10+0

10 uger. 1/4 graviditet. Samtidig med at jeg synes tiden går alt, alt for langsomt, så er det bae vildt ufatteligt. 1/4!!

I formiddag var jeg til første lægebesøg sådan som en ganske almindelig gravid. Jeg var afsted alene fordi min E havde glemt at flytte et møde. Det gjorde ikke så meget.

Første lægebesøg viser sig at være rent bureaukrati. Blanketter, blanketter, blanketter. Og en ganske lille smule information, men det blev helt ærligt hurtigt klart for mig, at jeg er mere up to date om de her ting end min læge.

Min gamle læge er gået på pension. Han var den flinkeste ældre mand. Sådan en man drømmer om at få som svigerfar. Lun, karismatisk, humoristisk, empatisk uden at være det mindste påtrængende. Han var den perfekte læge!

Nu har jeg fået en ung kvinde. Hun er højst et par og fyrre, måske yngre, og man må sige vi er ret jævnaldrende. Det er både godt og skidt. Hun er helt uhøjtidelig, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Men på en eller anden måde er der ikke nok distance mellem os til, at hun kan være rigtigt omsorgsfuld. Paradoksalt men sandt.

For 3 måneder siden sad jeg stor-tudende hos hende og fortalte om mit behandlingsmareridt i forbindelse med min sygemelding. Jeg har helt sikkert aldrig grædt så meget sammen med et fremmed menneske. Hun klarede den situation ganske udmærket, så jeg burde ikke være mopset på hende i dag. Det var så uendeligt meget vigtigere for 3 måneder siden. Men en lille smule mopset er jeg alligevel. For da vi startede konsultationen anerkendte hun på ingen måde, at hun kendte min historie. Et meget lille, tørt tillykke og så gik vi i gang med at fylde blanketter ud. Det er komplet uforståeligt for mig. Hvad er der i vejen med 'hej knock, hvor er jeg glad for at se, at det ser ud til at behandlingen har båret frugt. Tillykke! Hvor må det være en stor lettelse for jer. Hvordan har du det?' Altså man opbygger sgu da ikke patient-relationer ved at undertrykke fælles erfaringer fra tidligere konsultationer. Hvad fanden? Det er sgu da fremmedgørende om noget. Og det er decideret ydmygende, når man har blottet sig over for en fremmed, at dette efterfølgende slettes fra den fælles hukommelse. Den eneste plausible forklaring jeg kan finde på den unge læges tvivlsomme valg er, at hun måske forestiller sig, at eks-BIBeren gerne vil have lov at komme til lægen omkring sin graviditet som en ganske almindelig gravid. Det er en misforståelse. Big time.

Min kvalme er aftaget allerede. Hvis jeg sover nok (og det er meget) har jeg kun forbipasserende kvalme midt på eftermiddagen og først på aftenen og måske en lille smule lige når jeg står op. Det gælder vel for enhver gravid på det her stadie, men jeg er fuldstændig syg efter at mærke et eller andet tegn på, at den lever og vokser derinde. Det er næsten umuligt ikke at frygte at der ikke længere er liv. Det går ok med at skubbe tanken væk, men selvfølgelig ligger den hele tiden i baghovedet. Jeg har ikke haft skyggen af ligament-smerter. Der er bare ikke noget, der gør ondt. Udvider min livmoder sig overhovedet?

10 fulde uger. 2 uger til fare-fase 2 er overstået. Eller skal man være ude af uge 12?
nakkefoldsscanning d. 24. Om 3 fulde uger. Det er alligevel lang tid....