9+2

Jeg vil meget gerne snart skrive det indlæg, der fortæller alt om, hvordan jeg oplever det at være for alvor gravid. Når jeg endnu ikke har skrevet det, er det fordi jeg bruger alt mit overskud på at forsøge at få hverdagen til at hænge bare sådan nogenlunde sammen. Jeg sover 10-12-14 timer i døgnet og har kvalme stort set resten af tiden. Det er utroligt så lidt man kan overskue, når man tåger rundt i kvalme og hormonel hudløshed hele tiden.  Jeg glæder mig allerede meget til denne fase er overstået, til at få overskudet tilbage og til en nogenlunde normal appetit. Stort set al mad er mig umådelig vammel -især lugten, uf! - og jeg må tvangsfodre mig selv. 

Ikke at jeg klager. Fandme om jeg klager. Med lidt distance er kvalmen stadig som kærtegn sammenlignet med BIB-mareridtet. Og så har jeg en drøm af en kæreste, der nusser om mig hele tiden. Tager sig af alting og godt gider have ondt af mig, når jeg klynker og er ynkelig. 

Nej, jeg klager ikke. Sådan for alvor. 

Anbefalinger efterlyses

Jeg vil gære mit yderste for at nyde det her i fulde drag. Eller rettere føle det i fulde drag. Ikke mere hoved i busken. Jeg vil have det hele med. Også nervøsiteten og skrækken for det ukendte.

Jeg skal i gang med at læse. Er der nogen, der har anbefalinger til graviditetslekture?

en så klar på himlens bue

Åhhhhhhhhhhhhh!!!!!!!!!!!!!!!! (exhale)

Et lille fint foster med et lille blinkende hjerte.

Lettelsen er enorm. Og glæden. Græd af glæde, da lægen sagde at nu er risikoen for abort under 5%. Græd af glæde, da Anne E omfavnede mig. Ville have været kæk med et 'tak for hjælpen' men det blev ikke så kækt, for det fik mig til at græde endnu mere og jeg hulkede ordene frem på pænt patetisk vis.

For Filan hvor er vi heldige

Kvindelig intuition er stærkt overvurderet. Der var jo altså kun én og da jeg på intet tidspunkt har blødt kan vi vel gå ud fra, at nr 2 aldrig satte sig fast.

Tabet af vores fantasis tvilling er selvfølgelig en lidt blandet oplevelse. Men for mit vedkommende er lettelsen nok alligevel større end skuffelsen. Jeg har været lidt bange for at blive tvillinge-mor. Jeg er ikke et udpræget overskudsmenneske med oceaner af eneri (læs: jeg er en doven hund) og jeg har været lidt bange for, at det ville blive for hårdt og E og jeg ville køre hinanden i sænk. Jeg fungerer meget, meget dårligt, når jeg er træt og jeg gør mig ingen (eller næsten ingen...) illusioner om, at det er frydefuld idyl at blive forældre. E, derimod, ér et udpræget overskudsmenneske og han er faktisk lidt skuffet over, at vi ikke skal have tvillinger, tror jeg.

Det er fantastisk det her. Det er umuligt at fatte. Og alligevel er det på meget besynderlig vis også lidt selvfølgeligt nu. Den er mærkelig, den menneskelige hjerne. ..

Tænk at det er sket......

Tak

Længe gik jeg med sådan en idé om, at jeg ikke føler mig ensom i barnløsheden, fordi jeg har mange mennesker at tale med om det. Men for nylig gik det op for mig, at det slet ikke passer. Der er nogle venner, jeg taler med om de praktiske ting. Der følger med i forløbet dag for dag. Men der er i virkeligheden ingen jeg taler med om, hvad det betyder. Ingen jeg taler med om, hvad det er, der har fyldt hele mit univers de sidste 2-3 år. Når jeg ikke helt har opdaget det, ikke har følt noget afsavn, skyldes det udelukkende lidelsesfællerne i cyberspace. Jeg blev faktisk helt rystet, da det gik op for mig hvor meget de/I har fyldt i mit liv det sidste år. Hvor meget det fællesskab og den spejling har betydet for mig. Det kan slet ikke beskrives. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man skulle have klaret det uden. INTET andet har betydet så meget for mig det sidste år og jeg er dybt dybt taknemmelig. Fra mit hjertes inderste: tak til hver eneste af jer, der har beskrevet jeres forløb, så vi andre kan læse og genkende det. Tak for alle kommentarerne, til hinanden og til mig selv. Tak for den magiske følelse af oprigtig omsorg, der flyder rundt mellem siderne og virker helt uudtømmelig. Og tak for at jeg derfor ikke et eneste øjeblik har følt mig helt alene i denne forfærdelige proces.

6+4

Så er mandag ved at være ovre, og vi mangler bare lige tirsdag, onsdag og torsdag før vi er fremme ved den store scanningsdag. Der har stadig ikke været antydningen af blod og det er vel først og fremmest en god ting. Symptom-status er nok ganske graviditetsagtig alligevel, tror jeg. Jeg må konstatere, at jeg lider af en del utilpashed. Det snyder lidt fordi jeg er frisk som en havørn om morgenen. Men midt på eftermiddagen begynder jeg ret konsekvent at føle mig køresyg, ret utilpas og helt flad. Ikke som jeg forventede kvalme af den slags man er lige ved at kaste op af, men mere en art ekstrem svimmelhed, der gør ,at man meget gerne vil ligge ned med lukkede øjne. Men jeg må nu sige, at hvis dette er en holdbar graviditet og kvalmen ikke bliver værre, så er jeg vist en af de heldige.
Det er ikke meget, jeg mærker til maven, men i dag føles den opspilet og spændt. På et vist tidspunkt syntes jeg, at det var en foruroligende mens-agtig følelse, men den passerede. Og nu fortrænger jeg det.

I går var der et indlæg på MM fra en pige, der efter fin scanning i 8. uge, aborterede i 12. uge.
5% er jo også nogle mennesker. Og så ikke mere om den sag....

Juno

Jeg var inde at se Juno med en veninde i går. Filmen handler om en teenage-pige, der bliver gravid og adopterer sit ufødte barn væk til et barnløst par. Jeg så traileren til denne film for en månedstid siden og tænkte: hvis der er noget, der er helt sikkert her i verden, så er det, at jeg ikke skal se den film. Filmen var venindens forslag. Jeg bebrejder hende ikke noget, men for mig illustrerer det virkelig, hvor svært det er at forstå, hvilket følelelseslandskab en BIB'er befinder sig i. Og ligeså interessant er det, at bare fordi jeg testede positivt for 2 uger siden, så kan jeg sagtens se filmen nu. Det gjorde ikke den mindste smule ondt at se den ufrivillige graviditet strutte på en 16-årigs mave. Men det gjorde stadig lidt ondt at se den barnløse kvinde.

Et øjeblik blev jeg vred over den måde den barnløse kvinde fremstilles. Indledningsvist fremstår hun nemlig som klicheen om sådan en kvinde. Mega-uptight. Og det går simpelthen gennem marv og ben på mig, for den klichee hænger nemlig sammen med en forestilling om, at det er en bestemt slags kvinde, der bliver ramt af barnløshed. Det modsatte af en moder-jord. En ranglet, anspændt, neurotisk, intellektuel u-kvinde. Det gør mig rasende. Men jeg tilgav filmen senere hen, for den barske sandhed er jo selvfølgelig at man let kommer til at ligne den klichee, fordi sorgen, frustrationen og skammen gør en netop det - uptight.

Filmen kan anbefales (de der ikke befinder sig i hudløs BIB-tilstand). Det er sjældent, jeg ler så meget af en film. Den er smæk-fuld af fantastiske replikkeer (måske lidt for mange af dem) og nogle ekstremt rørende scener.

Når kampen bærer frugt

En af blogsøstrene skrev for nylig om en rigtig dårlig oplevelse med at have sit barn med tilbage på klinikken til hr doktorens store irritation. Det gjorde stort indtryk på mig.
Jeg faldt netop over denne udveksling med Svend Lindenberg på Nordica.org:

Hej Svend.
For 4 måneder siden blev jeg mor til en dejlig dreng. Han er blevet til ved hjælp af ægdonation på Nordica. Ja, jeg var en af de få heldige, som der fik æg.
Jeg vil frygtelig gerne vise ham til dig/jer. Er der interesse for det og må man i det hele taget tage børn med på klinikken?? Jeg kom der igennem et år og så vist aldrig et eneste barn.

Med stor taknemlighed
Susanne

----- 

Kære Susanne

Ja børn må meget gerne komme på Nordica. I aner ikke hvor stor forundring og ydmyghed det skaber hos os at se de børn, med arme og ben og glæden hos forældrene , når vi normalt kun ser disse som æg i vores inkubator. Det er stadigt et stort under for mig efter 30 år at se disse æg blive til mennesker. Jeg fatter det ikke helt, men glæden er stor

------

Rørte tårer i store mængder her hos mig