Ønskes ønske

Han går!!!

Ja nu forsvandt det lidt i feber og smerter, men i går var også dagen, hvor Max for første gang for alvor gav slip og gik små vaklende skridt ud i verden uden hjælp.

Det er fantastisk! Det ser bare så sødt ud. Og han er så stolt, så stolt.

Det har været længe undervejs. Det er lææææænge siden han begyndte at gå rundt, mens han støttede sig til borde, stole, vægge, gåvogn. Hans balance har været rigtig god længe, men på en eller anden måde er det ligesom om han ikke har turdet tage skridtet.

Det er super-fedt. Jeg glæder mig rigtig meget til at han skal øve sig de næste uger og vi begynder at gå ind i en helt ny fase. Hvad-blev-der-af-min-lille-baby-nostalgien undertrykker jeg... For det er selvfølgelig først og fremmest vildt sjovt.

AV mit hjerte!

Jeg kom hjem til en lille dreng i går, der sad fuldstændig slap og livløs i sin mormors arme med 39.7 i feber. Det blev værre og værre i løbet af aftenen, han græd og græd, kastede op, hele kroppen sitrede. Og mit hjerte hamrede så man kunne høre det i hele karréen. Det er forfærdeligt at se sin lille skat have det så dårligt og det er næsten umuligt for mig ikke at blive bange. Selvom man jager den væk, så ligger skrækken for at der skal ske ham noget alvorligt altid lige under overfladen. Sådan er det vel for de fleste.

Kl. halv 2 kom vagtlægen og konstaterede at Max har mellemørebetændelse. Han fik penicillin og en panodil-stikpille og 10 minutter efter fjollede han rundt og grinede igen. Som ved et slag med tryllestokken. Han sov fint, er feberfri i dag og bare lidt klatøjet.

Jeg må sende en tanke ud til alle dem i verden, der ikke lige kan ringe efter en vagtlæge og få medicin. Der bare må se deres barn lide eller må rejse langt for at se en læge og måske har en helt anden reel grund til at frygte for dets liv.

Jeg tror faktisk ikke jeg i mit liv har været så akut bange som de to gange Max har haft mellemørebetændelse.

pingviner og kærlighed

Nu har min lille Max været i vuggestue i over 2 uger. Der har været hårdt, men er allerede blevet bedre igen.

Den første uge syntes han bare det var sjovt. Han bemærkede det nærmest ikke når vi forlod ham eller kom for at hente ham igen.

Men så i sidste uge var det ikke sjovt mere. Han græd og rakte armene ud efter mig når jeg gik og ja det gør lige så ondt som man forestiller sig, når man uden at tøve skal vende sig og gå fra ens lille skat, der trygler om, at man skal blive. Det blev værre og værre i løbet af ugen, han vågnede og græd utrøsteligt om natten og virkede ligefrem trist lige fra han vågnede om morgenen.

I tell you girls... Puhhh

Som konsekvens har han været så needy som aldrig før. Han vil knuges og krammes og kysses og sidder klistret til især sin mors krop. Det er dejligt. Men det gør også så ondt at tænke på, at det skyldes at han ikke længere tager kærligheden for givet.
Det gør meget ondt.

Men i denne uge har han været glad. Og det er fantastisk. Men de er altså også virkelig søde og omsorgsfulde på hans stue. Jeg synes vi har været ekstremt heldige.

Han har også fået en kæreste. I hvertfald hvis man spørger lille Lærke. Hun er 2 år og det var kærlighed ved første blik. Hun kysser Max hele tiden. Spæner efter ham og kysser og kysser og kysser. Står længe og kigger efter ham ud af vinduet, når vi går.
Jeg forstår hende godt...

Min lille pingvin

Vi er startet meget blidt ud i vuggestuen. En time tirsdag og onsdag, to timer i dag torsdag. Tror nok det er blevet en ekstra blid opstart fordi stuens ene pædagog er syg og de ikke har nogen vikar..

Det går meget meget fint. Den pædagog, der mandsopdækker Max, er sød og tillidsvækkende. Hun er typen, som gør lidt vel meget ud af sin sødhed til min smag, men bag den der drivende sødme er hun faktisk ok og ganske sej. Jeg kan godt lide hende. Kæmpe lettelse!

Max nyder at være der. Han fiser rundt og udforsker det hele, også ind på de andre stuer. Og er ikke bleg for lige at lege med nogen af de store drenge fra børnehaven. Jeg er paaaavestolt af ham. Og pædagogen er rigtig godt tilfreds med ham, det er helt tydeligt.

I morges da Max fik øje på de andre børn, gav han et højt begejstret hvin og et lille hop fra sig. Han er SÅ sød!

I går gik jeg derfra i 20 min., i dag en time. Max bliver overhovedet ikke ked af det. Han er opslugt af at lege.

Jeg må indrømme at stemningen på stuen er hyggelig og tryg. Jeg har det godt med at han skal være der. Men ideen om det.. den har jeg det stadig skidt med

sidste uskyldsdag

Jeps, i morgen er det. En time i vuggeren med far fra halv ni til halv ti. De efterfølgende dage lidt længere tid (forhåbentlig) med moderen. Jeg glæder mig til det og jeg frygter det. Nok mest det sidste.

Jeg frygter faktisk ikke Max' reaktion. Han er så duelig. Han er rigtig god til at lege med børn i alle aldre. Og når han ikke orker, finder han et sted hvor han kan sidde for sig selv og røre i en gryde..

Han er SÅ SØD som vi siger til hinanden 50 gange om dagen herhjemme. Eller rettere, de 20 gange ringer vi til hinanden og siger 'han er SÅ SØD'

Han er en lidt over gennemsnittet lang dreng på 86 cm- med sit fyldige blonde (!) hår svunget i bølgende lokker (Hans far synes han er ved at blive for langhåret, men moren kan ikke stå for det smukke hår) Gudesmuk er han, det kan der ikke være tvivl om. Med sine store mørkeblå øjne, med laaaange mørke øjenvipper og et udtryk der nogle gange kan være meget alvorligt. Med sit store brede grin der blotter 8 små fine tænder og planter dybe smillehuller i de store runde kinder.

Han er en lille ballademager, der får os til at grine mange gange hver dag. For tiden er han dog også en vanskelig lille en. Med humørsvingninger så man tror det er løgn og perioder hist og her hvor han ligesom ikke kan finde ro og ingenting duer. Han hænger i vores bukseben og vil tages op sådan ca uafbrudt fra kl 17 til 19. Jeg glæder mig rigtig meget til det er overstået så han kan blive sig selv igen.

Det store røde hus

Jeg ser at der bliver kæmpet med pasnings-skrækken ovre i LOK-land. Åh ja, vi oplever vel alle den overgang som forfærdelig.

Max' vuggestue (Børnehuset) ligger 150 meter nede ad gaden. Det er en kæmpe luksus. Men den er stor. Meget stor. Det er en integreret institution og der er i alt - hold på hat og briller - 178 børn. Puha jeg kan næsten ikke en gang skrive det.

Min dreng er så lille bitte og så blød, så blød. Det hus er så stort og hårdt. Jeg er så bange for at det skal kvase min lille bløde dreng..

Han starter på tirsdag. I mandags var vi på introduktionsbesøg dernede. Besøget startede med en samtale med afdelingslederen i et stort fælleslokale. Jeg skulle tage mig sammen for ikke at stikke af eller bryde sammen under hele samtalen. Jeg kan ikke beskrive hvor institutionsagtigt det var. Afdelingslederen var både sød og professionel, men bevares Max er altså en af 40-50 børn hun er ansvarlig for. Selvfølgelig kan det mærkes.

Bagefter var vi nede på stuen. Pingvinerne (perfekt - han er bare så pingvinagtig) Børnene kom ind fra legepladsen, mens vi var der og det foregik stille og roligt og føltes trygt. Jeg synes det siger en del, hvordan det foregår når 12 1-2-årige kommer ind efter at have leget og skal have alt vintertøjet af. Der var lidt trøst at hente i, at der var så fin ro omkring det. Den pædagog der skal stå for indkøringen af Max var syg, men så rigtig sød ud på foto. De andre to pædagoger fik jeg hverken et særligt godt eller dårligt indtryk af. Men børnene så meget, meget søde ud og det er på sin vis det vigtigste. Eller... måske ikke. Men det er vigtigt.

I am struggling here.
Kan det ses?

Vi var også skrevet op til en anden vuggestue (Mikkelborg). Den ligger lidt længere væk, men altså ikke mere end en halv kilometer ca. Det er en udflytterbønehave med en lille vuggestue tilknyttet. Bare to stuer, 24 børn. Og meget meget hyggeligt. På øko-boller og hjemmelavet hybensyltetøj-måden. Når man afleverer sine børn om morgenen sidder man lige ved forældrebordet og får en kop kaffe. Noget helt helt andet end vores vuggestue. Jeg kender en fyr, der har arbejdet i børnehaven, og han siger at det er en fantastisk institution og virkelig god arbejdsplads. Men der ville gå et år mere inden Max kunne komme ind for den er meget eftertragtet. Men strengt taget kunne vi jo have fået ham i privat pasning i det år.
Hvis vi ville prioritere det så højt.

Der er dog også nogle ulemper. Børnehavebørnene tilbringer 40 minutter i bus hver vej, hver dag. Det er altså for meget. Og der er nul fleksibilitet mht aflevering og hentning. Og så er det lidt et kendtis-sted. Jeg har ikke ret meget lyst til at blive del af sådan et miljø. Men det er jo mig og ikke Max..

Man vil så gerne gøre det allerallerbedste. Mine egne forældre prioriterede altid det praktiske og det gør mit behov for at gå the extra mile endnu større. Og spørgsmålet er nu om vi er i gang med at sjuske med Max.

Jeg tror fuldt og fast på, at hvordan stemmingen er i en institution hvor man tilbringer størstedelen af sine vågne timer må have en afgørende betydning for, hvordan man udvikler sig- både hvad angår sociale evner og selvopfattelse. Det kan ikke være anderledes.

På den anden side er Max ikke noget skrøbeligt barn. Han lader sig ikke vælte omkuld. Han elsker at være sammen med andre børn og når det bliver for meget for ham sætter han sig bare og leger for sig selv (åh han er så sød)

Og det kan jo blive fantastisk for ham at han kommer til at kende alle de lokale børn. At alle hans kammerater bor lige her i kvarteret. Det er et rigtigt tungtvejende argument for mig.

Beslutningen er jo sådan set taget. Hvis ikke vi kan lide stemningen hos Pingvinerne må vi tage den op til revision. På tirsdag starter det nye liv. Jeg har vænnet mig lidt til tanken men det føles ikke desto mindre lidt naturstridigt. Det føles som om man selv skal passe sit barn, det gør det altså.

Jeg var ikke selv i institution. Vi blev passet hjemme af skiftende 'unge piger i huset'. Jeg var i børnehave en ganske kort periode og jeg husker det som et mareridt. Jeg var ikke vant til at håndtere andre børn og jeg følte mig totalt isoleret og skrækslagen. Måske ville det være nemmere at sende Max i institution hvis jeg selv havde positive minder i bagagen.

At tvære lykke ud i fjæset på folk

Det er aldrig ok at tvære sin egen lykke ud i hovedet på mennesker, der er ulykkelige. Så enkelt er det. Det er ikke en gang et dilemma.

Som Cato/Fru P så rigtigt skriver går lykken ikke i stykker af at man ikke kan dele den (med mindre det netop er en lykke, der handler om at blive set..har man den slags lykke er ens problem større end som så)

Jeg har været lidt splittet i spørgsmålet om hvorvidt det er ok at tvære sin lykke ud over bloggen. Jeg har valgt at gøre det. Forsvarer det med at man som BIBer aldrig er tvunget til at læse mine indlæg. Men jeg ved jo også godt, at det kan være svært at lade være. Og at det kan gøre ondt. På den anden side synes jeg også, at jeg skylder blogland min happy ending.

Gad vide hvilke tanker mine blogsøstre har gjort sig om dette..

Stooooooooooooooooooooooop!!!!!!

I går morges fik vi en super privat pasningsordning på plads, med en pige der skulle passe Max hjemme hos os selv. Jeg havde det rigtig godt med den ordning.

Så kom posten.

Plads i vuggestue fra første december.
Shiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiit!!!!!!!!!

Vi havde angivet behovsdato som 1. september så det var jo sådan set på tide, kan man sige. Og jeg har ventet med utålmodighed og glædet mig til det. Max har været klar længe. Han keder sig tydeligvis lidt hjemme og han laver ikke andet end at grine højt, når han er sammen med andre børn. Men nu hvor vuggestuen er alvor: Føj, jeg bryder mig ikke om det!!

Det kommer bag på mig. Jeg er ikke en pylremor. Og jeg er heller ikke en clingy mor. Langt fra nogen af delene. Men jeg kunne lægge mig ned at tude. Jeg er slet ikke klar til at han skal ud i verden på den måde. At han skal begynde at løsrive sig. Det er fuldstændig overvældende.

Godt at jeg har fire uger til at vænne mig til tanken.....

Mit første efterår

antiklimaks

Ja, mens kom tidligt i morges. Fuldstændigt til tiden. Det føles virkelig mærkeligt, for jeg havde faktisk nået at tænke så meget på, at jeg måske var gravid, at jeg nu af og til glemmer, at det var jeg så slet ikke alligevel.

Jeg havde blandede følelser, da jeg gik der og troede jeg var gravid. Syntes det var for tidligt. Dels af hensyn til Max. Men også fordi jeg slet ikke føler mig klar til at rumme en graviditet igen. Alt er stadig så nyt og fortryllende med Max og jeg er ikke færdig med at dyrke ham 100%. I det hele taget har jeg ikke nemt ved at forestille mig, at man kan gøre det hele én gang til. Det føles så unikt, at det ligesom bør være en engangsforestilling, synes jeg.

Men mest af alt var jeg spændt og lykkelig. Det må jeg indrømme.

idiot

Jeg har sgu regnet forkert. Fatter ikke at det kan lade sig gøre - det er jo ikke sådan, at man ikke har erfaring på området...!
Mens tirsdag i kommende uge.
Føler mig godt nok fjollet nu.
Amatør!

mærkeligt

Jeg skulle have haft mens tirsdag. Eftersom den normalt er ekstremt punktlig er det temmelig mærkeligt, at den ikke er kommet nu hvor vi er helt fremme ved søndag aften. Det er også temmelig mærkeligt at man, vores historie taget i betragtning, kan begynde at tvivle på, om den nu også bare er forsinket...

11½ måned

Der er meget lidt tid til blogskrivning her, selvom jeg så gerne ville. Der er faktisk så lidt tid, at jeg stort set ikke kan præstere et nyt billede af Max. Her kommer et fra den anden dag, taget med mobiltelefonen - faktisk det eneste vi har fra den sidst måned (gys!)

Hans første fødselsdag nærmer sig. Det er ikke til at fatte. Jeg har lovet mig selv, at jeg får lov at fejre det med et ordentligt indlæg.

10 måneder

Han er præcis så dejlig som han ser ud.

en stor uge

Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om, at babyers udvikling sker i spring, så har jeg fået syn for sagn nu. Hold da op, en uge Max har haft.

Han fik tænder onsdag-torsdag, kravlede for første gang for alvor torsdag og fredag sad han så på fortovs-café og sagde sin første stavelse:

dadadadadadadadadadadadada
Griiiiiiiiin
dadadadadadadadadadadada
Hviiiiiin
dadadadadadadadadadadada
Griiiiiiiiin

Det var det sødeste jeg nogensinde har set. Han var helt vild af lykke.

I forgårs kom han på banen med en gang 'ba' og satte sig for første gang op selv.
Og så har han inden for den sidste uges tid pludselig meget mærkbart udviklet en vilje. Han bliver sur, når man tager ting fra ham, han ikke må lege med og skriger i vrede. Nogle gange sådan et kort råb, der lyder præcist som et meget grimt bandeord.

Holddaop han er rykket lige pludselig. Totalt fascinerende.

Syv måneder

Ja syv måneder og 5 dage, faktisk.

I dag har min lille mus for første gang tilbagelagt distancen fra stuen til køkkenet. 4 meter var der måske tale om, men det er noget helt nyt, at han bevæger sig længere end sådan lige en meter. Og så er det ligesom om det der med at krydse grænsen mellem to rum er stort. Ikke kun fordi der er et dørtrin, der skal bestiges men også fordi.. ja vel fordi det er noget med at krydse en grænse og kræver initiativ på en anden måde.

Han møver sig stadig frem. Trækker mest med armene og får skubbet en lille smule med fødderne også. Han står flot i rigtig kravleposition, helt rank på alle fire, men han kan ikke bevæge sig sådan endnu. Når han forsøger siger det smask og han ligger på maven igen. Han har været meget meget glad for at ligge på maven i strakte arme allerede et par måneder og det har haft den konsekvens at han har store flotte arm-muller nu. Det er ret sødt. Men som før nævnt er der det problem forbundet med hans træningsmani, at han ikke kan falde i søvn alene, for han vender sig straks om på maven og ligger og møver i stedet for at lægge sig til at sove. Indtil han bliver totalt hysterisk af overtræthed og hyler i vilden sky.

Han har sovet igennem om natten siden han var 3-4 måneder. Åh skønne knægt. De sidste par nætter har det ikke været sådan, men det skyldes formentlig tænderne. Han vågner ved 6-tiden og får en flaske, leger i sengen en times tid og sover så igen en time eller halvanden. Så der er ikke noget med at stå tidligt op her. Morgenerne er noget af det bedste vi har her, for mor og far drikker kaffe i sengen og Max tumler rundt og griner og elsker tydeligt at have mor og far i øjenhøjde og et kravleunderlag man falder blødt på. I løbet af dagen sover han to gange, 1½ til 2 timer.

Vi er kommet ind i en rigtig god rutine med maden - som jo ellers nemt bliver noget mere tidskrævende nu hvor der skal varieret kost på banen. Han får grød om formiddagen- risgrød, havregrød, majsgrød, hirsegrød tilsat frugt - for tiden jordbær, ellers banan eller købe-frugtmos (har endnu ikke prøvet øllebrød, men det er næste skridt) Efter middagsluren får han kartoffelmos tilsat grøntsager -ærter, gulerødder, blomkål, broccoli. Ganske ofte er det en håndfuld frostgrøntsager, der ryger i. Jeg er nødt til at tro på, at det er godt nok, for det sparer en del tid. Jeg laver altid til et par dage og fryser det ned, så jeg kan have det klar på fem minutter. Om aftenen får han samme mos igen - når altså det kører for os, hvad det ikke altid gør. Når han får ske-mad får han lov til at drikke vand af et glas og det ææælsker han. Jeg ved ikke hvorfor men han hopper og spjætter bare han ser glasset. Det meste af vandet løber selvfølgelig bare ud af munden og ned over hagen.
Derudover får han faktisk stort set lige så meget MME som tidligere. 200 ml hver gang han skal sove. Det bliver nok til en liter i døgnet, tror jeg. Han spiser meget, synes jeg. Alligevel er han lidt tynd i det. Sikkert fordi han mosler så meget rundt.

Han har haft sin første sygdom. En nat bare skreg og skreg han og vi måtte i skiftehold bære rundt på ham hele natten. Vi troede det var tænder, men hen på morgenen tog jeg hans temperatur og den var 39.6. Shiiiiit!! Jeg var på grådens rand, da jeg ringede til lægen og følte mig som verdens dårligste mor. Det viste sig selvfølgelig, at han havde fået mellemørebetændelse. Og det kunne vi nemt have set af, at han blev helt ulykkelig, hvis vi forsøgte at lægge ham ned. Men det vidste vi ikke. Han fik penicillin og kom sig hurtigt. Men havde voldsom snot-næse i mange dage. Lille pus. Pludselig ikke længere beskyttet af et spædbarns immunforsvar og BANG, syg blev han.

Hans verbale udvikling sker der ikke noget med. Det er stadig bare åben mund og deraf følgende aaaa-lyde i forskellige toner og lydstyrker. E og jeg er begyndt at konkurrere om at få ham til at sige hhv mama og dada. Men det preller totalt af på ham. Gudskelov ved jeg at sandsynligheden for at han starter med et M er større end D. Hehe. Jeg har en fornemmelse af, at hans sprogudvikling alligevel så småt er gået i gang for jeg føler at han begynder at forstå nogle ting. Altså sådan noget som 'lig stille' på puslebordet og 'åben munden' når han får mad. Det er rigtig sjovt at begynde at tale med ham på en anden måde.

Jeg kan godt synes, at dagene er lidt træge nogle gange. Det er svært at nå andet end at komme i bad og rydde op - og det på trods af at han jo sover så fint. Måske er det mig, der er lidt fordringsfuld. Og lidt doven. I virkeligheden har vi mange sociale aktiviteter også, så jeg er sikkert bedre stillet end de fleste. Men jeg får alligevel sådan lidt ø-kuller. Den anden dag fik jeg pludselig en arbejdsopgave, som jeg var nødt til i stor hast at løse, og jeg blev helt høj af det. Så mit problem er nok det klassiske, at jeg er begyndt at trænge lidt til udfordringer af en anden art end de husmoderlige.

Jeg går og bager lidt på en plan om at insistere på, at E og jeg må ordne oprydning og rengøring sammen om aftenen, så jeg kan bruge Max' sovetid i løbet af dagen på noget, der giver lidt større tilfredsstillelse. Jeg hader huslige opgaver. Jeg ved at E ville synes, det var helt rimeligt, men det er svært at få det praktiseret.

Jeg er lidt begyndt at ryge igen. Det et totalt kikset og tåbeligt og latterligt og slapt og.. Men altså, når Max sover sidder jeg og ryger ud af vinduet. Hvad fanden er det for noget?! Tror det er en måde, at få indlagt nogle stille pauser i dagen. Men det er fandme for dumt. Og selvom jeg bestemt ikke har lyst til at skulle være ryger igen, og kan finde rigtig gode grunde til ikke at ryge - som selvfølgelig handler om Max og om muligheden for en søskende til ham - så kan jeg heller ikke lige finde motivationen til at gøre netop i dag til den dag, jeg lader være.

UPS - nu vågnede han og jeg nåede ikke at komme i bad..

Milesten

I dag fik min lille dreng sin første tand.

Man bliver stolt helt ned i tæerne

dårlige vaner?

Ganske umærkeligt har der vist sneget sig en dårlig vane ind i vores liv med Max. I en måned - måske er det to - har jeg ligget med ham i sengen for at få ham til at falde i søvn hver gang det var sovetid og jeg kan ikke længere finde ud af at gøre det på andre måneder. Det er ikke noget stort problem. Det er jo tit hyggeligt. Men det tager også ganske ofte en halv time og hvis man gør det 4 gange om dagen, ja så er det ved at være en god bid af dagen. Og selvfølgelig er det ikke smart på længere sigt. Han skal kunne falde i søvn alene.

Den sidste uges tid er problemet blevet værre for vi har skiftet vuggen ud med en tremmeseng. Og når vi lægger ham over i den vågner han og begynder at ligge og kravle rundt. Så nu sover han hele natten i sengen hos os. Og det er altså ikke godt for kærestelivet.

Gisp, skal vi til at i gang med en omlægning af vaner med en masse skrig og skrål? Det har jeg slet slet ikke lyst til..

Mit problem er især, at en del af mig tror, at Max er sådan en glad lille en fordi han aldrig har anledning til at græde. Aldrig føler sig forladt eller overhørt. Tanken om at slå det i stykker er ubærlig - om det så er rationelt eller ej.

mit stykke af himlen

Min lille Max er snart syv måneder gammel. Det er ufatteligt.

Jeg undres dagligt over, at man kan være så heldig. Han er et helt utroligt barn. Især fordi han er så glad og udadvendt. Han smiler altid. Alle der ser på ham får et stort smil og han smelter hjerter overalt, hvor vi kommer. Der er noget så helt utroligt sødt og varmt over ham og jeg er på én gang fantastisk stolt og føler mig helt ubeskriveligt beæret over, at sådan et fortryllende lille væsen er endt hos os.
Det er sket flere gange på det sidste, at han har ligget ved siden af mig og længe bare set mig ind i øjnene med et stort smil. Og der stråler sådan en varme fra hans øjne, at det virkelig føles som om han siger 'tak mor, jeg synes du er vidunderlig' De øjeblikke er magiske og jeg håber, at jeg aldrig nogensinde glemmer det.

Der var en kvinde, der sagde til mig for nylig, at ifølge hendes erfaring, kan man godt regne med det temperament, børnene udviser, når de er helt små og det gjorde mig så lykkelig. Hvis Max bevarer sit nuværende temperament, kan han kun få et rigtig godt liv. Han har denne utrolige glæde og samtidig er han på én gang ekstremt energisk og meget rolig. Det er svært at forklare. Alle bemærker, at der er usædvanligt meget krudt i ham. Han vil meget gerne bruge sin krop, kan næsten kravle nu - mosler rundt på gulvet dagen lang- kan også snart sidde og står helt stabilt på benene, når han bliver holdt. Men han kan også være helt stille og opslugt af en lille detalje, som han undersøger længe og under total koncentration. Han glemmer ikke, hvad han er i gang med, men vender tilbage til det, hvis han bliver afbrudt. Det er så rørende. Han kan ligge længe og bare kigge på en gren, der bevæger sig eller skygger, der spiller på en væg. Eller ligge og vende og dreje et stykke legetøj.

Når jeg er allermest stolt og forelsket, bliver jeg også allermest bange. Af og til bliver jeg hjemsøgt af fornemmelsen af, at han er så pragtfuld, fordi han ikke skal være her ret længe. Det er forfærdeligt og jeg må ikke tænke det, men ..ja.. af og til.

Små og store mirakler

De sker!

altid mere bib

Når jeg læser hos de blogsøstre, der stadig kæmper, kan jeg nogle gange føle det fuldstændigt overvældende. At det lykkedes for os. At jeg sidder her nu med den lille dreng, jeg sådan drømte om og elsker ham grænseløst, præcis som jeg så inderligt længtes efter. Ligeså overvældende er det at tænke på hvordan det føles for dem, der sidder i det hæslige limbo lige nu. Det gør mig så ondt, så ondt og nogle gange er det næsten ikke til at rumme. Helt irationelt tænker jeg, at nu skal vi lige have Fru P og Ønske i mål og så er det overstået. Men det er det jo aldrig. Det bliver ved. I dag dukkede 2000 Happiness op på min radar og jeg bliver vred. For helvede da også!

altid mere bib

Når jeg læser hos de blogsøstre, der stadig kæmper, kan jeg nogle gange føle det fuldstændigt overvældende. At det lykkedes for os. At jeg sidder her nu med den lille dreng, jeg sådan drømte om og elsker ham grænseløst, præcis som jeg så inderligt længtes efter. Ligeså overvældende er det at tænke på hvordan det føles for dem, der sidder i det hæslige limbo lige nu. Det gør mig så ondt, så ondt og nogle gange er det næsten ikke til at rumme. Helt irationelt tænker jeg, at nu skal vi lige have Fru P og Ønske i mål og så er det overstået. Men det er det jo aldrig. Det bliver ved. I dag dukkede 2000 Happiness op på min radar og jeg bliver vred. For helvede da også!

den lille afsked

Jeg fatter ikke, at det er april måned og min lille dreng nærmer sig et halvt år. Det gør faktisk lidt ondt i hjertet. Jeg har i mange år haft svært ved afsked og forandring og jeg mærkede tidligt, hvor uhensigtsmæssigt det er, når man har et lille barn og alt handler om udvikling og forandring. Allerede da Max var 2 uger gammel græd jeg for første gang. Græd over, at den allerførste tid var forbi og aldrig ville komme igen. Aldrig mere min første graviditet, min første fødsel, komme hjem med vores første barn. Ja, det er måske absurd, men det gjorde virkelig ondt på mig. Og nu når jeg tænker tilbage på det, gør det ondt igen. Det med minder har altid været smertefuldt for mig - også når de er lykkelige.

Nu er han snart et halvt år, vores lille Max. Og på vej ind i en ny fase. Snart får han tænder. Snart begynder han at kravle og der bliver for alvor vendt op og ned på alting. Og altimens alt dette er vidunderligt, er det også forfærdende for den svundne tid er tabt for altid og man kan ikke vende tilbage og nyde et lille øjeblik duften af ens nyfødte, følelsen af den lille krop i ens arme, den umådelige stolthed ved at mætte ham fra sit bryst.

Om et par måneder vil jeg længes efter lille 5-måneders Max, der altid griner højt, når vi synger for ham (desværre også ofte af godnatsange). Og endnu højere hvis vi også danser. Der bliver helt rolig, når jeg lægger min ene hånd på hans kind og den anden på hans bryst. Hvis hele væsen hvert vågent minut er koncentreret om alt hvad der foregår omkring ham. Der ser på sin far med et så forelsket blik, at han nærmest æder ham med øjnene. Jeg vil længes efter morgener, hvor Max og jeg sover tæt sammen i sengen, følelsen af hans lille, varme krop mod min, duften af hans hår, hans sagte baby-snorken.

Men der er også ting, jeg ikke kommer til at savne for der er mange ting, der er hårde for tiden. Jeg glæder mig til der ikke er så mange dage, hvor jeg bruger mere tid på at få ham til at sove, end han rent faktisk sover. Hvor han vil have opmærksomhed hele dagen. Det føles som om det hober sig op med dage, hvor det pludselig er blevet aften uden jeg har nået noget som helst. Hvor hele dagen bare består af .. hvad skal man kalde det..overgange. I begyndelsen af min barsel sværgede jeg til at lade barsel være 100% barsel. Der var ikke nogen fornemmelse af hele tiden at blive afbrudt af baby-ting, for baby var den eneste opgave der betød noget. Det var de andre ting, der var fyld og afbrydelser. Sådan er det ikke mere. Åh, jeg længes efter den tilstand. Jeg ved ikke, om jeg stadig ville være i den, hvis ikke vi var flyttet. Jeg tror det. Men måske er det naivt - måske kan man virkelig bare ikke opretholde den i mere end 3-4 måneder. Jeg har et lille håb om, at jeg kan vende tilbage til den. Vi skal bare liiiige have gjort denne byggeplads, vi bor i, til et hjem. Men så er det pludselig sommer og inden jeg kan nå at sige blueberry pie er min barsel forbi.

Neeeeeejjjjjjjj
hjæææææææælp
stop tiden!
STOP STOP STOP STOP

booty camp uge2

Booty camp member gets the boot kunne overskriften også have været. For det kører overhovedet ikke for mig. Det bliver simpelthen ikke til noget lige nu. Det er nemt med timelange gåture nu hvor foråret er kommet, men jeg kan ikke styre min sukkermund og der er alt for mange andre udfordringer i disse dage, så jeg stemmer mig selv hjem. Vender tilbage til camp'en om nogle uger..
Håber på bedre held for booty-søstrene

5 måneder

booty camp uge1

Puha det er ikke gået ret godt. Da jeg stillede mig på vægten i morges viste den 500 gram mere end i tirsdags. Som i et halvt kilo den forkerte vej. Så slem synes jeg heller ikke jeg har været, men jeg har bestemt ikke klaret udfordringen ret godt i denne uge, hverken hvad motion eller søde sager angår. Når man tvinger sig selv til at skrive ned, hvad man sukker-snacker er det faktisk lidt rystende at se. Hver dag... Men der er så meget pres på for tiden og jeg føler det berettiget at vi lige får lov at trøstespise lidt. Jeg kom f.eks til at bage boller. Og godt nok var de ikke snehvide, men lets face it, det var heller ikke rugbrød.

Jeg tager en uge mere efter samme opskrift og håber, at det går lidt bedre. Lad os se hvad vægten siger om en uge. Jeg vil gerne betale med lidt ekstra motion for til gengæld at få lov til at spise lækkert en gang imellem...

Fed barsel

Jeg kender mange der efter at have ammet, har været slankere end jeg nogensinde har set dem før. Jeg regnede bestemt med at det var sådan jeg skulle komme af med mine ekstra kilo. Men sådan gik det ikke. Nej, faktisk hører jeg til de nok relativt få kvinder, der formåede at tage på, mens jeg ammede...
Men hyggeligt var det

Booty-camp

Nu skal de overskydende kilo af. Og der skal noget energi ind på kontoen. Jeg er så træt af at føe mig flad og slasket. Af at blive udmattet af bare en smule rengøring.

Jeg har haft svært ved at tage mig sammen for jeg ved at der skal motion til og en ret stor investering og omlægning af hverdagen. Det er lidt skræmmende at skrive det her for det forpligter jo.

Planen er indtil videre:
- ud med søde sager, junk food, hvidt brød og pasta.
- absolut dagligt motionsminimum: 30 minutter rask trav.
- 3 gange om ugen: 30 minutters løb eller 1½ times gang.
- multi- og b-vitamin & fiskeolie
- et stort glas vand for hver kop kaffe (!)


Jeg rapporterer om dagens motion i højremenuen her og gør status hver søndag - inkl bekendelser om ugens afvigelser planen.

Be Gone Month Nasty

Det har været en hård periode. Til tider meget hård. Dagen efter vores flytning fik jeg hold i nakken. Det var frygteligt. Jeg måtte lade Max falde de sidste 50 cm ned på vores seng fordi jeg ikke kunne lægge han ned. Og da han begyndte at skrige af forskrækkelse kunne jeg bare stå at se ned på ham. Jeg kunne ikke bøje mig ned til ham. Kunne ikke engang give ham sutten. Føj det var en forfærdelig oplevelse. Min E var en dagsrejse væk. Jeg stod stor-tudende og så ned på min søn i den time det tog for en veninde at komme mig til undsætning. Hæsligt hæsligt hæsligt!! Da hun kom, fik jeg mig sat ned og så kunne jeg ikke rejse mig op igen. Endsige bevæge mig overhovedet. Først adskillige dage - og rigtig mange hestepiller- senere kunne jeg bevæge mig rundt igen. Og vores liv stod stadig bare i et virvar af kasser rundt omkring i rum der var på forskellige stadier af byggekaos. Vi levede i små stier mellem kasser og rod. Og så nåede jeg lige at have et par dage, hvor jeg fungerede normalt og fik åbnet et par kasser før jeg fik en ordentlig gang Roskildesyge, hvor jeg igen overhovedet intet kunne i mange dage. Og mens jeg således har været virkelig sølle, har min E haft sindssygt travlt og vi har ikke set ret meget til hinanden. Jeg har for første gang i meget lang tid følt mig nedtrykt og manglet enhver form for mod og jeg nåede at være bekymret for at en depression var på vej.

Men det lysner nu og jeg har fået modet tilbage. Vi skal lige ud af marts, så falder tingene til ro igen. Jeg glæder mig. Jeg vil ikke spilde mere af min dejlige tid med Max på dumme frustrationer.

lille update

Der er rigtig meget tryk på her for tiden. Vi overtog ny lejlighed 1. februar og har siden haft top-stress omkring salget af den gamle - nogen der sagde dårligt tidspunkt at sælge andelslejlighed?- og mægtig travlt også med at sætte den nye i stand - et projekt, der naturligvis er blevet langt mere omfattende end planlagt. Og min E er startet i nyt job.
Den endelige underskrift på salget skulle gerne være på plads på torsdag (please, please, please) Og så flytter vi på lørdag.

Huhhhh den her tur kilder nok i maven, men den er ikke så sjov endda...
Jeg glæder mig SÅ meget til at sidde mellem flyttekasserne på søndag og tænke 'Puhhh herfra kan vi bare tage det i vores eget tempo'

Lille Max er gennem-dejlig. Han har haft nogle uger, hvor det har været svært at lægge ham om aftenen, men ikke noget, der har rystet vores verden. Til gengæld er han nu mange nætter nede på at vågne en enkelt gang. Ding Dong Dynamolygte!
Han kan en hel masse ting nu og elsker så meget at stå op, at vi lige i disse dage er nødt til at lade ham stå det meste af sin vågne tid, ellers bliver han sur. Andet nye hit er mos. Vi har givet ham en lille smule og det afføder høje hvin af begejstring. Det må sgu også være rart at få lidt afveksling fra den klamme pulvermælk.

I morgen er det et år siden den lørdag morgen, hvor 2 smukke røde streger landede i vores seng. Jeg glemmer aldrig den dag. Nej, livet har været et andet siden det sekund. Det gjorde så ondt at længes efter det i al den tid vi kæmpede og ventede, men hvor var det rigtigt at længes.

1366 Cuteness

den dejligste godnatsang

Jeg har tænkt på den lige siden jeg blev gravid. Gået og forsøgt at huske ordene. Med meget ringe held. Hvor stor var ikke min lykke da jeg i går fandt den. Og den er ENDNU dejligere end jeg huskede, Jesper Klein så sød og rørende at man ganske smelter.

Værsgo og nyd her

3 måneder gammel

I dag er det 3 måneder siden Max kom til verden. Besynderligt! Det er stadig meget fjernt alt det med graviditeten og fødslen selvom jeg ofte tænker på det.

Det går fortsat over al forventning. Max er pragtfuld og vi svinger så godt sammen alle tre. Vi er uden tvivl heldige at have fået et nemt barn, men det er svært ikke også at være lidt stolte og føle at det også lidt er vores fortjeneste. Det føles som om vi er gode til det, til at tage det roligt og give hinanden plads. Man hører om folks forfærdelige problemer med at få deres babyer til at sove, men for os går det f.eks. så fint så fint. Med Max handler det bare om at være opmærksom. Han viser det tydeligt når han er ved at være træt - faktisk kan man høre det, for hans lyde får pludselig en helt speciel klang, ligesom en let vrængen - og så skal han lægges i vuggen med det samme. Og vugges lidt eller aes over panden. Hvis man rammer plet, så sover han inden for fem minutter efter han er blevet lagt. Hvis man venter bare fem-ti minutter for længe med at lægge ham, er toget kørt. Vi rammer plet ni ud af ti gange, tror jeg, og hver gang det lykkes føler man sig bare som den bedste forælder. Det er dejligt.

Han er en glad lille dreng, der nærmest smiler bare man ser på ham. Nogle gange et stort smil med kæmpe åben mund og på det seneste også ofte et lille smil med lukket mund. Og smilehuller. Sådan et smil føles simpelthen som den største velsignelse.

Hvis det ikke var fordi jeg godt kan se, at det er et vel stort ord at bruge om en lille bitte baby, ville jeg kalde ham karismatisk. Han har virkelig udstråling. Der er noget meget specielt ved hans udtryk. Han har allerede længe haft et meget udtryksfuldt ansigt - sådan lidt melankolsk og med et meget stærkt blik. Og når han griner eller koncentrerer sig ser han så spøjs ud, sådan lidt forvirret og fortabt og lidt ironisk på én gang. Det er ikke kun forældrene, der ikke kan få øjnene fra ham. Han tiltrækker sig også utroligt megen opmærksomhed blandt andre - i mødregruppen og hos apa f.eks., hvor der jo ellers er mange kære babyer at se på.

Og sådan nogle ting siger selvfølgelig alle mødre. Men det føles ikke desto mindre sandt.

Han er meget interesseret i kontakt med andre babyer og den anden dag i mødregruppen møffede han sig faktisk et godt stykke hen over gulvet for at komme hen til én af de andre. Jublen ville ingen ende tage. Og jeg håber det er tegn på, at han er en lille social én ligesom sin far og mindre reserveret end sin mor.

Ellers er han såmænd ikke voldsomt fremmelig. Han kan ikke ligge ret længe på maven med løftet hovede endnu og på et vist tidspunkt tror jeg nok han decideret var lidt bagefter med det. Han er så småt begyndt at række ud efter ting og kan godt være lidt interesseret i legetøj, men ikke så meget som mange af hans jævnaldrene. Max vil stadig helst snakke med os. Det vil han til gengæld meget gerne. Stort set al hans aktive tid går med det. Han pludrer som en vild, når man taler med ham. Og hviner og skraller og eksperimenterer for fuld udblæsning. Af og til farer han sammen over en lyd han selv laver og det er bare så kært. Andre gange kan man se hvordan han koncentrerer sig for at gøre noget bestemt. At forme munden på en bestemt måde, feks. Det kan tage lang tid i dyb koncentration før der endelig kommer en lille lyd ud.

I det hele taget har jeg næsten fra begyndelsen haft fornemmelsen af, at det er lyd, der interesserer ham mest og dér han udvikler sig hurtigst. Men bevares det kan da også være jeg projicerer..

reagensglasbørn

Jeg hører det tit. Også fra ex-bib'ere: "reagensglasbørn". Men der findes ingen reagensglasbørn. Der findes reagensglas-undfangelser. Børnene er de samme uanset hvordan de er undfanget. Jeg kan ikke bære tanken om det lille barn, der tror det er et reagensglasbarn. Kunne vi ikke godt alle glemme det dumme ord og kun tale om at barnet er lavet på den måde.

mother material?

I går blev jeg 37. 37!!! Det er ikke noget kønt tal og jeg fatter ikke at jeg er sådan en gammel en. Tænk, det er ti år siden jeg fyldte 27. Det er snart helt forbi med at være ung. Selv i de meget gamles øjne..

Jeg mindes min fødselsdag sidste år. Det var en ond dag.Og den endte med en skandaløs brandert, mange tårer og og mange timer med hovedet i en spand. Jeg var så vred og trist og destruktiv i den periode, at det gør ondt at tænke på det.

I år gør det med alderen ikke ondt. Det er totalt ligegyldigt. Jeg er virkelig glad for mit liv. Synes på så mange måder, at jeg er et fantastisk sted. Så det var også en dejlig fødselsdag.

Min fødselsdag blev første gang mini-Max skulle passes. Min E har passet ham et par gange, hvor jeg har været ude, men det er første gang, han og jeg har været ude sammen. Middag efterfulgt af en koncert mens min bror og svigerinde passede ham her i vores lejlighed.

Jeg har intet problem med at være væk fra ham. Hans fravær føles spøjst og nærmest lidt forvirrende, men jeg nyder det og er langt fra på nippet til at styrte hjem til ham. For at det ikke skal være løgn indebar min første fri-aften julefrokost og tumlen rundt til klokken fire om morgenen. Alt imens jeg synes det er fedt og cool og som det bør være, er det også så forskelligt fra hvad man hører fra andre nybagte mødre, at jeg ikke helt kan undsige mig en lille frygt for, at mine moderfølelser er utilstrækkelige. At jeg når alt kommer til alt alligevel ikke var mother material.

I mine snart tre måneder som mor, har jeg følt mig helt tryg ved situationen hele vejen. Aldrig følt mig overvældet, haft panik-anfald eller bare følt mig nervøs. Vi hviler forbavsende meget i os selv som familie herhjemme. Men i går aftes - og jeg tror også de to andre gange, jeg har været væk fra Max, har jeg alligevel pludselig følt ængstelse over, at vi har sådan en lille en derhjemme. Da føler jeg pludselig tanken skræmmende og overvældende. Og i dag sidder en rest af følelsen der endnu. Shit mand, hvad har vi dog kastet os ud i. Og så den der hviskende måske er jeg bare ikke mother material..

10 uger gammel

børn kommer altid langvejs fra?

Som jeg skrev i min fødselsberetning, hører jeg ikke til dem, der havde et stort, magisk øjeblik da lille Max kom til verden. Fødslen og det der fulgte umiddelbart efter var noget, der skulle klares og det var udfordringen i sig selv, der fyldte det hele for mig. Men han er født om morgenen og den efterfølgende nat på hospitalet lå han vågen og kiggede mig ind i øjnene i timevis. Og det var der, det skete. Først da solen stod op den 24. var jeg blevet mor.

Jeg kan stadig ikke forholde mig til at det smukke lille væsen, der fylder mit liv nu, er vokset frem i min mave. Eller at det er den der blanding af mig og min E. Det giver faktisk slet ingen mening for mig. Det har ligesom slet ikke noget med sagen at gøre. Han er landet hos os som et mirakel, en fantastisk gave fra et fjernt sted og det har intet at gøre med handlinger, vi har foretaget i denne verden.

Jeg har tænkt en del over det, så det er ikke noget jeg bare slynger ud: Jeg er overbevist om, at følelserne ville være de samme for et adoptivbarn. Det siger man selvfølgelig altid, men man ved det jo ikke. For mig er det bare så klart nu. Det var ikke kampen for at undfange, der gjorde mig til mor, det var ikke graviditeten, der gjorde mig til mor, det var ikke fødslen, der gjorde mig til mor. Det var hans blik.