om håb og om at kæmpe

Min far, som døde for 12 år siden, havde på sin opslagstavle på arbejdet et avis-udklip, som jeg har arvet. Det er et fotografi, der viser en sort kvinde, siddende på ladet af en hestevogn på vej ned af en hullet og støvet vej. Den smukke kvinde har det bredeste smil på ansigtet og under hende, på hestevognens bag-ende, sidder et skilt:

"No situation is permanent"

Håbet er måske det smukkeste, der findes. At det er muligt for mennesket, selv under de mest elendige vilkår at finde i sig selv en tro på, at det gode vil vende tilbage. Og i sig selv at finde kærlighed nok til livet og verden til at blive ved overhovedet at ønske noget.

Fortvivlelse er at have mistet håbet - at være gennemsyret af tvivl. På engelsk 'despair' af 'de-sperare' at være af-håbet. Kan man kæmpe, hvis man har mistet håbet? Jeg har siddet og tænkt længe over det og ja, det tror jeg faktisk. Så længe man ikke har mistet kærligheden, kan man kæmpe. Da kæmper man ikke længere fordi man tror på kampens udfald, men man kæmper af ren og skær kærlighed til livet, til sig selv og ens ønsker og drømme, til mennesker man elsker.

At kæmpe uden håb. Det er en fantastisk kærlighedserklæring.