ynk - selvynk - medynk

Jeg er ikke én, der har nemt ved at bede om hjælp. Eller rettere: Det er de færreste mennesker, jeg kan bede om hjælp, fordi jeg ikke kan finde ud af at være den svage. Der er dog nogle mennesker, jeg godt kan klynke til. Oh yes - også lige til køerne går hjem.

Min bror er en af dem. Min bror er og har altid været mit yndlingsmenneske i hele verden. Jeg elsker ham ufattlig højt og ville gå i døden for ham - han er grunden til, at jeg er et menneske, der hænger nogenlunde sammen. Jeg ved han har det på samme måde. Vi har altid været hinandens bedste venner og tilbragt meget tid sammen. Og det har nok ikke været helt uproblematisk.

For nogle år siden begyndte min bror at fjerne sig fra mig. Det var tortur i en periode, virkelig, men efterhånden vænnede jeg mig nogenlunde til det og indså, at det nok var nødvendigt, at vi lagde lidt afstand, for at vi kunne komme videre med vores liv. Jeg tror, det har vist sig at være rigtigt. Det sidste års tid har det dog været ekstremt. Vi taler meget lidt sammen nu og min bror har haft det svært pga fsk omstændigheder, så det har handlet meget om ham. Der har ikke været nogen problemer mellem os, men i virkeligheden har jeg følt mig forsømt og forsmået. Der har siddet en lille bitter martyr i maven i lang tid og vokset sig stor og styg. Og tjek lige denne martyr: I weekenden sendte jeg broderen en mail, som svar på en usædvanligt munter mail fra ham, hvor jeg slutter:
Her går det ikke godt. Jeg har været enormt stresset og presset fra alle sider på det sidste. Fertilitetsbehandlingen og alt hvad den indebærer tager alt hvad jeg har af energi og overskud. Jeg har meget svært ved at få lavet noget arbejde, eller koncentrere mig om noget overhovedet, og derfor falder alt efterhånden fra hinanden og flyder. Jeg har for tiden meget svært ved at udholde tanken om så meget som én dag mere i det her fertilitetsmareridt, men der er ingen vej udenom, det er der hver dag, hvert minut, hvert sekund og sådan vil det være i måneder og måske år endnu, med udsigt til at ende med at vi må opgive. Det æder mig op og jeg befinder mig i et konstant mere eller mindre undertrykt raseri. Min tro på at det nogensinde vil lykkes er uden jeg har set det ske, sivet ud af mig og jeg er fortvivlet, forvirret og rystet. Jeg er dybt bekymret for hvordan jeg skal gennemføre mit projekt under disse omstændigheder, for arbejdet føles så latterligt ligegyldigt. Jeg sidder midt i en række dage, hvor jeg græder mere end ikke græder, mens jeg læser opgaver, som jeg skal have til eksamen mandag.
Sommeren står foran mig som et tårn af uoverkommelighed. Jeg føler mig svigtet af E og på den yderste kant af min desperation er jeg i tvivl om, om jeg kan regne nok med ham til at sætte min fremtid ind på det.
Det var en vældig gang selvynk-beklager- du var på linien på et uheldigt tidspunkt.

Helt som ventet kom der en mail tilbage fra en bror, der var totalt knust og fuld af mere eller mindre undertrykte selvbebrejdelser. Og det var lige præcis det, jeg ville opnå. Se bare, du har ikke interesseret dig for mig det sidste halve år og ikke anet, at jeg havde det af H til. Bemærk især den sidste martyr-linie. Åh undskyld at jeg belemrer dig med min sorg. Det var bestemt ikke sket, hvis du ikke lige havde været i kontakt i et øjeblik, hvor jeg ikke kunne holde det tilbage. Ellers havde jeg skånet dig. Og det er ikke så tit du er på linien ellers vel?
Det er en adfærd, der er nært beslægtet med teenageres drømme om at begå selvmord. 'Se bare, I så mig ikke og opdagede ikke hvor jeg led. Det var nok ærgerligt hva. Der skulle I nok liiiige have givet mig lidt mere opmærksomhed. Nu er jeg død -eller bare næsten - og så kan I lære det..'

Og ÅH! Det stinker langt væk af min mor.