Om venskaber

Jeg har tænkt meget over venskabet på det seneste. I forbindelse med at jeg selv gav slip på et og i forbindelse med at Spif nu har sagt farvel til to. En af de ting, jeg har tænkt meget på, er den enorme værdi af venskaber, der går langt tilbage. De venskaber har en stor værdi i sig selv, uanset hvad de indebærer af problemer. Fordi de er historie og identitet, og fordi de i et eller andet omfang er sandhedsvidner.

Jeg boede i udlandet fra jeg var 25 til jeg var 30 og jeg havde faktisk ikke troet jeg nogensinde skulle tilbage til Danmark. Det gjorde jeg så alligevel og den helt afgørende faktor, der gjorde udslaget var, at jeg til sidst følte mig reduceret til en samling historier. Der var intet til at binde min person sammen. Jeg følte det næsten som om alt, hvad jeg fortalte om mig selv var løgne. Det kunne i hvert fald lige så godt være det. Det er svært at forklare, men det skræmte mig fra vid og sans. Så selvom det i første omgang netop var den frihed, der var det mest tillokkende ved ex-pat-tilværelsen og selvom jeg mener at have en ret stålsat identitet, følte jeg mig til sidst nødt til at komme hjem for at få min selv-autenticitet tilbage. Gennem min kulturelle historie, min familiære historie, mine venner. Gamle venner er forbandet vigtige.

Men gamle venner er farlige. Meget, meget farlige. Jeg har altid næret den dybeste mistro til folk, der fastholder deres gamle kliker. Gymnasie-kliker først og fremmest. O rædsel!! Det er så mange, der gør det og der er ingen udvikling i de miljøer. For det er klikens logik, at man ikke MÅ udvikle sig og sandsynligheden for, at man som udgangspunkt har noget særligt tilfælles gymnasievenner er jo ikke god. Så man forpligter sig semi-permanent på en eller anden tåbelig gymnasie-identitet og der falder prompte gruppe-straf, hvis de forsøger at rykke sig. Argh! Det er det værste. Jeg har selv fastholdt 1 stk veninde fra 15-20års-perioden, 1 stk fra 20-25 og resten ligger derefter. Det er jo også sygt. Det kan jeg da godt se. Jeg ved, at jeg på en gang har forventet for meget af venskaber og samtidig manglet tillid, så der er lang vej ind og ultra-kort vej ud af et venskab med mig. Jeg stinker til det. Helt enkelt. Men jeg er blevet meget bedre... det er jeg...

Men når vennner bliver en ødelæggende tilstedeværelse i ens liv og er det gennem længere tid, så må de ud - om ikke andet så midlertidigt. Ufattelige mængder energi holdes fanget i ødelæggende venskaber. Selvbebrejdelser. Analyser af fejltrin og misforståelser. Følelsen af falskhed. Forsøg på udbedring. Fornyet og forstærket følelse af falskhed, bedrag, selvbedrag. Skuffelse. Jeg er virkelig meget ked af at have mistet føromtalte veninde, men vi har altid været meget forskellige og haft et ujævnbyrdigt forhold og det blev til sidst et problem. Og efterhånden blev venskabet en plage for overvejelserne om det kom til at fylde alt, alt, alt for meget.

Gode, jævnbyrdige, kærlighedsfyldte venskaber er det skønneste og smukkeste i verden. Men de er vanskelige.

Man skal huske, som dejlige T, der ikke længere er her, sagde: at

'i modsætning til kærligheden, er venskabet distancens kunst'