3. trimester

Så står 3. trimester for døren - i morgen tager vi hul på det. Jeg er stadig en meget lykkelig gravid. Jeg bliver træt, virkelig træt, hvis der sker for meget, men ellers har jeg det perfekt. Selv fordøjelsen er i orden nu takket være systematisk magnesia-indtag. Graviditeten har været virkelighed for alvor i en rum tid nu og jeg nyder den og stoler på den langt det meste af tiden.
Min mave strutter høj og smuk og jeg elsker den.

Nu hvor der kun er 3 måneder tilbage er lige akkurat dét helt vildt. Om 3 måneder kommer vores søn til verden og vi skal være forældre. Om 3 måneder skal vi klare en fødsel. Se det er totalt uvirkeligt og usandsynligt lige nu. Men jeg stoler på, at tiden nok skal gøre sit arbejde - hjulpet lidt på vej af apa-kurser..

Farvel til 2. trimester. Det var sgu dejligt. Det blir spændende hvor lang tid, der går, før det bliver hårdt. Jeg vil så gerne blive her lidt længere...

Møg-læge

Vi var til 2. lægebesøg i går. Jeg kan jo egentlig godt lide hende, min læge - har fortalt om hende før - pga hendes uhøjtidelige facon og humor. Men jeg gik vildt frustreret derfra i går, fordi det var nærmest umuligt at komme til at spørge hende om noget. Jeg synes i sig selv det er vildt, at hun overhovedet ikke spørger hvordan det går, om jeg har nogen problemer etc. Hun startede bare med 'har du dine papirer klar', så testede hun min urin, tog mit blodtryk, tjekkede hjertelyd og tog mit SF-mål. Alt dette uden at forklare eller kommentere, hvad hun undersøgte eller hvad hun fandt. Hendes svar på mine spørgsmål, som jeg på akavet vis måtte presse ind i seancen, var totalt uden nogen form for lægelig autoritet. Jeg bad om anbefalinger til præparater mod forstoppelse. Hun svarede "tja, det er ikke nogen videnskab. altså svesker, magnesia, masser af vand, lactulose, præparat x, præparat y.. det er lidt ligesom at koge kartofler.. man må bare prøve sig frem, hvornår de har fået nok" Og det er da sjovt sagt, men jeg synes faktisk ikke det er i orden for en læge. Jeg har i flere omgange haft ret store kriser pga forstoppelse og hun skal sgu tage det alvorligt og om ikke andet lade som om, hun er i stand til at komme med en kvalificeret anbefaling. Jeg sagde, at jeg gerne ville have tjekket min blodprocent for jeg var i tvivl om, om jeg får jern nok, hvortil hun svarede "ja, du skal altså tage ekstra jern, når du er gravid" Jeg siger, selvfølgelig tager jeg jern, og hun svarer "jamen så får du nok" Øhhhh nå?!
Hendes respons på mit mest presserende spørgsmål foregik på samme måde. De to dage op til lægebesøget havde jeg igen kraftige plukkeveer, nærmest uophørligt fra om eftermiddagen og til jeg faldt i søvn om aftenen- selvom jeg lå mig og slappede af. Jeg var begyndt at blive ret nervøs igen og trøstede mig med, at jeg skulle til læge og kunne blive undersøgt. Men jeg kunne fandme nærmest ikke få hendes opmærksomhed, kunne ikke komme til at forklare hende det eller snakke med hende. Og en egentlig undersøgelse kom da slet ikke på tale. Jeg havde brug for at tale om det og ikke bare få at vide, at jeg kunne komme og blive undersøgt, hvis det bliver ved..

Som sagt var jeg frustreret og irriteret, da vi gik derfra. Men det er først i dag, jeg er blevet vred. Jeg er rasende.

Jeg fandt for et øjeblik siden min vandrejournal frem for at se, hvad hun egentlig skrev. Og der ser jeg så at hun har noteret mit SF-mål til 22. SAMME SOM JORDEMODEREN for over 3 uger siden skrev!!!! Hvad FANDEN laver hun?? Hvis hun virkelig har målt SF til at være samme som for 3 uger siden, så skal hun sgu da reagere. Det er sgu da hæsblæsende alarmerende og jo for helvede netop med henblik på at registrere den slags problemer, at hun overhovedet skal tage det mål. Eller hvad? Hun har heller ikke spurgt til min vægt, som vel egentlig kunne bekræfte en frygt for stagneret vækst idet min vægtstigning her hvor jeg nærmer mig 6 måneder stadig ligger under 4 kilo.

Jeg tror ikke der er noget galt. Min mave er vokset kraftigt de sidste 3 uger, det skal man ikke være ekspert for at se. Jeg tror at hun har målt forkert. Eller skrevet forkert. Jeg håber, at det er sidstnævnte, for hvis hun havde målt forkert, burde hun stadig have reageret. Formentlig har hun bare skrevet forkert.

Men hvad fanden er det for noget sjusk?? Jeg synes simpelthen det er uacceptabelt og jeg tror, at det var det, der skulle til for at min frustration nåede et niveau, hvor jeg skifter læge. Jeg vil meget gerne kunne have tillid til min læge. En eller anden dag bliver man alvorligt syg..

Overreagerer jeg?

En ny fase? (25+0)

Er det en fase? Er det tredie trimester, der nærmer sig? Eller får jeg bare ikke jern nok? Jeg bliver så træt af så lidt. Det er simpelthen den mest utrolige fysiske udmattelse. Føler nærmest ikke, at jeg kan stå på benene, fordi min krop er så træt. Jeg kan være moderat aktiv i 2-3 timer og så er jeg klar til en lur. Gerne 1-2 timer, hvis omstændighederne tillader. Jeg kan sove hvorsomhelst nårsomhelst. Lukker øjnene og snorksover øjeblikkeligt. Jeg håber da godt nok, at det bare er en fase og ikke skal være sådan her resten af graviditeten, for det er da lidt af et handikap. Man må jo adlyde til sin krop.....!

halloooooo, er du der?

Det var en en-dagsforestilling i sidste uge, da lille-fister pludselig gjorde meget stærkt opmærksom på sig selv. Gad vide, hvad det var for en mærkelig stilling han lå i. Siden da har vi været tilbage til kun at mærke et lille puf hist og her. Som regel sådan små isolerede puf. Mindst to gange om dagen, foruden morgen- og aftenritualet, lægger jeg mig fladt ned og prøver at mærke ham. Det lykkes oftest. Men altså bare som et lille puf og så kan der sagtens gå 5 minutter førend der kommer et nyt lille puf.

Der er uden tvivl fordele ved det. F.eks. forstyrrer han ikke min nattesøvn. Jeg sover upåklageligt. Men jeg savner nu at mærke ham lidt mere. Bare lidt...

Han kommer!

Snowie har skrevet i en kommentar i dag, at det er bare at give nydelsen frit løb, for det er helt sikkert, at han kommer.

Netop samme tanke har jeg haft det sidste par dage. Selv hvis alt går helt galt, så kommer denne lille søn til verden. Han kan ikke forsvinde igen nu. Han kan ikke længere gå i sig selv. Han kommer ud, med ben og arme og mave og navle, med ører og en lille bitte næse. Jeg er sikker på, at han kommer ud og lever, men selv hvis han ikke gør, skal jeg føde ham og vi skal holde ham og han vil for altid være vores søn (jvf. Sofie)

Tænk at vi er nået hertil. Jeg er så lykkelig!

Babytøj

Jeg har endnu ikke mødt nogen småbørnsforældre, der ikke har sagt: "LAD NU VÆRE med at købe en hel masse tøj til den nyfødte. I får det aldrig brugt. Og I får så meget i gaver, at I nærmest ikke behøver købe noget selv alligevel"

Sjovt at alle så hurtigt glemmer, at man bare elsker at købe det tøj, at det er en del af de mentale forberedelser og en måde at fejre graviditeten på - at det måske ikke er vildt afgørende om man får brug for det.

Igennem det sidste års tid har jeg gået og dryp-købt lidt hist og her. Når jeg faldt over noget på udsalg eller når jeg bare trængte til det. Nu har jeg gjort lageret op. Det indeholder følgende:

Str. 50
4 * sparkedragt
1 * natdragt
2 * hue

Str. 56
1 * natdragt
1 * sparkedragt
6 * body m korte ærmer

Str. 62
3 * sparkedragt
2 * smækbukser

Str. 68
3 * sparkedragt
2 * body m lange ærmer
1 * hue

Jeg kan ikke helt gennemskue hvad jeg mangler. Jeg er blevet klar over, at jeg har købt for meget i str 50 - at der er en god sandsynlighed for at det vil være for småt fra starten. Men hvis man pludselig har født for tidligt er det jo smart nok (hmmm-hmmm)

Ville vi kunne klare os med det her? Kan en str 56 dreng have en str 62 sparkedragt på - eller ender benene i ærmerne og hovedet i brystlommen?

Og hvad med sæson-bestemte klæder? Skal sådan et oktober/november-barn have langærmede bodystockings? Skal han have uldne bodystockings? Er der andre vinter-hensyn at tage?

Hvis jeg nu skulle ud at købe mere, hvad er så vigtigst? He, hvordan hulan skal man egentlig vide de her ting?

Nøj, hvor jeg glæder mig til han kommer til verden!!!

- men jeg kan også godt se en vis fornuft i at nyde denne fase, hvor vi har en lille søn, der hverken skriger, skider eller laver ulykker..

et liv (23+4)

Da vi var i Frankrig og jeg var omkring 19. uge mærkede jeg lille-fister for første gang. Det gik langsomt op for mig, at den lette kilden tæt ved navlen, ikke skyldtes en lille letbenet flue på mit maveskind, men kom indefra. Og hvilken fryd da det gik op for mig!

Derefter gik der vel små to uger, før jeg følte nogle lette puf. Sjældne og meget svage - nemme at forveksle med lidt bevægelser i tarmene (som jeg i øvrigt slet ikke var klar over, at jeg åbenbart er klar over, at jeg har...) I løbet af de sidste par uger er pufferiet blevet hyppigere, men stadig ret sjældent. Måske mærker jeg lidt puffen 3-4 gange om dagen.

Indtil i nat. HOLDAOPFORSULANFILAN.

Han vækkede mig i nat. Jeg vågnede ved at min mave gyngede, bulnede, bølgede, skvulpede. Jeg har aldrig oplevet så bizar en fornemmelse. Det kan ikke beskrives med ord. Det er så ufatteligt alien-agtigt. Lige pludselig puffer han ikke mere. Han møffer rundt og jeg kan nærmest mærke hele hans krop vende og dreje sig indeni min. Og SE det!! Nøj hvor er det mærkeligt. Det er fantastisk og magisk og overvældende og skræmmende. Han gentog morgengymnastikken i morges og min E fik lejlighed til at mærke det. Og i løbet af dagen har jeg mærket ham langt, langt mere og på en helt anden måde end tidligere. Er det ikke mystisk? - fra den ene dag til den anden?

Efter i nat føler jeg endnu stærkere noget, jeg har tænkt meget på et stykke tid. Nemlig i hvor høj grad han allerede er noget separat. Et individ måske ligefrem. Men i hvert fald noget separat og adskilt fra mig. Et selvstændigt liv. Jeg har ingen følelse af ham. Han er ikke en forlængelse af mig. Jeg har ingen kontakt med ham. Ingen fornemmelse af, hvad han er for en, hvordan han egentlig har det derinde, hvad han laver lige nu. Han vokser indeni mig og næres ved min krop, men han er ikke egentlig en del af mig. Eller rettere, måske, jeg er ikke en del af ham. Jeg har svært ved helt at forklare det, men det er noget, der er kommet meget bag på mig eller har gjort stort indtryk på mig, denne adskilthed. At helt fra undfangelsen er vi adskilt - selv fra det kød, vi er lavet af.

Jeg er spændt på, hvordan den følelse udvikler sig, når han kommer ud til os på denne side.

Min lille søn. Helt sin egen.

1. udstyrsbeslutning

Og vinderen er:

BRIO KOMPAKT PLUS



Den vejer væsentligt mindre end standard-barnevogne og er lidt kortere. Kan klappes sammen til det rene ingenting. Og lige lidt design-lækker dér ikke?

Hvis der er nogen derude, der har dårlige erfaringer med vognen, så sig endelig til. Er en smule bekymret for om bremse-mekanikken er irriterende (?)

Vi var meget, meget fristede af Brios kombivogne. Især den helt nye, som har drejehjul foran. Men er det ikke alligevel for upraktisk at baby kun kan ligge ned i den i 6 måneder?

Derudover har vi besluttet os for Brios puslevæg. Synes det må være en aldeles overlegen løsning at have puslearrangementet på badeværelset - og på vores af slagsen er der lige akurat plads til en puslevæg, ikke til et bord. Nogen erfaringer?