11 dage tilbage

Nu har vi været omkring den mentale status, så lad os tage den fysiske. Det er meget sjovere.

For hver dag der går nu, kan jeg klare mærkbart mindre. Det er decideret komisk så træt jeg er. Jeg skal helst sove de der 10-12 timer. Hvis jeg sover almindelige og anstændige 8, tåger jeg rundt som en zombie indtil jeg må kapitulere og gå i seng et par timer for at få lappet hullet. Trætheden skyldes selvfølgelig delvist at nattesøvnen ikke er ret effektiv. I lang tid nu har jeg været oppe at tisse hver anden time. Og anden gang, jeg vågner, kan jeg typisk ikke sove igen, så der står den gerne på 1½ til 2 vågne timer, hvor der skal mad i den store sæk, førend jeg kan falde i søvn igen. På den måde får jeg øvet mig i natteroderi.

Vægten siger stadig +10 og maven måler 105cm. Men den føles enorm. Her på det sidste er jeg virkelig begyndt at føle, at den stritter ud som et udsat, sårbart ekstra lem, som jeg hele tiden skal passe på. Jeg har lyst til at bygge en jernkasse at tage om livet, for jeg er så nervøs for at den skal støde ind i noget eller nogen skal komme til at give den et slag.

Men stor som maven er, er der alligevel ikke plads til den lille mand derinde mere. Hans bevægelser er ikke ret nuttede mere. De er pænt ubehagelige, faktisk. Hans uden tvivl bedårende lille numse presser hårdt op imod mine ribben og det gør nas. Samtidig virker det som om han forsøger bryde ud gennem siden på mig. Og der er altså kræfter i den lille fyr, så det føles faktisk som om han har gode chancer for at lykkes med projektet. Av-av-av-av. Nedad fylder han også godt, for nu at sige det på den måde. Fornemmelsen af at have en bold mellem benene er tiltagende.

Mine fysiske gener startede, som jeg vist skrev, med ondt i ryggen. Jeg er godt klar over, at jeg har en lidt svag lænd og en tilbøjelighed til at svaje, så det kom ikke bag på mig. Og det har sådan set også kun været et problem i det omfang, at det begrænser mine udfoldelsesmuligheder. Sådan noget med let foroverbøjet ryg går slet slet ikke. Og det betyder at rengøringsaktiviteterne har været moderate i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Tilgengæld forfølger de mig ikke, disse smerter. Så snart jeg kommer i halv-liggende stilling på sofaen er alt fint. Og sådan er det med de fleste af mine gener.

Den sidste uges tid er graviditeten blevet tydeligt hårdere for kroppen. Jeg får så mega-ondt i iskias-nerven i den ene balle, at jeg næsten ikke kan gå. Og jeg har ondt i hvad der føles som sprede-ben-musklerne, så det føles lidt som om jeg er blevet taget med vold. Jeg kan ikke rejse mig fra liggende stilling uden at være ekstremt skildpadde-agtig, det tager til tider temmelig lang tid og det er lige dele komisk og frustrerende, så man fra gang til gang veksler mellem at skrige og at grine. På samme måde er det blevet en stor udfordring at tage sko på. Og trusser, bukser og strømper for nu at være helt ærlig. For det er helt slut med mavemusklerne nu og at løfte benene mere end et par centimeter fra jorden er svært. Hvor ubehageligt det er at læne sig ind over maven og klemme den sammen siger nok sig selv. Fy-føj da.

Så er der selvfølgelig plukkeveerne. Dem har jeg haft mange af længe, men nu gør de ondt. Og de sidste dage er jeg begyndt at have menstruationsagtige fornemmelser og en klar følelse af, at der sker ting med livmoderhalsen. En følelse, der er beslægtet med følelsen af at få den tvunget åben til IUI.

Jeg har været forskånet de famøse ødemer indtil videre. I går aftes og i dag har jeg hævede fingre og det er det første, jeg mærker til den slags. Om jeg nu skal til at svulme helt vildt op de sidste dage vil tiden vise.

Som en sidste kuriøsitet: Jeg savler. Det er totalt bizart. Det er ikke sådan noget med at jeg er blokkeret i næsen og af den grund sover med åben mund. Nej, munden er dydigt lukket, men dette mystiske overskud af mundvand står altså så højt, så at sige, at det siver ud af mundvigen i til tider ret store mængder.

Alt i alt synes jeg stadig at min krop klarer det godt og at jeg er heldig. Så længe jeg ligger på sofaen, er alt godt. Men man bliver sgu lidt træt af den sofa. SElvom det ikke er noget, der er specielt karakteristisk for mig, kan jeg sgu godt længes efter sådan en super-effektiv dag, hvor man får udrettet 1000 ting og går tilfreds og selvfed i seng om aftenen. Men de siger jo at man nok skal få travlt igen snart...