øjeblik.....
Jeg har været så bange, så bange. Fredag var et mareridt. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Var ved at blive vanvittig af skræk og længsel. Jeg var skrækslagen for at få mens, skrækslagen for at tage en test og kunne heller ikke holde ud at skulle være så bange hele weekenden. Røg frem og tilbage mellem ja-test og fandme nej-test. Til sidst kørte min E på natapotek og købte en test til at tage morgenen efter. Puhh hvor var jeg bange. Jeg kastede mig ud af sengen lørdag og testede uden at tøve. Kiggede slet ikke på pinden men tog den bare ind i sengen, stak den til E og trak dynen over hovedet. Føj hvor var det grimt. Efter et par minutter vendte han den og der tonede stregen frem, først svag og efter endnu et minut eller to, stor og fed som på billedet. (Er den ikke fed? Ligner det ikke et højt hCG-tal? Hvahvahva?)
Det er en mærkelig oplevelse denne blandning af lykke og ængstelse. I går var jeg opfyldt af den mest gennemtrængende lykkefølelse. Hele dagen perlede det i mit bryst som ved en ny forelskelse. Det var en følelse helt uden for min kontrol. Den lod sig ikke tilbageholde af forsigtighed eller skepsis og havde ingen relation til mine tanker. Den havde sit helt eget liv.
I dag er skrækken tilbage og glæden titter kun kort frem hist og her. Det kan ikke passe. Det er for godt til at være sandt. Og det er umuligt at rumme.
Vi har kun fortalt det til min mor og først i dag. Hun reagerede uden lykønskninger, kun med 'hvor lyder det lovende', 'hvor er det spændende' og den slags. Det er jeg glad for. Jeg har været ude at gå en lang tur med en nær veninde i eftermiddag uden at fortælle noget. Men jeg har skrevet det på min-mave, fordi en MM-søster spurgte til mig. Og på en måde som jeg slet ikke kan forklare eller selv gennemskue, har jeg det forfærdeligt med at have skrevet det dér. Det føles ikke rigtigt. Og jeg får det sikkert også dårligt over at have skrevet det her på bloggen. Men det skal jeg. Ellers bliver historien jo ikke fortalt som den er. Men I må ikke ønske tillykke, vel?
Det er så mærkeligt med dette absolutte fravær af lyst til at fortælle det til nogen.
I morgen er så blodprøve-dag og vi får hCG-tallet først på eftermiddagen. Mon det blir lidt mindre snyde-agtigt og lidt mere virkeligt der?
Den lader jeg lige stå et øjeblik.....
Jeg har været så bange, så bange. Fredag var et mareridt. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Var ved at blive vanvittig af skræk og længsel. Jeg var skrækslagen for at få mens, skrækslagen for at tage en test og kunne heller ikke holde ud at skulle være så bange hele weekenden. Røg frem og tilbage mellem ja-test og fandme nej-test. Til sidst kørte min E på natapotek og købte en test til at tage morgenen efter. Puhh hvor var jeg bange. Jeg kastede mig ud af sengen lørdag og testede uden at tøve. Kiggede slet ikke på pinden men tog den bare ind i sengen, stak den til E og trak dynen over hovedet. Føj hvor var det grimt. Efter et par minutter vendte han den og der tonede stregen frem, først svag og efter endnu et minut eller to, stor og fed som på billedet. (Er den ikke fed? Ligner det ikke et højt hCG-tal? Hvahvahva?)
Det er en mærkelig oplevelse denne blandning af lykke og ængstelse. I går var jeg opfyldt af den mest gennemtrængende lykkefølelse. Hele dagen perlede det i mit bryst som ved en ny forelskelse. Det var en følelse helt uden for min kontrol. Den lod sig ikke tilbageholde af forsigtighed eller skepsis og havde ingen relation til mine tanker. Den havde sit helt eget liv.
I dag er skrækken tilbage og glæden titter kun kort frem hist og her. Det kan ikke passe. Det er for godt til at være sandt. Og det er umuligt at rumme.
Vi har kun fortalt det til min mor og først i dag. Hun reagerede uden lykønskninger, kun med 'hvor lyder det lovende', 'hvor er det spændende' og den slags. Det er jeg glad for. Jeg har været ude at gå en lang tur med en nær veninde i eftermiddag uden at fortælle noget. Men jeg har skrevet det på min-mave, fordi en MM-søster spurgte til mig. Og på en måde som jeg slet ikke kan forklare eller selv gennemskue, har jeg det forfærdeligt med at have skrevet det dér. Det føles ikke rigtigt. Og jeg får det sikkert også dårligt over at have skrevet det her på bloggen. Men det skal jeg. Ellers bliver historien jo ikke fortalt som den er. Men I må ikke ønske tillykke, vel?
Det er så mærkeligt med dette absolutte fravær af lyst til at fortælle det til nogen.
I morgen er så blodprøve-dag og vi får hCG-tallet først på eftermiddagen. Mon det blir lidt mindre snyde-agtigt og lidt mere virkeligt der?
fredag den 22. februar 2008
CD 27
I eftermiddag en gang er det præsis 27 døgn siden min sidste cyklus startede og altså tid til en ny. Men en vis optimisime meldte sig i aftes, fordi jeg konstaterede at mine bryster var ømme igen. Yeay! Nu er jeg i tvivl om, om de i virkeligheden har været sådan hele tiden. Derudover gjorde min E mig opmærksom på, at jeg overhovedet ikke har fedtet hår eller hud. Alt på mig plejer at blive meget fedtet op til mens. Men måske spiller progestanen ind her, hvem ved?
Jeg var helt panisk først på aftenen i går og stort set sikker på, at løbet var kørt. Siden har jeg fået lidt af håbet tilbage igen.
Op - ned. Frem - tilbage. Rundt, rundt, rundt... Jeg vil aaaaaaa!!
Jeg var helt panisk først på aftenen i går og stort set sikker på, at løbet var kørt. Siden har jeg fået lidt af håbet tilbage igen.
Op - ned. Frem - tilbage. Rundt, rundt, rundt... Jeg vil aaaaaaa!!
Abonner på:
Opslag (Atom)
