torsdag den 28. juni 2007

holisme, ulogismer og tit-tape

Jeg pjækker i dag. Hele ugen har mine forsøg på at arbejde været halvhjertede, så i dag går jeg planken ud og holder helt vildt fri. Der er slet ingen tvivl om, at det er bedre udnyttelse af min tid.

I morgen formiddag rejser vi til Sicilien. Wuhu! En uge alene med kæresten i små landsbyer ved havet efterfulgt af 4 dage med bryllup i Palermo.

I dag skal der ske sådan nogle livsvigtige ting som plukning af øjenbryn, fødder og tånegle skal bringes på italienerinde-niveau og, vigtigst af alt: der skal eksperimenteres med tit tape. Har købt stærk-lilla kjole i mat råsilke. Uforskammet smuk. Afsindigt nedringet. BH udelukket. Har fået lidt kolde fødder - det ser skide godt ud på stjernerne, når de har de der udringninger, der næsten er navle-dybe og så brede at det stort set ligner en cardigan uden noget inden under. Men kan man have sådan en på uden at tænke på sine bryster hele tiden? Har i et forsøg på at skabe tryghed omkring situationen købt tit-tape på nettet. Er ret imponeret over produktet. Man kan faktisk overhovedet ikke mærke, at man har det på. Jeg har faktisk også haft det på i bad, for at lave en test på den type spidsbelastning, det vil blive udsat for under en hel dag i 35 graders varme. Tit-tape helt upåvirket af brusebad. Det er sgu da imponerende. Eneste spørgsmål, jeg sidder tilbage med er, om tapen egentlig overhovedet gør nogen æstetisk forskel. Det er jeg langt fra sikker på, men jeg undgår at dvæle ved tanken. Den kan jeg ikke bruge til noget. Lige om lidt skal jeg ud at skaffe mig endnu en tryghedsfremmende foranstaltning, nemlig dobbeltklæbende tape.
Det er pisse-sexet med sådan en kjole, ingen tvivl om det. Jeg kommer til at være totalt sat til i tape og klister og lur mig om jeg så ikke alligevel ender med at pakkke mig ind i et sjal, der skjuler det hele. Der er ikke meget star potential i mig.

Det er indlysende og ubestrideligt for mig, at psyken og fysikken hænger sammen og helt fantastisk, at man har ignoreret det faktum i den vestlige lægevidenskab i så mange år. Der er så mange eksempler, som vi alle kender, ikke mindst erotikkens eksempel: I seksualiteten hænger krop og tanke/følelse uløseligt sammen - er det feks overhovedet muligt at få orgasme uden at være opstemt? Selvfølgelig er energi, livsmod og kærlighed fantastiske kræfter, der kan være afgørende for om en krop kan restituere sig. Men samtidig er denne forestilling så uhyggelig, for den tildeler den enkelte psyke det tungeste ansvar. Helbred dig selv. Og i lige linie fra 'helbred dig selv' ligger desværre 'tag dig sammen' og 'det er din egen skyld'. Vel er det ej pga vores angst og aggression, at der ikke opstår liv i vores kroppe, Spif. Jeg bliver vred over den forestilling og jeg får lyst til at give de terapeuter, der kører den slags diskurs et ordentligt lag ultra-aggressive, barnløs-frustrerede tæsk. Jeg ved godt at det er lidt plat at argumentere med den slags eksempler, men kan ikke dy mig: masse-voldtægter er et af de vigtigste strategiske våben i etnisk-relaterede konflikter i Afrika. I hobevis af kvinder bliver gravide, som resultat af væbnede styrkers bestræbelser på at trænge ind i et samfunds gen-pøl. Talk about angst og aggression - det er desværre ikke noget problem for disse kvinders fertilitet. Som sagt, jeg ved godt at det er en lidt billig argumentation og jeg forstår også godt behovet for at føle, at man har lidt magt over situationen og kan gøre en forskel selv. Men det er svært at undgå, at ende med sådan noget 'jeg bliver ikke gravid, fordi jeg er fucked up'. Jeg havde ikke tænkt på det før du skrev det, men du har jo ret i, at det er endnu et martyrium.

MrsBalou skrev på et tidspunkt, at det er godt at få arbejdet så meget som muligt med sine issues inden børnene kommer, for bagefter er der ikke længere overskud til den slags. Det synes jeg er en god måde at se på det på. Vi vil jo gerne være gode mødre. Mødre der ikke kører alt for meget martyrium og skyld af på vores børn. Vi bliver FANTASTISKE mødre, det er jeg sikker på.

Til info-mødet på Rigshospitalet talte lægen meget om myterne omkring barnløshed og gjorde meget ud af at aflive myten om, at man bare skal slappe af.

Over en femårs-periode (eller var det syv?) bliver 9% BIBere spontant gravide.

mandag den 25. juni 2007

far og datter

Jeg har i dag grædt for min far. Det er nok ved at være ti år siden jeg sidst har grædt for ham.

Da det i sin tid, efter et års ren rædsel, gik op for mig, at han virkelig skulle dø gik min største sorg på, at min egen datter ikke skulle kende ham. Det kom fuldstændigt bag på mig. Jeg var et par og tyve og tanken om at stifte familie uendeligt fjern. Der var så meget andet at sørge over. Men jeg var sønderknust ved tanken om, at min datter ikke skulle elskes af sin morfar og at min far ikke skulle have min datter at elske. Siden gik det op for mig, at den lille pige selvfølgelig også var mig. At min datter var min og min fars mulighed for at gøre det hele igen. Vi elskede hinanden så højt, min far og jeg. Hvor han ville have elsket min datter. De skulle gå med hinanden i hånden på uendelige sommerdage og hun skulle føle sig som selve solen, som det sødeste, smukkeste, skæggeste og dejligste væsen og hun skulle se stoltheden i hele hans krop og lykken i hans latter. Han skulle flette hendes lange hår ved morgenbordet. Få hendes små veninder til at le til de fik mavepine.

Da jeg indså, at han skulle dø var det umuligt for mig at forestille mig, at jeg skulle kunne leve videre. Jeg kunne ikke forestille mig andet end et skrig. Ét skrig. Jeg så mig selv stå ved Vesterhavet og bare skrige i en uendelighed. Jeg kunne ikke forestille mig sådan et liv og det er godt. For det var helvede. Man kan ikke rumme så meget smerte og derfor annulerer man sig selv. Man holder op med at eksistere og kun ganske langsomt vokser der et menneske frem igen. Et andet menneske. Efter 5 år oplevede jeg glæde igen og først da opdagede jeg, at den havde været væk. Der gik omkring 6 år, tror jeg, førend delene begyndte at samle sig til et sammehængende menneske og først efter næsten 10 følte jeg mig som et helt menneske igen. Et menneske, der kunne forstå sig selv, der kunne forudsige sine reaktioner, der havde givet slip på den der var engang og accepteret den nye. Der var dér jeg mødte E og da fik jeg pludselig en fremtid. Først dér opdagede jeg, at der ingen fremtid havde været.

I året op til mit møde med E var jeg i et intensivt terapiforløb. Et forløb, der handlede om at finde mening med livet, at identificere det, der var vigtigt for mig og at få tillid til livet, til andre mennesker og til mig selv. Det var hårdt. At arbejde med sig selv - for helvede hvor er det hårdt. Jeg husker de første måneder som afsindigt forkrampede, men efterhånden var der ligesom noget, der faldt på plads og jeg blødte op, ja jeg blev blød igen. Og så mødte jeg E. En perifer veninde har siden sagt, at hun var helt rystet da hun så mig efter dette. At det var ligesom om mit ansigt var faldet på plads.

Jeg var et muntert og udadvendt barn, men da jeg blev teenager blev jeg, som så mange, overvældet af melankoli og angst og jeg har haft depressive tilbøjeligheder lige siden. Siden jeg begyndte at komme mig over sorgen over min far og genopdagede glæden, har jeg følt en enorm taknemmelighed over den. Jeg hilser altid på den, når den er her, jeg holder fast i den og undersøger den. Jeg elsker at cykle med åbne øjne gennem byen til og fra arbejde og føle kærlighed til alt på min vej. Jeg elsker at lave mine egne små jazz-kompositioner, som jeg beebopper ud dér på cyklen uden nogen hører det, bare fordi min krop må udfolde sin glæde. Et halvt livs depression kan virkelig løfte sig og med den kærlighed og styrke der ligger derinde under det tunge lag, kan man klare det meste. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle det til alle der lider af depressioner. 'Giv ikke op. Det de andre har, har du også derinde. Det kommer frem en dag. Du kommer ud en dag' Jeg har aldrig selv troet det. Det har ikke en gang været et spørgsmål.

Men sammen med denne nyfundne glæde, kommer også en intens frygt. Tilbagefaldet. Jeg frygter i den grad smerten. Jeg er usigeligt bange for at depressionen skal komme tilbage. Den altomfattende angst. Jeg kan slet ikke holde tanken ud. Det er godt på den måde, at jeg er blevet fantastisk løsningsorienteret på en måde, jeg aldrig har været før. Jeg er så pissetræt af at arbejde med mig selv. Jeg vil arbejde med mit liv i stedet. Men jeg skubber også problemer fra mig. Og det er nok farligt

om håb og om at kæmpe

Min far, som døde for 12 år siden, havde på sin opslagstavle på arbejdet et avis-udklip, som jeg har arvet. Det er et fotografi, der viser en sort kvinde, siddende på ladet af en hestevogn på vej ned af en hullet og støvet vej. Den smukke kvinde har det bredeste smil på ansigtet og under hende, på hestevognens bag-ende, sidder et skilt:

"No situation is permanent"

Håbet er måske det smukkeste, der findes. At det er muligt for mennesket, selv under de mest elendige vilkår at finde i sig selv en tro på, at det gode vil vende tilbage. Og i sig selv at finde kærlighed nok til livet og verden til at blive ved overhovedet at ønske noget.

Fortvivlelse er at have mistet håbet - at være gennemsyret af tvivl. På engelsk 'despair' af 'de-sperare' at være af-håbet. Kan man kæmpe, hvis man har mistet håbet? Jeg har siddet og tænkt længe over det og ja, det tror jeg faktisk. Så længe man ikke har mistet kærligheden, kan man kæmpe. Da kæmper man ikke længere fordi man tror på kampens udfald, men man kæmper af ren og skær kærlighed til livet, til sig selv og ens ønsker og drømme, til mennesker man elsker.

At kæmpe uden håb. Det er en fantastisk kærlighedserklæring.

tirsdag den 19. juni 2007

ynk - selvynk - medynk

Jeg er ikke én, der har nemt ved at bede om hjælp. Eller rettere: Det er de færreste mennesker, jeg kan bede om hjælp, fordi jeg ikke kan finde ud af at være den svage. Der er dog nogle mennesker, jeg godt kan klynke til. Oh yes - også lige til køerne går hjem.

Min bror er en af dem. Min bror er og har altid været mit yndlingsmenneske i hele verden. Jeg elsker ham ufattlig højt og ville gå i døden for ham - han er grunden til, at jeg er et menneske, der hænger nogenlunde sammen. Jeg ved han har det på samme måde. Vi har altid været hinandens bedste venner og tilbragt meget tid sammen. Og det har nok ikke været helt uproblematisk.

For nogle år siden begyndte min bror at fjerne sig fra mig. Det var tortur i en periode, virkelig, men efterhånden vænnede jeg mig nogenlunde til det og indså, at det nok var nødvendigt, at vi lagde lidt afstand, for at vi kunne komme videre med vores liv. Jeg tror, det har vist sig at være rigtigt. Det sidste års tid har det dog været ekstremt. Vi taler meget lidt sammen nu og min bror har haft det svært pga fsk omstændigheder, så det har handlet meget om ham. Der har ikke været nogen problemer mellem os, men i virkeligheden har jeg følt mig forsømt og forsmået. Der har siddet en lille bitter martyr i maven i lang tid og vokset sig stor og styg. Og tjek lige denne martyr: I weekenden sendte jeg broderen en mail, som svar på en usædvanligt munter mail fra ham, hvor jeg slutter:
Her går det ikke godt. Jeg har været enormt stresset og presset fra alle sider på det sidste. Fertilitetsbehandlingen og alt hvad den indebærer tager alt hvad jeg har af energi og overskud. Jeg har meget svært ved at få lavet noget arbejde, eller koncentrere mig om noget overhovedet, og derfor falder alt efterhånden fra hinanden og flyder. Jeg har for tiden meget svært ved at udholde tanken om så meget som én dag mere i det her fertilitetsmareridt, men der er ingen vej udenom, det er der hver dag, hvert minut, hvert sekund og sådan vil det være i måneder og måske år endnu, med udsigt til at ende med at vi må opgive. Det æder mig op og jeg befinder mig i et konstant mere eller mindre undertrykt raseri. Min tro på at det nogensinde vil lykkes er uden jeg har set det ske, sivet ud af mig og jeg er fortvivlet, forvirret og rystet. Jeg er dybt bekymret for hvordan jeg skal gennemføre mit projekt under disse omstændigheder, for arbejdet føles så latterligt ligegyldigt. Jeg sidder midt i en række dage, hvor jeg græder mere end ikke græder, mens jeg læser opgaver, som jeg skal have til eksamen mandag.
Sommeren står foran mig som et tårn af uoverkommelighed. Jeg føler mig svigtet af E og på den yderste kant af min desperation er jeg i tvivl om, om jeg kan regne nok med ham til at sætte min fremtid ind på det.
Det var en vældig gang selvynk-beklager- du var på linien på et uheldigt tidspunkt.


Helt som ventet kom der en mail tilbage fra en bror, der var totalt knust og fuld af mere eller mindre undertrykte selvbebrejdelser. Og det var lige præcis det, jeg ville opnå. Se bare, du har ikke interesseret dig for mig det sidste halve år og ikke anet, at jeg havde det af H til. Bemærk især den sidste martyr-linie. Åh undskyld at jeg belemrer dig med min sorg. Det var bestemt ikke sket, hvis du ikke lige havde været i kontakt i et øjeblik, hvor jeg ikke kunne holde det tilbage. Ellers havde jeg skånet dig. Og det er ikke så tit du er på linien ellers vel?
Det er en adfærd, der er nært beslægtet med teenageres drømme om at begå selvmord. 'Se bare, I så mig ikke og opdagede ikke hvor jeg led. Det var nok ærgerligt hva. Der skulle I nok liiiige have givet mig lidt mere opmærksomhed. Nu er jeg død -eller bare næsten - og så kan I lære det..'

Og ÅH! Det stinker langt væk af min mor.

fredag den 15. juni 2007

Om venskaber

Jeg har tænkt meget over venskabet på det seneste. I forbindelse med at jeg selv gav slip på et og i forbindelse med at Spif nu har sagt farvel til to. En af de ting, jeg har tænkt meget på, er den enorme værdi af venskaber, der går langt tilbage. De venskaber har en stor værdi i sig selv, uanset hvad de indebærer af problemer. Fordi de er historie og identitet, og fordi de i et eller andet omfang er sandhedsvidner.

Jeg boede i udlandet fra jeg var 25 til jeg var 30 og jeg havde faktisk ikke troet jeg nogensinde skulle tilbage til Danmark. Det gjorde jeg så alligevel og den helt afgørende faktor, der gjorde udslaget var, at jeg til sidst følte mig reduceret til en samling historier. Der var intet til at binde min person sammen. Jeg følte det næsten som om alt, hvad jeg fortalte om mig selv var løgne. Det kunne i hvert fald lige så godt være det. Det er svært at forklare, men det skræmte mig fra vid og sans. Så selvom det i første omgang netop var den frihed, der var det mest tillokkende ved ex-pat-tilværelsen og selvom jeg mener at have en ret stålsat identitet, følte jeg mig til sidst nødt til at komme hjem for at få min selv-autenticitet tilbage. Gennem min kulturelle historie, min familiære historie, mine venner. Gamle venner er forbandet vigtige.

Men gamle venner er farlige. Meget, meget farlige. Jeg har altid næret den dybeste mistro til folk, der fastholder deres gamle kliker. Gymnasie-kliker først og fremmest. O rædsel!! Det er så mange, der gør det og der er ingen udvikling i de miljøer. For det er klikens logik, at man ikke MÅ udvikle sig og sandsynligheden for, at man som udgangspunkt har noget særligt tilfælles gymnasievenner er jo ikke god. Så man forpligter sig semi-permanent på en eller anden tåbelig gymnasie-identitet og der falder prompte gruppe-straf, hvis de forsøger at rykke sig. Argh! Det er det værste. Jeg har selv fastholdt 1 stk veninde fra 15-20års-perioden, 1 stk fra 20-25 og resten ligger derefter. Det er jo også sygt. Det kan jeg da godt se. Jeg ved, at jeg på en gang har forventet for meget af venskaber og samtidig manglet tillid, så der er lang vej ind og ultra-kort vej ud af et venskab med mig. Jeg stinker til det. Helt enkelt. Men jeg er blevet meget bedre... det er jeg...

Men når vennner bliver en ødelæggende tilstedeværelse i ens liv og er det gennem længere tid, så må de ud - om ikke andet så midlertidigt. Ufattelige mængder energi holdes fanget i ødelæggende venskaber. Selvbebrejdelser. Analyser af fejltrin og misforståelser. Følelsen af falskhed. Forsøg på udbedring. Fornyet og forstærket følelse af falskhed, bedrag, selvbedrag. Skuffelse. Jeg er virkelig meget ked af at have mistet føromtalte veninde, men vi har altid været meget forskellige og haft et ujævnbyrdigt forhold og det blev til sidst et problem. Og efterhånden blev venskabet en plage for overvejelserne om det kom til at fylde alt, alt, alt for meget.

Gode, jævnbyrdige, kærlighedsfyldte venskaber er det skønneste og smukkeste i verden. Men de er vanskelige.

Man skal huske, som dejlige T, der ikke længere er her, sagde: at

'i modsætning til kærligheden, er venskabet distancens kunst'














ingen vej ud

Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan jeg skal kunne komme igennem en måned mere. Jeg kan næsten ikke engang tåle tanken om en dag mere på den her måde. Men der er ingen vej ud. Det blir ved og ved og ved og ved og ved

torsdag den 14. juni 2007

velkommen til en ny cyklus

velkommen til blodet
velkommen til smerterne
velkommen til skuffelse nr 25
velkommen til IVF
Og nedtur - vi ses i morgen tidlig..

intet nyt fra vestfronten

stadig ingen mens. for helvede da også. det er så ufedt. det kan ikke undgåes at et lille håb finder vej ind af en overset lille sprække i den ellers benhårde rustning. et lille 'ja.. vi holdt pause i behandlingen og var ikke så fokuserede på det og så vupti var den der' grrrhhhhh! pis med mig. væk med jer dumme, dumme, dumme tanker. lad blodet løbe så jeg kan komme i gang med den nedtur og få det overstået.

der er kommet brev fra riget i dag. vi skal til møde d. 20. og første IVF i august. det kunne ikke være bedre
('ja..og lige som brevet fra riget kom og vi havde plads til IVF, så viste det sig at vi allerede var gravide' hjæææælp væk, væk, væk, væk)

jeg har ikke haft forventninger om at blive gravid i denne cyklus og jeg har det sådan set heller ikke nu. men det gør næsten ventetiden endnu værre. for nu venter jeg ikke længere på en positiv test. nu venter jeg på nedtur. og det føles som den vildeste ondsindede olfert fra skæbnen eller kroppen eller de fucking fertilitetsguder, at mens skal lade vente på sig, så man skal gå med denne kæmpe nedtur foran sig. det gør mig så vred. og jo mere et håb alligevel begynder at tage form, desto mere vred bliver jeg, fordi dette håb bærer en endnu større nedtur i sig.

for helvede, fuck og fanden mand. så kom dog. sæt mig fri.

17.12

Klokken er 17.12. Kan man ikke lige akkurat nå at lukke computeren ned og få foden indenfor i en tøjbutik inden de lukker? Gu kan man så. Det er løsningen. Selvfølgelig er det løsningen. Jeg er den, der er skredet.

KOM SÅ DIN RØDE SATAN!!!
JEG VED DU ER DER

Mens er ikke kommet endnu. Jeg er så pisse sur. Jeg ved den kommer og er hamrende irriteret over, at den ikke bare kan komme og gøre det af med denne cyklus. Jeg kan næsten ikke hænge sammen. Er så træt, at jeg bare vil rulle mig sammen i et hjørne. Er så sur, at jeg bare vil rulle mig sammen i et hjørne. Var ved at bryde helt sammen over ikke at kunne skaffe en bog, jeg skal bruge. Vil ha te og boller og rulle sammen i et hjørne. Men er nødt til at arbejde og skal desuden tabe mig 2 kilo inden bryllup på Sicilien... Det er et hårdt liv. Pis! Man kan ikke en gang få lov til at tage sin egen selvynk alvorligt.

onsdag den 13. juni 2007

no fucking way

Jeg har ikke lyst til at få børn. Jeg har faktisk overhovedet ingen lyst til at få børn. Jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Hvor sølle og patetisk det lyder. Hvor usandsynligt. Men jeg har haft denne følelse et par uger og den er stærk. Alt i mig siger nej tak og no fucking way. Det er kun intellektet, der siger mig, at denne modvilje ikke skal tages alvorligt. Min krop, mit hjerte, hvad man nu kalder det, når man er fyldt af sådan en præ-kognitiv, fuldstændig overbevisning siger NO FUCKING WAY!
Det er selvfølgelig fordi tanken om børn nu er blevet knyttet sammen med smerte. Jeg kan ikke holde de to ting adskilt mere - ja måske kan de ikke adskilles. Håbet og smerten er en og samme følelse. Og min krop er meget lidt indstillet på smerte. Så nu vil den ikke længere være med til børn.

Har været i sommerhus med J & K og deres lille søn de sidste 3 dage (da jeg i sin tid fortalte, at vi gerne ville være gravide sagde K, at hun slet slet ikke var parat. Nu har de en dreng på 1 år... Hov, hov, hov, hvad er meningen?!) Nåmen, da jeg spurgte dem, om de kunne tænke sig et barn til, benyttede de anledningen til endelig at stille os spørgsmålET 'hvad med jer, egentlig?' Vi ses ikke så tit og har aldrig talt om det før. Jeg var glad for, at de spurgte og selvom jeg -mest pga af en vis berøringsangst i dem- egentlig ikke havde tænkt mig at fortælle om behandling endte vi med at fortælle alle de saftige detaljer. Og så var det jeg kom til at cracke den meget kyniske joke: where other women have their ovarium, I have a crematorium.
Jeg blev fuldstændig forskrækket over ordene selv. De kom totalt bag på mig. Fik faktisk på mærkelig forsinket måde tårer i øjnene over at høre mig selv sige det, selvom det var ment som en letsindighed. Så morbidt. Der gik jeg vist trods alt for vidt.
Det var ikke den eneste lidt vel skarpe joke, jeg præsterede i går aftes. Jeg var pænt aggressiv - på den humoristiske, men ikke af den grund mindre ubehagelige, måde.

Jeg skal have mens i morgen.