1. hormonsindssyge

I går eftermiddags lå jeg på sofaen og blundede mens min E sad i den anden ende af sofaen og læste. Da han rejste sig og sagde 'jeg sætter mig ind ved siden af' brød jeg tudbrølende sammen. Det føltes som en katastrofe, at han ville forlade sofaen og tårerne spruttede ud fra et sted dybt dybt inde i ca halvandet minut -hvorefter jeg begyndte at skraldgrine.

Det må vist være det man kalde homonbetinget uligevægt. Det er en mærkelig følelse. Jeg troede det var meget mere som PMS, men det er det gudskelov ikke,

1. panik (22+5)

Så så man lige mig gå i panik dér...

Jeg er godt klar over, at det får mig til at se lidt latterlig ud, at det her er foregået inden for et døgn efter 1. jordemodersamtale.. Men

Kl. præcis 15.50 i går trak min livmoder sig helt sammen. Det er ikke uvant for mig, men den blev endnu hårdere end normalt, synes jeg, og jeg var selvfølgelig særligt opmærksom på det, fordi jordemoderen har sagt, at det skal jeg være. Det var så heftigt, at jeg ligesom ikke kunne sidde rigtigt på stolen de følgende timer og da jeg skulle transportere mig hjemad ved 21-tiden efter noget kollega-kalas, var hele min mave knuget så stramt sammen, at jeg næsten ikke kunne rette kroppen ud og stå oprejst. Da begyndte jeg for alvor at blive nervøs. Det føltes HELT forkert. Da jeg gik i seng efter et par timer fladt på sofaen, var situationen uændret og jeg begyndte at være bange for, om det faktisk var en situation, jeg skulle reagere på. Jeg har ligget vågen det meste af natten og lyttet til min krop, fuld af ængstelse og billeder af meget for tidligt fødte børn på nethinden. Mange gange været ved at stå op og tage på hospitalet, men også bange for det drama, det ville føles som.

Vi var helt enige om, i morges, at vi var nødt til at tage disse mærkelige, kontinuerlige plukveer alvorligt og vi tog direkte på Riget - af skræk for at blive afvist ringede vi ikke først.

På akut svangre-ambulatoriet kunne jeg ikke holde tårerne tilbage og følte mig på en gang dybt bekymret og vildt overdramatiserende. Vi sad og ventede sammen med alle disse super-højgravide med deres planlagte kejsersnit, veer og kridhvide ansigter. Men jeg faldt, paradoksalt nok, til ro da sygeplejersken syntes det var helt legitimt, at jeg gerne ville undersøges og var fuld af omsorg og forståelse.

Jeg blev scannet, både indefra og udefra og der var INTET der tydede på risiko for at fødslen skulle gå i gang. Lang livmoderhals, helt lukket og hård. Lægen kunne ikke forklare, hvorfor jeg har sådanne sammentrækninger. Nogle har bare mere og mærker dem mere. Og fosterets position kan også spille ind. Luft fra de varme lande..

Jeg er glad for at have fået det undersøgt. For jeg har stadig lidt af det i dag og også lidt smerter. Hvis ikke det var blevet tjekket ville jeg have været skrækslagen hele weekenden. Nu vil jeg prøve at stole på, at alt er ok. Og sove lidt. Hold kæft hvor blir man træt af sådan en omgang!

1. jordemodersamtale (22+4)

Det tog min mor 1½ år at blive gravid første gang, selvom hun kun var 24-25 år. Efter en gennemskylning af æggelederne lykkedes det dog og de var meget lettede, mine forældre.

Men allerede da hun var to måneder henne, begyndte hun at bløde voldsomt. Ifølge familiekrøniken skyldtes det, at hun havde danset twist hele natten og den efterfølgende morgen, i en meget typisk demonstration over for min far, båret en tung kuffert temmeligt langt. Hun blev indlagt og fordi det havde taget hende så relativt lang tid at blive gravid, var hun bange for at det ikke ville kunne lykkes endnu en gang og hun fik, igen meget typisk, overbevist overlægen om at alle sejl skulle sættes ind for at redde graviditeten.

Hun blev indlagt. Ben opad, hoved nedad. Så snart hun kom i lodret stilling begyndte hun at bløde, så hun måtte ikke så meget som vende sig i sengen. Sådan lå hun, fuldstændig lammet, i fem måneder og da fødte hun min ældste bror, to måneder for tidligt. Det er 40 år siden og den gang var 2 måneder for tidligt selvfølgelig en endnu større udfordring end det er i dag og han lå i kuvøse længe. Det må have været forfærdeligt. Det hele.

Da hun 3 år efter blev gravid igen var hun sengeliggende i et par måneder og fødte vist ikke meget før tid. Og da det lykkedes 3. gang, med yours truely, havde hun en helt problemfri graviditet og kørte f.eks. alene i bil til Paris i 7. måned. Kækt gjort, hendes historie taget i betragtning. Efterfølgende fik hun en voldsom fødselsdepression. Hun mistede bla. totalt smags- og lugtesansen i flere måneder. Og jeg tror nok, at hun tog for sig selv i et sommerhus i en længere periode - hvad hun kunne gøre, da hun aldrig har ammet mere end et par uger og mig vist slet ikke.

Set i lyset af hendes historie, vil det nok ikke være overraskende for udenforstående, at min mor har været lidt hysterisk omkring min graviditet. Hun ville helst binde mig til en seng, det er helt sikkert. Og hun kan ligesom bedre håndtere det, når jeg har lidt smerter, end når jeg glider lalleglad igennem verdens nemmeste graviditet. For os der kender hende er det alligevel overraskende, for hun er ikke et menneske, der lader sig skræmme og andre menneskers forsigtighed, nervøsitet, følsomhed (="hysteri") er noget hun har meget lidt tålmodighed med. Men i dette tilfælde er det altså hende, der er ekstremt nervøs og det er vildt forvirrende - det føles sgu nærmest som omsorg..

Hun har været helt oppe i det røde felt, når jeg har haft lidt ømhed eller smerter og hendes nervøsitet har smittet lidt af, men jeg har ikke taget den alvorligt på noget tidspunkt. Jeg har ikke blødt så meget som et enkelt dryp i den her graviditet og lidt smerter er vel en del af opgaven, tænker jeg.

Men så var vi endelig til vores første jordemoder-samtale i morges. (Oplevelsen var en farce pga travlhed, men det springer vi over) Kombinationen af min mors historie, mine relativt hyppige (men langvarige) sammentrækninger i livmoderen og mine (sjældne) smerter lavt i underlivet tog livmoderen meget alvorligt. Jeg blev helt forskrækket. Et ret dårligt tegn, kaldte hun det. Så jeg skal være super-opmærksom. Og sandsynligvis scannes for at tjekke, at livmoderhinden er tyk nok. (livmoderhinden, kan det passe?)

Det har gjort mig nervøs. Jeg var i forvejen blevet lidt for fokuseret på historierne om dem, der føder i 26. uge, som en veninde til en veninde, netop har gjort. Og nu er jeg så ovenikøbet blevet placeret i en slags risiko-gruppe. Pis!

(ikke et ORD om det her til min mor!)

Men ellers så alt perfekt ud og hans hjerte bankede højt og taktfast. Dejligt at høre fra ham, for pga. min foranliggende moderkage mærker jeg ham meget lidt. Det er lidt trist.

MD-scanning

Alt ser fint ud. Tak tak tak tak!!!

Vores lille er en magelig én - ganske urokkelig faktisk, med kraftige knogler. Som sin far.
Og det er en dreng. Sandsynligvis.

Det er sjovt, synes jeg, som det et øjeblik gjorde ondt at miste pigen. I al den tid, hvor man ikke kender kønnet, har man fantasier og forestillinger om begge køn og når man så får beskeden, bliver der lukket ned for den ene halvdel. Og det gør lidt ondt, faktisk. Et lille tab.

Men så går der en halv times tid og så er det bare ren lykke. Vi skal have en lille dreng. En lille E. Det ville være fint med mig, hvis han blev lige præcis ligesom min E.

Vores lille dreng. Vores søn.

17+5

I tankerne får jeg skrevet mange lange indlæg om hvor dejligt, jeg har det. Men de bliver aldrig til noget, fordi jeg har så hulens travlt både med arbejde og social-liv, med alle dem, der som altid er vågnet til dåd ved forårets komme.

Men det korte af det lange er, at jeg har den nemmest tænkelige graviditet. Mit største problem er, at fauna og flora i næsen er helt ude af balance. Næsen. Det er mit største problem. Der er ikke andet.

De sidste to uger er min mave vokset enormt. Hvis ikke jeg stadig gik i store skjorter (og tak for den trend) ville det være åbenbart for enhver. Jeg ser rigtigt gravid ud. Faktisk er jeg vist ret stor for 18.-19. uge. Alligevel har jeg stadig ikke taget et helt kilo på endnu. Det passer mig rigtig godt - jeg tærer åbenbart stadig på det rigelige depot, jeg fik bygget op i mit BIB-år. Hurra for det.

Psykisk er jeg langt mere stabil end jeg har været det sidste års tid eller to. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at der skal betydeligt mere til for at bringe mig til tårer. Det hele sitrer ikke lige under overfladen mere.

Travlheden på det sidste har gjort, at jeg ikke har helt det niveau af bevidsthed om det, der er ved at ske, som jeg godt kunne tænke mig. Det er jeg lidt ked af. Men travlheden aftager ganske snart. Og Provence kalder.

Men først er der MD-scanning og første jordemoderbesøg fredag. Uhhhhh det skal blive godt.

14+6

Jeg har lige konstateret, at det kun er 2 uger siden NF-scanning. Det kan jeg slet, slet, slet ikke forstå. Det føles som måneder. Og jeg er ved at blive sindssyg af ikke at have hørt noget fra graviditeten så længe. Nu hvor det endelig er sket vil jeg gerne være 100% i graviditeten hele tiden. Og det kan man selvfølgelig ikke, men så bare 95% det meste af tiden...

Jeg har for første gang ventebukser på i dag. Men jeg er sådan set ikke rigtig begyndt at bule ud endnu. Ventebukserne bliver nødvendige som konsekvens af en kombination af ammedepot, oppustethed og øm livmoder. Jeg kan meget tydeligt mærke hvor livmoderen går til nu, men det er stadig ikke den, der buler ud. Åhhh det glæder jeg mig til. Jeg har taget ½ kilo på. Det er jo ikke meget. Men som jeg tidligere har nævnt, så havde jeg altså også taget for meget på i forvejen, så der er åbenbart nok at tære på dér. Jeg spiser hverken mere eller mindre end før, men motionerer nok lidt mere. Ville meget gerne være super-fit til fødsel og det, der kommer efter. Skal også have meldt mig til kursus hos APA. Er der nogle derude, der har erfaringer med det? Fødselsforberedelse eller graviditetsgymnastik?

Jeg har ikke antydningen af kvalme mere og det er så skønt. Jeg er stadig meget træt om aftenen, hvilket ærgrer mig en lille smule. Kunne godt tænke mig at være en af dem, der sprutter af energi i 2. trimester (phd-phd!) men kan ikke helt gennemskue hvor meget førnævnte motionsindsats har at sige i forhold til trætheden. Måske kommer energien væltende om et par uger, når formen er kommet op i gear.

Mine bryster er gået ind i en fase 2 af ømhed. De har været ømme hele tiden, men nu er det på en ny måde. Huha - ingen skal komme i nærheden af mine brystvorter.

Min fordøjelse opfører sig nogenlunde, men vi gør også en del ud af kosten. Det er også slut med de ekstreme mængder luft i maven. Alligevel er jeg oftest helt utåleligt oppustet om aftenen. Kan ikke rigtig forestille mig hvad det kan skyldes. Kan sukker være en faktor her? Bare fordi jeg får masser af frugt, grønt og fibre betyder det jo ikke nødvendigvis, at jeg ikke får for meget lakridskonfekt...

Jeg har stadig ikke gjort graviditeten helt officiel. Jeg har to kolleger, der ved det, men jeg har ikke fortalt det til min leder. Jeg har svært ved det. Ved ikke rigtig hvorfor. Måske nok fordi jeg føler det som noget ret privat og jeg er et privat menneske. For mig føles det lidt ligesom at gå ind til min chef og sige, at jeg har mødt mit livs kærlighed. Men jeg må snart tage mig sammen. Skal.



Den første juni tager vi 2 uger til Provence - Luberonerne. Den smukkeste plet i verden. Paradis. Har været der mange, mange gange, men kun en enkelt gang så tidligt på sommeren. Satser på at det hele stadig er friskt og grønt og at lavendelerne blomstrer. For filan, jeg glæder mig. Gravid i Provence. Findes det bedre..

motionlessly, nothing is real

Jeg har længe elsket denne sang . Men for et øjeblik siden, da jeg hørte den i radioen, slog den mig som en BIB-sang.

Så nu vil jeg sende den her, med kærlige hilsner til Sech, MilleO og Lok, som lider sådan i disse dage. Som Frøkenhat sagde engang: jeg ville ønske af hele mit hjerte, at vi kunne sende en deling ind at hente jer ud af ingenmandsland.