en hystade på matriklen

I hvad der forekommer mig at være adskillige måneder har mit putterritual med Max fungeret perfekt. Fredeligt, hyggeligt og relativt hurtigt - når man lige ser bort fra at det ofte trækker lidt ud fordi jeg selv falder i søvn.

Men pludselig er der sket noget virkelig sært. Max er så utrolig glad for tiden. Fjoller glad rundt hele dagen lang. Men de sidste fire aftener er han gået amok kl 18. Han giver sig til at skrige og hyle og kan slet ikke holde op igen. Måske holder han en lille pause, men næste gang han møder et lille problem, som feks at han snubler, så går han helt amok igen og hyler hysterisk og utrøsteligt. Og når han kommer i seng fortsætter det. Han er totalt fra den, skriger vildt og inderligt og til sidst bliver han selvfølgelig også decideret ulykkelig og ender helt opløst. Jeg sidder med skrigende max i armene og rokker ham til ro, mens jeg taler beroligende til ham. Sådan falder han i søvn i armene på mig.

Overtræthed virker som den mest plausible forklaring. For meget fis og gøgl. For meget spænen omkring på legepladsen. Men han virker bare slet ikke træt inden det starter. Det kommer som et lyn fra en klar himmel. Og hvis det er træthed, jamen hvordan håndterer man så det? Skal han i seng kl 18? Nej, det kan da ikke passe..

Rådvilde er vi. Det går vel over på et eller andet tidspunkt, men vi vil jo så gerne hjælpe ham. Det er frygteligt for ham at have det sådan, det er helt sikkert.

Efterskift
Noget af det, der gør det så svært at håndtere er, at man (jeg) ikke helt kan lade være med at føle mig kørt rundt i manegen af ham. Jeg er så bange for at han skal lære at vejen frem i verden går via skrig og skrål, så en del af mig føler at jeg skal ignorere hans hysteri. Den anden del af mig har ondt af ham og føler at han skal hjælpes igennem en svær tid. Hvordan hulen ved man hvornår det er det ene og hvornår det er det andet? Vi forsøger at fastholde en strategi hvor vi ikke lader hans hysteri styre os (feks nej du får ikke mere mælk) men samtidig trøster ham, når han bliver ophidset over det. Men det er langt sværere i praksis end i teorien.

gotta get close to that

jeg tænkte på det tit under min graviditet og nu fik kommentarer ovre hos ønske mig til at tænke det igen. hvor fantastisk det er, at alle er så glade på ens vegne når man skal være mor. at alle mødre deler glæden med en. behandler en som om det er fuldstændig unikt. jeg har helt sikkert aldrig oplevet en lignende glad opmærksomhed. jeg var virkelig overrasket og lidt forvirret over det. var det virkelig muligt at det er så vidunderligt at blive mor? det Må det jo være, når ALLE er enige. når de nærmest flokkes om en. også alle dem, man ellers aldrig ville tale med. jeg synes faktisk en meget stor del af graviditetsoplevelsen var den måde det føltes som stor fællesmenneskelig glæde på.

nu hvor jeg selv er krydset over til moder-siden kan jeg fuldstændig genkende de følelser jeg blev mødt af som gravid. jeg Ælsker gravide. og jeg har lyst til at gnide og gnubbe mig op ad dem for gennem dem at genopleve så meget som muligt af min egen tid som gravid og nybagt mor. og det lykkes altid. lidt i hvert fald. derfor elsker jeg gravide..

Hvad var det dog der skete...

Som fra den ene dag til den anden er Max blevet så stor. Det er virkelig mærkeligt. Jeg stirrede på ham hele dagen i mandags og fattede ikke, at det var min store dreng. Der er ikke noget baby tilbage overhovedet. Han er nu overgået definitivt til drengestatus. Og moren er endnu en gang ny-forelsket.

Han kan en masse nye løjer, den lille entertainer. Mit yndlingsgimmick er, når han fortæller vitser.
Han siger 'blablablablablablabla' og så lægger han hovedet tilbage og laver med stor åben mund sådan en kunstig skraldlatter. Og så forfra: 'blablablablabla', hovedet tilbage, 'hra-hra-hra-hraaa' Igen og igen. Priceless!