mandag den 27. oktober 2008

søndag den 26. oktober 2008

23-10-08 kl. 8.23

da landede et stykke af himlen i mine arme. et døgn efter var jeg fuldstændigt og inderligt forelsket med hver en fiber i min krop.

han er sund og rask på enhver måde og vi stortrives alle tre. jeg glæder mig til at fortælle mere.

onsdag den 22. oktober 2008

4 dage tilbage

Min lille søn har ligget musestille i maven hele dagen i dag og jeg var så småt ved at få grimme tanker. Men nu har han lige givet et godt spark fra sig og jeg er tryg igen. Tak lille mus!

Da jeg var ude at ordne ærinder i eftermiddags, havde jeg så mange stygge plukkeveer, at det faktisk var en lidt ubehagelig oplevelse. Så jeg må nok konkludere, at det er ved at være slut med at hoppe på cyklen og trille rundt i byen. Resten af graviditeten må vist henligges til lejligheden. Jeg elsker den her årstid, så jeg vil gerne ud at nyde den, men mon ikke jeg klarer den...

Åhh jeg glæder mig til lange gåture

8 dage tilbage???

Efter at have læst terminsdiskussionen ovre hos LOK, er jeg blevet mindet om, at jeg nok skal tage min terminsdato med et gran salt. For den terminsdato jeg går og regner med her d. 26., er baseret på lille-fisters størrelse ved NF-scanningen. Da jeg dengang gjorde opmærksom på, at undfangelsestidspunktet jo ligesom lå riiimeligt fast, sagde jordemoderen at det kan være et spørgsmål om, hvornår ægget satte sig fast. Og det kan selvfølgelig variere lidt. Men...Burde jeg i virkeligheden tænke på 30. oktober, altså torsdag i næste uge, som min termin?

mandag den 20. oktober 2008

6 dage tilbage

og ingen tegn på at der er noget nyt på færde. Jeg har det fint og vil ikke have noget imod at gå den der gennemsnitlige uge over tid.

Badeværelset står klar - og efter vask har jeg for første gang jublende kunnet tørretumble alt babytøjet og lægge det på plads i den nyopsatte skabsvæg ved siden af den nyopsatte puslevæg. Det er så hyggeligt og vores nye badeværelse er perfekt!! OK, vi mangler lige at sætte lidt af loftet op igen, men det er en detalje..

Barnevognen er hentet (bugaboo kombi i denim - drønfræk), soveværelset er ommøbleret og vuggen står klar.

Jeg har opgivet at forberede mig mentalt- Jeg må sgu bare prøve at tage det som det kommer. Og jeg er glad.

- - -
Grundet overraskende stor interesse for denim-bugabooen inkluderes her som særlig læserservice et billede

torsdag den 16. oktober 2008

10 dage tilbage

10??
10!!!!!!!!

Nu har vi været igennem den mentale og fysiske status, så lad os tage den praktiske.

Jeg vil til enhver tid være parat til at håne vordende forældre for altid liiiiiiige at skulle lave nyt køkken og bryggers og carport og slyngelstue og tagrender i sidste øjeblik inden baby kommer, med al den stress det indebærer. Men det betyder ikke, at vi ikke selv er på samme måde.

Vi bor i city på 86m2, så boligindretning her handler meget om at fin-tænke pladsøkonomiske løsninger. Og det er vi, i al beskedenhed, ret gode til. Men vi rider ikke den dag vi sadler. Fin-tænkning tager tid. Således har vi meget længe haft planer om at lave en del arbejde på vores badeværelse, som er relativt stort, men ekstremt dårligt udnyttet. Vi begyndte for lang tid siden og har brugt en del tid på det, men vi har ikke rigtig formået at komme ud af den konceptuelle fase kan man nok sige. Og så skulle det lige pludselig gå stærkt. At det lige nu ser ud til at vi rent faktisk har et stort set helt nyt badeværelse inden weekenden er omme, er på det nærmeste et mirakel. For vi gik først for alvor i gang i forrige weekend. Og vi lagde ikke sikkert ud, kan man vist roligt sige. For det allerførste vi gjorde, var at bore hul i et vandrør lørdag aften, så der stod et muntert springvand ud af væggen. 3 uger før termin er det ikke den slags lørdagsunderholdning, man drømmer om. Vi måtte lukke for vandet i hele opgangen, løbe rundt og undskylde til alle naboerne (der dog tog det pænt og crackede jokes i stil med 'nå for søren, er vandet gået?') Fik tilkaldt akut blikkenslager, der lige rev loftet på badeværelset ned, bare for at kunne lave en midlertidig løsning, indtil de senere kunne komme op at rive den relevante del af væggen ned, så de kunne sætte et nyt rør ind. Loftet og væggene var netop de dele af badeværelset som ikke indgik i vores renovationsplaner!! Tal om 1 skridt frem og 23 tilbage. Jeg har måttet spille højgravid-kortet ualmindelig hårdt og der har nu været håndværkere i lejligheden i døgndrift lige siden, men vi bliver færdige og ender med at have det perfekte badeværelse med alt hvad småbørnsfamilien behøver. Når det sidste skab er kommet op og jeg kan begynde at pakke ud og gøre rent falder en sten fra mit hjerte, det er helt sikkert. er vi klar til den dersens baby......

onsdag den 15. oktober 2008

11 dage tilbage

Nu har vi været omkring den mentale status, så lad os tage den fysiske. Det er meget sjovere.

For hver dag der går nu, kan jeg klare mærkbart mindre. Det er decideret komisk så træt jeg er. Jeg skal helst sove de der 10-12 timer. Hvis jeg sover almindelige og anstændige 8, tåger jeg rundt som en zombie indtil jeg må kapitulere og gå i seng et par timer for at få lappet hullet. Trætheden skyldes selvfølgelig delvist at nattesøvnen ikke er ret effektiv. I lang tid nu har jeg været oppe at tisse hver anden time. Og anden gang, jeg vågner, kan jeg typisk ikke sove igen, så der står den gerne på 1½ til 2 vågne timer, hvor der skal mad i den store sæk, førend jeg kan falde i søvn igen. På den måde får jeg øvet mig i natteroderi.

Vægten siger stadig +10 og maven måler 105cm. Men den føles enorm. Her på det sidste er jeg virkelig begyndt at føle, at den stritter ud som et udsat, sårbart ekstra lem, som jeg hele tiden skal passe på. Jeg har lyst til at bygge en jernkasse at tage om livet, for jeg er så nervøs for at den skal støde ind i noget eller nogen skal komme til at give den et slag.

Men stor som maven er, er der alligevel ikke plads til den lille mand derinde mere. Hans bevægelser er ikke ret nuttede mere. De er pænt ubehagelige, faktisk. Hans uden tvivl bedårende lille numse presser hårdt op imod mine ribben og det gør nas. Samtidig virker det som om han forsøger bryde ud gennem siden på mig. Og der er altså kræfter i den lille fyr, så det føles faktisk som om han har gode chancer for at lykkes med projektet. Av-av-av-av. Nedad fylder han også godt, for nu at sige det på den måde. Fornemmelsen af at have en bold mellem benene er tiltagende.

Mine fysiske gener startede, som jeg vist skrev, med ondt i ryggen. Jeg er godt klar over, at jeg har en lidt svag lænd og en tilbøjelighed til at svaje, så det kom ikke bag på mig. Og det har sådan set også kun været et problem i det omfang, at det begrænser mine udfoldelsesmuligheder. Sådan noget med let foroverbøjet ryg går slet slet ikke. Og det betyder at rengøringsaktiviteterne har været moderate i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Tilgengæld forfølger de mig ikke, disse smerter. Så snart jeg kommer i halv-liggende stilling på sofaen er alt fint. Og sådan er det med de fleste af mine gener.

Den sidste uges tid er graviditeten blevet tydeligt hårdere for kroppen. Jeg får så mega-ondt i iskias-nerven i den ene balle, at jeg næsten ikke kan gå. Og jeg har ondt i hvad der føles som sprede-ben-musklerne, så det føles lidt som om jeg er blevet taget med vold. Jeg kan ikke rejse mig fra liggende stilling uden at være ekstremt skildpadde-agtig, det tager til tider temmelig lang tid og det er lige dele komisk og frustrerende, så man fra gang til gang veksler mellem at skrige og at grine. På samme måde er det blevet en stor udfordring at tage sko på. Og trusser, bukser og strømper for nu at være helt ærlig. For det er helt slut med mavemusklerne nu og at løfte benene mere end et par centimeter fra jorden er svært. Hvor ubehageligt det er at læne sig ind over maven og klemme den sammen siger nok sig selv. Fy-føj da.

Så er der selvfølgelig plukkeveerne. Dem har jeg haft mange af længe, men nu gør de ondt. Og de sidste dage er jeg begyndt at have menstruationsagtige fornemmelser og en klar følelse af, at der sker ting med livmoderhalsen. En følelse, der er beslægtet med følelsen af at få den tvunget åben til IUI.

Jeg har været forskånet de famøse ødemer indtil videre. I går aftes og i dag har jeg hævede fingre og det er det første, jeg mærker til den slags. Om jeg nu skal til at svulme helt vildt op de sidste dage vil tiden vise.

Som en sidste kuriøsitet: Jeg savler. Det er totalt bizart. Det er ikke sådan noget med at jeg er blokkeret i næsen og af den grund sover med åben mund. Nej, munden er dydigt lukket, men dette mystiske overskud af mundvand står altså så højt, så at sige, at det siver ud af mundvigen i til tider ret store mængder.

Alt i alt synes jeg stadig at min krop klarer det godt og at jeg er heldig. Så længe jeg ligger på sofaen, er alt godt. Men man bliver sgu lidt træt af den sofa. SElvom det ikke er noget, der er specielt karakteristisk for mig, kan jeg sgu godt længes efter sådan en super-effektiv dag, hvor man får udrettet 1000 ting og går tilfreds og selvfed i seng om aftenen. Men de siger jo at man nok skal få travlt igen snart...

tirsdag den 14. oktober 2008

12 dage tilbage

Mindre end to uger. 12 dage. Næste weekend. Næste!! Weekend!!

Jeg er ked af ikke at have skrevet så længe. Jeg ville gerne have skrevet og har gået med små udkast i tankerne, der aldrig blev til mere end det. Ærgerligt for jeg ville gerne have haft foreviget processen i små noter her, men sandheden er vist, at det simpelthen har været for komplekst og jeg har ikke kunnet få tilstrækkeligt fat om mine følelser til at kunne skrive om det. Tror jeg nok.

Jeg regnede vel med, at jeg ville gå på barsel og at al den tid, jeg så fik, ville give plads for erkendelsen af det, der er ved at ske, så det ville ophøre med at være så uvirkeligt, som det ellers har været. Men sådan gik det ikke. Den store, dybe erkendelse indtraf ikke.

Der er mere end én, der har kommenteret, at jeg virker så harmonisk i min graviditet og som om jeg er totalt afklaret med det hele. Say what?? Jeg svarer, at så afklaret er jeg nok heller ikke og derhjemme siger vi ofte 'miiiis-mis-mis' til maven, fordi vi nok i virkeligheden bare skulle have haft en kattekilling. Og det er spas-udgaven af bekymringer, der af og til holder mig vågen om natten.

Jeg startede med at være frustreret over ikke at kunne forstå det. Nu var vi endelig så tæt på. Denne kæmpe begivenhed lige om hjørnet og så kunne jeg ligesom ikke mærke det. Og jo mere fokuseret jeg blev på ikke at kunne mærke det, desto mere skræmmende blev det. Det blev så skræmmende pludselig at stå lige foran den dør, bag hvilken alt er forandret for altid og man aldrig kan vende om. Det handler ikke så meget om, at jeg er bange for at give slip på det liv, vi har nu (det er jeg selvfølgelig også, men det er en detalje) Det handler om uvisheden. Det er skræmmende slet ikke at kunne forestille sig, hvad der venter og ikke at kunne indstille sig mentalt. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke, ikke en gang i et split-sekund, forestille mig et spædbarn her hos os. Jeg kan ikke.

Og det gør mig rigtig ked af det. For jeg ville så gerne glæde mig disse sidste uger. Det skræmmer mig fra vid og sans, at jeg ikke er i stand til at glæde mig. Jeg synes jeg burde tosse rundt med kinderne rosa af forventingens søde glæde. Men i stedet er jeg lidt tung og trist i det. Og min forskrækkelse over ikke at kunne føle denne glæder puster til en anden lille sag, der ligger og ulmer, nemlig rædslen for ikke at kunne gøre det bedre end mine egne forældre. For at blive til min mor. Og jeg ved ikke.. jeg forestiller mig, at andre vordende forældre har tillid til, at når deres barn kommer til verden, elsker de det bare, spontant og betingelsesløst. Den tillid har jeg ikke. Og derfor er jeg bange, bange, bange.

En del af mig siger, at det næppe er så pisse-unikt. At alle vel er bange, når de bliver forældre. Og det er der en vis trøst i. Men jeg synes frygten burde være bearbejdet på nuværende tidspunkt. Jeg har indtryk af, at når andre nærmer sig fødslen for alvor, så er de blevet klar. Jeg selv, derimod, bliver mindre og mindre klar jo tættere vi kommer på.

Jeg aner ikke hvad man gør. Jeg vil så gerne få lidt mere ro i stedet for bare at hvirvle mere og mere angst op for hver dag der går. Er der nogen derude, der kan hjælpe med et godt råd?