Hvad man ikke gør for et skud hormoner, hvad man ikke gør...
De ringede til mig fra Riget i min frokostpause i går og meddelte, at min IVF-behandling er aflyst, fordi der er flere, der skal i behandling, end de har kapacitet til. Jeg vidste godt, at der principielt var en risiko for at det kunne ske, men havde slet ikke regnet med at det ville ske for mig. De siger nemlig, at de tager hensyn til ens alder og det giver god mening, synes jeg. Undskyld mig, men jeg er sgu da 35. Nej, jeg er 35 og næsten 8 måneder - det kan vi vist godt runde op til 36.
Kunne man for Helvede ikke for en gangs skyld få lov til at drage fordel af sin fremskredne alder??
Jeg gik helt bagom dansen. Tumlede stor-tudende rundt i Londons gader i timevis. Kunne ikke få fat på E og følte hele verden ramlede. Seriøst ude af flippen. Også helt ude af proportioner, faktisk, på en måde der muligvis ville blive diagnosticeret som hysteri, hvis man kom til at fortælle det de forkerte steder.
Fra trappen ved Sct Pauls Cathedral, hvor jeg sad og tudede og kæderøg en times tid, fik jeg fat på den sygeplejerske, der står for Rigets fertilitetsforsøg, og hun kunne fortælle mig, at jeg faktisk godt kunne nå at komme med på et forsøg. Jeg nåede næsten at føle lettelse, inden det blev klart, at en forudsætning er, at man bliver undersøgt senest CD 5. Hvad gør man så, når man skal være i London indtil CD 10?
Min krop satte simpelthen ud. Det stod ud af alle åbninger på mig i 10 timer i går. Tudbrølende, vold-blødende, og styrt-skidende. Sådan gik min dag. Jeg var raasende på E. Rødglødende. Han ringede hvert 10. minut i 2 timer og jeg nægtede at svare. Var rasende over, at jeg så længe ikke havde kunnet få fat på ham og over at han havde lallet intetanende rundt i Kbh, mens det overhovedet ikke var faldet ham ind, at min første mens-dag betød kontakt til Riget og en mulig aflysning. Over at han er elendig til at følge med i den her proces og giver mig følelsen af at stå alene med det. Men først og fremmest var jeg selvfølgelig rasende på ham, fordi at sådan reagerer jeg, når jeg virkelig er nede. VIG FRA MIG, LEDE TUSSER! Og jeg vidste sådan set godt, at det var det, der foregik, men jeg kunne ikke styre det. Det er stjerne-neurotisk, men når jeg er helt ude i tovene og har sindssygt stort behov for at nogen skal tage sig af mig, reagerer jeg ved at afvise alle - gerne aggressivt- fordi jeg er totalt panisk angst for at blive ladt i stikken. Det er et snedigt koncept, jeg har kørende dér.
Min stakkels E anede jo ikke, hvad der foregik og blev virkelig bekymret. Det var selvfølgelig også til dels meningen. Det skulle også gøre ondt på ham. Men gudskelov kom der først på aftenen lidt barmhjertighed op i psycho-bitchen og jeg sendte en mail(!), der forklarede, hvad der foregik. Vi endte med at forsone os over mailen. Det lyder vanvittigt, men det var faktisk ikke nogen dårlig model. For hvis jeg havde talt i telefon med ham, var jeg efter al sandsynlighed røget i struben på ham og havde sagt alskens modbydelige urimeligheder.
Vi har været adskilt i 17 dage. Det er meget lang tid. Jeg har glædet mig som et lille barn til i aften, for i aften skulle E endelig slutte sig til mig herovre og så skulle vi have en uge her sammen. Med arbejde de første dage, men efterfulgt af 4 dage, hvor vi bare skulle nyde byen og hinanden. Jeg har lagt dejlige planer for alt det vi skulle og jeg har dagdrømt om det længe.
Men det er aflyst. For i morgen flyver jeg hjem, så jeg kan nå at komme i behandling i denne måned. Bye-bye London.
Hvad man ikke gør for et skud hormoner...
