den lille afsked

Jeg fatter ikke, at det er april måned og min lille dreng nærmer sig et halvt år. Det gør faktisk lidt ondt i hjertet. Jeg har i mange år haft svært ved afsked og forandring og jeg mærkede tidligt, hvor uhensigtsmæssigt det er, når man har et lille barn og alt handler om udvikling og forandring. Allerede da Max var 2 uger gammel græd jeg for første gang. Græd over, at den allerførste tid var forbi og aldrig ville komme igen. Aldrig mere min første graviditet, min første fødsel, komme hjem med vores første barn. Ja, det er måske absurd, men det gjorde virkelig ondt på mig. Og nu når jeg tænker tilbage på det, gør det ondt igen. Det med minder har altid været smertefuldt for mig - også når de er lykkelige.

Nu er han snart et halvt år, vores lille Max. Og på vej ind i en ny fase. Snart får han tænder. Snart begynder han at kravle og der bliver for alvor vendt op og ned på alting. Og altimens alt dette er vidunderligt, er det også forfærdende for den svundne tid er tabt for altid og man kan ikke vende tilbage og nyde et lille øjeblik duften af ens nyfødte, følelsen af den lille krop i ens arme, den umådelige stolthed ved at mætte ham fra sit bryst.

Om et par måneder vil jeg længes efter lille 5-måneders Max, der altid griner højt, når vi synger for ham (desværre også ofte af godnatsange). Og endnu højere hvis vi også danser. Der bliver helt rolig, når jeg lægger min ene hånd på hans kind og den anden på hans bryst. Hvis hele væsen hvert vågent minut er koncentreret om alt hvad der foregår omkring ham. Der ser på sin far med et så forelsket blik, at han nærmest æder ham med øjnene. Jeg vil længes efter morgener, hvor Max og jeg sover tæt sammen i sengen, følelsen af hans lille, varme krop mod min, duften af hans hår, hans sagte baby-snorken.

Men der er også ting, jeg ikke kommer til at savne for der er mange ting, der er hårde for tiden. Jeg glæder mig til der ikke er så mange dage, hvor jeg bruger mere tid på at få ham til at sove, end han rent faktisk sover. Hvor han vil have opmærksomhed hele dagen. Det føles som om det hober sig op med dage, hvor det pludselig er blevet aften uden jeg har nået noget som helst. Hvor hele dagen bare består af .. hvad skal man kalde det..overgange. I begyndelsen af min barsel sværgede jeg til at lade barsel være 100% barsel. Der var ikke nogen fornemmelse af hele tiden at blive afbrudt af baby-ting, for baby var den eneste opgave der betød noget. Det var de andre ting, der var fyld og afbrydelser. Sådan er det ikke mere. Åh, jeg længes efter den tilstand. Jeg ved ikke, om jeg stadig ville være i den, hvis ikke vi var flyttet. Jeg tror det. Men måske er det naivt - måske kan man virkelig bare ikke opretholde den i mere end 3-4 måneder. Jeg har et lille håb om, at jeg kan vende tilbage til den. Vi skal bare liiiige have gjort denne byggeplads, vi bor i, til et hjem. Men så er det pludselig sommer og inden jeg kan nå at sige blueberry pie er min barsel forbi.

Neeeeeejjjjjjjj
hjæææææææælp
stop tiden!
STOP STOP STOP STOP