no fucking way

Jeg har ikke lyst til at få børn. Jeg har faktisk overhovedet ingen lyst til at få børn. Jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Hvor sølle og patetisk det lyder. Hvor usandsynligt. Men jeg har haft denne følelse et par uger og den er stærk. Alt i mig siger nej tak og no fucking way. Det er kun intellektet, der siger mig, at denne modvilje ikke skal tages alvorligt. Min krop, mit hjerte, hvad man nu kalder det, når man er fyldt af sådan en præ-kognitiv, fuldstændig overbevisning siger NO FUCKING WAY!
Det er selvfølgelig fordi tanken om børn nu er blevet knyttet sammen med smerte. Jeg kan ikke holde de to ting adskilt mere - ja måske kan de ikke adskilles. Håbet og smerten er en og samme følelse. Og min krop er meget lidt indstillet på smerte. Så nu vil den ikke længere være med til børn.

Har været i sommerhus med J & K og deres lille søn de sidste 3 dage (da jeg i sin tid fortalte, at vi gerne ville være gravide sagde K, at hun slet slet ikke var parat. Nu har de en dreng på 1 år... Hov, hov, hov, hvad er meningen?!) Nåmen, da jeg spurgte dem, om de kunne tænke sig et barn til, benyttede de anledningen til endelig at stille os spørgsmålET 'hvad med jer, egentlig?' Vi ses ikke så tit og har aldrig talt om det før. Jeg var glad for, at de spurgte og selvom jeg -mest pga af en vis berøringsangst i dem- egentlig ikke havde tænkt mig at fortælle om behandling endte vi med at fortælle alle de saftige detaljer. Og så var det jeg kom til at cracke den meget kyniske joke: where other women have their ovarium, I have a crematorium.
Jeg blev fuldstændig forskrækket over ordene selv. De kom totalt bag på mig. Fik faktisk på mærkelig forsinket måde tårer i øjnene over at høre mig selv sige det, selvom det var ment som en letsindighed. Så morbidt. Der gik jeg vist trods alt for vidt.
Det var ikke den eneste lidt vel skarpe joke, jeg præsterede i går aftes. Jeg var pænt aggressiv - på den humoristiske, men ikke af den grund mindre ubehagelige, måde.

Jeg skal have mens i morgen.