Herovre på den anden side...
11 år siden
onsdag den 26. maj 2010
tirsdag den 25. maj 2010
Facebook protest
Gruppen Fertilitetsbehandling SKAL være gratis har fået 350 medlemmer på 2 timer.
Uanset hvad man måtte mene om Facebook-aktivisme er det saftsusme stærkt
Uanset hvad man måtte mene om Facebook-aktivisme er det saftsusme stærkt
Realpolitik?
Ehem.. var det noget jeg drømte? Eller involverer spare-pakken - undskyld '"genopretningsplanen'"- at man ikke længere kan få offentlig fertilitetsbehandling. Hvad????!!!!
Det giver jo ingen mening. Mellem store, strukturelle ændringer så smutter vi lige fertilitetsbehandlingen ind. Hvad fanden?
Hvis I vil give jeres mening til kende, kan det gøres på Facebook her
(At ulandsbistanden også lider er mindre overraskende, men endnu mere ækelt)
Det giver jo ingen mening. Mellem store, strukturelle ændringer så smutter vi lige fertilitetsbehandlingen ind. Hvad fanden?
Hvis I vil give jeres mening til kende, kan det gøres på Facebook her
(At ulandsbistanden også lider er mindre overraskende, men endnu mere ækelt)
mandag den 24. maj 2010
Afsted i drømmeland
hvad hjælper det jeg knæler og græder med min kind mod din
nu er du søvnens pige og ikke mere min
hvad hjælper det jeg stryger dit lange og lyse hår
hvad ved jeg om de tanker, der bag din pande går
måske vil onde drømme slå noget fint og smukt ihjel
og trække slim igennem din værgeløse sjæl
måske har natten båret dig tusind mile bort fra mig
og jeg er helt alene og længes efter dig
I løbet af de sidste dage har Max leet højt i søvne flere gange. Det er det BEDSTE. Så ved man at der er rart der hvor han er.
nu er du søvnens pige og ikke mere min
hvad hjælper det jeg stryger dit lange og lyse hår
hvad ved jeg om de tanker, der bag din pande går
måske vil onde drømme slå noget fint og smukt ihjel
og trække slim igennem din værgeløse sjæl
måske har natten båret dig tusind mile bort fra mig
og jeg er helt alene og længes efter dig
(tove ditlevsen)
I løbet af de sidste dage har Max leet højt i søvne flere gange. Det er det BEDSTE. Så ved man at der er rart der hvor han er.
søndag den 23. maj 2010
jeg er så glad for min cykel
det var en stor dag i går, da Max for første gang kom op i barnesædet mellem fars ben og vores lille familie cyklede rundt i København i forårssolen. Max så måbende ud på verden, på karnevallet og på hav, skibe og menneskeflokke på Langelinie. Til sidst var han så glad at han sang og dirigerede musikken med armene højt i vejret.
lørdag den 22. maj 2010
skål
Både E og jeg er B-mennesker, så i weekenden får vi hver lov til at sove længe/halv-længe en af dagene - og få serveret morgenkaffen i sengen.
Derfor sad vi alle tre i dobbeltsengen kl 8.30 i morges og skålede. E og jeg i kaffe, Max i mælk.
SkååÅÅÅl... SkÅÅÅÅååål
Derfor sad vi alle tre i dobbeltsengen kl 8.30 i morges og skålede. E og jeg i kaffe, Max i mælk.
SkååÅÅÅl... SkÅÅÅÅååål
fredag den 21. maj 2010
milepæle
Det er blevet hverdag at dele livet med Max. 1½ år er på en gang lang tid og meget kort tid. Jeg har krydset den grænse, hvor det pludselig er fuldstændig ubegribeligt, at det kun er 1½ år siden, vi lå på hospitalet og så ind i hinandens øjne for første gang. 19 måneder for at være præcis. Tænk, for 19 måneder siden kunne vi kun fantasere om ham. Og fantasierne havde slet ikke noget at tage fat i. Det var umuligt at forestille sig.
Det er meget forskelligt hvordan nybagte forældre har det de første tre måneder. For mig er der ingen tvivl: det er de bedste 3 måneder i mit liv. De tre måneder står i min erindring som en pubbe af varme, ro og tryghed. Og lykke som jeg aldrig kunne have forestillet mig det.
Den første milepæl for mig kom ved 5 måneder. Det var dér Max kom til verden for anden gang. At han blev menneske. Nøj, hvor var jeg forelsket. Pludselig kunne han ting, han møvede sig omkring, pludrede, grinede og var så fuldstændig ufatteligt smuk. Jeg tror jeg havde en periode der, hvor jeg ikke lavede stort andet end at se på ham. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Næste milepæl var da han rejste sig op. I august. Desværre faldt den milepæl sammen med mit styrt. Jeg har aldrig fået skrevet om det her, men i en vild spurt efter at redde Max fra hvad der forekom mig at være den sikre død, faldt jeg og min albue gik af led. Jo, min underarm vendte den forkerte vej og det gjorde præcis så ondt som man kan forestille sig. Det var altsammen meget dramatisk og ubehageligt og jeg endte med at have hele armen i gips i 6 uger. Fra skulder til hånd. Højre arm. De første mange uger kunne Max overhovedet ikke være i nærheden af mig. Og alt i alt gik der vel 2½-3 måneder før jeg kunne bære ham igen. Jeg ved ikke hvordan vi klarede det. Jeg ved ikke hvordan min E klarede pludselig at skulle stå for ALT og jeg ved ikke hvordan jeg klarede den fysiske afstand. Jeg kan slet ikke forestille mig det nu. Og det er i øvrigt først inden for de sidste 2 uger at jeg kan strække armen helt - 9 måneder senere.. Nåmen det var af gode grunde på det tidspunkt min E startede barsel og jeg vendte tilbage til arbejdet.
Tredie milepæl var opstarten i vuggestuen. Det var hårdt. Hårdt fordi dér begyndte hverdagen og virkeligheden igen. Og hårdt fordi det var første gang jeg for alvor skulle gå på kompromis i forhold til Max. Det var første lille skub ud i selvstændigheden - og ud i ensomheden. Der blev han for første gang alene. Derfra er det kun ham, der både kender Max i vuggestuen og Max derhjemme og Max hos farmor og Max... Jeg selv kender kun en lille del af hans liv, men det var ikke så meget det, der gjorde ondt, som det var tanken om ensomheden i at være sig selv. Gad vide om det giver mening.. Vuggestuestart er selvfølgelig den første af mange gange hvor man skal give slip, lukke øjnene og bare bede til at de vender stærke og glade tilbage. Og sådan gik det gudskelov. Men lidt ked af det bliver jeg stadig, når jeg tænker på, at der - i følge deres eget udsagn- faktisk gik 3 måneder før pædagogerne opdagede hvilket livsstykke Max er. Hele 3 måneder hvor min lille dreng ikke var sig selv fordi det hele var for overvældende.
Siden jul har jeg arbejdet næsten alle weekender og mange aftener. Jeg ser ham ca 3 timer om dagen. Selvfølgelig er jeg ked af at arbejde så meget i denne tid, der aldrig kommer tilbage. Men alt er tid, der aldrig kommer tilbage fra nu af. Tid er blevet så ufattelig kostbar. Et par timer pist, en måned hist - det betød ikke en skid tidligere. Nu er alt et regnskab af kostbare timer. Jeg tror ikke han - eller vores tæthed - lider skade af, at jeg ikke er der så meget, som jeg gerne ville. Men han er meget needy omkring mig for tiden. Meget. Fuck hvor jeg glæder mig til at få weekenderne tilbage. Til august. August.
Det er meget forskelligt hvordan nybagte forældre har det de første tre måneder. For mig er der ingen tvivl: det er de bedste 3 måneder i mit liv. De tre måneder står i min erindring som en pubbe af varme, ro og tryghed. Og lykke som jeg aldrig kunne have forestillet mig det.
Den første milepæl for mig kom ved 5 måneder. Det var dér Max kom til verden for anden gang. At han blev menneske. Nøj, hvor var jeg forelsket. Pludselig kunne han ting, han møvede sig omkring, pludrede, grinede og var så fuldstændig ufatteligt smuk. Jeg tror jeg havde en periode der, hvor jeg ikke lavede stort andet end at se på ham. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Næste milepæl var da han rejste sig op. I august. Desværre faldt den milepæl sammen med mit styrt. Jeg har aldrig fået skrevet om det her, men i en vild spurt efter at redde Max fra hvad der forekom mig at være den sikre død, faldt jeg og min albue gik af led. Jo, min underarm vendte den forkerte vej og det gjorde præcis så ondt som man kan forestille sig. Det var altsammen meget dramatisk og ubehageligt og jeg endte med at have hele armen i gips i 6 uger. Fra skulder til hånd. Højre arm. De første mange uger kunne Max overhovedet ikke være i nærheden af mig. Og alt i alt gik der vel 2½-3 måneder før jeg kunne bære ham igen. Jeg ved ikke hvordan vi klarede det. Jeg ved ikke hvordan min E klarede pludselig at skulle stå for ALT og jeg ved ikke hvordan jeg klarede den fysiske afstand. Jeg kan slet ikke forestille mig det nu. Og det er i øvrigt først inden for de sidste 2 uger at jeg kan strække armen helt - 9 måneder senere.. Nåmen det var af gode grunde på det tidspunkt min E startede barsel og jeg vendte tilbage til arbejdet.
Tredie milepæl var opstarten i vuggestuen. Det var hårdt. Hårdt fordi dér begyndte hverdagen og virkeligheden igen. Og hårdt fordi det var første gang jeg for alvor skulle gå på kompromis i forhold til Max. Det var første lille skub ud i selvstændigheden - og ud i ensomheden. Der blev han for første gang alene. Derfra er det kun ham, der både kender Max i vuggestuen og Max derhjemme og Max hos farmor og Max... Jeg selv kender kun en lille del af hans liv, men det var ikke så meget det, der gjorde ondt, som det var tanken om ensomheden i at være sig selv. Gad vide om det giver mening.. Vuggestuestart er selvfølgelig den første af mange gange hvor man skal give slip, lukke øjnene og bare bede til at de vender stærke og glade tilbage. Og sådan gik det gudskelov. Men lidt ked af det bliver jeg stadig, når jeg tænker på, at der - i følge deres eget udsagn- faktisk gik 3 måneder før pædagogerne opdagede hvilket livsstykke Max er. Hele 3 måneder hvor min lille dreng ikke var sig selv fordi det hele var for overvældende.
Siden jul har jeg arbejdet næsten alle weekender og mange aftener. Jeg ser ham ca 3 timer om dagen. Selvfølgelig er jeg ked af at arbejde så meget i denne tid, der aldrig kommer tilbage. Men alt er tid, der aldrig kommer tilbage fra nu af. Tid er blevet så ufattelig kostbar. Et par timer pist, en måned hist - det betød ikke en skid tidligere. Nu er alt et regnskab af kostbare timer. Jeg tror ikke han - eller vores tæthed - lider skade af, at jeg ikke er der så meget, som jeg gerne ville. Men han er meget needy omkring mig for tiden. Meget. Fuck hvor jeg glæder mig til at få weekenderne tilbage. Til august. August.
Abonner på:
Opslag (Atom)
