I forlængelse af mit blog-indlæg den anden dag, har E og jeg talt en del om, hvordan vi finder ligevægt i det her foretagende. Det har været nogle rigtig gode samtaler hvor E også har fortalt meget om, hvordan han som mand føler sig kørt ud på et sidespor fra alle sider i den her proces. Især af behandlere, der altid henvender sig til kvinden, bruger kvindens navn etc etc. Vi er begyndt at læse sammen i 'Barnløshed og parforhold' (anbefalet af én herinde - Mira måske) og det har været fedt at se hvordan E føler sig repræsenteret i den bog og hvordan det får ham til at åbne sig op for mine perspektiver også. De er sgu egentlig så enkle de der mekanismer. I hvert fald når man lige har fået øje på dem..
Min blog er min alene for den giver ingen mening for mig, hvis ikke den er anonym. Jeg fortæller ham nogle gange hvad jeg har skrevet eller læst, men jeg har aldrig vist ham hverken min eller andres blogs (vil dog vise ham tertia.org en af dagene). Tilgengæld er der jo baby-gearet, som jeg købte for et par uger siden. Et eksempel på, at jeg kører mit eget løb med det her og ikke giver ham en chance for at være med. Så i går fortalte jeg ham om det og han forstod mig fuldstændig. Jeg lagde det frem og jeg kunne faktisk mærke, at han også blev opløftet af at se tøjet ligge der på vores seng.
Bortset lige fra at da jeg satte den lille gule sparkedragt op at bøvse på fars skulder blev det ham vist en tand for spooky...
Herovre på den anden side...
9 år siden
2 kommentarer:
Ja, den er rigtig god den bog! Godt at I kan finde hinanden i hele det her behandlingscirkus, for hårdt er det sgu. Ventetiden er det værste, selve behandlingen er faktisk det mindste af det.
Manden oplever ofte et IVF-forløb anderledes end kvinden, og det er vigtigt at forstå at når manden har brug for ind imellem at tænke og tale om andre ting, skyldes det som regel ikke at han/vi ikke går op i det, men at der er en afmagt: skæbnen er ude af ens hænder, og mange mænd reagerer med at lade tiden arbejde og så i øvrigt støtte kvinden så meget som muligt. Men vi har bare ikke den samme trang til at tale om det hele tiden. Det er også nok bl.a. fordi det ikke er så kropsligt nærværende for os.
Derfor er der ikke nogen mandlige IVF-blogs. Derfor har jeg valgt at fokusere på, at det er lykkedes, at der er noget liv som er begyndt. Ikke fordi jeg holder IVF-behandlingen hemmeligt, men fordi det ikke er en identitet for mig.
Held og lykke!
Send en kommentar