ex-bib - eller en gang bib altid bib?

Jeg fik taget blodprøve i går morges, men jeg glemte at ringe og få svaret inden 12.
I dag kom jeg i tanker om det kl 11.47. Efter 8 minutter i telefon-kø blev telefon-svareren sat til.
Så jeg har stadig hverken fået svaret (som vi jo kender) eller meldt mig til frysebehandling.

Det er et helt andet følelsesunivers end bib, det er det altså. Men der også en del denial involveret. Efter at have tilladt mig selv at tro på et mirakel er jeg skide-bange for at komme til at åbne sluserne ind til bib-følelserne.

Og det er vel også en del af årsagen til at jeg stadig er ret splittet mht december-behandling. Jeg er bange for at spilde vores sidste freebee. Eller bare for at bruge vores sidste freebee. For så er det slut med den sorgløse tilgang til lille-brøster. Og det kan jeg slet ikke overskue. Slet slet slet ikke.

Lidt ondt gør det jo alligevel, må jeg indrømme. At have lukket op for drømme, forestillinger og håb om en lillesøster betyder at have gjort sig sårbar. Og der er heftige kræfter i mig, der stritter imod. Der er panisk angst for at komme tilbage i bib'erens univers.

I øvrigt er jeg ikke helt sikker på, at jeg overhovedet kan få det til at passe med scanning og ÆU i forhold til ting som ikke kan aflyses i december som feks eksaminationer, jeg skal stå for..... seriøst

vuggestue, moderinstinkter & ligestilling

Ligesom Sech, har jeg læst Politikens artikler om små børn i institutioner. Og angsten for at jeg har gjort Max ondt, gav mig opkastfornemmelser.

Max startede i vuggestuen 1. december og helt indtil påske, hvor der var meget få børn på stuen, troede pædagogerne, at Max var et stille, indadvendt barn. Ikke at der er noget i vejen med at være et stille, indadvendt barn, men det er Max bare ikke. Men i 3-4 måneder sad han stille for sig selv, det eneste barn på stuen, der ikke kunne gå. Efter et par dage med ekstra tid og opmærksomhed omkring påsken forvandlede vuggestue-Max sig og pædagogerne var nærmest rystede over at opleve den Max vi andre kender. Ham der nu går under navnet 'Fest-fyrværkeriet'.

Det gør ondt i hjertet at tænke på det. At han har siddet der lamslået over pludselig at blive ladt alene og overvældet af alt det der foregik omkring ham, som han ikke kunne deltage i eller forstå.

Jeg talte med en af pædagogerne om det dengang og hun var enig med mig. Det er naturstridigt. De instinkter moderskabet skaber i en er så stærke og de skriger jo, når man vender ryggen til sit lille bitte grædende barn under den såkaldte 'indkøring'. Vi får at vide, at vi skal ignorere vores instinkter i den situation. Og vi tror på det.

Jeg synes det er virkelig godt, at der bliver taget hul på den diskussion nu. At lave ændringer i pasningssystemet er selvfølgelig ikke noget, der er realistisk inden for de første mange år. Det er ikke en gang lykkedes at komme i mål med en barselsfond, så en forlængelse af barslen er utopisk. Men den første vigtige del af en forandring skal måske komme fra netop at vi stiller spørgsmålstegn ved om det kan være meningen at vi opfordres til at ignorere vores instinkter.

Slut

Ak ja.......

Vi havde besluttet at teste her til morgen. (så det er ikke meget jeg har sovet i nat)

Da jeg stod op var der allerede lidt spor af lyserødt. Og ikke antydningen af streg på testen. Ikke så meget som en lillebitte skygge af en biokemisk eller noget.

Jeg troede jo virkelig på, at vi skulle være svineheldige. Men det er ok - det gør ikke ondt. Først og fremmest betyder det at stakes er rigtig høje næste gang, for det er sidste omgang på det offentliges regning.

Skal næste gang være i december med alle julefrokosterne? eller udsættes til januar - hvor jeg har mit phd-forsvar?

Hvordan er det nu? Skal man død og pine have taget den dersens blodprøve selvom man ved den er negativ?

CD 26

Altså.... hvis vi tager den dersens tissetest her på testdag lige om lidt, så er den jo negativ.
Det må den være.
Positiv kan den jo ikke være.

Er det så ikke bedre at lade være...

CD 25

Jeg er ikke mindre bange for at få en nummer 2 end jeg har været tidligere. Jeg synes vi lige akkurat klarer at holde skindet på næsen for tiden og jeg frygter virkelig hvor svært det må være at klare tilspidsede situationer, når der er 2 børnslogistik.

Man hører jo hele tiden den her slags historier.

Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg jo også frygtede belastningen ved barn 1. Og at det viste sig at være langt nemmere at håndtere end forventet...

CD 24

Det er selvfølgelig en luksus-udgave af behandling at bruge fryseæg - bortset lige fra den der detalje med den reducerede sandsynlighed.

En af de mange fordele ved ikke at være stimuleret er, at man ikke hele tiden skal tænke: det skyldes nok hormonerne. Jeg har feks haft en del niv i underlivet. Og jeg behøver ikke tænke 'det er bare progestanen eller overstimuleringen eller ...

Jeg kører helt frem på øretævernes holdeplads:
jeg tror stadig på det

CD 23

Det er ikke noget, man normalt tør skrive men here goes: Her til aften går jeg faktisk og tror jeg er gravid. Jeg er totalt ved siden af mig selv i disse dage og det kan kun være hormonelt. Selvfølgelig kan det være en ualmindelig heftig omgang PMS, men jeg får ikke PMS på den måde mere efter Max. Og min mave føles mærkelig. Oppustet.

Tænk hvis vi skulle være så heldige. Det er ikke ret sandsynligt (for jeg har ikke lidt nok for det, vel Ønske?), men... ja der skal jo være nogen mennesker til at fylde de der 20% ud, ikk.

Kommentarerne der forsvandt

Fandt lige en del gamle kommentarer som mit spam-filter havde snuppet.
Aner ikke hvorfor. Men altså undskyld... I må da have undret jer...
Tak for kommentarerne..

CD 22

De sidste dage har været meget travle og præget af 'det her klarer jeg aldrig - må jeg ikke nok få lov til bare at forsvinde sporløst LIGE nu, så jeg kan slippe for mere af den ydmygelse der ruller ind over mig'
så jeg tænker ikke rigtig på de der æg.

Og vi kan altså ikke blive gravide så nemt og uden at det fylder noget overhovedet. Det kan ikke lade sig gøre. Det ville være forkert.