Den 22. oktober kl halv syv om aftenen skrev jeg her, at jeg ikke havde mærket min lille dreng hele dagen og at jeg havde haft heftige plukkeveer. Men jeg anede overhovedet ikke uråd. Jeg regnede med at have mindst en uge og sikker to mere at løbe på. Bevidst i hvert fald. Alligevel var det netop den aften, jeg samlede vores papirer sammen og satte telefonnummeret på fødegangen op på køleskabet. Og alligevel var det den aften, jeg sagde til min E da vi lå i sengen.'Hvordan har vi det, hvis vandet går om to timer'? Syret, ikke?
For små to timer senere, kl 1, vågnede jeg ved, at jeg havde smerter. Det har jeg haft om natten før, så jeg lagde ikke så meget i det, men stod op for at tisse. Da løb der lidt væske ud af mig og jeg tænkte selvfølgelig på fostervand. Men man er jo eks-biber og symptoman, så jeg tog ikke mig selv alvorligt. 'Nej, tsk altså, selvfølgelig er det ikke fostervand, der er begyndt at sive. Du må jo bare have tisset lidt i bukserne. Men hvorfor alverden skulle jeg pludselig begynde at have ufrivillig vandladning? Jeg gik i seng igen, men da jeg fik ondt to gange mere inden for den næste halve time eller så, vækkede jeg Min E. Vi blev enige om at tage den helt med ro og prøve at sove lidt mere, så vi kunne være så friske som muligt når det for alvor gik i gang. Jeg fik et par panodiler og vi prøvede at falde i søvn igen. Allerede herfra er det lidt tåget.
Ingen af os kan huske hvor lang tid der gik, men det kan ikke have været meget mere end en halv time, måske kun et kvarter. Da havde jeg en ve, der tvang mig ud af sengen og allerede derfra var veerne stærke. Men der var da en del tid imellem dem og vi kunne nå at snakke og gøre lidt klar. E gik i gang med at koge pasta, så jeg kunne blive kampklar. Jeg tilbragte en stor del af tiden på toilettet, hvor veerne lavede naturligt lavement på mig. Da vi begyndte at tage tid på veerne, omkring kvart i tre, var der allerede kun 5 minutter imellem dem, men de var af meget forskellig styrke. Da en umiskendelig skylle fostervand stod ud over det nyskrubbede gulv, ringede vi til fødegangen. De sagde vi skulle ringe igen en times tid senere.
Derfra gik det hurtigt. Veerne blev kraftigere og kraftigere med kun 4 minutter imellem. Jeg begyndte at have svært ved at holde dem ud og vi ringede til fødegangen igen lidt over 4, og sagde at vi gerne ville komme. Det fik vi lov til og vi ringede efter en taxa. Nøj han kørte hurtigt. Vi nåede frem til Riget på en enkelt ve.
KL halv fem var vi på fødegangen og blev modtaget af en lidt ældre jordemoder af en meget sympatisk no-nonsense type. Vi blev lagt ind i et lille-bitte rum, hvor jeg skulle have kørt strimmel i tyve minutter. Tyve lange minutter på ryggen. Jeg havde
ikke lyst til at ligge på ryggen. Eller holde kroppen i ro. Huhhhh. Her hjalp E mig enormt. Det bedste råd, jeg har fået omkring fødslen kom fra Apa. Få manden til at hjælpe med at holde åndedraget langsomt og, først og fremmest, til at
tælle åndedrag. En ve varer mellem 12 og 15 langsomme åndedrag. På den måde er de meget overskuelige. De topper omkring 8. E talte, mens han iagtog udslagene fra strimmel-dimsen. '5 - 6 - nu vender det snart skat - 7 - 8 det er snart slut - 9 nu vender den - 10 så er det næsten overstået - 11 - 12' Det hjalp virkelig meget. Og efter at have fulgt med på strimmelen, havde han rutinen til resten af processen og det var uvurderligt.
Da jordemoderen kom tilbage kunne hun konstatere, at jeg kun var 3 cm åben, men også at der var knald på og veerne meget hyppige Så vi fik lov at blive og blev vist ind på en fødestue. Et stort lokale på 2. sal med vinduer ud mod Tagensvej. Da solen stod op, et meget mærkeligt møde mellem det ekstremt hverdagsagtige og det helt ekstraordinære - men det var først senere.
Klokken må have været omkring halv seks nu og i løbet af den næste times tid tog veerne voldsomt til. Jordemoderen havde travlt og kiggede bare ind en gang imellem. Da jeg bad om morfin, var det allerede for sent. På en time var jeg gået fra 3 cm til 6 cm og var altså i fødsel. Jeg kan ikke huske detaljerne fra dette tidspunkt og det kan E faktisk heller ikke. Jeg bevægede mig rundt i lokalet og tog veerne én for én med E's hjælp. Jeg tror ikke der gik mere end en times tid med dette, førend jeg begyndte at få pressetrang. Eller altså, jeg identificerede det ikke som pressetrang. Det føltes bare helt anderledes. Veerne rullede nedad og jeg begyndte at gå i knæ, når de toppede. Mens jeg brøøølede. Det lyder måske stygt med det der brøleri, men det var det ikke. Lyden bare væltede ud af mig og det føltes godt. Smerten kom ud i de brøl og jeg følte mig fuld af kraft - eller sådan husker jeg det i hvert fald. Der må være gået endnu en times tid med denne brøle-fase og så var vi fremme ved omkring kl halv otte. Min livmoderhals var ikke helt udslettet og jordemoderen stod (gudhjælpemig) og holdt den åben eller nede eller væk eller hvad det nu var der foregik, for at jeg kunne få lov til at presse lidt.
Og SÅ var det, at vores jordemoder skulle hjem. Man må tilgive hende, for hun havde været på vagt i 20 timer, men det var selvsagt et rigtig dårligt tidspunkt for os. Ind kom utåleligt kæk jordemoder: "er det her jeg skal ind at fejre fødselsdag?" sammen med en meget ung første-semesters jordemoderstuderende. Indenfor et par minutter måtte jeg trække mig dybt ind i mig selv for at slippe væk fra denne kvinde. Fra mit allerførste seriøse presse-forsøg skældte hun mig ud for ikke at presse igennem. Hun på det nærmeste råbte af mig. Og det er muligt at den strategi fungerer godt for hende med mange fødende men ikke for mig. Hvor jeg ellers havde følt mig tryg og stærk og på forhånd slet ikke var bange for selve fødslen, gjorde hun mig skrækslagen. For jeg forstod hende sådan, at jeg ikke var i stand til at presse nok. Og ret hurtigt fik jeg fornemmelsen af, at det var kritisk og at lige om lidt ville jeg blive kørt til akut kejsersnit. Der var næsten ingen kraft i mine presseveer og jeg fik ve-stimulerende drop. Indimellem at jordemoderen råbte og skældte ud, skamroste hun mig ' ja, du er så sej' sagde hun igen og igen og det virkede nærmest som en hån fordi min oplevelse af situationen var, at jeg simpelthen ikke magtede det. Jeg havde overhovedet ikke fornemmelsen af at komme tætte på for hver ve. Troede bare at det stod helt stille mens tiden gik og det blev mere og mere kritisk. Hun skældte mig ud hver gang jeg kom til at brøle/råbe/skrige i presset, fordi energien ikke måtte komme ud den vej, men det var næsten umuligt for mig at lade være. Smerterne betød intet i min pressefase. Intet overhovedet. De var simpelthen ikke relevante. Det eneste, der betød noget var at finde kraften til at blive ved at presse selvom jeg ikke havde mere luft og der ikke var mere pres i veen.
Til sidst lykkedes det selvfølgelig. Jeg pressede helt sindssygt og langt, langt ud over veen. Lidt i vrede, tror jeg. Jeg kan overhovedet ikke huske fornemmelsen af hovedet, der kom ud. Jeg kan kun huske E's råb. Og så kan jeg huske fornemmelsen af den bløde krop, der bare smuttede ud bagefter. Jeg følte ingen glæde i det øjeblik. Ikke engang triumf. Jeg følte vrede og udmattelse. Ville bare have at de skulle lade mig være i fred. Sosu-assistenten holdt ham op og pustede ham i ansigtet og han gav sit første skrål, men jeg ville stadig bare være i fred og lidt sådan havde jeg det stadig, tror jeg, da jeg fik ham op på brystet. Jeg hører i hvert fald ikke til dem, der havde et meget stort og magisk øjeblik der.
Jeg lå og var bange for at skulle presse efterbyrden ud. Men den smuttede bare ud af sig selv. Det var jeg ikke klar over at den kunne. Det var en stor lettelse.
Mens jeg lå med min lille dreng ved brystet, syede hun mig. Jeg bristede en centimeter. Kunne intet mærke. Men jeg kunne se tråden gå op og ned på en måde der mindede lidt for meget om den skeløjede skrædder i Hodja fra Pjort..
Eller husker jeg forkert? lå E med ham, mens jeg blev syet?
Vi kom alle tre over at ligge på en stor seng i hjørnet og vores lille dreng begyndte straks at die. Helt uden problemer. Vi blev efterladt alene og jeg begyndte så småt at vende tilbage til verden. Vi fik te og ristet brød - grotesk for jeg kunne have spist en hest - og vaklede derefter over på familieafsnittet (m eneværelser), hvor vi fik lov at bo fordi fødslen havde været helt uden komplikationer. Åhh der var dejligt at være.
Det er ikke til at sige, hvordan jeg havde haft det, hvis den første jordemoder var blevet hos mig. Måske var jeg under alle omstændigheder blevet bange. Men jeg tror det faktisk ikke. For jeg følte mig virkelig stærk og sikker indtil den nye jordemoder begyndte at skælde ud. Måske var jeg blevet en af dem, der havde en fantastsk fødsel... Som det blev havde jeg en hurtig fødsel og måske vil jeg ligefrem gå med til at kalde den nem. Og nu hvor der er gået et par uger er jeg ikke bange for at gøre det igen - hvis jeg skulle blive så heldig..
Det kvantitative:
3330 gram
51 cm
Fra første ve: 7 1/2 time
Pressefase: 40 minutter
